Gå til toppen

Leder

Sådan her snakker man opstandelse i en moderne kontekst - altså sådan en kontekst hvor radioen er opfundet og under-tro derfor er umuliggjort:

"Pointen er at opstandelsen er noget der finder sted nu og her. Opstandelse er når nye muligheder pibler frem, når tilgivelse baner sig vej, når nyt fødes af gammelt. Og den opstandelse er både legemlig og fysisk i den betydning, at den sætter sig igennem i det konkrete liv vi lever."

Sådan lyder i hvert fald det opbyggelige påskebudskab i det seneste elektroniske nyhedsbrev fra det sted, der kalder sig Grundtvigsk Forum.

At opstandelsens virkelighed også bryder ind i livet her og nu, det kan ingen vist være uenig i – men er alt så sagt med det?

Er det det budskab, vi skal forkynde påskemorgen? Hvad mon enkemanden, der sidder nede på sin faste plads på kirkebænken med en tom plads ved siden af sig, fordi man lige har begravet hans kone, vil tænke om det?

Skal vi virkelig prædike, at opstandelsen ikke handler om, hvad der skal ske med os engang? At det ikke handler om, at der venter os en stol i de gyldne sale hvor vi skal ses igen, men kun - kun - om at nye muligheder viser sig?

Kan det stå alene? Kan vi nøjes med det evige liv som det liv, der leves nu?

Og kan vi overhovedet have blik for alt det skønne hernede, hvis vi ikke også har udsynet mod evigheden, det evige liv?

Den britiske forfatter CS Lewis siger: Sigter vi mod himlene, får vi jorden med. Sigter vi mod jorden, mister vi begge dele.”

Manden, som Grundtvigsk Forum er opkaldt efter, er forresten enig:

Er livet alt lifligt herneden,
i Ånden med Herren et Eden,
hvor kan vi da nogen tid glemme:
langt bedre hos Herren derhjemme!

Pointen med det himmelvendte blik er ikke, at vi skal forsage den verden, vi lever i. Vi kommer ikke til at hade skyggelandet eller dødningehjemmet, som Grundtvig kalder det, fordi vi har hørt om lysets hjem, landet bag hav. Tværtimod bliver verden hernede først skøn, når vi aner udsigten.

Det som vort hjerte svagt skimter, det lever allerede i os, det føler vi godt. Er der ingen opstandelse ud over den der sætter sig igennem i det liv vi lever nu, og er det kun i den forstand, vi kan forstå den fysisk og legemligt – da har vi intet at betyde. Da skal vi bare dø. Men nu er Herren opstanden, og som han opstod, skal vi opstå.

Det bliver for tiden diskuteret, hvordan Herren stod op af graven. Mange vægrer sig ved tanken om et alt for fysisk opstandelseslegeme. Det er ikke noget nyt. Sådan var det også på Grundtvigs tid.

Men ud fra sin tro på forbindelsen mellem skabelsen og genløsningen holdt Grundtvig fast på, at mennesket opstod med den kendte krop. Den med ”Kjød og Bene” som Vorherre opstod med.

Opstandelsen henviser ikke til en finere, sjælelig eller åndelig virkelighed. Opstandelsen favner hele vort liv med alle dets fortrædeligheder, skuffelser, dets sorg og glæde, lykke og ulykke.

Kødets opstandelse vil sige, at Jesu opstandelse ikke er en fortsættelse af en mindre del af det vi kender, som om det kun er sjælen eller ånden der bliver evig.

Det evige liv er ikke mindre end det liv, vi kender nu. Opstandelsen er ikke bare fortsættelsen af en del af vores liv, men det er fuldendelsen af hele vort liv.

Og påskens budskab om Herrens opstandelse lader os skimte åbningen til dette liv – til De levendes land. Da kan vi se alt stort og skønt hernede. For foden af bjerget. Da kan vi sige ”Det er godt at vi er her”.

Vi ønsker alle vore læsere – også de onde og utaknemmelige – en rigtig glædelig påske!

Venlig hilsen
Stine Munch
Nana Hauge
Merete Bøye

 

Nyt Babel - nu med printfiler!

af Nyt Babel

Mange af vore læsere har efterspurgt en trykt udgave af Nyt Babel. Vi har desværre ikke mulighed for at udgive tidsskriftet på tryk, men som noget nyt kan man downloade de enkelte artikler som pdf-filer.

Scroll ned i bunden af hver artikel. Der findes et link til en pdf - lige til at printe ud.

Ønsker man at hente hele tidsskriftet som én lang pdf, så kan man klikke på linket hernedenfor.

»Jeg gør dig i dag til en befæstet by« – folkelig prædiken til tiden

af Johan Chr. Nord

Men du skal spænde bæltet om lænden,
stå frem og tale til dem
alt det, jeg befaler dig.
Lad dig ikke skræmme af dem,
for så skræmmer jeg dig for deres øjne!
Jeg gør dig i dag til en befæstet by,
en søjle af jern,
en mur af bronze,
mod hele landet,
Judas konger og stormænd,
dets præster og storbønder.
De skal angribe dig,
men ikke overvinde dig,
for jeg er med dig og redder dig,
siger Herren.

Således taler Hærskarers Herre gennem sin lydige mund, profeten Jeremias (Jer. 1,17-19). Således taler Han til os – i dag.

Han bringer glædeligt budskab om den hærdning af en anden verden, der skal tilfalde den, der hører og lyder tordenrøsten fra oven. Han kalder. Han river frygten ud af hjertet. Han forsegler dit omskårne hjerte med sit mærke. Han udvælger – og stiller sin betingelse: »Lad dig ikke skræmme af dem, for så skræmmer jeg dig for deres øjne!«. Befalingen er enkel og uomgængelig: afgør dig eller gå til grunde.

Den samme befaling finder vi i mytens billedverden. Vi aner tordenrøsten i Tjalfes skæbne, hvor drengen først forbryder sig mod Hammersvingerens befaling ved at bryde én af væddernes ben og suge marven ud og derved hjemfalder til straffen, men så bagefter alligevel kaldes til at være Thors medhjælp på den videre færd mod Udgaard – og sidenhen kommer til at spille en afgørende rolle. Han får intet valg. Han udvælges som en ængstet dreng – men bliver en mand.

Og også i populærmytologien hører vi om åndens tvangsindskrivning af sine stridsmænd. I de strømme af sandhed, der – ligesom Kong Skjold engang gjorde det – nu driver mod os fra den nye engelsktalende verden, hører vi åndens klare tale. Den tale vi selv har glemt. Det gør vi blandt andet i helteeposset om flagermuse-manden – og i beretningen om hans kaldelse af sin tro væbner. For da Batman drog Robin til sig, gjorde han det ikke med milde, indsmigrende ord, men med magt – ja sågar med vold. I Frank Millers All star Batman & Robin ser vi således, hvordan den kappeklædte hævner voldeligt river drengen Dick Grayson ud af hans sønderflåede verden, da Jokeren har dræbt barnets forældre – og ikke giver ham noget valg, men blot skriger ind i fjæset på den tænderklaprende yngling: »ON YOUR FEET, SOLDIER!!!  You've just been drafted. Into a WAR!«. Og drengen bliver en mand. Drengen bliver Robin – den behjertede, den lydige.

Sådan er den tordenrøst, Jeremias har hørt: hærdelsens mulighed, ødelæggelsens mulighed, kaldets ufravigelighed. Og løftets virkelighed: »Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze, mod hele landet«. Et løfte om at nok skal stormændene angribe, nok skal kampen stå, men Han vil aldrig, aldrig forlade dig – og de skal aldrig, aldrig besejre dig.

I disse dage er der grund til at huske profetens ord, huske Herrens tale. For det er os, der er de skræmte børn – det er os, hvis verden truer med at segne. Det er os, der ængstes. Det er os, der ikke ejer troen.

Vort lille folk er blevet ramt af et islamisk terrorangreb. Vi er visselig under angreb – af en fremmed magt: en fremmed fjende, et stykke ugræs, der er føget over hegnet – et folk fra det fjerne, hvis sprog vi ikke kender. Men også vore egne stormænd og præster – vore indflydelsesrige og opdragende – gør fjendens gerning. De spiller rollen som søvnens kvaksalveriske forkyndere. De taler til os om fred, når vi véd, at vilkåret er krig. De taler til os om åbne sind og hjerter, når vi véd, at dette er en vredens dag.

Derfor er det os, profeten taler til. Det er os, der behøver Herrens hærdning – det er os, der skal være den befæstede by. Det er os, der kaldes. Hver på sit sted, hver til sin gerning. Men alle under den samme lov: lyt eller gå til grunde.

Fuld af nåde og kraft

De, der er kristne, kender ikke kun Jeremias-ordene fra pagtens bøger. Vi kender dem også – og forhåbentligt først og fremmest – fra første tekstrækkes læsning til Sankt Stefans dag. Den dag, hvor springet sker fra Julens fødselsglæde til vidnesbyrdet om Stefanus, der slagtes for Herren. Det er fortællingen om vidnet, der går i Herrens blodstænkede fodspor – og lider en død i Hans tegn. Kirkens første martyr, der ikke frygter – og derfor »ser Himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side«.

Den frimodige vilje til at slagtes, fordi Han allerede har ladet sig slagte. Det er dét, Stefanus-dagen handler om. Det er dét mod, ingen af os har. Det er dét mod, vi beder til, at Han også vil give os, når vores time kommer.

Men ikke kun det. For Stefanus aflægger endnu et vidnesbyrd – hans vidnesbyrd har endnu en indebyrd, som vi intet begriber af: han beder for sine fjender. Hans sidste ord er den korsfæstede og opstandne Frelsers egne ord, og de har aldrig lydt på vore sprukne læber: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!«.

Dybden af disse ord forstår vi ikke – ikke endnu. For det er troens Ord om Gud, der skal blive alt i alle. Det Ord kan intet menneske bemægtige sig. Intet menneske kan yde Herrens kærlighedsoffer – og intet menneske kan følge Ham, som Stefanus gjorde det. Ikke før klokken falder i slag.

For vi lever i den løbende tid – hvor krigen hersker, hvor mytens gode og kraftige ord om kampen, der må til, er vores virkelighed. Vi er dem, der er kaldede til at følge Jeremias, Tjalfe og Robin. Vi er dem, der skal gøre skjoldvagtens gerning, når frugthaven trues. Hver på vores måde. Nogle med våben i hånd, andre med åbne munde og hamrende fingre på computertastaturet. Men alle med trofaste sind, der sætter al vor gerning ind.

Det er betydningen af Grundtvigs ord om menneske først og kristen så. Det er forholdet mellem Loven og Evangeliet.

På et præstemøde kort før udbruddet af Anden Verdenskrig sagde Karl Barth det på en måde, så alle skulle kunne forstå det – og hvor rangordningen i et kristenmenneskes liv bliver utvetydig. Han får her de sidste ord – de ord, Herren selv vil gøre til ild i din mund, når du endelig åbner den:

»Bed og køb kanoner!«

 

 

 

Sabbatten er til for menneskets skyld

af Nana Hauge

Der skal nok være nogle der igen i år skal finde på at brokke sig over de mange helligdage, vi har fordelt henover foråret. Hvert år skal nogle dumsmarte politikere kloge sig over, hvor utidssvarende og uhensigtsmæssigt det er, at så mange holder fri på samme tid og dermed bremser den økonomiske vækst.

Men det vidner om en begrædelig historieløshed, når helligdagslovgivningen kritiseres under påskud af, at helligdagene er en hindring for økonomisk vækst. For alt tyder på, at kristendommen med de forkætrede helligdage er lige præcis det modsatte.

Sådan ser det i hvertfald ud, hvis vi ser på den økonomiske udvikling i Europa, for den gunstige økonomiske udvikling udspringer netop af kristendommen.

Max Webers hypotese om den protestantiske arbejdsetik har længe været kendt; men nu peger tre forskere fra KU på, at denne arbejdsetik slet ikke har sin oprindelse i protestantismen, men derimod i en af de store munkebevægelser, nemlig Cistercienserordenen. Noget som Weber i øvrigt selv var inde på. (Jf. Jeanet Sinding Bentzen, Flid og nøjsomhed betaler sig, videnskab.dk, 30. januar 2013)

Cistercienserordenen blev stiftet af Bernhard af Clairvaux, som udskilte den fra Benediktinerodnen, hvis motto vi jo kender som Bed og Arbejd. Cistercienserordenen stod for en skærpelse af dette motto. De lagde derfor grunden til en kultur, hvor flid og nøjsomhed var kodeordet.

Forskernes tese er denne: For at skaffe sig så megen tid til bøn som muligt, sørgede cistercienserne for at arbejde så effektivt som muligt. Deraf arbejdsomheden og en kultur, hvor flid var i højsædet. En kultur som smittede af også blandt det omgivende samfund i de områder, hvor cistersienserne befandt sig, og som i sidste ende resulterede i en større produktion per individ i de pågældende områder og dermed større velstand.

Cisterciensernes indflydelse, hævder forskerne, er så håndgribelig, at man i dag simpelthen kan se, at de steder hvor der var flest cistercienserklostre i Europa - kan der den dag i dag måles mest velstand.

Det ser derfor ud til, at en sund økonomi netop er en følgevirkning af en kristen kultur. På trods af helligdage. Eller måske netop på grund af helligdage?

Lur mig da også, om der i hetsen mod de kristne helligdage i virkeligheden ikke er en anden dagsorden, end den at skabe bedst grobund for mest mulig vækst. Nemlig den evindelige kamp mod at kristendommen - og de aftryk den har sat på dansk og europæisk kultur - skal have et tydeligt udtryk i Danmark. Kampen mod, at kristendommen skal have særstatus her.

Og hvad er kernen i denne kamp? Det er spørgsmålet om, hvem vi skylder tilværelsen. Skylder vi os selv tilværelsen, eller skylder vi Vorherre livet? Helligdagslovgivningen som vi har den nu, holder os fast på det sidste. Den holder os fast på, at vi ikke har skabt os selv, at vi ikke skylder os selv tilværelsen. Og at et menneske derfor altid er noget mere end den værdi, det genererer, fordi mennesket er Guds skabning.

Vi skylder da Gud, og ikke os selv, vores tilværelse. Og hviledagen er der for at minde os om dette. For: ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” (Luk. 12.15)

Det betyder ikke, at kristendommen har et problem med arbejdsomhed og penge. Det bliver kun et problem, hvis penge og økonomisk vækst er de eneste parametre for tilværelsen. Hvis det eneste, et menneskes liv skal vurderes på, er det han eller hun ejer eller bidrager med økonomisk. Helligdagslovgivningen er med til at holde os fast på dette.

Jesus siger, at sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Det sagde han, fordi nogle fromme farisæere brokkede sig over, at hans sultne disciple samlede korn på sabbatten, og det var ikke tilladt ifølge jødisk lov.

Når vi hører de ord, er vi derfor vant til at tænke, at de er et angreb på tanken om, at hellige love skal regulere samfundet. Det er de også, men samtidig siger de noget andet vigtigt, som vi skal huske: nemlig at sabbatten er til for menneskets skyld.

Vi skal holde særlige dage hellige for at minde os selv og hinanden om, at mennesket er mere end det stykke arbejde det udfører. Der er andet og mere end arbejde og velstand og fyldte lader. Vi er andet end vores bidrag til konkurrencestaten. Det er mere nødvendigt end nogensinde at påpege.

Kristendommen er derfor på en gang et værn mod den fanatisme, der siger, at alt i samfundet skal reguleres af hellige love – og et værn mod den fanatisme, der siger, at alt i samfundet skal måles på, om det resulterer i vækst.

Helligdagene er altså ingen hindring for vækst. Nej, helligdagene er til for menneskets skyld. Og måske er de endda forudsætningen for økonomisk vækst. De er der ikke for kristendommens skyld. Den kristne menigheds liv er ikke afhængigt af helligdagslovgivningen. En kristen menighed kan sagtens fungere med en liberal lukkelov, sådan som det er tilfældet i USA.

Enhver ved, at kristendommen lever og har det godt som modkultur. Som sådan opstod den i ly af de romerske katakomber, og sådan vokser den stadig. I Kina er der nu over 5 millioner kristne, selvom kristendommen kun lige er tålt.

En helligdagslovgivning og en lukkelov, der tilgodeser de kristne helligdage, er bestemt at foretrække, men menighedslivet kan godt klare sig uden.

En levende kristendom og økonomisk vækst er ikke modsætninger. Og helligdagslovgivning er ikke en hindring for økonomisk vækst. Tværtimod.

Fra én Jonas til andre

af Andreas Meng

His blood would be the tsunami that made my efforts drown
Lee Green.

Ydmyghed og syndsbevidsthed er to begreber, man ofte forbinder med kristendom. Alligevel er der et segment i kirken, helvedes-entusiaster kunne man fristes til at kalde dem, i hvis mund disse to begreber klinger hult. Således farer dette segment frem med ophøjede trosforestillinger om deres egen viljes muligheder, deres egen bevidsthed om den sikre frelse for dem selv, og andres ulykkelige fortabelse. Gransker man segmentets indlæg i debatten om frelse eller fortabelse, virker andres mulige fortabelse dog ikke som en ulykkelig ting, og enkelte gange synes man sågar at spore begejstring og skadefro.

De fortabte kunne jo bare have valgt rigtigt! De kunne jo bare tage imod redningskransen og blive oven vande, ikke sandt? Og således svælger den gamle Adam i sin overlegne tro på egen frelse og andres fortabelse, således svælger den gamle Adam i troen på, at det var hans egen fortjeneste, at han tog imod redningskransen. Således bliver kristendom til en sekt, en sekt af de rene, en sekt af de rige: Vi der valgte redningskransen, vi der vil Gud, vi der ikke låser døren indefra. Vi tog en beslutning, ikke Gud. Således bliver vores gerning det afgørende. Vores er altså magten og æren, vores vilje ske.

Syndens radikalitet

”Saaledes er Menneskets Vilje midt imellem Gud og Satan og lader sig føre, lede og drive som en Hest eller et andet Dyr. Tager Gud Tøjlerne, saa gaar den, hvorhen Gud vil, og som han vil. Som Psalmen siger: jeg er som et Dyr hos dig. Tager Djævelen Tøjlerne, saa vil den, som Djævelen vil, og gaar hvorhen han vil. Og her er den menneskelige Vilje ikke fri eller mægtig til selv at bestemme, hvem af de to den vil løbe til og holde sig til, men de to Stærke kæmper og strider om Herredømmet over den”- Martin Luther, ”Om den trælbundne vilje”.

Det første spørgsmål der må belyses, må være, hvor dybt vores syndighed stikker. Vil vi Gud når, vi får valget, eller må Gud vælge os, fordi vi ikke vil Gud? Segmentets argumenter er dette, at vi over for det Ny Testamente bliver stillet i et valg, som vi enten kan svare på med tro eller forhærdelse. Der skulle altså være en del af mennesket, som ikke er indbefattet i den totale fordærvelse. Det vil sige, at vi mennesker enten ikke synder hele tiden, eller at kun dele af os er syndigt. Vi har altså muligheden for at vælge Gud, vores vilje er ikke bundet til synden, den er fri til at fornægte Gud, og derfor også fri til at tage imod Ham.

For det første ser jeg det som en underlig holdning, idet det vel ikke kun er enkelte dele af mennesket, der bliver frelst, men derimod hele mennesket. Der er således ikke noget ved mig der er syndfrit. For det andet mener jeg også, at denne holdning fjerner syndens radikalitet. For nu ikke blot at komme med tomme påstande, vil jeg i det følgende benytte mig af Skriften for at anskueliggøre min tro på menneskets bundfordærvede natur, og således opfylde det lutherske sola scriptura-princip.

Gud skabte mennesket, for at mennesket skulle være i fællesskab med Ham, men noget ved mennesket gjorde dette fællesskab umuligt. Vi ønskede nemlig ikke at have fællesskab med Gud (Rom. 8:7), men ville hellere søge vores egen visdom og forsøge at bjærge vores liv (1 Mos. 3:1 - 24). Vi ville ikke stole på, at vi var i Guds hænder, men ville hellere sætte vores lid til os selv og vores egen visdom, vores egen etik, vores egne systemer, og på grund af vores skyld, blev vi smidt på porten. Vi blev sat under Guds vrede, og straffen var døden (1 Mos. 2:16 - 17), for uden Gud er kun mørke og død, kun ved Gud er der liv (Matt. 25:30, Joh. 14:6 & 6:35).

Derfor siger Paulus i Romerbrevet, at via Adam kom synden til verden, og via synden kom døden (Rom. 5:12 - 14). Det er heller ikke sådan, at kun nogle af os synder, nej, alle synder (Rom. 5:12) og derfor dør vi alle (Esa. 43:27 - 28). Er der nu noget af os der er syndfrit? Noget af os, der således ikke dør, ikke er under dommen, noget der er rent? Så vidt, jeg kan læse ud fra Skriften, så må dette være et fatamorgana. Vi er ”døde i vores overtrædelser” (Efe. 2:1 - 5), urenheden er fra hjertet (Mark. 7:14 - 23), intet godt er i os (Rom. 7:18 & 8:7).

Er vores syndighed ikke fuldkommen, hvorfor er Jesu bjergprædiken da så radikal? Hvis vi ikke var fuldkommen syndige i vores væsen, hvorfor skulle Loven så ikke kunne bringe frelse? Men vi er døde, vi vil ikke Ham som er lyset og livet (Joh. 1:11 & 14:6), og derfor rammer Jesu radikalitet os, som hammeren rammer sømmet! Vi bliver bekendt med vores fuldstændige fordærvethed og står således kun tilbage med et håb om nåde.

Nu står vi her altså, vi, de døde, vi velvidende rebeller, bundet af synden, og man vil da påstå, at vi er i stand til at tage et valg. Man vil påstå, at der for synderen alligevel er noget, som godt kan se det fornuftige og gode i Gud. Man kunne stille sig spørgsmålet om, hvorfor synderen så har brug for åbenbaringen? Nuvel, skulle man på trods af smøren ovenfor stadig have det standpunkt, at det er ens egen gravsten, der tager fat i redningskransen, så kunne det være interessant at se, hvad Skriften siger om dette.

Som jeg ser det, er det ikke os, der aktivt træffer et valg, men Gud der drager os ind til sig (Joh. 6:44), og vi kan ikke komme til Ham, uden at Han drager os (Joh. 14:6). Paulus går endda så langt som til at sige, at det er Gud, der virker i os (Filip. 2:13), at vi er udvalgt før tidens begyndelse i Kristus (Efe. 1:3 - 5, Rom. 8:28 - 30), at det netop ikke afhænger af vores vilje, men kun af Guds nåde, og at Gud forhærder dem Han vil og forbarmer sig over dem Han vil (Rom. 9:15 - 18 & 2. Mos. 4:21).

Så meget for vores eget frie valg. Så meget for den redningskrans, vores kadaver skulle hige efter, så meget for synergien mellem Gud og os, så meget for et selvstændigt valg mellem tro og forhærdelse. Ligesom Jonas ikke fik et valg, ligesom hverken Abraham, Moses, Maria eller Judas fik et valg, således får vi heller intet valg. Når Gud befaler os at følge Ham, så følger vi Ham (Matt. 4:18-22, Mark. 1:16 - 20, Mark. 2:13 - 17). Gud er en fisker, og hvor Han kaster garnet ud, hiver Han fisk i land.

Vi kan altså se, at forestillingen om, at der skulle være et valg for mennesket, blokerer for syndens realitet og dermed dens radikalitet. Synden bliver relativeret, og vi får fortjenesten for frelsen.

Jamen, hvorfor siger Jesus så, at vi skal omvende os og ophøre med at synde? (Mark. 1:15 & Joh. 8:11) Er dette ikke et valg? Som Luther rigtigt nok påpeger i Om den trælbundne vilje (1525), så kræver Gud hele tiden ting af os, som vi ikke selv er i stand til at gøre. Vi kommer altid til kort, og det var derfor, Gud sendte sin Søn, således at vi ikke længere skal gå fortabt, men frelses ved Ham.

De fries ydmyghed

”Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: ”Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem? ” Men han vendte sig om og satte dem i rette” - Luk. 9:54 - 56

Når man hævder at besidde friheden til at vælge frelsen, så følger det åbenbart med, at man benægter Guds frihed til at forbarme sig over hvem Han vil. Ligeledes følger der en evne til at gennemskue, hvem der bliver frelst, og hvem der aldeles ikke gør. Som man kunne se i en debat om vielse af kønsskiftede, der for tiden finder sted på Facebook, så sidestilles dét at man vier homoseksuelle og transkønnede med fornægtelse af Kristus og dermed den evige fortabelse. Det er åbenbart sådan, at der med redningskransen følger et målebånd, således man kan måle andre folks tro efter de rette læresætninger og dermed gøre sig til dommer over, hvem der fortjener ild fra himlen.

Men det er vel egentlig også logisk? Man har jo valgt det rigtige: ”Jeg har jo taget stilling, og eftersom jeg er i stand til dette, hvordan kan jeg så vælge forkert?” Og der er mange, der ryger i den evige ild: Kjeld Holm, Per Ramsdal, grundtvigianerne, alle landets andre biskopper, mig(?) -  alle dem, der ikke forkynder i overensstemmelse med de frie viljers tilvalg.

Hvad der yderligere argumenteres med, er, at hvis det er Gud der vælger, hvem der frelses, så må det enten resultere i prædestination eller apokatastasis. Lad os da håbe på det sidste! Det ville være en stor glæde, hvis alle en dag bliver bragt sikkert i havn! Hvis Gud beslutter, at ingen må blive ladt tilbage.

Læg her mærke til: hvis Gud beslutter. Der kan ikke laves et system over, hvad Han i sin frihed beslutter. Gud er ligeså fri til at lade halvtreds procent af befolkningen gå fortabt, som Han er fri til at frelse hundrede procent. Hans vilje ske, hele tiden! Ikke kun, når jeg ønsker noget, men på trods af hvad jeg ønsker.

Her kommer det skadefro ind i billedet. For i stedet for uophørligt at bede om alle menneskers fællesskab med Gud, så virker det som om, man mener, at nogle har fortjent den evige fortabelse mere end én selv. Det er lige før det hele står og falder med andre menneskers mulige fortabelse.

Kommer jeg derved for nemt om ved spørgsmålet? Det mener jeg ikke. Det er jo netop det vi mennesker har så svært ved: at forlade os på Gud, at overgive os vores liv og levned til Ham. Og når man gør dette, så gives der ikke altid svar, fordi Gud ikke er et system, men en levende Gud. En levende Gud som altid overrasker os. Det må være endnu en lektie fra Skriften, at vi aldrig kan regne Gud ud. Han er altid et skridt foran os, og Han viser sig altid som andet, end det vi regnede med. Vi er jo i Hans historie. Jeg vil faktisk trække den så langt til at sige, at netop dét at gøre ens eget ønske til Guds, er det den nemme vej om ved spørgsmålet. Således har man nemlig en færdigskabt model, man kan trække ned over tilværelsen og skære dens hjørner og kanter fra.

De rige har i overflod. De har deres frie vilje, og nu vil de vil have evangeliet. Evangeliet for en byttehandel mod deres tro. Men jeg vil påstå, at evangeliet er for de fattige (således som de rige jo også selv er. Vi er alle i den samme båd). Dem, som intet har at bytte eller købe med, og som derfor må få skænket det som en gave. Gaven er som en boomerang, og den er uden byttemærke og bon.

Betyder alt dette så, at segmentet med det modsatte synspunkt har sat sig uden for frelsen? Nej. Gud forbarmer sig over hvem Han vil. Var det en mulighed for mig at beslutte, hvem der blev frelst, ville jeg jo gøre mig til talsmand for det modsatte af, hvad jeg ovenfor har argumenteret for.

Betyder alt dette så, at segmentet ikke er kristne? Nej. Det har jeg hverken ret til eller mulighed for at afgøre. Jeg svarer ud fra min tro, og de må svare ud fra deres.

Metz versus Metz

af Merete Bøye

Georg Metz er gået viral på det seneste. Et ældre interview fra Kristeligt Dagblad (d. 12.08. 2014) cirkulerer i brede kredse på Facebook, hvor repræsentanter for men-brigaden bruger at linke til den, når de skal sætte trumf på over for fortalerne for ytringsfrihed.

Metz mener, at ”ytringsfriheden bliver misbrugt til fornærmelser og fornedrelser”, og derfor bryder han sig fx ikke om Jyllandspostens Muhammedtegninger fra 2005. Thi de ”havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden.” Og det har Metz ”ikke respekt for.”

Det lyder jo rigtig spændende, så jeg googlede straks efter andre indlæg af denne pæne mand. Ham måtte man da kunne lære noget af. Han måtte virkelig selv føre en sober tone, siden han sådan kunne belære andre om do's and don'ts inden for offentlig debat.

Jeg fandt en sand rigdom af interviews og debatindlæg. Og nu er jeg forvirret. Findes der to forskellige danske debattører ved navn Georg Metz? Noget kunne tyde på det. Metz I (ham fra det virale interview i Kristeligt Dagblad) opfordrer til høvisk debattone og mener, at man ikke bør bruge sin ytringsfrihed til at krænke andre mennesker. Metz II har en pen, der lader til at blive dyppet i lokummet, hver gang han skal skrive noget i avisen. Han har en klumme i information.

Omtankens forpligtelse

Georg Metz I siger til Kristeligt Dagblad: ”Ytringsfriheden, som er en hjørnesten i de borgerlige rettigheder, fritager jo ikke én fra omtankens forpligtelse.” Og videre: ”Enhver idiot kan stille sig op på en trækasse og råbe noget vrøvl, og enhver kan også bruge udsagn som 'det er jo altså så min mening'. Men ingen af delene fører til den demokratiske diskussion, hvor det er det argumenterede udsagn, der altid bør dominere.”

Metz II kunne måske lytte lidt til Metz I, inden han farer i blækhuset næste gang. Han er nemlig ikke særlig god til at holde sig til saglig argumentation uden brug af grimme gloser. Her har vi fx hans beskrivelse af Dansk Folkepartis ledelse anno 2006:

”Der sad de, kernen i partiet, ledelsen: Den benhårde beregnende Dahl, den køligt kalkulerende Skaarup, platuglen Espersen. Og de to præster, ganske vist ikke med i ledelsen, men med status af noget særligt, uden at de i virkeligheden var en kæft andet end et par arrogante skiderikker og levebrødspolitikere, den ene mere højrøvet end den anden, selvforelskede, ufølsomme over for andre, uflyttelige og i bund og grund ukristne - blottet for enhver følelse af næstekærlighed, som de var, og liderlige efter magt. ”(14.10.2006 i information)

Ikke kun DF får på frakken. Også Liberal Alliance skal have med grovfilen, synes Metz II: ”Når flæsket skæres væk, fremstår en snæver skattenægterinteresseforening og en førstemand med fri adgang til egen indre koleriker, den type, der forveksler lyset fra en tågelygte med solen, og som besidder forrykte ideer nok til at kunne tilfredsstille et passende udvalg af sine medmennesker med dem.” (09.04.2011, information)

Folkekirken er et af Metz II's yndlings-hadeobjekter, og han lader ofte sit billedlige vand ud over denne institution. Kirken i Danmark efter Reformationen kalder han ”en ludkedelig lutheransk (sic) kirke, hvis tyske ophavsmand havde fattet perspektiverne i en handel i porten om interessesammenfaldet mellem kirkefolk og de fysiske magthavere.” (22.03.2008, information). N.F.S. Grundtvig bliver kaldt en ”støjende, insisterende, hyperaktiv, sikkert også pisseirriterende præstepolitiker.” (01.09.2012 i information)

Uforsonligheden stikker dybt

I særlig høj grad får den kirkelige retning Tidehverv Metz II's foragt at føle. Metz II ved ganske vist ikke rigtig, hvad Tidehverv er, men han ved, at Søren Krarup er tidehvervsk (ham den højrøvede, selvforelskede levebrødspolitiker), og så må det være noget skidt:

”Marie Krarup er uden for argumentatorisk rækkevidde. Uforsonligheden stikker dybt i dette miljø af tidehvervsk selvbehagelig aggressivitet som MF forsvarsordfører major Krarup er barn af.” Og videre: ”Den ideologiske kerne i kredsen er fanatisk lutheransk religiøsitet - hedningen ved tastaturet kunne kalde fænomenet overtro”.

Til Kristeligt Dagblad siger Georg Metz I derimod: ”Jeg er ikke selv religiøs, men derfor går jeg jo ikke rundt og håner for eksempel kristne, der tror. Det ligger mig fjernt og ville være en nedrig holdning at have. Jeg kan godt kommentere på det på en ordentlig måde en gang imellem, men aldrig håne.” Han har m.a.o. en holdning, der er helt modsat Metz II's.

Ligner en sæk lort

Georg Metz II kan godt lide klassisk musik, men han kunne ikke lide P2, så han er nok glad for, at den er nedlagt. Det var jo også bare en folkelig kanal, der gav pøbelen adgang til elitens musik. Hvad skal man med den slags. Klassisk musik bør rettelig være forbeholdt folk som Metz II og Prins Henrik, som ”garanteret ikke gider høre P2' s forurening af den klassiske musikformidling med orgier af platte almindeligheder, uendelige gættekonkurrencer og lallende uvidenhed.” (31.12.2010, information)

Popmusik er en genre, som Metz II holder ud i strakt arm mellem tommel- og pegefinger, så langt væk fra hans følsomme næse, som den kan komme. Om Melodi Grand Prix 2014 mente han, at ”Det ligner en sæk lort.” Deltagerne sang ”ad helvede til jammerligt”, skrev han, og fortsatte: ”Jamen, hvad fanden foregår der? Sniffer de lim, inden de bliver lukket ind, eller trues de på børnechecken?” (15.03.2014, information)

Men det var ikke nok at krænke deltagerne i Melodi Grand Prix. Programplanlæggerne og alle de tilfredse seere af udsendelsen skulle have et billedligt spark i nyrerne: ”Det er jo konceptet, der ikke duer. Hvem siger, at en sådan forestilling ikke må henvende sig til andet end den halve og hele hjernedød.”

Den nysgerrige læser kan selv finde flere eksempler, det er ikke svært. Stort set alt, hvad Georg Metz II skriver, er holdt i en vrængende, nedladende tone (skinger, kunne man kalde den) og beregnet på at gøre nogle kede af det og få andre til at vælte rundt på gulvet i latterkramper. Den skrivende elites pendant til Happy Slapping.

Skal jeg vælge, kan jeg bedst lide Metz II. Han mestrer kunsten at sige sin mening lige ud, råt for usødet, og det er ved at være et sjældent talent. Ikke mindst takket være folk som Metz I, der rykker ud med krænkelsesambulancen, hver gang nogen siger noget, der af andre kan opfattes som det mindste fornærmeligt.

Splinten og bjælken

Men spøg til side, for jeg ved naturligvis godt, at der er tale om én og samme Metz. Hvad jeg derimod har svært ved at forstå, er, hvordan Metz i så eklatant grad kan undlade af anvende sin egen medicin på sig selv. Hvis han virkelig mener, at ”ytringsfriheden ikke fritager én fra omtankens forpligtelse” og at ”det er det argumenterede udsagn, der altid bør dominere”, hvorfor tænker han sig så ikke selv om, inden han gang på gang overdænger sine modstandere med sprogets værste gloser? Det er hvad vi ”overtroiske” kristne kalder at se splinten i sin brors øje, men ikke bjælken i sit eget.

Georg Metz burde om nogen skønne på friheden til at råbe ”røvhul” efter sin nabo eller ”magtliderlige skiderik” efter Søren Krarup, for hvis der er nogen, der gør brug af den på daglig basis, så er det ham selv.

Jeg indrømmer gerne Georg Metz retten til at sige sin mening frisk fra leveren. Jeg går nemlig ind for ytringsfrihed. Men det bliver mig en kende vammelt, når samme Metz hæver pegefingeren og belærer alle os andre om, at man skal tale pænt til hinanden.

Den slags findes der et ord for, og det er: hykleri.

Dårlig teologi

af Kåre Egholm

Hen over juledagene fik vi igen en påmindelse om, at præsterne i Folkekirken så langt fra er enige om, hvad der er evangelisk luthersk kristendom. Vi vidste det sådan set godt i forvejen. Der har altid været langt fra venstre til højre i Folkekirken, og hidtil har vi kunnet leve med det uden at føle trang til at rette på de mildt sagt brogede udlægninger af evangeliet, man som kirkegænger må lægge øre til. Man har hele tiden vidst, at hvis man ikke brød sig om det, man hørte, så kunne man evaluere med fødderne eller løse sognebånd.

Det hele ændrer sig imidlertid, når de mere afvigende tolkninger kommer i avisen og i de elektroniske massemedier. Så er det pludselig ikke længere den lokale pastor Plys, som kommer med sin udlægning fra prædikestolen, men i kraft af den mangedoblede eksponering får en tilfældig sognepræsts syn på f.eks. opstandelsen en helt anden tyngde, som var dette udtryk for, hvad de fleste af landets præster går rundt og mener. Det skaber usikkerhed i menighederne, og vi har sandsynligvis ikke set det sidste menighedsråd, som i stillingsopslaget efterlyser en ”troende” præst.

Hvis du, som læser disse ord, tilfældigvis er præst, så tænk engang over, om du nogensinde er blevet spurgt, om du selv tror på det, du forkynder. Jeg gætter på, at flere vil kunne svare bekræftende. Jo, folk spørger, og det er ikke kun konfirmanderne. Det er ikke kun, fordi det i vores tid er tiltagende mystisk at tro på noget, der ikke kan bevises. I spørgsmålet ligger der også et: Kan jeg stole på, at det du siger, kan tages for gode varer? Taler du sandt, præst? Eller siger du bare det, du skal, fordi det hører sig til? Eller fordi du får penge for det?

Uden at vide mig sikker, gætter jeg på, at mange vil føle sig bedraget, hvis de erfarede, at præsten ikke taler sandt. Det vil sige: giver udtryk for noget, som han/hun ikke selv tror eller håber på. Der er autencitet til forskel. Ophæves grænsen mellem sandt og falsk (eller afvises spørgsmålet om præstens tro som aldeles uvæsentlig) er faget ”præst” i princippet ikke længere til at skelne fra faget ”skuespiller”. Man påtager sig en præste-rolle, ligesom skuespilleren for en afgrænset periode bliver ”en anden”. Mellem ”jeg” og ”præsten” indsættes et professionelt skel, som måske særligt i vores tid virker appellerende. Man kan legitimt blive en del af den brede, skeptiske masse samtidig med at man beholder præstekrave, præstegård og tjenestemandspension.

Min ovenfor anførte kritik har jeg rejst af to grunde. For det første vil den pastorale skizofreni, der melder sig i det øjeblik, man tænker præstegerningen som en rolle, man kan træde ind og ud af, true med at undergrave kirkens troværdighed. Hvis man som privat person kan mene noget andet, end det man forkynder til en begravelse, så tømmes ritualet hurtigt for indhold. Præsten bliver performer, og det vil man få mere end svært ved at finde grundlag for i skriften. For det andet sigter kritikken også mod en særlig type modeteologi, som i akademiske vendinger får gjort vantro til et adelsmærke. Det sker som oftest ved at henvise til, at vi jo skriver år 2015. Så hopper vi jo ikke på hvad som helst! Den hegeliansk funderede, progressive teologi støder sig på underet, og længes efter den dag, hvor trosbekendelsen kan blive ajourført og befriet fra mindre oplyste tiders tvivlsomme overbevisninger - herunder opstandelsen som fysisk realitet.

I bogen Bad Religion eftersporer forfatteren og New York Times skribenten, Ross Douthat, mulige grunde til den svigtende tilslutning, den institutionaliserede, amerikanske kirke har oplevet de senere år. På trods af de enorme forskelle der er på amerikansk og dansk kirkeliv, fremfører Douthat en (også for dansk kirkeliv) relevant og overraskende pointe: Når den traditionelle, klassiske lære forlades, erstattes den alt for ofte af dårlig teologi. Derfor titlen Bad Religion. Vranglæren opstår primært, når evangeliet skal hjælpes på vej i retning af det nyttige, det relevante eller tidssvarende. Douthat, som selv er katolik, kalder det for adaptionalism. En slags tilpasningsivrighed, som muligvis vinder tilhængere på den korte bane, men er dømt til at fejle på den lange, fordi den demonstrativt står i modsætning til det, de fleste kirker er enige om, er det rette. Jeg mener: kirken har trods alt overlevet talrige angreb gennem tiden. Som Chesterton skriver i The Everlasting Man: “Time and again the Faith has to all appearence gone to the dogs. But each time, it was the dog that died”. 

Eksemplerne på dårlig religion henter Douthat som nævnt fra nyere amerikansk kirkehistorie. Han kritiserer de populære tv-prædikanter, som blev og stadig bliver stenrige på at prædike en prosperity-gospel, som lover de troende et succesrigt liv i materiel velstand i stedet for evangeliets mindre dragende skat i himlen. Også den politiske messianisme, som Douthat genkender på begge sider af det politiske spektrum skoses som Bad Religion. Fra bibelbælte-fundamentalisterne, som stædigt holder liv i pilgrimsmyten om Gods own country til hysteriet på den anden side ved præsidentvalget i 2008, da Obama i visse kredse blev dyrket som den nye frelser. Den slags vranglære, in casu en sammenblanding af kristendom og politik eller kristendom og investeringsrådgivning, har heldigvis ikke fundet fodfæste på dansk grund, men Douthat nævner også et tredje kætteri, som vi udmærket kender til i europæisk og dansk sammenhæng, nemlig eftergivenheden over for pluralisme og individualisme. Måske man kan sammenfatte begge ismer i det paradoksale udtryk: ”Sandhed findes ikke. Der er kun de små sandheder, som du selv må finde frem til.” I dansk oversættelse kender vi to af de mange navne, Douthat nævner, som bevidst har stillet sig i opposition til den etablerede kirke: Den anglikanske ex-biskop John Shelby Spong og Elaine Pagels. Sidstnævnte citeres i Beyond Belief: The Secret Gospel of Thomas, hvor hun positivt fremhæver de tidlige gnostikere for at gøre gældende, at ”one’s affinity with God is the key to the kingdom of God”. 

Det lyder jo meget opløftende, at der inden i mig findes en nøgle til Guds Rige. Så er det jo inde i mig selv, jeg skal søge Gud. Jeg behøver sådan set ikke Kristus. Men det er bare ikke kristendom. Ligesom det ikke er kristendom, når præsten Per Ramsdal hævder i et interview i KD, at ”Gud findes i vores fælles bevidsthed”. Det er jo at reducere troen til psykologi og i sidste ende at gøre Guds eksistens afhængig af menneskers tilslutning. Af fornuftsgrunde afviser han Jesu fysiske opstandelse og gensynet med ens kære, men samtidig fastholder han troen på en ”metafysisk” Gud. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Kirkens tilsynsførende bør være opmærksomme på problemet. I mange tilfælde vil menigheden nemlig støtte op om præsten, fordi han/hun er et sympatisk menneske, som ikke lover mere, end han/hun kan holde. I visse tilfælde kan præstens kætterier vinde almen anerkendelse, fordi det viser karakterstyrke at stå op imod ”kirkens stivnede dogmer”. Men på længere sigt fører dogmatisk laissez-faire til medlemsflugt og forbedrede vækstbetingelser for dårlig teologi.

Digt - Du må ikke slå ihjel

af Lotte Boas

Jeg kender mange,
Der har slået nogen ihjel.
Jeg ser på deres hænder
Og tænker
Fra dig er der udgået handlinger,
Der kun fortjener fordømmelse.
Og jeg ser på deres øjne og tænker,
Tror du, du er alene med din skyld.
Din skyld er også min skyld.
Min helt egen.
For jeg var med hele vejen.
Det var ikke en sag, jeg var parat til at slå ihjel for.
Ja, det var en sag, jeg da slet ikke var parat til selv at dø for.
Jeg var med hele vejen for min egen skyld,
For venskabers skyld,
Fordi livet var i det.
Og jeg er ikke engang vendt om.
Jeg gør det hele igen.
Gud!
Jeg er et usselt menneske,
Måske burde jeg vende mig bort fra dit blik.
Men jeg kan ikke.
Jeg ligger bare her i støvet foran dig
Og ber dig:
Må jeg ikke nok alligevel få lov til at være et menneske.
Amen

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger

af Jens Kvist

Juledag udkom en af de store aviser med en forside, der vakte en del opsigt og stadig gør det. Med store fede typer kunne man læse, at præster ikke tror på, at Jesus opstod. Det drejede sig ganske vist kun om 4 ud af 800 adspurgte, men alligevel. Hvad gør man ikke for at sælge aviser! En af dem blev citeret for følgende udsagn: Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling. Journalisten havde desværre ikke åndsnærværelse nok til at spørge om, hvorfor den fortælling er så virkelig vigtig, når han ikke kan tro på den.

Endvidere tilstod præsten, at det synspunkt godt kunne komme i konflikt med det, han sagde ved bisættelser: Hvis jeg engang imellem siger, at vi skal se den afdøde igen, så kommer jeg lidt med en nødløgn, for det tror jeg ikke selv på. Men det kan være, at de pårørende tror på det, og så er det måske okay, at jeg siger det. For det er uinteressant, hvad præsten tror på. Ja, det kan han da sådan set have ret i, men åbenbart er det uhyre interessant, hvad han ikke tror på!

Umiddelbart kan det jo se ud, som om det er en virkelig ærlig præst, der taler her. Han er da også blevet takket af nogle. Men jeg nu vil snarere mene, at han er utrolig hoven og arrogant over for de mennesker, han er præst for. Et er, at vi ikke kan vide noget som helst om, hvad der sker efter døden, det er der ingen, der ved. Og Jesus løftede heller ikke noget slør, da han kom levende ud af sin grav. Men vi må med Paulus fastholde, at hvis ikke Kristus er opstået fra de døde, er vores prædiken tom, og dermed også troen. Men, og det er vigtigt: Opstandelsen skal hverken forsvares eller forklares, den skal forkyndes. Ikke hvordan, men at Kristus er opstået. At gå i detaljer med, hvorvidt Gud bøjer naturlovene eller ej, forplumrer kun det hele. Her må vi med Aastrup ”nøjes med” at sige, at

påskens budskab er et ord
om, hvad der aldrig sker på jord
og det et ord helt stillet blot
og værgeløst mod verdens spot.

For der er jo ikke noget nyt i at sætte spørgsmålstegn ved opstandelsen, det gjorde man allerede dengang. For den tomme grav kunne jo betyde hvad som helst. Matthæus fortæller, at der blev stillet vagter op ved graven, fordi ypperstepræsterne og farisæerne var kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu levede, sagde: Efter tre dage opstår jeg. Disse vagter blev af samme ypperstepræster og farisæere bestukket til at sige, at de var faldet i søvn på vagten, og at hans disciple da kom og stjal liget. Pilatus får I ikke vrøvl med, ham skal vi nok klare. Og det rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag, siger Matthæus. Ja, og nu har det bredt sig ud over hele verden. For budskabet er og bliver værgeløst mod verdens spot.

Men det, som intet øje så
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød
om ham, der døden gennembrød.

Gad vide, hvad disse kloge og alvidende præster mon vil sige til fortællingen om den 12-årige Jesus i Templet. Må vi ikke også afvise den? Det er jo bare en af de sædvanlige legender om et vidunderbarn, som der jo findes masser af. Eller skulle vi gøre os den ulejlighed at spørge om, hvad Lukas mon vil sige med den fortælling?

Men først en overvejelse over, hvad templet var. Da kong Salomon var færdig med at bygge sit pragtfulde tempel, hvis lige ikke er set hverken før eller siden, holdt han en længere indvielsestale, hvori han understregede, at templet først og fremmest var beregnet for Guds navn, ikke for Gud selv. For, som han sagde: Bor Gud da på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget! – hør det råb og den bøn, din tjener beder for dit ansigt i dag. Lad dine øjne være åbne for dette hus nat og dag, det sted, om hvilket du har sagt, at der skal dit navn være… Salomon viste sig endnu engang som den vise mand, han var.

Og hvad vil Lukas så sige med sin fortælling? I litteraturen findes et begreb, som hedder anticipation. Det betyder en foregribelse af noget, der senere vil ske. Og i min skoletid blev Blichers novelle Hosekræmmeren anvendt som et – nå ja, skoleeksempel, fordi den er fyldt med anticipationer lige fra første side. Som nogle nok vil huske, ender den med, at den af kærlighed sindsforstyrrede unge pige Cecilie eller Cecil skærer halsen over på sin elskede Esben, som hun ikke må få, men så kan hun dog holde et himmelsk bryllup med ham! Våbnet hun bruger er en ragekniv, og i begyndelsen af novellen introduceres Esben som en ung mand, hvis hals ragekniven endnu ikke havde rørt. Og sådan er det hele vejen igennem. Digteren går på alheden og fryder sig over den fred og ro der hersker der, indtil han bliver forstyrret af en menneskebolig. Og vi aner, at noget grumt vil ske. Men man skal jo altså kende slutningen på historien for at kunne se disse anticipationer.

En sådan anticipation vil jeg hævde, at fortællingen om den tolvårige Jesus i templet er. For det første er det i påskedagene, begivenheden her udspiller sig. Han bliver borte for dem. Og efter at have ledt et godt stykke tid, finder de ham til sidst. Hvornår? På tredjedagen, såmænd! Er det mon en tilfældighed? Naturligvis ikke. På tredjedagen opstanden fra de døde, hørte vi før i trosbekendelsen.
Hvert år i påsken (!) var det skik, at man drog ned til templet i Jerusalem for at tilbede Gud dér. Det gjorde Josef og Maria også. Og da Jesus var tolv år gammel, tog de ham med. Det indgik som et led i hans religiøse dannelse, at han skulle til templet i Jerusalem, når han var gammel nok. Men var det egentlig ikke også et udtryk for, at man havde glemt Salomons ord om, at intet tempel kan rumme Gud?

Det, der sker den dag i templet er nemlig, at Jesus, billedligt talt, flytter Gud ud af templet igen. Det gør han ved at sige til sin mor: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? Men i stedet for at blive i templet, tager han med dem hjem! Den pointe kan ikke understreges kraftigt nok. Han tager med sine forældre hjem til Nazareth, samtidig med at han ikke løber fra ordene om, at han bør være hos sin fader. Det er han fra den dag af, overalt hvor han færdes. Hvor to eller tre forsamles i mit navn, vil jeg være midt iblandt jer, så sandt som Guds rige er midt iblandt os. I den forstand bor Gud virkelig på jorden, så vist som Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

De finder ham i templet, hvor han er omgivet af de lærde mænd, som dels stiller ham spørgsmål, dels svarer på de spørgsmål, han stiller. Underligt nok får vi slet ikke at vide, hvad de spørgsmål og svar går ud på. Måske fordi Maria i en blanding af vrede og lettelse overdøver det hele med sine kværnende bebrejdelser over, at de har ledt og ledt efter ham og været ængstelige uden grund. Og hvad svarer han dem: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? De forstod ikke, hvad han sagde til dem, siger Lukas. Nej, selvfølgelig gjorde de ikke det, de kendte jo ikke slutningen på historien. Men Maria gemte disse ord i sit hjerte, får vi at vide.

Og 20 år senere forstod hun dem måske. Da gik hun også og ledte efter ham. Sammen med nogle kvinder. De gik blandt gravene og ledte efter den døde Jesus, men de kunne ikke finde ham. Da viste der sig pludselig for dem to mænd i hvide klæder, som spurgte: Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. 

Man kan på en måde godt sige, at hele Det nye testamente er én lang beretning om, at Jesus blev borte for dem. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ja, men ikke for bestandig. Igen og igen blev det borte. Og Jesus selv oplevede, at Gud blev borte for ham. Da det langfredag midt på dagen blev nat, skreg han ud i Helvedes mørke efter den Gud, han ikke kunne finde: Min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig? Hvorfor gjorde du sådan imod mig? Vidste du ikke, at jeg bør være hos dig? Stiger jeg op til himlen, er du ikke dér, lægger jeg mig i dødsriget, da er du heller ikke dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så slipper din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig ikke fast. Siger jeg: "Mørket skal ikke dække mig, lyset skal ikke blive til nat omkring mig", så hører du det ikke, for mørket er ikke andet end mørke, natten er kulsort.

Det var en grov manipulation af en af de stærkeste af Davids salmer. Den lyder jo stik modsat: Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: "Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig", så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

Sådan lyder salmen, når den bliver citeret rigtigt. Og i de ord hører jeg faktisk intet mindre end Guds svar til os, når vi råber efter ham. Han svarer: Hvorfor leder I efter mig, når I har mit ord for, at I allerede er hos mig?

Nej, det er sandt. Vi skal ikke lede efter den levende Gud, hverken blandt døde sten, døde bogstaver eller døde begreber. Vi skal i det hele taget ikke lede nogen steder, for Guds findes ikke for enden af vor søgen. Han er ikke her, lød englens ord til kvinderne ved den tomme grav. Han er gået forud for jer til Galilæa, der skal I se ham. Det betyder: I skal gå hjem til den hverdag, der er jeres. Der er der, han er. Evangeliets klare budskab er, at Gud sendte sin søn til verden for at han skulle lede efter og frelse det fortabte. Altså os. Og nåden består da i, at den levende Gud har fundet os. Fundet os der, hvor vi skal være: I den hverdag, der blev vores, hos de mennesker, vi fik lov at kalde vore kære.

 

Under mediernes, politikernes og eksperternes radar

af Ole Buchardt Olesen

Regeringens opfattelse af, hvad der nu skal gøres efter terroranslaget i København d. 14.-15. februar, der endte med to døde og fem sårede, synes at være, at der i hvert fald ikke skal tales om islam. Dermed har regeringen valgt at gå ned ad samme gade som f.eks. den amerikanske præsident Barack Obama. Obama har ladet hele sin administration fra top til bund gennemsyre af det princip, at ingen omtale af islam og muslimer i forbindelse med terror eller lignende ”hændelser” må forekomme. Danske eksperter såsom Hans Jørgen Bonnichsen anbefaler samme tilgang. Det er naturligvis ikke let for en almindelig borger at sige noget til dette.

Alligevel mener jeg, man i det mindste må have lov til at gøre opmærksom på, at denne politik med slet ikke at omtale islam eller muslimer har det til følge, at offentligheden i rigtig mange tilfælde slet ikke kan få oplyst, hvad disse sager dybest set drejer sig om; eller hvad det er, som er terroristernes rationale for at begå de handlinger, de begår – nu også i Danmark.

Dette med at blænde af for den vinkel, der hedder islam, synes også at være temmelig udbredt på de elektroniske medier. Da således en muslim med mellemøstlig baggrund d. 15.12.2014 besatte en café i Sydney i Australien og truede med at skyde de tilstedeværende gæster, kørte nyheden med journalister i studiet, medens dette terroranslag foregik. Uden at vide nogen konkret bedyrede flere danske TV 2 News-journalister flere gange, at dette selvfølgelig intet havde med islam at gøre. Det virkede ærlig talt lidt indoktrinerende eller forkyndende – en nyhedsformidling, vi ellers troede, kun fandtes i Nordkorea. Det viste sig efterfølgende, at forbrydelsen i høj grad var begået i slams navn. 

I 2009 rettede den 42-årige muslim og soldat i den amerikanske hær et terrorangreb mod sine soldaterkammerater på basen Ford Hood i Texas. 13 blev dræbt og 31 såret. Selv lagde han ikke skjul på, at han som muslimsk officer ville straffe USA for krigene i Irak og Afghanistan. Imidlertid stod der intet om dette i den 80 sider lange rapport, som myndighederne efterfølgende udarbejdede efter episoden i Texas. Ordene islam og muslim forekom slet ikke i rapporten. Selve hændelsen blev kaldt for et tilfælde af arbejdspladsvold. 

Det er selvfølgelig ikke vanskeligt at forstå motiverne til, at hverken selveste Obama eller vor egen Helle Thorning Schmidt har tænkt sig at granske nærmere i det islamiske spor, når det gælder det, som foregår herhjemme og i Mellemøsten: Man vil simpelthen have ro blandt masserne. For selvfølgelig gør terroren folk urolige. Terroren har indtil nu faktisk virket efter den hensigt, terroristerne tilsyneladende har: både i USA og Danmark er vi bange for yderligere reaktioner, hvis vi giver os til at adressere problemerne og sætte fokus på islam. Derfor kører der også ved disse anslag en informationssløjfe i baggrunden, der skal fortælle os alle, at al religion er ét og det samme. Terror begås i alle religioners navn. Og som Obama sagde for nylig: kristne har ikke noget at lade muslimer høre – pga. korstogene.

Hverken Obama eller andre ulejliger sig med at forklare nærmere, hvorledes korstogene og IS-folkene skulle ligne hinanden eller være drevet af samme mindset – eller hvorledes i det hele taget de historiske forudsætninger og omstændigheder skulle være sammenlignelige. Men det er også ligemeget. For meningen er ikke, at man ved at nævne korstogene vil invitere til en debat om disse ting, men det modsatte. Med ordet korstog skal al debat om religionens betydning for og rolle i den terror, som begås nu, lukkes ned. Religionstemaet skal m.a.o. ikke italesættes, men så at sige sendes hen hvor peberet gror.

Det kan man mene er den rigtige strategi og fremgangsmåde. Men det må også være tilladt at stille spørgsmål til denne strategi. For når man tier om religionen, bliver det ofte nærmest umuligt for politikerne, medierne, eksperterne eller nogen andre at forklare, hvad det er, disse folk vil, som udøver disse gerninger, og hvorledes de begrunder deres handlinger. Det er slemt nok, men fordi der i alt blændes af for det religiøse aspekt, ender det med, at vi som almindelige borgere i Vesten ikke kan forstå en lyd af, hvad der foregår, hverken i vor egen del af verden eller i de muslimske lande.

Det er vanskeligt dette her. Også at skrive om, for alt er så betændt og ophidset, at man hurtigt kan blive beskyldt for alt muligt ved at indlade sig på en debat om disse ting. Men lad mig tage fat i Henrik Ertner Rasmussens lille artikel med titlen Egyptiske kristne er nu også ramt af islamisk terror i Kristeligt Dagblad, onsdag den 18. februar. I artiklen nævnes det, at en forfatter og en professor blev dømt som frafaldne muslimer på grund af et forslag om at skille religionen og staten i Egypten. Denne fatwa fik også civilretlige følger, idet i hvert fald den ene i civilretten blev dømt til at lade sig skille fra sin hustru – selvom hustruen ikke ville skilles, vel at mærke.

Dette virker komplet uforståeligt, hvis man ikke kender til Koranens sharia, dvs. de regler, som følges på grundlag af, hvad profeten Muhammed selv har gjort og sagt. Det er nemlig sådan, at forfatningerne i de 56 lande, der er tilsluttet OIC (organisationen for islamisk samarbejde), er således indrettet, at nok er der mange frihedsrettigheder indskrevet i disse, men den første og sidste kilde med hensyn til lov og ret i de muslimske lande er Koranens ord og overleveringerne om, hvad profeten har gjort og sagt. Efter disse love og regler kan en frafalden ikke være gift med en rettroende. En ikke-muslimsk mand må ikke gifte sig med en muslimsk kvinde, og et sådan ægteskab har ingen gyldighed. Heller ikke hvis det allerede er indgået, og frafaldet først følger senere. For så skal ægteskabet opløses og eventuelle børn gives til den af parterne, som er rettroende muslim. Hvis de begge er frafaldne, skal børnene tages fra parret og børnene gives til et rettroende muslimsk par. Skal det gå helt rigtigt til, så skal de to frafaldne også henrettes, for ifølge Muhammed og Koranen er der dødstraf for apostasi (frafald fra islam).

Nu kunne man jo mene: hvad kommer det os ved? Det må de muslimske lande selv ligge og rode med. Men sagen er, at mange af de uroligheder, vi hører om fra Mellemøsten, hvor f.eks. en kristen landsby eller nogle kirker brændes af, eller hvor kristne bliver gennembanket eller ligefrem slået ihjel, ofte er udslag af brud på disse af Koran og profet overleverede regler på det helt banale civilretslige plan.

Måske nogen husker, at en gravid kristen konvertit i maj måned 2014 af en domstol i Sudan dømtes til døden, fordi hun var konverteret fra islam til kristendommen. Hun blev desuden, for at være gift med kristen mand, idømt 100 piskeslag for utroskab – idet det at være gift med en kristen mand, når man selv er muslim, er det samme som at være utro. Hun blev altså dømt til døden for apostasi, død ved hængning. Men fordi hun var gravid, kom hun i fængsel indtil barnet skulle fødes. Den slags er også svært at forstå i Vesten. Men man kan læse sig til, hvad Muhammed selv gjorde i sådanne tilfælde. Og det, som den sudanesiske dommer dømte i denne sag, var helt i overensstemmelse hermed. For i overleveringerne er det nøje beskrevet, hvorledes Muhammed lod en utro gravid kvinde leve, indtil hun havde født sit barn, hvorefter hendes dødsstraf blev eksekveret. Fordi der kom international fokus på sagen og bl.a. Amnesty International lagde pres på Sudan, så skete der imidlertid det, at parret, sikkert mod en klækkelig betaling fik lov at immigrere til Vesten.

Et andet tilfælde, hvor en hændelse ikke kan forstås til bunds, uden at det religiøse aspekt er med, er massakren på omkring 60 kristne irakere i Vor Frue kirke i Bagdad, den 31. oktober 2010. Midt under gudstjenesten trængte terrorister, der havde tilknytning til Al Qaeda (det blev de kaldt den gang, men det var snarere en gruppering, der senere udviklede sig til IS) ind i kirken under gudstjenesten og myrdede løs på kirkegængerne. Denne frygtelige terrorhandling mod kristne irakere blev i øvrigt af de kristne selv regnet for vendepunktet i den forfølgelse, de har oplevet siden 2004. Efter denne massakre, hvor ingen kom dem til hjælp, og verdenssamfundet forblev tavst, indså mange kristne irakere, at de nok ingen fremtid havde i Irak.

Men hvordan blev dette bestialske terrorangreb begrundet af terroristerne? Jo, det blev sagt, at det var hævn for, at en muslimsk kvinde var blevet bortført af en kristen mand i Egypten. Men netop dette, at en muslimsk mand, der konverterer til kristendommen, per definition efter islamisk lov bedriver hor med den muslimske kvinde, som ellers er hans hustru. Da hun nu er gift med en frafalden, regnes hun ikke længere efter loven for at være hans kone – uanset hvad hun selv mener om den sag. Så når denne mand og denne kvinde (akkurat som i sagen med den frafaldne egyptiske professor) ikke vil skilles, men blive sammen, kan dette efter islamisk lov kun forstås sådan, at den kristne mand har bortført kvinden. På den måde er der mange tilfælde af bortførelser, som muslimer kan blive sure over.

Således er forfatning og civilret, dagligt liv og storpolitik, terror og religion så tæt viklet ind i hinanden, at vi må sige, at det ikke i længden vil føre noget godt med sig at mørklægge det religiøse aspekt, ligegyldigt hvad Obama, Thorning-Schmidt og Bonnichsen så ellers siger. Vi har da hidtil i Vesten ment, at oplysning og viden i alle mulige sammenhænge er at foretrække som grundlag for at forstå en sag. For ikke at tale om som grundlag for at kunne komme til at handle på den bedst mulige måde. Hvis vi nu i Vesten forlader disse oplysningsprincipper, så mener jeg, vi fremover kommer til at træffe beslutninger i sager, vi ikke kender tilstrækkeligt godt, fordi det vigtigste i disse foregår under den radar, vi selv har valgt at gøre mindre fintmasket, end det er forsvarligt. Dertil kommer, at befolkningerne i Vesten i sådanne sager fremover ikke bliver informeret fuldt ud om, hvad der foregår og hvorfor. Kan det virkelig være en vej frem for os i Vesten, der ellers hylder frihed, oplysning og demokrati?

 

 

Jesus som religionskritiker

af Gitte Elisabeth Hansen

I slipstrømmen af de mange kommentarer om ytringsfrihed og religionskritik, der har været i medierne som følge af terrorhandlingerne i Paris og København her i årets første måneder, vil jeg påstå, at de fleste danskere ikke kender til religionskritik indefra. For vi kender ikke kristendommens kerne. Og derfor bliver også vi fornærmede for det mindste. Og nogle gange også på andres menneskers og religioners vegne. Men som kristen bliver jeg da ikke fornærmet, når der trampes på Jesus. Det er sket før – på korset! Been there, done that!

Hvor der er håb, er der religion, har en klog mand en gang sagt. Og lige så klogt tilføjede han: Men hvor der er religion er der ikke altid håb. At der ikke altid er håb, tror jeg netop, er det, som religionskritikerne reagerer på i disse tider. De reagerer på, at nogle religiøse systemer bliver umenneskelige. De reagerer, når menneskelivets muligheder for at leve et mangfoldigt og farverigt liv, stækkes.

Og derfor er det godt, at de reagerer! For de har helt ret! Og det er godt de er her, religionskritikerne. Religionskritikken er med til at skærpe sansen for, at ikke al religion er godt. Religionskritikerne er med til at sætte fingeren på det umenneskelige i religionen. For det er bestemt ikke al religion, der gavner mennesket. Religionskritik er derfor altid relevant, uanset hvilken religion eller ideologi der kritiseres.

Alt dette havde Jesus et særligt blik for. Han kritiserede sin egen tids religiøse ledere for at fokusere mere på religionens love og anordninger end på menneskeligheden i religionen. Set i det lys var Jesus en sand religionskritiker. I Jesus lod Gud sig føde som et menneske, der ville vise os, at livet er mere end religiøse systemer og forskrifter. At livet er mere end overholdelse af den til enhver tid herskende og af mennesker vedtagne moral.

Julenat blev der født et menneske, der siden hen sagde, at Gud ville menneskelivet frem for systemer. For mennesker bliver kvalt i systemer. Også – eller måske især – i religiøse systemer.

Derfor pegede Jesus på livet. Han viste os, at menneskelivet altid er mere farverigt og broget end det, både de menneskelige og de religiøse systemer kan rumme i deres ofte sort-hvide termer. I ord og handling gjorde han derfor op med sin tids religiøse systemer.

På Jesu tid var ytringsfrihed og religionsfrihed ikke opfundet. Hans kritik af den herskende religion kostede ham livet. Men med det han havde sagt og gjort, havde han sluppet håbet fri. Håbet om, at mennesket lever bedst i en mangfoldig og farverig verden, hvor det kan udfolde sig. Med sin religionskritik pegede Jesus på noget helt fundamentalt for menneskelivet: At livet ikke kan stoppes ned i hverken en religiøs kasse, eller en systematisk menneskeskabt ideologi af nogen art.

I stedet spurgte Jesus: Hvad gavner mennesket? Hvad giver mennesket håb? Jesus satte sit håb til Gud og svarede med sit eget liv. Og han gjorde det for at sætte os mennesker fri fra religiøse og andre menneskeskabte ideologiske systemer. Dermed gav han nyt håb til mennesket og frihed til at leve et sandt og mangfoldigt menneskeliv.

Fra Worms til Sydhavnen

af Carsten Seindal Eilertzen

"Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber." og "Vi tror på Jesus Kristus (...) på tredje dag opstanden fra de døde” er grundelementer i folkekirkens bekendelsesgrundlag. Men tror vi nu alle på dette? Juledag kunne vi læse en anfægtelse af ovenstående dele af den apostolske trosbekendelse, og det endda fra en sognepræst, der ellers har svoret "at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter". Anfægteren var sognepræst ved Sydhavn sogn, Per Ramsdal, der samtidig betegnede dele af sine begravelsessamtaler som "nødløgne".

Tirsdag d. 20. januar faldt så afgørelsen. Ramsdal skal i mentorforløb. Som en uartig skoledreng der ikke har læst eller lært lektien, er Per Ramsdal blevet sat til eftersidning og påbudt at trække sine ord tilbage. Dette fik Katrine Winkel Holm til at skrive: "Han optræder ikke ligefrem som en Luther i Worms, der står ved sine ord." Deri har Winkel Holm ret. Hvor Martin Luther havde Kristus i ryggen, har Per Ramsdal vendt Kristus ryggen. Havde Ramsdal haft mod og integritet som Luther, da havde han lagt præstekjolen og fundet sig et job, hvor han ikke ville være nødsaget til at lyve og bedrage.

Apropos Luther får dette tankerne hen på ordet revoco. Det latinske ord for jeg tilbagekalder var hvad vor reformator trods trusler om bål, brand og ekskommunikation nægtede at udtale ved Rigsdagen i 1521. Luther valgte at stå fast. Fast på evangeliets uforanderlighed og autoritet overfor dødelige menneskers påfund.

Først var vi nok mange bibeltro folkekirkegængere og præster der skuffedes over afgørelsen. "Sikke vattet, få ham nu smidt ud", tænkte og skrev vi. Men ved nærmere eftertanke, er afgørelsen slet ikke så tosset endda. Hvad var der sket, hvis Københavns biskop i stedet havde indledt en læresag imod Ramsdal, eller hvis denne under blitzlysenes skær havde forladt folkekirken? I første eksempel, var vi havnet i en lang, juridisk besværlig samt økonomisk omkostningsfuld læresag. Hvis Ramsdal havde stået fast på sin vranglære, ville han let være blevet modernisternes "nye Luther" og ved afsked deres martyr.

I stedet stak han halen imellem benene og blev derved udstillet som en inkompetent og teologisk uvidende pastor, der fik tildelt tre teologiske støttepædagoger og blev sat i den kirkelige skammekrog. Lille-Per kan i den henseende starte med at skrive den apostolske trosbekendelse ettusinde gange på tavlen .

Med denne totale ydmygelse er Per Ramsdal færdig som (kirke)gård(s)sanger, og vil for eftertiden ikke blive taget seriøst hverken af sine meningsfæller eller modstandere. Han vil ikke blive brugt i debatter eller på TV, hverken som "modernisternes præst" eller som udbrydermartyr. Lille-Per blev kort sagt ikke nogen modernisternes "kirkereformator" men blot mediernes pauseklovn i juletiden. I morgen er han glemt.

At Jesus opstod er et mysterium, men at han gjorde det et teologisk faktum. Nu og da drager vi alle op ad tvivlens bjerg, men derfor behøver man ikke at slå lejr på toppen af det – slet ikke som folkekirkepræst. Dér er problematikken. Det er i troen, vi hver især bliver salige, ikke i tvivlen. Hvis man anerkender tanken om en Gud, må denne naturligvis også kunne overkomme sine egne opfundne forhindringer – også døden. "For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt."

God eftersidning, Lille-Per!

 

Almindeligt Præstekonvent på Liselund

af Almindeligt Præstekonvent

17.-19. maj 2015. Tema: Tro og æstetik

Almindeligt Præstekonvent blev stiftet i 2010 som et forsøg på at skabe et landsdækkende konvent for en kollegial teologisk samtale.

I en tid, hvor folkekirken er under forandring, er det vigtigt, at den teologiske refleksion ikke lades i stikken. Den kirkelige praksis kræver teologisk overvejelse for ikke at ende i uforpligtende underholdning.

Almindeligt Præstekonvent er ikke et kirkeligt partikonvent for en enkelt gruppering inden for folkekirken. Der lægges således vægt på ordet almindeligt for at understrege, at konventet er et forsøg på at bringe de forskellige grupperinger i den danske præstestand i samtale med hinanden.

Der afholdes Almindeligt Præstekonvent hvert år søndag-tirsdag efter Kristi Himmelfart. Temaet i 2015 er forholdet mellem tro og æstetik, som vil blive belyst kritisk ud fra forskellige synsvinkler.

Pris for 2 overnatninger i enkeltværelse med bad på Liselund inkl. fuld forplejning og 6 foredrag er 2.400 kr. Studerende og arbejdsløse halv pris: kr. 1.200 kr. Der er mulighed for at søge tilskud hos stiftet (eller eventuelt hos menighedsrådet).

Tilmelding til info@liselund.dk. Send en mail med oplysninger om navn, adresse og ønsket værelsestype.

Vel mødt!

Med venlig hilsen
Jan Unold, Merete Bøye, Morten Thaysen, Jens Kvist, Thomas Reinholdt Rasmussen, Gunner Lund-Sørensen, Holger Jepsen, Carsten Mulnæs og Peter Thyssen

 

PROGRAM 2015

Søndag d. 17. maj
14-16: indkvartering
16-18: prof., dr.phil. et dr.theol. Dorthe Jørgensen: Den skønne tænkning
19.30-21.30: Peter Thyssen: Det æstetiske som teologisk kompensation

Mandag d. 18. maj
9.30-12: Lektor, dr. theol. Jakob Wolf: Har vi glemt, at vi er ét med Gud?
14-17: Erik Kelstrup: Billedsprog som sandhedsbegivenhed
19.30-21.30: Joakim Garff: Metaforens veje i Kierkegaards opbyggelige forfatterskab

Tirsdag d. 19. maj
9.30-12: Professor Erik A Nielsen: Mere end skøn
12: Frokost. Derefter afrejse.

 

Censur er (aldrig) i orden

af Kent Dak Dideriksen

Censur er aldrig i orden. Det er en rigtig grim ting. Frihed skal være vort løsen i Nord / Frihed for Loke, såvel som for Thor. Undtagen nogle gange. For man skal også lige huske, at det ikke er alting, man behøver at sige. Der er et lille ord, der hedder pli, som vi allah kan have godt af at huske på, og høflighed koster som bekendt ingenting. Men grundlæggende bør censur for enhver pris så vidt muligt undgås, hvis det kan lade sig gøre. For det meste. Men Menneske Først! Det er vigtigt at huske, ikke mindst i dag, hvor det er vigtigt at italesætte moderne menneskers tvivl og tro. Så vidt man da kan tale om en sådan.

Det er noget sludder at sige, at ytringsfriheden er truet. Vi har en grundlovssikret ytringsfrihed her i landet. Ingen behøver være bange for at få en bøde af politiet eller blive varetægtsfængslet på grund af sine ytringer. Og skulle en vred terrorist stræbe én efter livet på grund af noget, man har sagt, så kan man lade sig varme ved tanken om, at man i hvert fald ikke har brudt landets love.

At dræbe andre kan aldrig retfærdiggøres. Men vores største problem er ikke, at mennesker bliver skudt ned, fordi de tegner tegninger, deltager i foredragsarrangementer eller går i synagogen. Nej, det største problem er, at det der før var etik – det der ellers kendetegner os som et ædelt, dannet og modent folk – ja det går nu under betegnelsen selvcensur. Og det, der egentlig bare er god opførsel, det kalder man nu for frygt.

Helt almindelige høflighedsnormer, såsom at blive hjemme i stedet for at gå til foredrag, afstå fra at kritisere islam, og undlade at være jøde – det er jo da bare almindelig pli og kun hvad vi skylder hinanden som anstændige mennesker. Men ytringsfriheden må vi ikke gå på kompromis med. Så har vi allerede tabt. Eller har vi? For måske når vi længere ved at række hånden frem.

En god tommelfingerregel er, at hvis du har lyst til at sige noget, som du evt. kan blive slået ihjel for – så er det nok fordi, det er uetisk. Tænk over det: hvorfor skulle nogen have lyst til at slå dig ihjel, hvis det ikke var fordi, du selv var ude om det? På den anden side skal man heller ikke være blind for, at nogle mennesker er uskyldige ofre – i hvert fald set herfra. For så vidt som man kan tale om, at der findes uskyldige mennesker.

Det er utrolig vigtigt, at vi værner om vores ytringsfrihed. Frihed er det bedste guld! Men lad os tale om det frit! Men ikke ubegrænset frit. Og så dog? Er det det, vi vil? Nej?