Leder

Vi er vant til at tænke frihed som frihed fra noget. Fx kan forældrepar holde "børnefri" ferie, hvilket ikke betyder, at de holder ferie med deres børn, men at de holder fri fra deres børn. Der findes også børnefri rejser, børnefri restauranter og der er sågar sogne, hvor man konsekvent har dåb om lørdagen, så den faste menighed kan blive fri for børn og andre ikke-kirkevante mennesker. Man hører også tit, at folk ikke vil være med til noget, hvor der kun kommer gamle mennesker. Singler gider ikke være sammen med par og par gider ikke være sammen med singler.

Det er åbenbart i stigende grad nødvendigt at være fri for andre end dem, der minder om en selv. Og det kan sikkert også være meget godt og velgørende, men det er slet ikke det den kristne frihed handler om. Et kristenmenneskes frihed er ikke frihed fra andre mennesker og deres larm, postyr og besværlige behov.

Frihed i Kristus er frihed fra syndens trældom. Syndens trældom er ikke en form for undertrykkelse, som du kan give andre mennesker skylden for. Det er en form for undertrykkelse, som et menneske så at sige med nødvendighed påfører sig selv. Det er egen- og selvkærlighedens byrde, den der vender dig indad mod dig selv, så du kun evner at se din egen navle. Luther kalder det indkrogethed i sig selv.

Det er den trældom Jesus befrier os fra. Ikke til at leve i et uforstyrret, fredeligt univers, men en frisættelse til at opfylde buddet om at leve i kærlighed til næsten. En frisættelse fra selvkærlighedens nødvendighed, som vender os indad mod os selv. Dette er et kristenmenneskes frihed. 

Når man er behersket af egenkærligheden, når man er Syndens træl, da kender man kun lovens bud om kærlighed til næsten som et DU SKAL, som et åg. Men i Kristus forvandles dette DU SKAL til en gave. De gode gerninger er ikke afskaffet, det er bare ikke de gode gerninger, der kvalificerer  et menneske som godt. Gode gerninger er blot det, mennesket skylder at gøre, og som vi skal gøre af et glad og frit hjerte. I Kristus bliver alting bliver en gave, også de gode gerninger, man får lov at gøre.

Den kristne frihed handler heller ikke om politisk frihed, selvom Jesus godt, som profeterne, kunne tordne mod social uretfærdighed. Det er ikke en frihed, der er betinget af, hvorvidt man sidder i et mørkt og fugtigt fængsel, eller om man lever i et land med demokrati og frihedsrettigheder. For det er først og fremmest friheden fra den synd, der betvinger et menneske til kun at elske sig selv, så det menneske er frit til at elske et andet menneske, til at tjene næsten, sådan som det var bestemt fra begyndelsen. 

Så bliver lovens bud om at elske næsten en god gave. Frihed bliver ikke frihed for, men frihed til. I Kristus er det, som mennesket skal, og det, som mennesket vil, forenet: "Kærlighed alt sit udretter / som nødvendigt men dog frit."

Den frihed, de første kristne talte om, og som de levede og døde for, handler altså ikke om at være frit svævende i luften, fri for børns eller andre menneskers besværlige behov. Det er tværtimod en frihed, der er grundet i en bundethed, eller måske rettere i en forbundethed: forbundetheden med Gud. En forbundethed som Gud selv har indsat os i. Det er ikke os selv, der har etableret det bånd. Gud beredt mennesket til dette forbund, gennem Jesu Kristi død og opstandelse. Gennem Kristus har Gud virkelig gjort os virkelig frie.

Når Kristus er vejen for et menneske i verden, er det menneske fri for selv at være sin egen vej. Historisk set har det udmøntet sig i en frigørelse fra at leve et liv reguleret af rituelle pligter såsom særlige regler om rent og urent, særlige renhedsforskrifter for, hvad man må spise, hvordan man må gå klædt, hvem man må være sammen med osv. 

Der er nu en række områder af menneskelivet som ikke er reguleret af religion. Områder, der hverken er under forbud eller påbud. Love og regler er afskaffet som frelsesvej. Og herefter er der ikke anden tjeneste for Gud end tjenesten for det andet menneske. Dette er jeres gudstjeneste, som Paulus siger.

Der cirkulerer for tiden en række skrivelser om alle de fordele der er ved at være medlem af folkekirken. De er overvejende tænkt som et svar på Ateistisk Samfunds kampagne, der opfordrer folk til at melde sig ud af folkekirken. Det er alt sammen godt og tiltrængt, men det er dog  bemærkelsesværdigt, at blandt alle de gode grunder, der bliver anført, til at være medlem af folkekirken, nævnes ikke friheden i Kristus. Friheden fra syndens trældom og lovreligionens åg.

Det er mærkeligt. for tiden er ikke til at være bange for sin egen skygge og i tolerancens navn tie om denne frihed. Tiden er inde til med klar røst at sige med Paulus: ”Til frihed har Kristus frigjort os. Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“

 

Støtte til Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. En særlig tak skal  lyde til Grundtvigsk Forum, der har givet os 5000 kr til annoncering.

Nyt Babel i pdf-format

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Skal vi respektere hinandens religion?

af Villy Klit-Johansen

Vanskelighederne med at integrere et stærkt stigende antal immigranter fra det muslimske Mellemøsten har vist sig at være større, end de fleste havde forestillet sig. Især på venstrefløjen og i de gamle politiske partier, dem, der kaldes regeringsparate, har man haft mere end svært ved at erkende, hvordan det står til, og forstå hvorfor. Problemerne kommer hele tiden bag på dem.

De økonomiske konsekvenser af indvandringen er grundigt undersøgt og beskrevet. Det er en kendsgerning, at den ikke-vestlige indvandring koster samfundet penge. Mange penge.

De religiøse og kulturelle aspekter er til gengæld stærkt underbelyst. Der mangler ganske enkelt forståelse for deres betydning. Uvidenheden om religiøse spørgsmål er meget stor i dagens Danmark, hvilket er til stor skade for muligheden for at træffe kloge politiske beslutninger. Hvorfor? Fordi religion og kultur har langt større betydning for samfundet, end de fleste erkender.

Lad det være sagt med det samme: Man må undre sig over, at det stadig er den rådende opfattelse på Christiansborg, at det lader sig gøre at integrere flere hundrede tusinde muslimer i Danmark. Jeg vil tillade mig at minde om, at vi bor i et land, der gennem et tæt samliv med kristendommen, de seneste fem hundrede år evangelisk-luthersk kristendom, har udviklet sig til det, det er i dag: Et demokratisk samfund med åndelig frihed.

Indvandrere fra det muslimske Mellemøsten kommer fra samfund, der er formet af ganske andre åndelige kræfter. Dette mangler vi opmærksomhed på. En typisk holdning er, at vi blot skal lære at respektere hinandens religion, så skal det nok gå. Det er klart, at det er islam og kristendom, man tænker på, for vi hører bogstavelig talt aldrig om problemer med indvandrere med buddhistisk, hinduistisk eller anden østlig religion.

Det lyder indlysende rigtigt, at kristne og muslimer skal respektere hinandens religion. Men når det kommer til den praktiske virkelighed, er den velmente tanke ikke uproblematisk. Jeg skal nedenfor gøre rede for, hvori problemet består.

Hvad er det, der skal respekteres?

Men først: Hvis man i stedet for siger, at kristne skal respektere muslimerne som muslimer, og muslimerne skal respektere de kristne som kristne, er der mere virkelighed i det. Selvfølgelig skal vi respektere hinanden som mennesker, og netop som de mennesker, vi er, helt konkret. Den regel er der heldigvis også mange, der lever efter.

Det stemmer oven i købet godt med et bibelsk syn på mennesket. I bibelsk kontekst hersker der ikke tvivl om, at alle mennesker, ethvert menneske uden undtagelse, er skabt af Gud, Jesu Kristi Fader, og som sådan har krav på vores agtelse (respekt) uanset religion. Og naturligvis uanset hudfarve, køn, seksuel orientering osv. Diskrimination står i grel modsætning til skabelsestroens menneskesyn. Og det kristne bud om at elske sin næste som sig selv omfatter naturligvis også den næste, der er muslim.

Det skal også siges, at der er mange mennesker, der kender muslimer personligt og har et godt forhold til dem. Det kan være naboer eller arbejdskolleger, som de møder regelmæssigt og har et godt forhold til, eller det kan være flygtninge, som de har besluttet at møde for at hjælpe dem, fx med at lære det danske sprog. Det er godt. Det er meget godt. Men det er ikke det, jeg vil skrive om her.

Forskelle mellem kristendom og islam

Jeg vil bringe nogle overvejelser på baggrund af, hvad der står i islams normative skrifter og på baggrund af manifeste fænomener, der er inspireret af islams normative skrifter. Jeg har valgt ikke at bringe dokumentation, for læseren kan let finde den selv. Med fænomener sigter jeg til destruktive holdninger og ødelæggende handlinger, som er velkendte af alle, der ser nyheder på tv og læser deres avis. Disse velkendte fænomener viser det problematiske i udsagnet, at vejen frem for forholdet mellem muslimer og kristne er, at vi blot skal lære at respektere hinandens religion. De destruktive holdninger og ødelæggende handlinger begrundes jo netop religiøst.

Der er en asymmetri mellem islam og kristendom, som gør, at det ikke er gangbart med gensidig respekt for religionen. Der er noget i henholdsvis islam og kristendommen, der gør, at de fleste af de ord, vi bruger, har en helt forskellig betydning i de to sammenhænge. Det gælder også ordet respekt.

Sagen er, at vi som kristne ikke har nogen religion, som vi kan eller bør kræve respekteret. Vi er overbevist om, at sandheden, endda Sandheden med stort S, er ét og det samme som Guds kærlighed. Det er noget helt centralt i evangeliet, at Guds kærlighed blev håndgribelig for alle, da Guds Søn hang på korset, hånet, forkastet og dømt til døden. Gud kender vi fra Jesus, der blev klynget op på et kors på højen Golgata i Jerusalem! Her ser vi Sandheden: At Gud elsker sine fjender, hvilket vi alle skal være glade for.

Korset råber ud over verden, at Sandheden tåler hån, spot og stupid magtanvendelse. Og evangeliet forkynder, at netop derved sejrede Sandheden. Den er stærkere end den rå magt.

Og så har Sandheden en underfuld magt til at overbevise hjerterne. Kun én ting tåler den ikke: At blive fremmet med fysisk magt eller med magt overhovedet. Derfor bør det være utænkeligt at kræve, at Sandheden skal respekteres. Sandheden skal vi ikke kræve respekteret, vi skal vidne om den.

Mission

Kirkens opgave i forhold til muslimerne er altså at præsentere evangeliet om Jesus Kristus for dem. Det kaldes mission. Det er ganske vist en vanskelig opgave at dele evangeliet med muslimer, fordi det, evangeliet om den korsfæstede, i islam bliver anset for løgn og bedrag. Muslimerne benægter simpelthen, at Jesus døde på korset. Og at han skulle være Guds Søn betragtes som gudsbespotteligt. Hvad vi regner for sandhed, anser islam for løgn – og omvendt. Det kan og bør ikke skjules, og vi skal kunne tale om det i frihed. Vanskeligheden ved mission til muslimer ligger netop heri. Men en uddybning af dette emne hører en anden artikel til.

Kristne kræver ikke evangeliet respekteret. Muslimerne derimod kræver evig og altid respekt for deres religion. Efter islamisk ret (sharia) er der dødsstraf for at krænke islam eller profeten Muhammed, og det har vist sig, at næsten enhver kritik bliver betragtet som en krænkelse. Og krænkelse af profeten tager muslimer meget alvorligt. Meningsundersøgelser viser, at uhyggeligt mange muslimer, der bor her i landet, mener, at tegneren Kurt Westergaard fortjener døden, fordi han har krænket profeten ved at tegne ham med en bombe i turbanen. En Wilke-undersøgelse viser i øvrigt, at 77 procent af de herboende muslimer mener, at Koranens bud skal følges fuldt ud.

Hvis Kurt Westergaard boede i et land, der styres efter islamisk lov, ville han være blevet dømt til døden. I islam er det ikke en fremmed tanke at bruge magt for at håndhæve Guds lov. Forholdet til magt er netop en anden dyb forskel mellem islam og kristendom. Islam er en lovreligion, der fra begyndelsen har været forbundet med politisk og militær magt. Klassisk islam har et teokratisk samfundssyn. Det betyder, at de gode mennesker, der kender Guds lov, har til opgave at gøre loven gældende som statens lov og håndhæve den med magt. Om nødvendigt med vold.

En lang række muslimske lande, præcis 57 lande, samlet i organisationen OIC (Organisation of Islamic Cooperation), har i årevis gennem organisationens permanente FN-repræsentation arbejdet ihærdigt for, at det i FNs medlemslande skal være kriminelt at kritisere religion. Det er underforstået, at det drejer sig om islam, for kristne har som sagt ikke et krav om, at evangeliet om Jesus Kristus skal respekteres og ikke må kritiseres. Muslimerne vil altså kriminalisere religionskritik, mens kristne af grunde, der har at gøre med de bærende lag i den evangeliske historie, nødvendigvis må forsvare retten til religionskritik. Dette markerer en afgrundsdyb forskel mellem islam og kristendom.

Vi skal ikke bøje os

Når vi altså er overbevist om, at Gud er kærlighed, fordi den korsfæstede Jesus Kristus er Sandheden, så kan vi da ikke bøje os for noget krav om i islams forstand af ordet at respektere Sandhedens modsætning. Jeg må altså mene, at det ikke er vejen frem mod en fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne at begynde med at "respektere hinandens religion". Det giver ikke mening undtagen som eftergivenhed overfor en religion, der deler mennesker op i rene og urene (i islam er der ikke noget problem med at diskriminere!) og tænker i krænkelse, særrettigheder og magt. Vi forstår simpelthen ikke det samme ved respekt, og vi har ikke det samme forhold til magt. Desværre.

Det betyder ikke, at kristne ikke har respekt for Gud. Kristne har ærefrygt for Gud, vor skaber og dommer. Det har i det mindste kristne, der kender og føler sig forpligtet på Luthers lille Katekismus, der i afsnittet om budene lærer os, at vi skal frygte og elske Gud. Luther skriver:

Gud truer med at straffe alle, som overtræder disse bud. Derfor skal vi frygte hans vrede og ikke handle mod disse bud. Men han lover alle, som holder disse bud, nåde og alt godt. Derfor skal vi også elske ham og stole på ham og glad og gerne leve efter hans bud.

Luther afrunder således sin gennemgang af budene netop med, at vi "glad og gerne skal holde Guds bud". Hvorfor? Fordi han ved, at Gud i evangeliet skænker os alt, hvad han i loven kræver af os. Derfor "glad og gerne", ikke i slaveagtig underkastelse under menneskers krav og trusler i Guds navn.

Det er altså ikke sådan, at kristne ikke kender begrebet Guds lov. Men loven betyder noget helt andet end i islam. Det kunne blive en længere historie, men lad os nøjes med at fastslå, at vi forstår ærefrygt for Gud og overholdelse af hans bud som noget, der er til personlig brug, ikke som noget, der med magt skal trækkes ned over hovedet på andre.

Ikke at der ikke i kristenheden er gjort sporadiske forsøg med et teokratisk styre. Calvins "gudsstat" i Genève 1500-tallet er velkendt. Det var et præstestyre, der til en vis grad ligner det, vi kender fra Iran siden slutningen af 70'erne. Calvins eksperiment står som et eksempel til skræk og advarsel.

religiøse love

Man kan nemlig ikke uden videre ud fra Guds bud skabe et retssystem, der skal regulere samfundet. Naturligvis kunne man godt gøre det tankeeksperiment, at Bibelens bud af Folketinget blev ophøjet til lov, der skulle håndhæves af politi og domstole. Det ville ganske vist forudsætte noget i retning af et religionsskifte, inden det kunne komme dertil, men i princippet kunne det godt gennemføres på demokratisk vis.

Det kan dog på ingen måde anbefales, da det med sikkerhed ville føre til et utåleligt tyranni. Hvordan skulle man fx på en rimelig måde håndhæve budene "Du må ikke have andre guder", "Du må ikke bryde et ægteskab" eller "Du skal elske din næste"? For slet ikke at tale om Jesu skærpelse af budene i Bjergprædikenen (Mattæusevangeliet kap. 5): "Enhver, der kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte", "Elsk jeres fjender!" eller "I må ikke sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt". Hvis man vil gøre religion eller moral til lov, ender man i et totalitært tyranni. Det er netop det, man ser med islamismen.

De steder, hvor islams hellige lov (sharia) er implementeret i samfundet, er der typisk dødsstraf for at forlade islam og blive fx kristen eller ateist. Islam anerkender grundlæggende ikke religionsfrihed. Muslimerne nyder godt af religionsfriheden her i landet, men i lande, hvor shariaen gælder, er det så som så med religionsfriheden. Det gælder i øvrigt også i ghettoerne herhjemme.

Loven, sharia, er en hovedsag for muslimerne. Skal man nævne et ord, der i kristendommen har tilsvarende vægt og betydning, er det ordet frihed. Frihed er det element, evangeliet lever i. Ligesom fisken kun kan leve i vandet, kan evangeliet kun være til i frihed. Det skyldes, at Gud i Kristus har åbenbaret sig som kærlighed. Da kærlighed altid rækker ud mod sin genstand, kalder Gud naturligvis på menneskets genkærlighed, og kærlighed kan der som bekendt ikke være tale om under tvang. Frihed er derfor et helt grundlæggende kristent begreb. Og det har naturligvis samfundsmæssige konsekvenser.

Racismeparagraffen

Alt dette være sagt for at fastslå, at religion unægtelig har betydning for samfundet. Endda afgørende betydning. Det er ikke svært at se forskel på et islamisk land og et land, der er blevet formet af statens samliv med den kristne kirke gennem århundreder. Vi lever i et land, hvor den dominerende kultur er dybt præget af evangelisk-luthersk kristendom. Det er dette forhold, der er den væsentligste årsag til fremvæksten af det folkestyre og den åndsfrihed, som vi har, og som vi skal forsvare med ubøjelig vilje og med al den energi, vi er i stand til at mobilisere.

Desværre svigter myndighederne i denne kamp. Et konkret eksempel: Racismeparagraffen, som den misvisende kaldes, bliver brugt til at begrænse retten til religionskritik. Det viser dommen i Helsingør Byret den 11. februar 2016. Her blev en vis Ole Flemming Nielsen dømt for at skrive på facebook:

Ideologien Islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som Nazismen. Den massive indvandring af islamister her til Danmark, er det mest ødelæggende det danske samfund har været udsat for i nyere historisk tid.

Uanset hvad man mener om dette udsagn, betegner dommen et bemærkelsesværdigt og beklageligt skred i retstilstanden. Ole Flemming Nielsen blev dømt efter straffelovens paragraf 266b, der lyder således:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationalitet eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering …

Forbuddet mod at forhåne en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, nationalitet eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering bliver ved denne dom udvidet til at gælde kritik af en religiøst baseret totalitær politisk ideologi (Til denne karakteristik se Mehdi Mozaffari: Islamisme. En orientalsk totalitarisme). Dommen betegner en yderst betænkelig indskrænkning af den frie debat.

mediernes selvcensur

Det er formentlig frygten for islamistisk terror, der ligger bagved dommen. Denne frygt trænger dybere og dybere ind i samfundets institutioner og ændrer det radikalt. Friheden er her i landet kommet under pres.

Medierne pålægger sig selvcensur under indtryk af trusler om vold. Der er snart ikke tal på de voldelige anslag, der er gjort mod ytringsfriheden, og der er snart ikke tal på de mennesker, der i Danmark og andre vestlige lande må leve under politibeskyttelse, fordi de har tilladt sig at bruge deres lovfæstede ytringsfrihed.

Det er min opfattelse, at indvandringen fra det muslimske Mellemøsten på den baggrund udgør en dødelig fare for vores frie og demokratiske samfund. Ikke på grund af menneskene, som er meget forskellige, hvad mennesker jo er, men på grund af den politiske betydning, muslimer i almindelighed tilkender religionen. For rettroende muslimer står sharia-loven til enhver tid over de verdslige, danske love.

Kristendommen har kun en indirekte betydning for samfundet, idet det er i god overensstemmelse med kristendommen, at vi har en sekulær stat, hvis lovgivende, udøvende og dømmende magt ikke er underlagt forskrifter fra kirkelige myndigheder eller dogmer. Islam derimod er en lovreligion, der ideelt set vil gøre shariaen gældende i alle forhold i samfundet. Derfor skal den politiske islam bekæmpes af staten. Det er staten, der skal træde i karakter for at hindre, at Danmark eller enklaver af landet bliver overladt til et religiøst tyranni. Det er nu, der skal gribes ind, for det er allerede kommet for langt ud. Hvad der konkret skal gøres, ligger det udenfor denne artikels rammer at drøfte.

Kampen står mellem islam som en politisk ideologi og det frie, demokratiske samfund. Vi må som et minimum stå urokkeligt fast på, at alle, der bor her i landet, kun kan være her på den betingelse, at de overholder landets love og respekterer den demokratiske samfundsorden. Det er også ganske rimeligt at forvente, at de respekterer den rådende kultur, herunder især vores tradition for åndsfrihed. Her giver det nemlig mening at kræve respekt. Indvandrede muslimer skal virkelig lære at respektere landets kultur.

Martyrmuseum

af Nana Hauge

Ordet martyr betyder vidne. Det er et græsk ord, der bruges om den, der med sit blod vidner om Kristus, det vil sige sætter sit liv til for kristendommens sandheds skyld. Ordet bruges første gang i det oldkirkelige skrift Polykarps martyrium fra det 2 århundrede. Skriftet beskriver de forfølgelser og trængsler, Polykarp udsættes for, fordi han holder fast ved sin kristne tro.

Det kristne martyrium har selvfølgelig sit forbillede i Kristi Martyrium, for selvom ordet martyr ikke findes i Bibelen opfatter kristne naturligvis Jesus som den ultimative martyr med sin selvopofrende lidelse og død for manges skyld. Jesu offerdød og ikke mindst hans mange opfordringer til at ofre sit liv for næstens skyld er således modellen for den kristne martyr – ja, for den kristne i det hele taget jævnfør også Paulus mange opfordringer til de kristne om at leve i indbyrdes selvopofrende kærlighed og til at bringe legemet som et offer for Gud. Det er helt afgørende, at den kristnes gudstjeneste – det vil sige den måde, den kristne tjener og ærer Gud på – er ved at bringe sig selv som et levende og helligt offer, der er Gud til behag, "for dette skal være vor åndelige gudstjeneste" – sådan skriver Paulus. (Romerbrevet 12)

Hvad mener han med det? Jo, Paulus indskærper her noget, som Gud allerede talte om gennem profeterne i Det Gamle Testamente: nemlig, at Han ønsker barmhjertighed og ikke brændofre.

De eneste ofre, der har betydning, den gudstjeneste Jesu Kristi far ønsker, er det, at mennesker tjener hinanden. Dette er de kristnes gudstjeneste. Den kristne gudstjeneste er ikke alene defineret ved en liturgisk handling i et helligt, afsondret rum, nej, den rækker ind i hverdagens tjeneste for de nærmeste. At tjene Gud og at tjene den nærmeste kan ikke skilles ad. Den, der siger, at han elsker Gud, men ikke elsker sin bror eller søster, han elsker ikke Gud. Det almindelige hverdags-lige liv i tjeneste for hinanden, det er kristnes gudstjeneste. Kristne gør Gud stor, ærer Gud, ved at tjene medmennesket. Den kristne kan aldrig tjene Gud ved at ofre andre. Den kristne gør ikke Gud stor ved at springe uskyldige mennesker i luften. Kun ved selv at ofre sig for andre, tjener den kristne Gud.

Det kristne martyrium har aldrig impliceret og kan aldrig implicere, at man ligesom ved en selvmordsaktion trækker andre mennesker med i døden. Man kan gå i døden for andre. Ingen kærlighed er bekendt større end den at sætte livet til for sine venner. Man kan ofre sig for andre, man kan give sit liv for kristendommens sandheds skyld, men man kan ikke ofre andre.

Det er derfor en misforståelse af martyrbegrebet at bruge betegnelsen om fx selvmordsbombere. Ikke bare fordi, der er himlen til forskel på ydmygt at sætte sit liv til for kristendommens sandhed eller for andres liv, og så det at påberåbe sig heltestatus ved at trække uskyldige med ind i døden, men simpelthen fordi begrebet er et kristent begreb, der betegner et menneske, der ofrer sig for Kristus eller for sin næste.

Derfor er det også en stor misforståelse, at kalde en meget omdiskuteret udstilling for Martyrmuseum, for de islamistiske selvmordsbombere, der portrætteres i den udstilling, er hverken helte eller martyrer, men bare koldblodige mordere. Når man laver en udstilling, hvori ordet martyr indgår, må man formode, at arrangørerne ved, hvad ordet betyder. At man så alligevel har valgt at kalde udstillingen Martyrmuseum, kan kun opfattes som en kæmpestor hån mod dem, der gennem tiden faktisk satte livet til for andres skyld.

Gymnasiereform vil vanrøgte de uløselige tilværelsesproblemer

af Lærke Grandjean

Regeringens gymnasieudspil har trukket mørklægningsgardinerne ned for almen dannelse og tilværelsesoplysning i gymnasiet. Tekniske kompetencer og karriereuddannelse har i stedet fået vind i sejlene, og gymnasiefag som arnesteder for indholdsmæssig dybde lægges lige så stille øde.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil nedlægge historie, oldtidskundskab og religion for at inkludere dem i en stor, diffus faghistorisk-humanistisk faggruppe, som det hedder i regeringens udspil. Målet skulle være at sætte fokus på "elevernes innovative, digitale og globale kompetencerder." Dermed er bolden givet op til afskaffelse af almen dannelse i gymnasiet til fordel for en såkaldt moderne digital kultur.

Som klare tegn på afskaffelsen er sammenlægningen af de tre nævnte fag, hertil kommer et grundlæggende instrumentelt syn på kultur med fokus på, hvad et fag kan bruges til og hvilke synlige kompetencer, der kan opnås. Litteraturen skal eksempelvis ud af sprogfagene, så sprog reduceres til rene kommunikationsfag.

Jeg vil her i artiklen anfægte grundsynet i regeringsudspillet, inspireret af filosoffen og teologen K.E. Løgstrup, der i sin forelæsning Skolens formål på Danmarks Lærerhøjskole i 1981 kritiserede sin tids grundlæggende naturvidenskabssyn på skole og kultur. Han så en alliance mellem naturvidenskab og teknologi udmøntet i en foruroligende teknisk kontrol- og garantimani, og min påstand er, at manien er fortsat ind i dette århundrede og har nået sit foreløbige højdepunkt i Ellen Trane Nørbys gymnasieudspil med indholdstømte kompetencer, som skulle kunne garantere en digital og global ny-kultur.

Filosofisk og pædagogisk set er det ikke muligt at udskrive kontrol- eller garantibeviser for opnåelse af en elevs læring eller skolens formål. Skolens fag har at gøre med selve tilværelsens mangfoldighed og livets mange "uløselige" problemer. Skoleformålet skal derfor, med K.E. Løgstrup, være at

oplyse om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplyse om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser.

At holde skole har generelt set (altså både i folke- og gymnasieskole) for K.E. Løgstrup ét grundlæggende formål: tilværelsesoplysning.

Uddannelse i skolen er et afkast, som tilværelsesoplysningen giver. Ophøjer vi uddannelsen til at være skolens hovedopgave, glider også de største vanskeligheder ved at holde skole lige så stille ud af synsfeltet.

Sådan udtrykte K.E. Løgstrup det for 35 år siden. Og ligesom man siden oldtiden har kæmpet for idealet om skolen som et fristed for frie mennesker til sammen at finde ud af tingene, har man til alle tider måttet kæmpe for at stå fast på, at skolen har et alment oplysende formål. Man kan og skal ikke reducere skolens formål til at være uddannelse, som belejligt kan bruges af politisk magthavende til at styre skolen, så den matcher tidens trend - hvis man altså stadig ønsker, at skoleformålet skal dreje sig om de universelle værdier: åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Men disse universelle værdier er ved at afgå ved døden, set i lyset af OECDs og PISAs ønske om at ensrette de enkelte landes uddannelsessystemer til at være kontrol- og garantibaserede. I Danmark se det ud til at være politisk legitimt at tilsidesætte alle filosofiske og pædagogiske argumenter for i stedet med "objektive" naturvidenskabelige og tekniske metoder at forsøge at kontrollere og garantere, hvad gymnasieeleverne skal og kan lære. Det hule og intetsigende mantra i gymnasieudspillet, "innovative, digitale og globale kompetencer", nærmer sig totalitære dessiner.

Med politisk styrede argumenter flytter man fokus fra det dannelsesmæssige indhold i fagene til målbare karrierekompetencer ud fra ønsket om at understøtte effektiv udnyttelse af menneskelige ressourcer og fremme gymnasieelevernes digitale og globale jobmuligheder. Den tekniske kontrol- og garantimani, der er muliggjort af alliancen mellem naturvidenskab og teknologi, ophøjer uddannelse på oplysningens bekostning, og i løbet de 35 år, der er gået siden K.E. Løgstrups forelæsning, har denne mani med tsunamiagtig styrke hærget Danmark.

I det netop udmeldte regeringsudspil om en ny gymnasiereform er skolen endeligt reduceret til at være konkurrencestatens uddannelsespolitiske svar på erhvervslivets evige ønske om effektiv vækst.

Formålet er, at gymnasieeleven bliver "mere klar til at være studerende, arbejdstager, iværksætter og medborger – både i en dansk, europæisk og global sammenhæng", og sammen med slagordene "innovative, digitale og globale karrierekompetencer" kan uddannelse ikke mere ses som et afkast til tilværelsesoplysning, men som skolens hovedopgave. Skolens formål defineres nu af politisk bestemte værdier om tilpasning til globaliseringens konkurrencestatstænkning, og enhver filosofisk-pædagogisk indsigelse er fejet ind under gulvtæppet.

Ligesom folkeskolereformen, der blev vedtaget i 2013, er udspillet til gymnasiereformen snydt ud af næsen på alliance-monsteret: Naturvidenskab og teknik. Pisken svinges over almendannende tilværelsesoplysning, som ligger døende på slagmarken, mens de karrierekompetente folkeskoleelever og studenter med garantibeviser på deres "tællelige, kontrollerbare viden og effektive læring" troner på sejrsskamlerne.

Men er der ikke andre muligheder? Løgstrups svar ville være: "Jo, hvis vi ser de 'uløselige' problemer i øjnene, altså livet selv."

Risikoen for, at det ikke lykkes for skolen at bibringe eleverne viden og indsigt, er et grundvilkår; ligeså er uforudsigelighed et grundvilkår i den menneskelige tilværelse. Livsfænomenerne risiko, uforudsigelighed og "uløselige" problemer kan og skal man i folkeskolen og gymnasieskolen – helt modsat at vanrøgte dem – imødekomme og tage vare på. Hvis man altså har et ønske om, at skolen skal være et fristed for frie mennesker til sammen at finde ud af tingene. Og hvis man altså har et ønske om, at lytte til filosofisk-pædagogisk indsigt – i stedet for manisk at følge i de politisk opportune vildspor.

K.E. Løgstrups pointe er, at det skaber ufrihed og afstand til livet, hvis man isolerer en objektivt forstandsbaseret viden, naturvidenskaben, fra en personlig erfaret fornuftsbaseret indsigt, kunstarterne og den humanistiske videnskab. Han forklarer:

I sin naturvidenskabelige undersøgelse af naturen udelukker naturvidenskabsmanden undersøgelsens subjekt fra den natur han undersøger. Med sin person træder han tilbage og bliver til en tilskuer, der ikke hører med til verden, der ved denne fremgangsmåde bliver til en objektiv verden.

Men med et sådan forsøg på at blive en objektiv beskuer af verden bliver bevidstheden fremmed for sig selv; der er ingen plads til den.

Holder vi nu den kendsgerning, at bevidstheden ikke hører med til det fysiske verdensbillede, sammen med, at fysik er viden om den egentlige virkelighed, så er vi blevet væk.

Hvis vi fortsat vil søge efter, hvem vi er som mennesker – og altså ikke ønsker at "blive væk" for os selv, som K.E. Løgstrup advarer om – skal vi stoppe vanrøgten af de "uløselige" problemer, vi skal med andre ord forstå, at skolens formål er tilværelsesoplysning.

Oversat til nutidens gymnasiereform-udspil skal man glemme alt om den anti-dannende såkaldte "innovative, digitale og globale kompetencekultur". Man skal glemme alt om at tage litteraturen ud af sprogfagene og stoppe tanken om at ødelægge de tre dannelsesfag: oldtidskundskab, historie og religion ved at sammenlægge dem.

Helt modsat gymnasieudspillets problem- og livsfornægtende kompetencekultur skal der værnes om den almene faglighed og dannelse, der i dybden belyser evige menneskelige spørgsmål og problemer, fortæller om vores kulturoverlevering og indvier os i hinandens tro og overbevisning; hvis vi altså vil søge andre muligheder end den aktuelt politisk opportune: At misbruge gymnasieskolen politisk til at ophøje et teknisk-naturvidenskabeligt grundsyn, hvor mennesket er i fare for helt at "blive væk."

Tror vi på den samme gud?

af Villy Klit-Johansen

Den korteste vej mellem to tanker er - en kortslutning, sagde en klog mand engang. En kortslutning er netop, hvad Niels Hausgaard lægger for dagen, når han i et interview i BT d. 8. april d.å. siger, at han godt kan lide tanken om, at Gud findes og også, at der kun findes én. Og så fortsætter han: "Det mener muslimerne for eksempel også. Så det er den samme. Vi fokuserer bare på forskellige sider af ham."

Præmisserne er altså:
1. muslimerne mener, at der kun er én Gud
2. de kristne mener, at der kun er én Gud.
Ergo tror muslimer og kristne på den samme Gud. Det er Hausgaards logiske slutning.

Men der er sket en kortslutning i tankestrømmen. Han springer simpelthen nogle mellemregninger over. Man kan også sige det sådan, at han ikke tager alvorligt, hvad henholdsvis koranen og Jesus faktisk forkynder om Gud.

Ifølge religionshistorikernes lovlig summariske kategorisering, er kristendommen og islam "monoteistiske" religioner. I virkeligheden er det en meget teoretisk kategorisering. Den følges op af ikke så få teologer, der overraskende nok drager samme konklusion som Hausgaard og gør det til en påstand, at det er den samme Gud. Sådan et synspunkt må have til forudsætning, at man har truffet det bevidste valg at lukke øjnene for det væsentlige. Derfor bliver påstanden meningsløs. Spørgsmålet, om det er den samme Gud, giver i virkeligheden ingen mening. Men én gang fremsat, bliver påstanden gentaget og gentaget. Der er gået automatpilot i den.

Når jeg tager spørgsmålet op, skyldes det ikke, at den på mange måder udmærkede Niels Hausgaard har udtalt sig om det, det vil jeg gerne understrege. Faktisk er jeg Hausgaard-fan. Hans udtalelse er blot den tilfældige anledning til, at jeg vover mig ind i en meget vigtig og aktuel debat.

Der kan være meget at sige. Men for nu at zoome ind og betragte sagens kerne, så bekender kristne sig til Jesus Kristus som Guds Søn, Vor Herre. Han er altså den eneste åbenbaring af den ene sande Gud, som vi i Jesu navn beder til og stoler på som hans og vor Fader. Den bekendelse kan ikke forenes med muslimernes klare bekendelse til Muhammed som den sidste og endegyldige profet. Jesus var kun en profet blandt mange, mener de. Muhammed derimod er profeternes segl, som det hedder i muslimsk sprogbrug. Med ham er den endelige og fuldkomne åbenbaring kommet.

Man bliver netop nødt til at tage den kendsgerning alvorligt, at både islams og den kristne bekendelse gør krav på at bygge på Gud åbenbaring. For muslimerne foreligger Guds åbenbaring i koranens tekst, dikteret af englen Gabriel til Muhammed. For de kristne har Gud åbenbaret sig i mennesket Jesus af Nazaret, som det er bevidnet i Bibelen. Hverken muslimer eller kristne mener, at bekendelsen, henholdsvis islams bekendelse og den kristne bekendelse, er udtryk for, hvad mennesker "fokuserer på" hos den ene Gud. Med andre ord, hvad de mener om Gud. Det skal man vel tage alvorligt.

Men det betyder så også, at hvis man ser bort fra den kendsgerning, at koranen fornægter Jesus som Guds Søn, ham, der gik i døden for at frelse verden, så må der nødvendigvis ske en kortslutning i tankernes printplade. Den store udfordring er, at islam er den eneste klart antikristelige religion, der findes.

To sider af den samme Gud? Kan den ene sande Gud både have åbenbaret sig i Jesus og så godt 600 år senere ved sin udsending Muhammed bekendtgøre, at bekendelsen til Jesus som Guds Søn er løgn? Hvis det er to sider af den samme Gud, er Gud i strid med sig selv. Men det er umuligt.

Det står muslimerne frit for at fornægte dåbspagten, som er bekendelsen til den ene sande Gud, vor skaber og forløser, vor himmelske Fader. Men så står det også os kristne frit for at bekende og lovprise Gud med dåbspagtens ord, forsagelsen inklusive. Grundtvig mente med rette, at forsagelsen hører med til dåbspagten. For man kan ikke bekende sandheden uden at forsage løgnen.

De, der mener, at muslimer og kristne tror på den samme Gud, tager til syvende og sidst ikke spørgsmålet om sandhed alvorligt.

Men hvis muslimernes Allah ikke er den ene sande Gud, hvem er han så? Jeg ser to muligheder. Den ene er, at religionen islam blot er menneskelige meninger og forestillinger om en gud, der ikke findes i virkeligheden. Den anden mulighed er, at han er en dæmonisk magt af en slags, en repræsentant for løgnens fyrste, som har bedraget først Muhammed og siden millioner af muslimer gennem flere hundrede år. Jeg skal ikke afgøre spørgsmålet. Det må overvejes omhyggeligt.

Med hensyn til den aktuelle debat om, hvorvidt man bør indbyde muslimer til ved gudstjenester i Folkekirkens huse at forkynde islams budskab og direkte recitere koranen, må vi stille det spørgsmål, om der er plads til både bekendelsen og fornægtelsen i den kristne gudstjeneste. Hvis man (præster og biskopper) giver plads for både sandheden og løgnen, gør man sig så ikke til herre over sandheden? Men i kirken skal sandheden råde. Hvad ellers? Og sandheden er Jesus. En af de ældste kristne bekendelser lyder: Jesus er Herre. (1. Korinterbrev kap. 12, vers 2).

 

Religionskritiske strøtanker

af Andreas Meng

Nutidens toneangivne ateister er så kedelige. Til forskel fra fortidens, som kunne udfordre og udpege menneskets religiøsitet, så er nutidens ateister udelukkende fokuseret på kropsvæsker, fossiler og beviser. Men nu om dage er der sandelig brug for religionskritik, og specielt over for den missionerende ny-ateisme og sekularisme (som er noget ganske andet end sekularisering, og blot er en anden religiøs fanatisme). Og når "de" ikke vil, eller kan, så må dem der tænker den slags tanker jo bære tankerne frem, så andre mennesker kan få gavn af tankerne, eller i det mindste få dem til at tænke og kritisere. Nedenstående overvejelser kan jeg dog ikke kun tilskrive mig selv, da der blandt mine tanker også er frugter fra teologer, som i mange år har draget et skel mellem kristendom og religion. Det nedenstående er dog ingenlunde en gengivelse af disse teologers tanker, men et miks af frugterne fra deres arbejde og mine egne tanker. Det nedenstående kan heller ikke kategoriseres som en videnskabelig redegørelse (hvilket den skarpe læser heller ikke kan undgå at se), om end en sådan sagtens kunne komme i fremtiden.

Hvad er religion?

Den første forudsætning er, at alle mennesker er religiøse, uanset hvad de måtte kalde sig. Derfor er jeg også enig med de fleste nyateister, når de siger, at menneskets religiøsitet er "naturlig" (omend jeg mener noget andet med det ord, end de gør. Det er menneskets vilje, der er religiøs, og den er ikke blot et resultat af naturens neutrale årsag/virkningsrelation). Den anden forudsætning er, at det ikke alene er en metafysisk forestilling, der definerer en religion. Alt kan nemlig gøres metafysisk, således som jeg ser det blive gjort med fodboldklubber, enkelt personer, politiske partier og videnskabelige teorier, og således ville min redegørelse sådan set være overflødig. Det huer dog ikke folk, at man fortæller dem, at deres forhold til videnskaben eller politikken er religiøs, så det har fået nogle religionsvidenskabsmænd til at lave, hvad jeg anser for, at falsk skel mellem religionerne, således at man nu taler om "civil-religion" og "religion". For mig at se, er dette ikke en konsekvent tænkning, og ligeledes også en meget overfladisk en. En tredje forudsætning er, at jeg ikke ser på menneskets adfærd, da alle mennesker som sagt er religiøse. I stedet ser jeg på religionens dogmer og helligskrifter.

Når jeg skal definere religion, vælger jeg at analysere det religiøse væsen eller fællesnævneren. Her er jeg kommet frem til, at fællesnævneren for religionerne er, at der er visse moralske bud, som skal overholdes for at gøre guden tilfreds, således at enkelt personen opnår frelse (og dermed bliver sit egentlige selv) og/eller samfundet stabiliseres (samfundet kan forstås som universet, samfundet, verden, landet). Man kan sige, at alle religioner er baseret på do-ut-des tankegangen.

Lad mig vise det ved at sammenligne en af de store monoteistiske religioner (islam), en ur-religion (siden vi befinder os i Danmark, så lad os tage den nordiske mytologi) og en politisk ideologi (socialismen).

Islam er ret nem at gå til, da den ligesom jødedommen bliver karakteriseret som "lov-religion", og dermed er man på forhånd givet en forståelse af, at der er en lov, man skal adlyde, for at gøre guden tilfreds. Denne gud (Allah) har sågar udformet en lov, som samfundet politisk skal agere efter for ikke at bryde sammen. Her kan vi tydeligt se, at den individuelle frelse ligeledes er bundet sammen med en politisk måde at sikre samfundet på, alt sammen bundet op på moralske love, som man skal adlyde, såfremt man vil sikre sig Allahs velbehag. Muslimen må gøre sig fortjent til Allahs frelse ved at afholde sig fra alt, der er haram; og til udpensle den rette vej for muslimen er der opført lovskoler, som tolker og diskuterer gudens lov, således at muslimen altid bliver holdt på den. Den gennemgribende ting er, at det er menneskets egne gerninger der retfærdiggør. 

Den nordiske religion har samme mønster; her er de moralske påbud dog ikke lige så udtalte. Her gælder det også, at mennesket bliver retfærdiggjort over for guderne ved at kæmpe i sit eget liv og gøre sig fortjent til et eftermæle og et efterliv i Asgård. De mennesker, der således har gjort sig fortjent til dette efterliv, har også den funktion, at de skal være med til at sikre verdens beståen. Yderligere deltager religionens medlemmer også i ofringsfester (blóter) som skal sikre god høst og en heldig skæbne.

Mønstret gentager sig i socialismen. Her er guden dog udskiftet med et jordisk paradis, men fællesnævneren er, at bestemte menneskelige handlinger: frigørelse fra alle undertrykkende bånd, revolutionær levevis, afskaffelse af kapitalismen etc., skal frelse individet og samfundet. Det er igen menneskets egen opgave at frelse sig selv og samfundet. 

Det samme kan sådan set også ses i ny-ateisternes skrifter og argumenter, hvor mennesket først er "frelst" ved at blive ren fornuft og ren empirisk data. Ligeledes frelses samfundet også ved at fjerne al tale om guder, som skulle være skyld i krig, fattigdom, undertrykkelse etc., og placere ”videnskaben” (som nu bliver den nye gud) i højsædet og indrette samfundet efter dette. En ganske teokratisk tankegang, der igen er bundet op på menneskets egne handlinger.

Religionens fællestræk er altså, at menneskets gerninger frelser individet og/eller samfundet ved at gøre guden tilfreds med gerningernes offer. Bevægelsen går altså fra mennesket op mod guden.

Kristendommen

At hævde at kristendommen ikke er en religion,kan få mange til at ryste på hovedet. Det ændrer dog ikke på, at kristendommen ud fra sine skrifter har et helt andet udgangspunkt, nemlig Guds gerning for mennesket. Det betyder ikke, at kristne mennesker ikke også er religiøse, for kristne mennesker er dog netop også dette: mennesker. Men her er fokus drejet fra hvad mennesket gør, til hvad Gud gør.
Vi ser religion afspejlet i den jødiske forståelse af det Gamle Testamente, men det pudsige er dog, at dette afsløres som vantro og synd. I stedet står mennesket fattigt og nøgent overfor Gud, som giver det hele af nåde ved Jesus Kristus.

At ville retfærdiggøre sig selv med gerninger, er dermed en mangel på tro på Guds retfærdiggørelse af synderen, som hele tiden vil retfærdiggøre sig selv, og takke nej til nåden.

Dette at man ikke kan eller skal gøre Gud tilfreds ved egne gerninger bevirker, at livet bliver sekulariseret, fordi man nu bliver henvist til tjeneste for næsten: gør ikke dine gerninger for Guds skyld, men for næstens skyld. Et liv i Ånden, som er et liv, hvor man ikke er hensat til at jagte den ene gode gerning efter den anden, men hensat til at gøre sin gerning i hverdagens kald og stand uden at se et resultat, men fra dag til dag. Dette liv er heller ikke menneskets eget valg eller vilje, men ligeledes Guds nådige gave. Mennesket får så at sige, givet sin væren, i stedet for selv at ville tage sin væren. Og netop fordi virkeligheden er os givet fra øjeblik til øjeblik, fra dag til dag, så er kristendommen ikke nyttig eller en stige, som vi kan benytte os af i arbejdet for et mere retfærdigt samfund. Den er Guds gode gave, som gives til den synder som ikke vil have den, og som aldrig kan binde - eller benytte den. Ordet er frit!

Bevægelsen går altså fra Gud til det enkelte menneske, som bliver udfriet til at leve som menneske med sin næste:

Hvad så?

For den definitionskåde melder spørgsmålet sig sikkert om, hvad kristendommen da så er, hvis den ikke er en religion. Jeg vil svare, at det for mig er to ting: en tro på Guds ja til synderen i Jesus Kristus og en relation mellem to personer: Gud og mennesket. Tro er her forstået som det, man har tillid til og stoler på. Det vil altså sige, at den kristne ikke tror på objektive, observerbare kendsgerninger, men på Guds tilgivelse ved Jesus Kristus og Hans definitive sejr over synd, død og djævel - om så det kan bevises nok så lidt. På samme måde er religionen også en tro, her er det bare med omvendt fortegn, for det er troen på mennesket selv, dets gerninger og muligheder, og en fantasi-gud, som dømmer mennesket præcis efter hvad mennesket vil dømmes efter. Med andre ord, troen på en selvprojektion, mennesket idealiseret.

Til slut må jeg derfor igen give ny-ateisterne ret (om end vi taler to forskellige sprog), for religionens kølvand er inkvisitionen, kulturrevolutionen, holocaust, GULAG og Islamisk Stat. Det er nemlig, hvad der er tilbage, når vi er overladt til os selv og vores higen efter retfærdiggørelse.

Religion og sekularitet i det offentlige rum

af Knud Nyboe Rasmussen

Det er blevet påstået, at religion fylder for meget i det offentlige rum i dagens samfund. Og i forlængelse af denne påstand har man hævdet, at betingelsen for, at samfundet (og dets lovgivning) bliver i ægte forstand sekulært, det er, at religionen fortrænges fra det offentlige rum og bliver en ren privatsag.

Holder denne påstand? Jeg vil sige: Det afhænger helt af, hvad man forstår ved "religion".

Religion er nemlig ikke bare religion. Denne simple kendsgerning overses af mange religionsdebattører, som åbenlyst ikke ejer evnen til at skelne. "Skelne" hedder på græsk krinein. Heraf er ordet "kritik" afledt. At udøve kritik er altså at skelne. Det er derfor ikke udtryk for veludviklet kritisk sans, hvis man – uden at skelne – blander alt sammen som ét fedt, f.eks. religion. Nej, kritik – og her religionskritik – er præcis at skelne mellem religion og religion; man kunne også sige: at bedømme religion.

Det er derfor tænkeligt, at én form for religion (eller flere) anfægter et samfunds sekularitet, mens en anden form for religion kunne være en vigtig forudsætning for ægte sekularitet i et samfund. Med "ægte sekularitet" menes en sekularitet, som ikke forvandler sig til en ny religiøsitet.

Den religion, hvis betydning jeg i det følgende vil sige noget om, er, hvad man kunne kalde evangelisk-luthersk kristendom. Jeg taler altså ikke om al religion eller om alle religioner. Jeg er i ordets egentlige forstand religions-kritisk, d.v.s. jeg skelner og bedømmer religion.

Den tese eller påstand, som jeg vil bede læseren overveje og sammenholde med "empirien", d.v.s med kendte og faktisk forekommende samfundsforhold, i vores del af verden og andre dele af verden, det er denne: Evangelisk-luthersk kristendom, her forstået som den offentlige forkyndelse af evangeliet om "retfærdiggørelse af tro", er ingen hindring for ægte sekularitet i et samfund, men kan med gode grunde hævdes at være en medvirkende faktor til, at samfundet og dets lovgivning holdes fri for det, som man ud fra den samme forkyndelse må kalde falsk religiøsitet, det vil bl.a. sige sekularitet, der transformerer sig til pseudoreligiøsitet. "Sekulær" pseudoreligiøsitet er historien fuld af eksempler på, bl.a. det 20. århundredes store totalitære og ateistiske ideologier.

Den svenske teolog og Lutherforsker Gustaf Wingren har formuleret sagen på denne måde:

Den faktor, som gør det muligt for den enkelte at holde hverdagsgerningerne fri af falsk religiøsitet, den faktor ligger ikke inden for verdslighedens synsfelt, den faktor er retfærdiggørelsen af tro, uden alle gerninger. Ordets prædiken afsakraliserer således hele den menneskelige arbejdsverden, men placerer på den anden side det troende menneske just isamme arbejdsverden indtil døden. (Luther frigiven. 1970)

Det vil sige: Forkyndelsen af den frelsende tro (uden gerninger, herunder politiske handlinger, hvormed mennesket skal retfærdiggøre sig selv og sit liv), denne forkyndelse sætter samfundets styre i alle led som et sekulært styre, d.v.s. gør det til en jordisk og begrænset livs- og styreform, der ikke på nogen måde skal kvalificere os i religiøs henseende eller gøre os fromme, endsige frelse os. Det har vi andet til at gøre, nemlig evangeliet. Derfor kan, ja skal, vi lade fornuften, skønsomheden og det saglige argument råde i samfundets lovgivning og indretning.

Den tyske teolog Gerhard Ebeling taler et sted om, at troen holder den borgerlige retfærdighed fri for den indbildning, at mennesket derigennem skal retfærdiggøre sig overfor Gud (eller overfor offentlighed og socialt netværk eller i sit eget liv, kunne man tilføje). På den måde befrier troen til nøgtern politisk erkendelse og politisk handling.

Pointen er, at religion i det offentlige rum ikke behøver at føre til "præstestyre" eller teokratiske tendenser. Religionen forstået som evangeliets forkyndelse kan lige tværtimod indebære, ja, være med til at sikre det modsatte, nemlig at politikken holdes fri for religion og absolutte aspirationer og dermed fastholdes som ægte sekularitet.

Derfor er det mere end tvivlsomt, om det er en god idé at få "religionen", igen forstået som evangeliets forkyndelse af menneskets frelse ved tro, ud af det offentlige rum.

Måske forholder det sig tværtimod sådan, at netop den kristne forkyndelses tilstedeværelse i et samfund kan være medvirkende til, at det pågældende samfund holdes fri for totalitære og teokratiske tendenser. Der er i kristendommen indbygget en principiel protest imod, at "kejseren" (staten, samfundsmagten) gør sig selv til "gud", d.v.s. bliver totalitær eller "religiøs" i sin magtudøvelse. Tilsvarende er der i hvert fald i protestantisk kristendom en lige så klar protest imod, at "gud" (og det vil i praksis sige kirken) tiltager sig "kejserens" magt, altså bliver en politisk magtfaktor (teokrati).

At de protestantiske kirker så historisk set langtfra altid har forvaltet den i evangeliet indbyggede protest lige godt, det er en kendsgerning, som man kan beklage, men det kan for så vidt ikke undre, eftersom kirken består af syndere. Det ændrer imidlertid ikke ved, at evangeliet har en ejendommelig magt til at sætte sig igennem trods alle misbrug, også magt til igen og igen at sætte kirken på plads. Den egentlige kritiske instans er således evangeliet, ikke kirken. Det var en af hovedpointerne i den lutherske reformation.

Spørgsmålet om religion og sekularitet kunne afslutningsvis belyses af et par aktuelle problemstillinger, som kun lige kan antydes. Jeg tænker bl.a. på klima- og miljødebatten. Mange er blevet strejfet af den tanke, at der er ved at gå religion i klimadebatten.  På det store plan, hvor det er "verdens frelse", det gælder. Men også på det mindre, helt personlige plan, hvor der er opstået en "klima-fromhed", hvor det gælder den enkeltes måske ikke fromme, men så korrekte miljømæssige vandel – købe rigtigt ind, cykle, og meget, meget andet.

Mit ærinde her er ikke i mindste måde at betvivle, at der er presserende miljø- og klimaproblemer, som der på et oplyst og sagligt grundlag skal gøres noget ved. Overhovedet ikke! Jeg påpeger alene tendensen til, at der er ved at gå religion og fromhed i debatten.

Den samme tendens er af flere blevet påvist i tidens grasserende sundhedsdyrkelse med dertilhørende foragt for alle "synderne". Professor og overlæge Bente Klarlund Pedersenkonstaterede for nogle år siden, at

man kan ligefrem tale om religiøse over- og undertoner i visse dele af sundheds- og wellness-kulturen. Man er sin egen frelser, eller man har en sundhedsguru, der viser vejen og har svar på alt. Trendy sundhedskure (det var vist noget med tarmskylning) er blot en moderne form for djævleuddrivelse.

Overlæge Ole Hartling har i flere sammenhænge været inde på det samme, at sundhed er blevet den nye religion, som lover, om ikke evigt, så et langt liv. Også i dele af moderne management synes der at brede sig en form for diffus religiøsitet eller "spiritualitet".

På de her nævnte og mange andre dagsaktuelle områder kunne det utvivlsomt tjene til større nøgternhed og saglig (også politisk) stillingtagen, hvis debatten blev befriet for det, som Wingren kaldte falsk religiøsitet – eller for den indbildning, Ebeling talte om, at mennesket så at sige skal retfærdiggøre sig selv gennem sin personlige vandel og sine retfærdige gerninger, in casu sin korrekte miljømæssige og sundhedsmæssige opførsel.

Befrielsen til nøgternhed ikke kun i personlige, men også i samfundsmæssige og politiske forhold er en af kristendommens sidegevinster dér, hvor evangeliet forkynder retfærdiggørelse af tro uden gerninger. Denne befriende nøgternhed skulle det moderne samfund besinde sig på, inden det smider barnet ud med badevandet.

PS

Ovenstående betragtninger indgår som et element i et aktuelt Luther-foredrag, som forfatteren holder, med titlen: Luther – en provokation til nutiden.

                                                                 

 

Om arbejdet med børn i skole og kirke

af Stine Munch

Jeg vidste det nu godt i forvejen. At terperi og udenadslære ikke er så dårligt. Det har for eksempel fået mig igennem alle eksaminer på teologi. Hvad jeg derimod ikke vidste var, at kirkens børnearbejde og terperi kan gå op i en højere og frugtbar enhed. Det burde jeg have vidst, for jeg har nu været præst ved Københavns Domkirke i syv år og dermed har jeg også fulgt Københavns Drengekor i samme periode. Forskellen er, at jeg nu selv er mor til en dreng på 12 år der synger i koret.

Som optakt til påsken skulle drengekoret i går aftes opføre Bachs Matthæuspassion. Forud er gået uger med øvning og prøver. Både i skoletiden på Sankt Annæ Gymnasium og om aftenen i domkirken. Og det er jo ikke just hvad man vil betragte som børnesange der øves på.. Matthæuspassionen er et ældgammelt værk som Bach skrev i 1727 til langfredagsgudstjenesten. Og derfor er teksten naturligvis på tysk.

O Lamm Gottes unschuldig am Stamm des Kreuzes geschlachtet

Jeg er født i 1975 og har således gået i skole 80'erne og 90'erne. Og selvom jeg havde gode lærere i de første år og vi fik fortalt både danmarkshistorie og nordiske myter og sang sange fra højskolesangbogen, ja, så kniber det med den klassiske dannelse. Og da især når det kommer til den klassiske musik, de store komponister og store værker.

Da min søn således skulle i gang med at øve på Matthæuspassionen, blev jeg såre overrasket. Drengen havde fået udleveret et stykke papir med de tyske sætninger, han skulle synge sammen med de andre drenge. Og de skulle lære det udenad! Fordi det ser dumt ud at stå med papirer, når det ikke er mere end ti sætninger der skal synges.

Ingen af drengene har tysk som fag i skolen, men de måtte bare i gang med at lære udtale og lyd. Det synes jeg egentlig er særligt nok i sig selv, men det jeg i virkeligheden studsede mest over var, at disse helt almindelige drenge som elsker computerspil og fodbold, kaster sig ind i terperiet med tysk udenadslære og intens lytten til et gammel barokværk med en selvfølgelighed og stolthed og ihærdighed, som både pædagoger og skolelærere for længst har afskrevet. For ikke at tale om os, der står for kirkens børnearbejde; også vi tror, at alt skal blinke og båtte og dreje rundt for at vi kan "fange" og "lokke" børnene til at høre efter. Vi tror tilsyneladende, at alt skal tværes ned til laveste fællesnævner, førend børnene gider være med

Matthæuspassionen er jo den rene og skære bibelhistorie, godt nok på tysk, som drengene ikke helt forstår. Men så har de fået det oversat af både lærere og forældre, og lur mig, om de nu ikke for tid og evighed husker, hvad langfredag drejer sig om.

Men hvad er mon hemmeligheden? Hvad er det særlige pædagogiske greb de har på børnene i Københavns Drengekor? Hvordan kan de få dem til at lære udenad og sidde til en timelang koncert uden hverken legetøj eller mobil eller Ipad?

Jeg tror, det drejer sig om engagement. At vi viser børnene, at det her er vigtigt og at vi regner med dem. At vi regner med, at de lever op til det, vi forventer, at de har pligt til at yde deres bedste. At vi sammen har ansvar for, at det lykkes. Her er intet hvad synes du selv? Og det gør ikke noget, hvis du ikke kommer til prøven, vi klarer den nok alligevel. Nej, alle bliver regnet med, alle er vigtige, alle har en funktion. Med andre ord: når man mærker, at de andre i fællesskabet regner med én, så lever man op til sit ansvar og gør sin pligt. Det giver identitet og sammenhold.

Det er sørgeligt, at både skole og kirke siden er blevet forpestet af den herskende ryggesløshed og slaphed. Lad det nu være slut med det - for vi er blevet klogere.

Den kedsom Knausgaard gik sin gang

af Hans Nørkjær

Gab

Et kort stykke inde i Om vinteren gad jeg ikke læse mere. Jeg havde aftenen forinden læst kapitlet Vann, der endte i et gab og en slukket natlampe. Godnat til Knausgård. Jeg gad ikke mere. Men jeg havde jo sagt ja til at anmelde den, så jeg måtte samle den op igen næste aften.

Og så skete der selvfølgelig det, der sker, når jeg læser Knausgård: Jeg blev grebet igen. Kapitlet Uglen havde nemlig lige præcis dén mytologiske kraft, der – stadigvæk – gør Knausgård læsværdig. Og sådan går det knausgårdske pendul: kedelig–kraftfuld, kedelig–kraftfuld, kedelig–kraftfuld. Tik-tak, tik-tak, tik-tak. Og det er en del af hans hypnotiske energi: svingningerne mellem det banale og det (tæt på) geniale. Det værste er det befamlende sanselige, det bedste er det insisterende mytologiske. Sådan er det.

Også da jeg var nået et godt stykke ind i første bog af den nye serie (til hans ufødte datter – hvor patetisk kan det egentlig blive!) Om høsten slog den tanke ned i mig, at Knausgård nu er nået dertil i sin forfattervirksomhed, at han kan få alt trykt, fordi han nu er et eftertragtet navn, og at alle nu vil falde på halen over hvad som helst han skriver, fordi alt Knausgård fremover skriver, er med til at definere, hvad der er godt og hvad der er dårligt. 

Lommeuld

Så rammes man igen af kedsomhed. Et kapitel om Mynter (altså mønter), der er rent tidsspild at læse. Bortset fra billedet af den hedengangne buschauffør fra 70'erne (altså fra Knausgårds barndom) med bæltet fyldt med mønter i sirlige rør i forskellige størrelser. En genoplivelse af et minde. Resten er ulden og banal lommefilosofi, desværre. Sådan er Knausgård – også. 

Bøger

Lad mig gøre dette til en udvidet anmeldelse. Knausgård er i færd med at udgive fire bøger, der angiveligt er skrevet til hans (på daværende tidspunkt) ufødte datter, og som skal være en slags fænomenologiske og lommefilosofiske encyklopædier over den virkelighed, dette lille nye menneske vil møde herude på den anden side af moders trygge liv. Ind til videre er to af de fire bind udkommet, Om høsten og Om vinteren, begge prydet med ganske betagende billedmateriale, navnlig billederne til Om vinteren er gode (af billedkunstner Lars Lerin). Det er således nogle æstetisk pæne udgivelser. Men det skærer desværre lidt i både øjnene og hjernebarken, når indholdet er så ujævnt og ofte så gudsjammerligt middelmådigt som tilfældet er.

Jeg skal huske at indskyde og indskærpe: Jeg holder meget af Knausgård. Jeg har læst alt han har skrevet hidtil, jeg har skrevet speciale om ham på teologistudiet, og jeg har været både betaget, opløftet og tryllebundet af hans hypnotisk præcise realisme, som navnlig Min kamp-bøgerne fremviser.

Men hermed ankommer vi til et af de væsentligste problemer ved den nye udgivelse: Den synes fejlagtigt at tro, at de små og store hverdagsobservationer kan have samme tryllebindende effekt på papiret, når de udgør hovedvægten i et litterært værk. Men når disse observationer ikke knyttes til det lidenskabelige og inderligt levende jeg, som Karl Ove Knausgård er i Min kamp, eller som Henrik Vankel er i Knausgårds to første romaner, så truer de med at blive så inderligt ligegyldige. Problemet med disse aforistiske encyklopædier er, at siderne ikke brænder mellem fingrene på læseren. Og man kan ikke bære over med de kedsommelige og banale passager, som Min kamp også rummer mange af, for de er ikke en del af encyklopædiernes benspænd. Min kamp var et eksperiment i realisme, derfor skulle alt med, også det mest kedsommelige og banale. Men i et værk, der er opbygget med nøje udvalgte beskrivelser af hverdagsgenstande og konkrete oplevelser, skal der være en helt anderledes finesse, førend det er vellykket.

Og det er i øvrigt slet ikke overbevisende, at det hele er skrevet til "en ufødt datter". Det er allerhøjst patetisk, og allerværst upassende.

Kunst

Disse bøger minder mig i alt for høj grad om den selvbestaltede selvhøjtidelighed, der alt for ofte som en parfumesky omgærder litterære kunstnermiljøer. Devisen er ofte alt for simpel: Skriv lidt om det, der omgiver dig, og det der bare sådan falder dig ind, krydr det med lommefilosofiske henkastninger, som om du har læst nogle store filosoffer og find så et passende benspænd at rammesætte værket med – i dette tilfælde en tilfældighedens fænomologi-encyklopædi skrevet til en ufødt datter. Det kunne også have været at skrive et digt om hvert gadenavn i den by man bor i. Her kan Knausgård endda pga. sin enorme goodwill hos sit forlag få dem med på at poste store summer i billedmateriale og en flot indbinding (hardback med kunstlet smudsbind).

Og de skal nok få hentet pengene hjem; Knausgårds navn sælger jo uhæmmet. Han er en verdensstjerne. Og det er han virkelig når han er bedst. Navnlig derfor er det så ærgerligt, når han sjusker og sætter barren for lavt for sig selv. Når man har succes, skylder man sig selv og sine læsere altid at stile højere. 

Geni

Men så bliver man alligevel i sin irritation og skuffelse forstyrret af litterære perler, der er tæt på den genialitet, som Knausgård helt tilbage fra sin første roman, Ute av verden, har været i stand til. I en lille tekst om marsvin (på norsk: niser) indkapslet i en barndomserindring, hvor Knausgård er på fisketur på fjorden, opleves pludselig den meningsfortætning, som god litteratur rummer, når den er bedst. Jeg citerer her den mest kraftfulde passage i sin helhed som afslutning på min anmeldelse om nogle ærgerligt middelmådige bøger:

Senere, da de var ute av syne, sa morfar at det brakte lykke å se niser. Han sa slike ting, han trodde på omen og varsler, men selv om jeg likte å høre det, tenkte jeg ikke et øyeblikk på at det faktisk kunne være sant. Nå gjør jeg det. For ikke vet vel vi hvordan lykke og ulykke distribueres? Oppstår det innenfor det menneskelige, slik de fleste vel tenker seg i vår rasjonelle tid, at vi selv skaper vår lykke og ulykke, er spørsmålet hva "selv" er i en slik tid – om ikke annet enn en ansamling af celler som har realisert et arveanlegg og blitt modifisert av erfaringer, og som aktiveres og deaktiveres i små kjemisk-elektriske stormer, slik at noe bestemt føles, tenkes, sies, gjøres? Og de ytre konsekvensene av dette skaper en ny indre storm, og en påfølgende rekke af følelser, tanker, ytringer, handlinger? En slik redusering er absurd og mekanistisk, men ikke mer absurd og mekanistisk enn reduksjonen av niser til sjødyr med bestemte egenskaper og handlingsmønster, for alle som har opplevd dem, der de ikke bare kommer opp av dypet, men også av tiden, uforandret som de har vært i millioner av år, vet at det å se dem er å bli berørt av noe, at det er som om de tar på deg, og at du med det er utvalgt.

 

 

En bog om ansvar og pligt

af Merete Bøye

Anmeldelse af Thomas Beck, "Stol på Gud - og hold krudtet tørt"

Gud er, at der er ansvar. Sådan skriver feltprovst og sognepræst Thomas Beck flere gange i bogen Stol på Gud - og hold krudtet tørt. Ansvar og pligt er nøglebegreber i bogen, som ikke blot er et opgør med al samtidens lunkne relativisme og ansvarsforflygtigelse, men også en opbyggelig bog, som vil (be)lære læseren om Gud, Konge, Fædreland og andre glemte dyder

Bogen rummer mange gode og pædagogisk formulerede one-liners, som jeg forestiller mig er faldet i god jord hos de soldater, han er præst for. Her et par eksempler:

Der skal siges fra over for dem, der prøver at bilde folk ind, at man ikke skal kæmpe for det, man har kært.

Menneskets eneste skæbne er, at Gud tilgiver os vores synder og dermed vil, at vi skal være frie mennesker.

Evigheden bryder ned igennem tiden som en økse, der kløver et stykke træ.

Titlen på bogen er i sig selv en oneliner: Stol på Gud og hold krudtet tørt er et citat af Oliver Cromwell, som Beck slutter alle sine prædikener som feltpræst med. Netop erfaringerne som feltpræst er bestemmende for bogen, hvor Beck, som han siger "har forsøgt at komprimere" nogle af de ting, han har forkyndt til soldaterne i forskellige situationer.

Bogen er bygget op i tre dele. I første del, Sig fra!, skal der brydes ned. Her opstiller Beck et decideret lastekatalog over vor tids dårlige idéer, såsom relativisme, psykologisme, nytttetænkning, tolerance-fanatisme og pacifisme. Anden del Stol på Gud, er en lille katekismus med lettilgængelige forklaringer af begreber som treenigheden, dåb, nadver og bøn. Den tredje del, Hold krudtet tørt, er et opbyggeligt dydskatalog, hvor Beck fortæller os, hvilke idéer og værdier, vi bør sætte i stedet for de dårlige, som vi har sagt fra i del ét. Og over det alt sammen er den kristne pligt og det gudgivne ansvar udspændt som de overordnede dyder, der samler alle de andre.

Thomas Beck har et klart blik for, hvad der er galt med vores tid. Det mener i hvert fald denne anmelder, måske fordi vi er temmelig enige. Han formår at punktere flere af de varmlufts-fyldte bobler, som fylder atmosfæren. Fx rammer han plet angående den omsiggribende tolerance-kult, når han skriver, at man har

gjort tolerance til en hellig dyd, der understøtter og forstærker vores magelighed, og som oven i købet er ufatteligt let at præstere for den, der ingen mening har.

Thomas Beck taler om dyder og laster, hvad vi skal holde os fra livet og hvad vi skal holde i ære. Blot ved at omtale disse ting mærker denne anmelder vanskeligheden ved at tale om det højeste og dybeste uden at forfalde til overdreven patos og moralsk fingerpegen. Heldigvis har Thomas Beck en jordbunden og ligefrem måde at formulere sig på, og han er styret klar af den værste brystsvulmen. Dog kan bogen have en tendens til at blive lidt for faderligt formanende. Sproget kan virke en smule staccato, med lidt for korte sætninger og lidt for mundtlige formuleringer, hvilket sikkert skyldes dens karakter af at være en sammenskrivning af forkyndende taler fra diverse sammenhænge.

Beck leverer et tiltrængt opgør med "hellige køer" som pacifisme, strategi-tænkning og psykologvælde, men deri er han ikke alene. Flere andre gør sig for tiden bemærket med tidsånds-kritik, måske mest markant Svend Brinkmann og Rasmus Willig. Forskellen på dem og Thomas Beck, er, at Beck bruger det meste af sin bog på at opbygge et alternativ til tidens afveje, nemlig Jesu Kristi vej. Han leverer ikke bare et enkelt og klart opgør med nyttetænkningen, men også et forsvar for atter at sætte pligttænkningen i højsædet. Han styrter ikke bare pacifismen fra tronen, men sætter det gudgivne ansvar for næsten, familien, kongehuset og fædrelandet i højsædet i stedet. Det hele er opstillet meget enkelt og forklaret meget kort, og af og til synes man, man mangler et par "mellemregninger" for at være helt sikker på, at regnestykket nu også går op. Men Thomas Beck skal have mange point for at have modet til at skrive så alvorligt og uforfærdet et forsvar for at støve de gamle, kristne dyder af.

3. søndag efter påske 2016

af Merete Bøye

Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen, siger Jesus i dagens evangelium til sine disciple. Thomas sagde til ham: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" Og Jesus svarer: JEG ER vejen – og Sandheden – og Livet. Ingen kommer til Faderen undtagen ved mig.

Jeg er vejEN, siger Jesus – den eneste vej – til Gud. Ingen kommer til Faderen undtagen ved mig. Sådan sagde han virkelig. Det er et kendt citat, og fleste af jer har sikkert hørt det mange gange før. Nogle af jer har måske ovenikøbet fået det som konfirmationsord.

Og som det så ofte sker med ting, der bliver gentaget mange gange som en selvfølgelighed, mister ordene deres slagkraft efterhånden og bliver til en banalitet – en slags lydtæppe, der bare ér der, uden rigtig at blive hørt.

Men hvis I nu prøver at lade, som om I hører disse ord for første gang, så vil I kunne mærke, hvor provokerende de i grunden er: Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen undtagen ved mig. For det, Jesus siger, er, at den eneste vej til Gud, går gennem ham. Dvs at den kristne tro er den eneste sande tro. Kun Jesus viser os et sandt billede af den sande Gud. Derfor kan vi som kristne mennesker ikke tro på, at der er "mange veje til Gud." For Jesus siger selv, at han er den eneste vej. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved, som apostlen Peter siger det i den tekst fra Apostlenes Gerninger, som jeg læste fra alteret. Bibelens påstand er, at der er kun én sand Gud. Kun én Gud, der har skabt hele Jorden og solen og månen og stjernerne og var til, før alt dette blev skabt. Og det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus.

Det er nemt at misforstå ordene sådan, så det betyder, at man skal holde sig på dydens smalle sti og altid opføre sig ordentligt – for ellers ender man i svovlpølen. Sådan skal det ikke forstås! Dyd og moral har ingenting med sagen at gøre. Det handler om at tro på Jesus Kristus som sin Herre og Frelser – og forsage alle andre veje. Dvs. at vi skal holde op med at tro, at vi kan finde Gud ved at gå ad nogen som helst anden vej end den vej, der hedder Jesus Kristus. Andre religioner fører ikke til Gud, selvom der ganske vist kan være glimt af sandheden gemt i gamle myter. Grundtvig kaldte af samme grund de gamle nordiske myter for Nordens gamle testamente. Men vejen til Gud, det er Kristus, ikke andre religioner. Det siger vist sig selv for kristne mennesker.

Knapt så ligetil, men lige så vigtigt, er det, at vi forstår, at vores egen fornuft heller ikke kan bruges til at føre os til Gud. Og at vores egen moralske stræben heller ikke kan. Det er to veje, der ser gode og tillokkende ud, men de er afveje og fører ikke til Gud.

Jeg er vejen og sandheden og livet. Sandheden skal gøre jer frie, siger Paulus, dvs. Jesus skal gøre jer frie, for det er ham, der er Sandheden, har vi lige hørt. Og Jesus gør os sandelig frie. Frie fra selv ved egne kræfter at skulle skabe vores egen vej til Gud. Frie fra at skulle stræbe efter at blive et retfærdigt og godt menneske, der ved egen kraft kunne gøre sig fortjent til Guds nåde. Og frie fra at leve et liv reguleret af rituelle pligter og religiøst betingede dos and don'ts. I kristen sammenhæng er der ikke noget, der er halal eller haram. Derfor er der i kristne samfund også en masse områder af tilværelsen, der ikke er påvirket af religion. Spørgsmål om, hvad man må spise, hvem man må gifte sig med, hvordan man skal gå klædt, hvilken frisure man skal have osv – alt dette må det kristne menneske fuldstændig selv bestemme.

Menigheden i Korinth på Paulus' tid, som levede i et meget mere multikulturelt og multireligiøst samfund, end vi gør nu, var i tvivl, om de måtte spise kød, der var ofret til andre guder. De spurgte Paulus til råds, og han svarede: "Alt er tilladt, men ikke alt gavner. … Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge om det er offerkød. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. … Men hvis nogen siger til jer: 'Det er offerkød,' må I ikke spise det." Alt er altså tilladt, sagde Paulus, vi kan spise alt. Men i det øjeblik, vi begynder at bøje os for spiseregler og religiøst betinget skelnen mellem hvad der er rent og urent – så er vi i færd med at udhule vores kristne frihed.

Dette gælder ikke bare spiseregler, men hele den forestilling, vi så let kommer til at gøre os, om, at vi skal følge bestemte moralske regler for at gøre Gud tilpas. Det var det, Luther kaldte gerningsretfærdighed og fordømte, fordi det ikke er meningen, vi skal gøre Gud tilpas ved at gøre gode gerninger. Gode gerninger er ikke en slags offergaver, som vi skal give for at formilde en Gud, der ellers ville være vred på os. Nej, for Gud er ikke vred. Han er ikke en vred, vilkårlig hersker, som man skal formilde. Han er, som jeg sagde til forældrene til de børn, der i dag er blevet døbt, ved dåbssamtalen, vores far i himlen, som elsker sine børn som de syndere, vi er. Dvs han elsker os med alt hvad vi rummer af godt og af ondt. En god far behøver man ikke sleske og krybe for for at have hans yndest. Så stol blot på Guds kærlighed, for han er den bedste far, der findes. Du er ikke bundet til ham med lænker af love og regler, men med kærlighedens lette bånd.

"Til frihed har Kristus frigjort os", skriver Paulus. "Stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!" Det vil sige, at vi ikke som kristne på nogen måde må lade os friste og lokke til at mene, at love og regler på nogen måde kan være en vej, der fører til Gud. Der er kun én vej til Gud, og det er Jesus Kristus. Tro på ham, så er du på rette vej. Og der er kun dén ene vej. Vil du sikre dig ved også lige at have en fod på en anden vej samtidig, så falder du væk fra den ene, rette vej, for så har du ikke længere tillid til, at Kristus vil frelse dig af ren og skær nåde. Og så er du heller ikke længere fri i Kristus, men har selv iført dig den lovens slavering, som Kristus ellers havde befriet dig for.

Lovgerninger fører ikke til gud, og det gør menneskefornuften heller ikke. Vi kan let blive så forblændede af vores egen dygtighed og alt, hvad vi formår, at vi næsten kommer til at tro, vi er klogere end Gud. Eller i hvert fald lige så kloge. Trods alt, tænk dog på, hvad vi mennesker formår. Vi kan dele atomet. Vi kan helbrede sygdomme, der før var dødelige. Vi kan dræbe alt liv på jordkloden, hvis vi vil. Og vi kan se langt ud i verdensrummet med teleskoper og satellitter. Alle disse ting har vi opnået ad naturvidenskabens vej, ved at bruge vores menneskelige fornuft, som langt overgår hvad nogen anden skabning er begavet med. Og det er godt. Fornuften kan bruges til mange ting. Men den kan ikke hjælpe os til Gud, for han kan ikke begribes med fornuften.

Det er ellers fristende i en verden, der i den grad hylder og nærmest tilbeder fornuften og særlig naturvidenskaben, at forsøge at tækkes fornuften og ligesom bygge et værn af fornuft omkring evangeliet, så fornufts-dyrkere såsom ateister og deslige ikke kan komme og håne os for at være ufornuftige og tåbelige. Fx kan vi prøve at værne os ved at sige, at fortællingerne om Jesus blot er et narrativ, et stykke litteratur, eller at Jesu Kristi opstandelse og himmelfart blot er poesi, smukke beretninger, billeder på, at der sker noget dejligt på tirsdag. Og sandelig ikke overleverede vidneskildringer om virkelige hændelser, såsom at Kristus ikke blot billedligt, men virkelig er Guds Søn, og ikke blot billedligt, men virkelig opstod fra de døde i kød og blod og virkelig for til Himmels, hvor han virkelig sidder ved faderens højre hånd.

For hvis det hele kun er billeder, så kan ateisterne ikke komme og håne os for, at vi tror på noget så tåbeligt som en Gud i himlen. Det gør vi skam kun billedligt, kan vi så sige, og når så ateisterne meget berettiget og forståeligt spørger os, hvad i alverden vi mener med det, så kan vi bare sige, at det er nok for vanskeligt for dem at forstå, for det er nemlig teologi, og den slags tager det lang, lang tid at forstå, men de kan da prøve at læse dén eller dén meget lange og lærde bog om emnet, hvis de har lyst. Så skal diskussionen nok forstumme. Så ja, det er en fristende vej, fornuftens vej, men det er en afvej, ligesom lovens og moralens vej.

Den eneste vej, der fører til gud, det er Jesus Kristus. Vi kan komme på afveje, ja. Det gør vi alle sammen, for det er så let. Men hav blot tillid til Jesus, for han skal nok selv finde dig, når du bliver væk. Han lader sit ord være en lygte for din fod, så du kan se at finde vejen igen. Og som den gode hyrde, der tager ud for at finde sit vildfarne får, og ikke helmer, før han har fundet det, sådan umage vil Jesus gøre sig for at finde dig igen, når det er dig, der er faret vild. Stol blot på ham. Så er du på rette vej.

 

Himmelske Dage

af Margrethe Horstmann

Der er dage, hvor man som udkantsdansker i den grad savner København, men denne befrielsesonsdag er ikke en af de dage. Samtalekirken har indtaget byen med kulturpersonligheder som Clement Kjersgaard, Michael Jeppesen og Dicte.

De adspurgte kirkelige eksperter med undtagelse af dørstopperen Sørine Gotfredsen jubler over de himmelske dage, hvor kirken er i øjenhøjde og den onde mission glimrer ved sit fravær.

Alligevel kan en positivt anlagt ekspert som B. Stoklund, generalsekretær få en fure i sit glatte ansigt? Er der nu også et budskab bag al den samtale? Er der nogen, der vil sige nogen noget? Hun savner et "klassisk anslag."

De klassiske anslag er til alt held trådt i karakter ved ikke at leje stadeplads på det marked. Så de ikke bekræfter arrangørernes tydelige fordom om at "kirken er mange ting". Til gengæld er de der hvor kirken er, pudsigt nok. Og det er en befrielse.