Leder

Marias jomfruelighed

Skal man tro på jomfrufødslen for at være kristen? Sådan spørges der ofte med henvisning til dels de nytestamentlige beretninger om Marias forunderlige undfangelse eller den apostolske trosbekendelses ordlyd ”født af Jomfru Maria”.

Ikke bare opfattes denne såkaldte jomfrufødsel som en forhindring for at tro, den opfattes også i høj grad som en af kristendommens nisserier, der ikke kan tages helt alvorligt.

Tanken om en jomfruelig undfangelse har sit forbillede i det Gamle Testamente, hvor der som bekendt forekommer en række tilfælde af forunderlige graviditeter, som følge af Guds indgriben (1.Sam.1,1ff; Gen.18,10ff; 21,1ff). Alle disse forunderlige graviditeter har til formål at understrege, at det barn, der skal fødes, har en særlig opgave eller status. Selvom det ikke altid udsiges eksplicit (Gen.18,12), synes disse forunderlige graviditeter dog at implicere en biologisk fader (1.Sam.1,19-20).

Hvad angår det Nye Testamente, er det ikke alle traditioner her, der implicerer en jomfruelig eller forunderlig undfangelse og således udelukker Josef som biologisk fader til Jesus (Joh.1,45; 6,42), men i barndomsfortællingerne er Josefs faderskab erstattet med den mirakuløse undfangelse ved Helligånden, og Josef er kun “efter hvad man mente fader til Jesus” (Lk.3,23). Det synes altså at være barndomsfortællingernes klare intention at understrege jomfru-undfangelsen. Således slås det hos Mattæus fast, at Maria viser sig at være blevet gravid med Helligånden, inden hun og Josef kommer sammen første gang (Mt.1,18). Dette understøt­tes yderligere af profetien fra Jes.7,14 om at “jomfruen skal blive med barn” (Mt.1,23). Det understreges også, at Josef ikke er sammen med Maria, inden hun føder sin søn (Mt.1,25).

Samme ærinde har Lukas: to gange nævner han, at Maria inden bebudelsen og fødslen af Jesus er jomfru (Lk.1,27), hvad hendes spørgsmål til englen (Lk.1,34) også synes at implicere. Undfangelsen beskrives som værende kommet i stand ved den hellige ånd (Lk.1,35).

Undsagnene om jomfruundfangelsen udviklede sig i oldkirken til en regulær tilbedelse af Maria og af hendes jomfruelighed. Men jomfruundfangelsen er ikke i sig selv et under.

Jomfruundfangelsen peger på at Jesu nærværelse i verden er et under. Det er Ham som er genstand for tilbedelse.

I sin dogmatik foreslår Johannes Horstmann, at ikke blot er beretningerne om Marias jomfruelige undfangelse en fremhævelse af Jesus som Guds søn. Nej, de er også en tale om Jesus som det menneske der har menneskevæsen fælles med alle andre mennesker. Også der hvor Gud ikke ses, og hvor det føles, som om han ikke er. Måske, foreslår Horstmann, vil den forunderlige undfangelses tegn åbenbare også skabelsens menneske og forkynde, at hvert eneste menneske der kommer til verden, hvor ringe det end er, i Guds øjne kommer hertil på samme måde, som Herren selv gjorde. Der er derfor i den forstand intet menneske i denne verden, der ikke er udgået fra Gud.

Derfor er den jomfruelige undfangelse en sand og uopgivelig del af den kristne tro, som skal tages ganske alvorligt. Ikke bare forkynder den, at Jesus er Kristus og Guds søn, og at Gud deri har forenet sig med det menneskelige. Den forkynder også, at ethvert menneske, der kommer til verden, kommer fra Gud.

Glædelig jul til alle vore læsere!

 

Magt er ikke almagt

af Jens Brun

Et vigtigt indlæg i den teologiske debat, Lars Sandbecks ”De gudsforladtes Gud” (2012), argumenterer for, at almagt er et begreb, der ikke har en legitim plads i en kristen gudsforståelse, for Gud er guden på korset. Mit ærinde er at argumentere for almagt som en væsentlig og nødvendig kategori i det kristne gudsbegreb, og mit udgangspunkt er, at Sandbeck ikke forstår, at der er forskel på magt og almagt.

Sprog og virkelighed

”De gudsforladtes Gud” indledes med en overvejelse over Anders Breivik og den almægtige Gud. Hvordan kan nogen være så kyniske og ufølsomme i forhold til Breiviks ofre, så de påstår, at massakren godt kan ses i sammenhæng med tanken om en god og almægtig Gud, hvis vilje sker i alt. Hertil må indvendes, at Sandbeck går ud fra som en selvfølge, at der findes et sprog der dækker og forklarer hele virkeligheden. Men det er jo slet ikke sikkert at det forholder sig sådan. Tværtimod, sprog og virkelighed er ikke èt og det samme. Der findes virkelighed, som sproget ikke kan nå. Den kristne tros sprog er ikke et sprog der omfatter og belyser hvert eneste virkelighedsmoment. Den kristne tros sprog taler derimod om, hvordan al virkelighed ender. Idet Breivik trykkede på aftrækkeren – idet nazibødlen skubbede jøderne ind i gaskammeret – gjorde Breivik og nazibødlen sig selv til de gudsforladte. Men ofrene for deres vold blev til dem, der vågner i Abrahams skød i Himmeriget. Den kristne tro taler om bødlen der ender der, hvor der er gråd og tænderskæren, og bødlens offer, hvis ånd hentes ind og stilles foran Guds trone til lovsang, sådan som det er beskrevet i Johannesåbenbaringen. Troen taler om, hvordan Breivik og hans ofre ender, men ikke om, hvorfor og hvordan voldshandlingens virkelighed kom i stand. Sproget magter ikke at kortlægge hele virkeligheden. Som gamle landkort har hvide pletter, der angiver uudforsket land, sådan har virkeligheden stadig sine hvide pletter.

Forskellen på magt og almagt

Sandbeck taler om almagten som om den ikke var andet end magt potenseret til det yderste, 100% magt, men ikke i sit væsen forskellig fra magten. Men det er forkert; almagt er kvalitativ forskellig fra magt. Magt tvinges man af, eller man tvinger andre med magt, magt har altid i sit væsen restriktion, begrænsning, indbinding som man udsættes for eller påfører andre. Magt er kamp om hvem eller hvad der udfylder tid og rum. – Almagt derimod opfylder suverænt tid og rum med livsfylde og væren uden selv at være af tiden og rummet. Selv større end og anderledes end tiden og rummet udfylder almagten dem og sætter en livshelhed, som ikke tvinger, men som er uafviselig – som ikke er tvingende, men som involverer totalt. Magten er svag, fordi den altid må kæmpe imod det, der vil anderledes. I almagten kan intet være anderledes, man kan kun leve i den fylde, den giver tid og rum, på nåde og unåde.

Da jeg så Fusijama

Der er forskel på magt og almagt – hævder jeg. Der er derimod ingen modsætning mellem almagtens evighed og så det, at vi erfarer den som begivenhed. Almagten er transcendent i forhold til tid og rum, vi mennesker er derimod i vores sansning og erfaring knyttet til tidens og rummets givne muligheder. Derfor må almagten erfares som en begivenhed, der bryder ind og fylder tid og rum på en ny måde. Det er den almagtserfaring, Johs. V. Jensen beretter om i det korte prosastykke ”Da jeg så Fusijama” fra 1907: ”Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var paa Søen udfor Japan; jeg mindes ikke nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vaagnede tidligt om Morgenen før Solopgang ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb saa fuld af Glæde, at jeg ikke kunne blive liggende ned, og da jeg saa ud af det åbne Koøje, stod der ligesom en høj, dejlig Sky lige for – men det var ikke en Sky, det var Fusijama. Det underfulde Bjerg ragede ovenud af Alverden, syntes slet ikke at staa paa Jorden. Men oven over selve Himlen brød Bjergets hvide Snekegle igennem Atmosfæren, saa luftigt, saa skylet, at jeg i et Nu fattede baade Jordens uhyre Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet. Hvad jeg dèr følte var den samme primitive Erfaring, man kan tilegne sig som Barn ved Synet af den første den bedste Ting, et Straa, en Draabe paa Ruden.” – Almagtserfaringen er et ryk i bevidstheden, mennesket, der erfarer, rykkes ud af den kulturelle kode og sættes over i en virkelighed så intens, omfattende og uafviselig, at ingen tsunami og ingen Breivik vil kunne dementere den eller gøre den u-sket. I almagtserfaringen søsættes mennesket som almagtens skabning, skibet stod på bedding, nu kappes ankertovene og skibet glider ud i sit rette element: Fra den kulturelle kode med dens sprog og magt ud i almagtens liv. Almagten er med Johannes V. Jensens ord ”den virkelige Begivenhed”.

Almagt er et trosudtryk

Magt kan vi have et forhold til, også når den ikke berører os eksistentielt. Jeg kan f.eks. med mild forbløffelse følge magtkampen mellem de forskellige scialdemokratiske kaffeklubber, men det angår mig jo ikke, hvem der vinder, jeg skal alligevel ikke lave politik med nogen af dem. Almagten kan jeg derimod kun forholde mig til idet jeg er totalt involveret i det liv, den fylder min verden med. Almagt er ikke og har i den kristne tro aldrig været en evigt hvilende orden eller et totalt forklaringssystem – almagten er et indbrud i ”denne verden”, en brudflade i denne verdens magt og magter, et brud, der erfares i troen, troen på at jeg er helt og fuldt og altid levende i det nye liv, som almagtens indbrud åbner op for. Derfor er forholdet til almagten bekendelsens forhold; den kan kun omtales i det sprog, der begynder med ”Jeg tror på....”.

I mellemrummet

I Rifbjergs roman ”Anna (jeg) Anna” fra 1969 fortælles der om et menneske, der gør almagtserfaringen. På flugt fra et alt for rationelt og korrekt hverdagsliv finder Anna sig selv i nogle situationer, som hun kalder ”mellemrummene”. – ”Jeg er her og nu og ind i mellem. – Jeg er for øjeblikket i mellemrummet mellem det ene og det andet. Nogen har bestemt for mig, hvad der nu skal ske.” Mellemrummet er der, hvor der har åbnet sig en gletscherspalte mellem det, der var før, og så noget nyt, der uafviseligt bryder sig vej og fylder alt med en ny livsintensitet. I det øjeblik man opdager gletscherspalten – er man allerede sprunget over den, eller rettere: Blevet kastet over til den anden side – nogen har bestemt for mig -. Anna er mellem det ene og det andet – det ene er den sprogligt regulerede verdensorden, hun kom fra, det andet er – almagten, Livet med stort ”L”. ”Nogen har bestemt for mig, hvad der nu skal ske” – ja, for i forhold til almagten giver det ingen mening at diskutere om mennesket er passivt eller aktivt. Det er simpelthen totalt taget ind i, totalt omfattet af og totalt med-handlende i det, der har åbnet sig.

Almagt, liv, opstandelse

Det er ikke sådan at Annas nye liv i mellemrummene bare er historien om en udflugt, der giver nogle tiltrængte lysglimt på opleveren. Hendes verden er og bliver rystet; hun er og bliver på kant med denne verdens magter. Hendes medflygtning, småforbryderen Jørgen Schwer, er med hende på flugten op gennem Europa, fra Rom til Flensborg. Lige da de skal krydse grænsen, bliver han skudt af en tysk betjent. Anna får ikke sin ledsager i det nye liv med hjem til Danmark. Han drukner i mudderet i Flensborg Marina. Alligevel har hun modtaget noget i mellemrummene og er blevet del af noget, som er ukueligt. Påskemorgen 1969 vender hun hjem til København og sidder på Langelinie og kigger ud over vandet. Så kommer slutningsordene: ”Jeg rejser mig og går ind mod byen. Min bror må være stået op nu.” Min bror – Kristus, Jørgen Schwer? Påsken er et uafviseligt håb, en livsfylde, som ikke kan holdes nede. Når vi siger: ”Jeg tror på Gud, den Almægtige” – siger vi: Jeg tror på Livet i dets uafviselige og medrivende storhed, dets ene, blændende nu, hvor alt er godt. Almagten er dette ubetvingelige Liv med stort ”L”, som Jesu opstandelse gør til det mellemrum, hvor i den, der tror, lever. Sådan som Brorson jo også kalder Jesus for ”Livet”, f.eks. i adventssalmen om indtoget i Jerusalem: ”Livet med sin Brude-Skare/ Drager ind ad Salems Bye.” (Brorsons Samlede Skrifter III, 31) Måske er det også på den måde Grundtvig forstår ”Livet” i vers 7 af ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Almagten tager os ind i en livsfylde, et stående øjebliks sitrende evighedsintensitet. Befriede fra tidens, rummets og sprogmagtens indsnøringer er vi til stede – sprogløst og livfuldt.

Min almagt er dig nok!

Almagten har ingen anden magt end den at delagtiggøre os i en glæde og fred inde i troens mellemrum, som magterne aldrig kan få ram på. Derfor er almagt et afgørende vigtigt begreb i den kristne gudstro. Det glædelige budskab anno 2014 hedder med Paulus` ord: Min almagt er dig nok!

Prædiken til 3. søndag i advent

af Andreas Thom

Du skal fortælle en historie. Det er et krav, som børn ofte stiller til voksne, gerne omkring sengetid. Heldigvis er det også et krav, som stadig ofte bliver opfyldt. Vi griber en børnebog, eller hvis vi har et vist mod og talent, så fortæller vi selv ud af vores frie fantasi.Det er svært at forestille sig, i hvert fald for mig, en barndom, uden at der bliver fortalt historier. Jeg vil næsten gå så vidt som til at sige, at en barndom uden historier i hvert fald i én henseende er en fattig barndom, også selvom den er rig på alt muligt andet. Den er fattig i ånden. Vi fortæller historier til børn, for at de skal blive stærke i ånden eller åndrige. Det er nemlig det, som de gode historier kan, og som gør dem så livsnødvendige.

Vi sørger for at træne med børn, så de kan blive stærke fysisk, vi giver dem undervisning, så de kan blive stærke fagligt. Men stærke i ånden, det bliver vi, når vi bliver grebet af de store grundlæggende fortællinger.

At være stærk i ånden vil sige ikke bare at have en historie, men at have fået historie at fortælle, og sådan en får man kun ved at få den fortalt.

Er det ikke også denne sammenhæng, der mere end antydes i evangeliet her til tredje søndag i advent? Zacharias synger for sin lille søn, som netop har fået navnet Johannes.

Gennem sin sang fortæller Zacharias om det hele: Om Gud, om Israel og om Johannes selv. Johannes har selvfølgelig endnu ikke selv haft lejlighed til at kræve en fortælling, han er jo først lige blevet født og kan slet ikke tale endnu. Men barnets krav om en historie, kommer heller ikke ud af det blå. Det bliver stillet, fordi nogen har lært det, at der er noget der mangler, hvis fortællingerne ikke er der.  Man kan levende forestille sig, at sangen ikke bare har lydt denne gang, men igen og igen igennem Johannes’ opvækst, indtil han stærk i ånden bliver til Johannes Døberen, der selv kan fortælle historie.

Jeg synes, at Zacharias’ lovsang er rigtig god børnelitteratur, fordi den formår alt det gode, som børnelitteratur skal kunne. Den afslører, åbner og oplyser verden for små lyttende ører. Men derudover kan den også det, som er virkelig vigtigt: Den kan trøste, den kan oplive og den kan give håb og livslyst.

Fortællingen er badet i et lysende håb om besøget fra solopgangen fra det høje. Verdens tilstand bliver ikke blot afsløret, men for den lyttende Johannes’ fødder banes veje, gøres bjerge til dale og dale til bjerge, stier skabes, hvor der ikke før var nogen stier at gå. Det er ikke nogen sødsuppehistorie. Strålerne falder ikke kun på den slagne sti, men også på skygger, mørke. Der er had, der er fjender, får vi at vide. Der er synd. Der findes andre veje end fredens vej. Men mørket, hadet og synden bliver kun synligt, fordi det bliver oplyst af håbet om en altoverskyggende barmhjertighed.

Zacharias’ lovsang er en fortælling om et barmhjertigt besøg: Det tabte findes, det skjulte graves frem, de døde opsøges, de fortvivlede oplives, og endelig bliver Johannes også fundet. Fortællingen lyser også på ham, og giver ham lys, håb, glæde og en helt særlig plads i livet.

I teaterstykket ”Woycek” af Georg Buchner er der er en central scene, hvor en kvinde fortæller en historie til en lille flok af børn. Marie, du skal fortælle os et eller andet, siger børnene til hende. Først vil hun ikke. Jeg har ikke noget at fortælle, siger hun. Men da de plager hende, sætter hun sig ned og fortæller en frygtelig historie om død og mørke: Der var engang et fattigt lille barn, der hverken havde far eller mor. Alle var døde, og der var ingen i verden. Alt var dødt, og barnet gik af sted og søgte dag og nat. Og da der ikke længere var nogen på jorden, ville det gå ind i himmelen, og månen så så venligt på det; men da det endelig kom til månen, var det et stykke råddent træ. Og det gik til solen, men da det kom til solen, var den en visnet solsikke. Og da det kom til stjernerne var de små gyldne myg. Og da det ville gå tilbage til jorden, var jorden en væltet krukke. Og det var helt alene. Og da satte det sig hen og græd, og der sidder det endnu.

Det er en forfærdelig historie, og den er vel at mærke forfærdelig – ikke fordi den nødvendigvis giver et forkert billede af virkeligheden, men fordi den faktisk kan være sand. Det er slet ikke utænkeligt, at vejen ud af barndommen er en opvågnen fra en fortryllet drøm, der lovede mere end den kunne holde, og at den vågne realitet ikke byder på noget som helst andet end fortabthed, mørke og råddenskab.

Kvinden havde ret, da hun sagde, at hun ikke havde noget at fortælle, hun kan ikke give børnene det, som de beder om.  Hun og børnene sidder tilbage – ikke sammen, men hver i sær i den dybeste ensomhed.

Når børn beder om en historie, beder de os om, ved hjælp af vores fortælling at være et lysende nej til mørket. De beder os om at give dem en fortælling om, at livet er mere end en flugt fra død og mørke.  Det er en fortælling, som vi skal give dem ikke bare med lysende ord, men med vore  liv og i den ånd, som vi selv står i. En ånd som står lysende klar i den fortælling, som vi, her i december, nærmer os med hastige skridt, og som man næsten ikke kan lytte til uden selv at blive et barn igen.

Guds historie er i høj grad et nej, nej og atter nej.  I skabelsen af verden og af os tager Gud ordet med et lysende nej til tomhed, mørke, øde og kaos. Og nej’et siges igen og igen ikke mindst, når vi bliver stillet overfor intethedens og ensomhedens mørke: Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid. Jule-evangeliet er en fortælling om Guds nej til død og mørke.  Den hårdnakkede tavshed brydes, englen på den mørke nattehimmel forkynder trodsigt historien om den store glæde, Den mørke tavse himmel eksploderer i lys og lyd, og en flok fattige hyrder går søgende ud i natten - og finder, fordi de selv er blevet fundet.

Fortællingen eller de mange fortællinger om ”Guds nej” kan bevare os fra fortvivlelse, selvom vi er tvivlrådige. De kan holde udgangen åben, selvom vi er trængte. De lader os ikke i stikken.

Hvad er det så vi med Johannes skal råbe og fortælle? Vi skal med hjerte, sjæl og sind fortælle historien om den levende ånd, der bliver til kød og blod i barnet i krybben. Vi skal fortælle om hans lysende kærlighedsdød midt i det dybeste mørke, om et fællesskab mellem Gud og mennesker midt i ensomheden, og om en dyb, dyb glæde, som døden ikke kan få bugt med.

Amen.

Gud fri os fra kristne værdier

af Merete Bøye

Der blev vist film i loftet og prædiken med Desmond Tutu på storskærm, da den evigt oplyste Københavns Domkirke i oktober var vært ved en storstilet klimagudstjeneste. Ærkebiskoppen fortalte os, at vi havde været ”ualmindelig ulydige”. 

Børnekorets sprøde stemmer fyldte det store, behageligt opvarmede kirkerum med popkongen Michael Jacksons opfordring til at gøre hele verden bedre: Heal the world, make it a better place, for you and for me and the entire human race, mens røgmaskiner og store projektører leverede den rette stemning med kunstige regnbuer og tåge.

Det hele foregik på engelsk, og der var varme hilsner fra både den katolske pave og den ortodokse patriark. Man skal forstå, dette er internationalt og en del af noget meget stort. K.E. Løgstrup harcellerede for mange år siden over ”de store ords teologi”. Nu har vi ikke bare de store ords, men også de store handlingers teologi. Vi skal gøre noget. Allesammen. For at redde kloden.

En af de mange rørte tilskuere udtaler til Kristeligt Dagblad: ”Jeg synes ikke, at retorikken er specielt religiøs, snarere medmenneskelig”. Dette er tydeligvis ment som en kompliment. Og det falder da også meget godt i tråd med, hvad Anders Holm konstaterer i en anden af Kristeligt Dagblads artikler om klimagudstjenesten: "Præster i dag er ikke kun optagede af at forkynde evangeliet om søndagen. De søger nye og anderledes forkyndelsesformer, der ikke mindst drejer sig om både at tage stilling til og handle i verden.”

Det er svært at være imod, at folk har lyst til at gøre noget godt. Og har de en politisk holdning, der tilsiger dem, at det gode, som de bør gøre, er at spare på strømmen og spise økologisk, så skal de selvfølgelig bare gøre det. Det måske lidt hykleriske i at fejre sit klimaetiske sindelag i et overopvarmet kirkerum med eldrevne røgkanoner og storskærme ser jeg bort fra i denne sammenhæng. Men spørgsmålet er, om det ikke bliver problematisk, når man begynder at bruge kristendommen som argument for en ”klimavenlig” etik.

Selv når man bruger kristendommen som argument for sine handlinger, kan man ikke formulere en etik, som nødvendigvis er fælles for alle kristne. Dette turde være indlysende, set i lyset af at terroristen Anders Breivik brugte bl.a. kristendommen som argument for sine efter de flestes mening temmelig ukristelige handlinger, da han skød omkring sig på Utøya.

Den etiske fordring er universel og uudtalt

K.E. Løgstrup gjorde gældende, at man ikke kan bruge kristendommen som argument i en politisk eller etisk debat. Hans hovedværk er ”Den etiske Fordring” fra 1956, og hans standpunkt er velkendt: Der gives en universel etisk fordring, som alle mennesker er stillet ind under. Når man indgår i et menneskeligt fællesskab, holder man altid et stykke af den andens liv i sin hånd, og dermed får man ansvar for den anden. Fordringen er universel, men den gennemsyrer både religionerne og litteraturen. Fx er budet om næstekærlighed et udtryk for fordringen, men fordringen er ikke unik for kristendommen.

En vigtig pointe fra Den etiske fordring, er i denne forbindelse denne: at fordringen ikke kan systematiseres. Desuden at fordringen altid er uudtalt, den er tavs, og at man derfor ikke kan vide andet om den, end at den andens liv i en eller anden grad er udleveret til dig, og at du derfor har at tage vare på ham. Det enkelte menneske er nødt til at bruge sin forstand og sin fantasi for at finde ud af, hvad der er rigtigt. Der gives ikke nogen guddommeligt garanteret viden om, hvad der i en given situation bør siges eller gøres. Og hvis man lader, som om man har en sådan guddommeligt garanteret viden og begynder at bruge Gud som argument i en politisk eller moralsk diskussion, så bryder man fordringens tavshed, og den drukner i den larm, vi selv laver i vores rethaveri og bedreviden.

Den kristne må derfor altid tage stilling på samme vilkår som alle andre:

”Kristendommen udstyrer ikke den enkelte med en politisk eller etisk bedreviden. Det er en uting, hvis der i politisk eller etisk henseende findes et frimureri mellem de kristne indbyrdes, love for menneskelivet, der kun skulle være til at forstå, argumenter der kun skulle være slående for kristne indbyrdes.” (Den etiske Fordring)

Hvis man i en given situation vil argumentere for en bestemt holdning, skal man med andre ord kunne argumentere for det på en måde, så også folk, der ikke er kristne, kan indse det fornuftige i  argumentationen.

Eksempelvis: Hvis man personligt mener, at det er rigtigt at bruge mindre strøm af hensyn til klimaet, så skal man kunne argumentere sådan, at også folk, der ikke er kristne, forstår det. Det gælder også, selvom ens holdning måske er begrundet i, at Gud har skabt verden og bedt os tage vare på den.

Venstrefløjen har ikke patent på næstekærlighed

Fordringen kan desuden ikke sættes på formular og udmøntes i et bestemt politisk program. Næstekærlighedsbuddet fordrer, at du skal elske din næste. Men der medfølger ikke nogen køreplan for, hvordan du konkret skal gøre det. Det skal du selv finde ud af. Som Aksel Tarras Madsen siger i et interview i Kristeligt Dagblad d. 03.11.2014: ”Venstrefløjen sidestiller tit næstekærlighedsbegrebet med en bestemt politisk holdning. Det mener jeg er helt forkert. Næstekærligheden er Guds fordring til den enkelte. Det er altid hin enkelte, der bliver tiltalt. Det er altid den enkeltes samvittighed, der bliver fordret. Derfor er kristendommen frihed for den enkelte, der bliver sat fri til at gøre det han eller hun skal.”

 Da man ikke kan sætte fordringen på formular, kan man heller ikke bruge fordringen – eller Gud – som argument i en politisk eller etisk debat. For der vil altid findes mennesker, der hører og tolker fordringen helt anderledes.

Kristendom og klima

Løgstrups synspunkt, at der ikke kan formuleres en særlig, alment gældende kristen politik, har været fremherskende siden Den etiske Fordring. I dag er der dog enkelte, der vover sig frem med forskellige bud på en særlig kristen materialetik. Et af de mere gennemarbejdede leveres af cand.theol. og ph.d. i miljøetik Martin Ishøy. Han udgav 2009 en bog med titlen Klimaklar Kristendom, hvor han slår til lyd for, at vi mennesker i den vestlige verden skal ”omvende os” fra den gale vej, vi er slået ind på. ”Ingen der oplever Jorden som underfuld, lades uantastet af den nedbrydning, som miljø- og klimakrisen er. Underet er et råb, en 'profetisk røst' der kalder til omvendelse”, skriver Ishøj.

Vi har bragt Jorden ud i en  ”miljø- og klimakrise”, som det er vor kristne pligt som ”forvaltere af skaberværket”, at rette op på. Man fornemmer, hvorfra inspirationen til klimagudstjenesten i København er kommet.

Etik handler for Martin Ishøy at se ikke udelukkende om forholdet mellem mennesker. Han slår til lyd for en dyds-etik, som ikke er ”antropocentrisk”. Vores etiske forpligtelse omfatter også dyrene, ja hele jordkloden, eller ”skaberværket”, som han kalder det, for vi er indsat af Gud som forvaltere af naturen.

Ishøy bruger således frejdigt og uden blusel Gud som argument i en politisk debat. Han skriver: ”Om den nødvendige omvending kan blive virkelighed uden kristendom, er jeg alt andet end overbevist om” (sic), og har som erklæret mål at formulere en særlig kristen miljøetik. Det interessante er, at han blandt andre får K.E. Løgstrup til at gå sit ærinde. Løgstrup udviklede nemlig i sine senere leveår sin egen materialetik, der var skåret over den gode gamle 70'er-læst: socialismen er god, økonomisk vækst giver anledning til bekymring, og forureningen er sikker på at udslette menneskeheden inden for få år, hvis vi ikke sadler om. Han og hans kone rejste en del i Østeuropa, hvor de lod sig begejstre af den enkle tilværelse, folk levede dér. Løgstrup indleder forordet til sin posthume essaysamling System og Symbol fra 1982, således:

”Efter at vor vestlige kultur er begyndt at antage vanvidstræk, er den kommet til at omfatte hele kloden, så det er et temmelig uheldigt tidspunkt, det er sket på. Hvad der er at gøre ved det, er det muligvis umulige, at lade vor holdning svinge 180 grader omkring dens egen akse og gøre os det klart, at universet ikke er vor omgivelse men vort ophav”.

Ishøy bruger dette citat i sin bog, og han siger om kritikken af den vestlige kultur, at ”den rammer plet, og den harmonerer helt og holdent med kristendommens elementære sans for tilværelsesunderet og livets karakter af gave.” Men Martin Ishøy ved selvfølgelig godt, og det pointerer han også, at Løgstrup aldrig ville kunne sige, at der findes en særlig kristen etik – mindst af alt en kristen materialetik.

Det vil sige, at Løgstrup og Ishøy er politisk enige, men teologisk uenige. Ishøy mener, at det er etisk uforsvarligt for ethvert kristent menneske ikke at forsøge at begrænse sin CO2-udledning. Løgstrups materialetik er derimod hans egen; den har han halet ud af det, han kalder tilværelsens grundvilkår.

Man kan aldrig argumentere med Gud

Niels Jørgen Cappelørn sagde d. 10.06.2011 til Kristeligt Dagblad:

”Hvis man tager det dobbelte kærlighedsbud, er det en etisk fordring, der siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Men der gives ingen absolut anvisning på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg skal selv ud fra evangeliet finde den måde, jeg tror er den rigtige.
Det har den fordel, at i et demokratisk samfund har jeg ikke noget suverænt argument, som kan slå alle andre. Jeg kan aldrig argumentere med Gud – i det øjeblik, jeg gjorde det, ville jeg blive fundamentalist.”

Hvis man anvender Cappelørns ord på Ishøjs bog, så gør Ishøy sig til fundamentalist, idet han vælger at gøre det eneste, man som kristen ikke kan, nemlig argumentere med Gud. Eller sagt med Løgstrups ord: ”Kristendommen udstyrer ikke den enkelte med en politisk eller etisk bedreviden.” Videre siger Løgstrup:

”Det ville dog være en uhyrlig farisæisme og en anmassende usaglighed, om den enkelte ville argumentere for den stilling, han indtager til et eller andet politisk eller etisk problem, med at den er han kommet til ved ikke at tænke på sine egne, men på næstens interesser.”

Eller på skaberværkets eller Guds interesser, kunne man tilføje.

Martin Ishøy vil gerne fremstille sine holdninger som ”politisk ukorrekte”; men det er de sådan set ikke. Man kunne have kaldt dem ”teologisk ukorrekte”, hvis hans bog var udkommet for 25 år siden, da det lå på rygmarven hos de fleste, at man ikke kan tale om en særlig kristen etik – i hvert fald ikke en særlig kristen materialetik. Men i dag er det ikke til at sparke sig frem for kristen etik. Eller, som det oftest kaldes, kristne værdier eller kristent værdigrundlag.

Efterhånden støder man meget tit på disse to fraser, også uden at der ellers bliver sat spørgsmålstegn ved, hvor et sådant værdigrundlag kommer fra, og om der overhovedet kan formuleres særligt kristne værdier. Eksemplerne er legio, og her skal blot anføres nogle få. Hvis man søger i Google på ”kristent værdigrundlag”, giver det 3.500 hits. ”Kristne værdier” giver 15.400 hits.

Et tydeligt eksempel findes på websitet adamogeva.dk. Det er et foretagende, der er oprettet af Indre Mission og et par andre kirkelige organisationer for at vejlede unge mennesker om sex og samliv. De skriver om sig selv:

”Artikler, svar og rådgivning på AdamogEva.dk er skrevet med afsæt i en klassisk kristen etik. Det betyder, at vores grundholdning er baseret på Bibelens værdier og vejledninger.”

Og så er banen ellers kridtet op til at rulle sine holdninger til fx skilsmisse og sex før ægteskabet ud – godt dækket ind bag Bibel og bekendelser.

Det er måske let nok at se det forkerte i at dække sig ind bagved et såkaldt ”kristent værdigrundlag”, når det værdigrundlag, der opstilles, er i modstrid med ens egne holdninger eller principper. Men hvad, hvis man nu bare tager de ting, som alle kan blive enige om, er gode og rigtige, og så kalder dét for et ”kristent værdigrundlag”?

D. 20. januar 2001 bragte KD en artikel om KFUM med titlen Kristent værdigrundlag skal være mere synligt.Det handlede om, at KFUMs sociale arbejde skulle skille sig ud fra andet socialt arbejde, fordi det hviler på et såkaldt ”kristent værdigrundlag”. Generalsekretær Lars Rahbek udtalte:

”Tendensen har i en periode været, at vi bare var her - på lige fod med andre sociale organisationer - uden at man fremhævede det kristne aspekt og menneskesyn. Det billede er heldigvis ved at ændre sig til det, jeg gerne ser: At alt vores arbejde hviler på det kristne menneskesyn på en synlig måde. I vores øjne er mennesker unikke. Vort værdigrundlag er, at vi ikke kan svigte eller efterlade mennesker i en svag situation. Vi skal møde og hjælpe dem, hvor de er og hjælpe dem derfra.”

Det vil sige, at ifølge Lars Rahbek fra KFUM gives der et særligt kristent menneskesyn og et særligt kristent værdigrundlag. Og det særlige kristne værdigrundlag består i, at man ikke efterlader mennesker i en svag situation. Det er en udmærket og ganske prisværdig holdning at indtage over for sit medmenneske. Det presserende spørgsmål er, om ikke det er nøjagtig den samme holdning, andre velgørende organisationer indtager, uden at de føler trang til at understrege deres bagvedliggende særlige kristelige sindelag? Desværre blev dette spørgsmål ikke stillet af Kristeligt Dagblads journalist.

Næstekærlighed og politik

Det er efterhånden blevet sådan, at det kristne ord ”næstekærlighed” er gledet ind i den politiske debat. Det er blevet ret almindeligt at sige, at man har de politiske holdninger, man har, fordi man mener, det er de mest næstekærlige holdninger. Det sker eksempelvis i klimapolitiske spørgsmål, men også i indvandrerdebatten er det meget brugt. 

Kirkeminister Marianne Jelved har for nylig opfordret præster til at deltage også i den politiske debat. Det må de for så vidt også gerne ifølge Løgstrup, og Løgstrup deltog som nævnt også selv i den politiske debat. Men han mente også (og her er Jelved forhåbentlig enig), at det løber af sporet, når præster begynder at føre Gud i felten for deres eget standpunkt. Særlig påfaldende bliver det, når nogle præster, politikere og andre i indvandrerdebatten bruger lignelsen om den barmhjertige samaritaner til at retfærdiggøre det politiske standpunkt, at indvandrerlovgivningen bør lempes.

Et enkelt eksempel ud af utallige: Dr. theol. et phil. Peter Kemp skrev i Information d. 9. februar 2010 en kronik med titlen Den barmhjertige muslim, hvor han omplantede lignelsen om den barmhjertige samaritaner til København i 2010. Præsten og levitten er blevet til ”to folketingspolitikere, en præst og hans fætter” – gad vide, hvem det mon kan være? – og samaritaneren er en muslim:

»En mand, som var på vej fra sit arbejde i København til sit hjem på landet, blev overfaldet og mishandlet af en bande, som røvede hans penge og kreditkort og lod ham ligge i vejkanten. Tilfældigvis kom to folketingspolitikere (en præst og hans fætter) kørende forbi i bil på vej til et møde i Nordsjælland. Da de så den mishandlede mand ligge i grøften, sagde de til hinanden: »Det er nok en indvandrer, der er kommet op og slås med nogle af sine egne, der derefter har slået ham ned.  [...]

Men inden politiet nåede frem, kom en muslim kørende forbi, standsede sin bil, gik hen til den overfaldne, beroligede ham og forbandt hans sår, løftede ham op i bilen og kørte ham til det nærmeste hospital, hvorfra han ringede for ham til hans familie. Hvem af de tre var så den mands næste, som var blevet overfaldet? Vi må svare: »Den som øvede barmhjertighed imod ham« Og Jesus siger: »Gå du hen og gør ligeså««.

Her får Peter Kemp for det første brugt lignelsen om den barmhjertige samaritaner til lige præcis det eneste, den ikke skal bruges til, nemlig at udstille sine egne modstandere (Søren Krarup og Jesper Langballe) som onde mennesker. Og for det andet – og det er det, der er vigtigt i denne sammenhæng –  bryder han Løgstrups princip om ikke at argumentere med kristendommen i en politisk eller etisk debat.

Angående at bruge specifikt argumentet om næstekærlighed i en politisk sammenhæng, har Løgstrup som før nævnt følgende at sige:

”Det ville dog være en uhyrlig farisæisme og en anmassende usaglighed, om den enkelte ville argumentere for den stilling, han indtager til et eller andet politisk eller etisk problem, med at den er han kommet til ved ikke at tænke på sine egne, men på næstens interesser.”

Selvom også ateister og andre bruger ordet næstekærlighed som argument, og selvom det måske kan være en formildende omstændighed, at de ikke har gjort sig klart, hvad ordet betyder, når Jesus bruger det, så er det værd at huske på, at næstekærlighed er et bibelsk begreb, og at når Jesus taler om næstekærlighed, så pointerer han netop, at næstekærlighed ikke er noget, man kan gå og rose sig af at være i besiddelse af – i modsætning til andre mennesker eller grupper af mennesker.

Individual-etik

I det følgende forlader jeg Løgstrup og taler kun for egen regning: Jeg mener, Løgstrup har ret i, at man ikke kan bruge kristendommen som argument i en politisk eller etisk debat. Jeg mener også, han har ret i, at den etiske fordring er universel. Vi bliver som kristne af Jesu forkyndelse hele tiden stillet ind under fordringen. Men fordringen er stadig universel.

Jesus lærer os noget om etik. Ikke på en måde som kan bruges i noget politisk program, men som et spejl, vi kan holde op foran os selv. Jesus taler altid til dig. Og den eneste, hvis etiske habitus, du skal gå og bekymre dig om, er dig selv.

Her vil jeg gerne indføre begrebet individualetik eller individuel etik. Dermed forstår jeg den etik, der dukker op, når det enkelte menneske spørger sig selv: hvad er rigtigt for mig? Hvad er det rette at gøre for mig i denne situation? Hvis man overhovedet kan tale om en kristen etik, må det være individualetik. Og det kan aldrig være en færdigformuleret etik. For at gå tilbage til Niels Jørgen Cappelørn i førnævnte artikel fra KD:

”Hvis man tager det dobbelte kærlighedsbud, er det en etisk fordring, der siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Men der gives ingen absolut anvisning på, hvordan jeg skal gøre det. Jeg skal selv ud fra evangeliet finde den måde, jeg tror er den rigtige”. (Min kursivering)

Enhver skal gøre sig klart, at selvom man bruger evangeliet – og Loven, kunne man tilføje – til at finde etiske svar i bestemte situationer, så er det altid en selv, der står til ansvar. Aldrig Gud. Man må, som Løgstrup siger, bruge sin egen forstand og fantasi til at nå frem til, hvad der for én selv at se er det rigtige. Og man kan aldrig dække sig ind bag nogen guddommelig autoritet. Heller ikke selvom man har hørt Desmond Tutu sige det fra en ordentlig stor tv-skærm i domkirken.

Men vigtigt at holde sig for øje er det, at det at være kristen ikke betyder, at man har bestemte holdninger eller en bestemt etisk habitus. Det at være kristen betyder, at man tror på Jesus Kristus: at det er ham, man henflyr til, når man er i nød, takker, når man har noget at takke for, og at det er ham, man i det hele taget sætter sin lid til her i tilværelsen.

Fremtidens Kirke - reservat og museum?

af Ole Buchardt Olesen

For tiden foregår der i Danmark en kirkekamp. Det ser måske ikke sådan ud, men det er ikke desto mindre sandt. Nogle har måske hørt om, at regeringen på et tidspunkt nedsatte et udvalg, der skulle se på folkekirkens struktur med henblik på at lave noget om i styrelse af kirken – især i toppen. Det er dog ikke dette tiltag, som er kirkekampen, selvom det er dette, som har tiltrukket sig mest mediebevågenhed. Nu er hele dette projekt også faldet til jorden – på politisk, fordi politikerne mener, det ikke på nuværende tidspunkt har nogen gang på hin.

Næh, det vigtige, det afgørende for den danske kirke og for kristendommens stilling i Danmark og i det danske folk for al fremtid, foregår helt andre steder – ved helt andre fronter: nemlig undervisning og mission. Med hensyn til det første, så er det lykkedes regering og folketing at levere et temmelig smertefuldt spark mod kristendommens formidling fra generation til generation, og derfor på sigt, svækket kristendommen betydeligt. Ved indførelse af den såkaldte heldagsskole er konfirmandundervisningen nemlig stort set i de fleste kommuner ramt på tider og antallet af timer. Kristendommen er smidt ud af skoletiden, eller placeret så yderligt, at den overlapper med børnenes fritidsaktiviteter, såsom sport, musik og arbejde. Ligeledes er af samme grunde, kirkens største succes næst efter netop konfirmand-undervisningen, nemlig minikonfirmand-undervisningen, ramt hårdt.

Resultatet af folketingets lovgivning og beslutninger på dette område, vil derfor komme til at betyde, at formidlingen af den kristne børnelærdom fra generation til generation i fremtiden vil blive så tilpas udfordret, at vi kommer til at se, antallet af børn, der bliver konfirmeret falde drastisk, ligesom der bliver langt mellem de mindre børn på minikonfirmandholdene. Dette er ikke noget kirken sådan lige kan finde modtræk til. For, at arrangere alternativ undervisning og arrangere træf uden for almindelige skoletid, f.eks. sen eftermiddag, aften eller weekend, ved enhver, som har forsøgt, er næsten umuligt.

Nu er det jo sådan, at dette område, vi her taler om, ikke er noget ureguleret område. Der findes faktisk regler for, hvornår konfirmandundervisningen skal foregå. Alligevel er kirken og præsterne i en lang række kommuner kommet til kort, og det er vedtaget, at undervisningen må finde sted uden for skoletiden. Hvis der skulle være nogen mening med sådanne regler eller for den sags skyld at have en paragraf i grundloven, der udtaler sig om forholdet mellem kirke og stat, nemlig således, at staten skal understøtte kirken, så måtte det vel være sådan, at det var folketingets pligt at gribe ind her. Men på trods af en samlet henvendelse fra de danske biskopper til ministeren, så er det således, at ikke én eneste folketingspolitiker har råbt vagt i gevær, eller på anden måde er kommet kirken til undsætning her. Det må så betyde, at det som sker med kirken og kristendommen efter indførelsen af heldagsskolen, må være det reelle udtryk for, hvad de folkevalgte ønsker for kirken og kristendommen i landet fremover. Altså, at kirken skal skrumpe og vidensniveauet i folket om, hvad kristendom er, skal reduceres betydeligt. Vi skal med andre ord have egyptiske tilstande, hvor ingen hører om kristendommen og dens historie i landet, så derfor ingen kan forstå, hvorfor der overhovedet er kristne i landet.

Dette indtryk af de folkevalgtes intentioner og ønsker for kirke og kristendom styrkes af den omstændighed, at kristendom, som et område lærerstuderende på landets seminarer skal have et alment kendskab til, har fået et skud for boven, efter at den seneste reform af læreruddannelsen har bragt faget i farezonen, klemt som det er mellem medborgerskab og livskundskab. Hertil kommer den erfaring, jeg tror, vi er mange forældre, der har gjort ved forældrekonsultationssamtaler i vore børns skoler, at læreren i faget kristendom med glød i kinderne fortæller, at de skam ikke underviser mere i kristendom end i de andre religioner – og heller ikke kunne tænke sig at gøre det.

Alt i alt er kirke og kristendommen under stort pres fra de danske politikere, der leder landet på Christiansborg og ude i kommunerne. Symbolsk for denne tendens i samfundet - altså, at den evangelisk lutherske kirke er den danske folkekirke, men understøttes som sådan ikke længere af staten – er det, at det teologiske fakultet i Aarhus er nedlagt og snart følger København efter.

Vi må altså konstatere, at kirken og troen i landet, som vi kender den, vil forsvinde, og understøttelsen vil gå samme vej. Forbindelseslinierne mellem kristendommen og børnene og de unge skæres af stat og politikere over, og på den måde kan vi sige, at kirken og troen musealiseres. Det, der bliver tilbage, vil altså være en art mystisk nysgerrighed for det fortidige og det sære og anderledes, omtrent, som når danskerne på ferier i andre lande går ind i disse landes helligdomme bag kameraets nyfigne linse.

Kristendommen skal imidlertid ikke være et relikt, en museumsgenstand, hvor alt er dødt og fortidigt. Tværtimod er kirken bygget af levende stene og troen er den ånd, den sjæl i det hele, der bringer kærligheden ud til folket. Kristendom er mennesker med noget på hjertet for livet og samfundet nu og her. Desværre, er der, som nævnt, en front mere, der kæmpes ved. Det drejer sig om kirkens ret til og mulighed for at bringe det gode budskab ud til mennesker, som ikke kender Jesus og det rige han kommer med. M.a.o. Jesu Kristi missionsbefaling til enhver kristen er under beskydning i dagens Danmark. Det er nu ikke sådan, at missionsarbejdet altid har haft god vind og positiv opmærksomhed fra de statsliges eller kirkeliges myndigheders side. Da Bone Falck Rønne således i 1821 stiftede Det Danske Missionsselskab skete det ikke uden trakasserier med biskopper og embedsmænd. Der var udbredt skepsis hos de fleste biskopper. Den tids fynske biskop Plum forbød ligefrem sine præster at deltage i noget sådant, og forlangte opstillede indsamlingsbøsser rundt om i de fynske kirker fjernet øjeblikkeligt. I Kancelliets missionsudvalg sad biskopperne også og modarbejdede Rønne og DMS. Det var kun på grund af prins Christian Frederiks og Caroline Amalies, samt biskop Münters (Sjællands biskop) velvilje at DMS kunne oprettes. Modviljen var dengang begrundet i den holdning, at Guds ord ikke skulle spildes på hedninger, der jo allerede tidligere havde hørt apostlenes forkyndelse.

I dag er vi vidne til noget lignende, der pudsigt nok også har udspillet sig udi Fyns Stift. For, som en har udtrykt det, så står kampen her mellem dialogfolk og missionsfolk, så at sige. Løftet op på en overordnet historisk plan, er det, som her er på spil, netop kirkens mulighed for at efterleve missionsbefalingen – både forstået som en indre og en ydre fordring. Og denne fordring, som selvsagt er uomgængelig for kirkens selvforståelse, står der nu altså kamp om. At være et tålt reservat for ”sære” troslærdomme eller en skjult forening, der lever i frygt for myndighedernes søgelys, vil kunne blive følgen af en opgivelse af fordringen. Et vilkår, mange kirker ude i verden kun kender alt for godt. I de fleste mellemøstlige lande, f.eks., er mission forbudt. Derfor må alt foregå i det skjulte og under store farer for liv og helbred. Men også kirker rundt om i Europa oplever det store pres fra myndighedernes side. Et pres om, at holde det kristne budskab inden døre, så at sige: kristendommen må ikke være synlig i det offentlige rum. Derfor ser vi sager rundt om i Europa, hvor myndighederne ønsker forbud mod krucifikser i klasseværelser, fadervor ved morgensamlinger, kvinder med korssmykker på arbejdet og i det offentlige rum i det hele taget, osv., osv.

Det er vigtigt at have for øje, at opgives muligheden for mission og forkyndelse allerede som mulighed af hensyn til det gode hensyn, f.eks. til den fredelige sameksistens mellem trossamfund, ateisters forargelse eller hvad ellers, man ville kunne tænke sig, er det hele kirkens liv, der sættes under pres. Kirkens liv er gudstjeneste og menighedens udfoldelse af troslivet. Mission er en nødvendig del af dette. Hvis den afsnøres ved statslige/kirkelige forbud eller selvpålagt tavshed ender kirken med at blive et reservat, et hemmeligt selskab tålt udelukkende af museale grunde af det omgivende samfund. Den vej fører kun endnu værre tilstande for kirken med sig. Det kan vi i al sin gru ved selvsyn konstatere, når vi åbner for vort tv og hører om de kristnes situation i Mellemøsten.

En dåb er altid en barnedåb

af Nana Hauge

Sidste år ved denne tid var der i Jyllandsposten en artikel om, at et stigende antal unge og voksne vælger at blive døbt. Der er ikke tale om danskere med anden kulturel-etnisk baggrund men derimod om de generationer (sikkert 70er generationen og opefter) der ikke er blevet barnedøbt. Det var alle selvfølgelig glade over; men – for der var selvfølgelig et men – med det stigende antal voksendåb, udtalte en biskop og en professor, bør vi lave et dåbsritual for voksne, således at læsningen fra Markusevangeiet om de små børn der kommer til Jesus, udelades. Efter disse lærdes mening er denne læsning malplaceret når et voksent menneske selv har taget en moden og velovervejet beslutning om at blive døbt.

Der er heldigvis ikke sket noget i den retning og der kom heller ikke megen debat ud af den artikel – måske fordi det er et helt igennem fjollet forslag. Men så for et par uger siden dukkede følgende statusopdatering op på min facebookside:

Barnedåb er mest almindeligt. Men der er behov for en dåbsteologi - måske endda dåbsritual? - der mindre ensidigt bygges op over Jesus og de små børn. Evangeliets gavekarakter udtrykkes ikke kun ved "barnedåb" af BÅDE børn og voksne.

Dette medførste en lang diskussion og i det følgende vil jeg derfor gerne uddybe de synspunkter jeg gav udtryk for i den forbindelse.

Selvfølgelig kan man udtrykke evangeliets gavekarakter på andre måder end ved at fremhæve menneskets forhold til Gud som et barneforhold. Det ændrer dog ikke ved, at en dåb er altid en barnedåb. Også hvis det er en voksen, der døbes. Og at det at tro ikke er andet end at blive som et barn, uanset modne overvejelser og beslutninger.

Derfor hører Markuslæsningen selvfølgelig med til dåbsritualet. Det har den gjort, siden Kirken begyndte at praktisere barnedåb i det 3. århundrede. Her har den siden da fungeret som den teologiske begrundelse for barnedåb. Fortællingen handler ganske vist ikke om dåb, men den siger noget om, hvad der sker i dåben.

I dåben sker der det, at mennesket – uanset alder – får barnekår. Også når det er en voksen, der døbes. Ligesom det lille barn i et og alt er afhængigt af sine forældre, således er mennesket gennem dåben henvist til sin skaber. Dåben er ikke en begyndelse, mennesket selv sætter i sit liv ved at tro; den er en bekræftelse på den begyndelse, som Gud har gjort én gang for alle gennem Jesu død og opstandelse (Rudolph Arendt, Tænkning og tro p. 214).

Beskrivelsen af Gud som en kærlig far og menneskene som hans børn udfoldes igennem hele Bibelen. I Det gamle testamente er fader én blandt mange måder at beskrive Gud på. Vi kan fx læse at: Dengang folket, Israel, vandrede 40 år i ørkenen, bar Gud Israel, som en far bærer sin søn. ( 5 Mosebog 32,18)

I Det nye testamente er fader- eller forælderbilledet ikke bare et blandt mange gudsbilleder, men det helt centrale gudsbillede. Ja, mere end det, for i Det Nye Testamente er Gud ikke bare som en far. Gud er den omsorgsfulde og tålmodige far. Dette afspejler et nyt gudsforhold: mennesket kan nu henvende sig til Gud, som det lille barn henvender sig til sin far: I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba (Romerbrevet 8)

Vi er da ikke bare som Guds børn, men vi er Guds børn. Det er derfor vi kan bede: Fader vor. Billedet af Gud som far er derfor ikke et blandt mange billeder men det gælder helt afgørende for vores forhold til Gud, at det er et barneforhold.

Utallige salmer i den danske salmebog gennemspiller det samme tema. At Gud er far og de troende hans børn er således ikke bare et af mange aspekter af Gud, men det helt overordnede, der kristeligt set er at sige om Gud. Vi er alle af Gud faders små, og at være i Guds favn er saligheden såvel ved livets begyndelse, i dets midte og ved dets afslutning, så vi også når døden kommer, kan i” (At sige verden ret farvel)

Favnen, Vor Herres favn, eller Vor Herres arme, er netop der, hvor den kristne vokser i sin kristelige vækst, mente Grundtvig. Skulle Grundtvig finde et navn til eller et billede på frelsens sted, tænkte han netop på Guds favn eller Guds arme (Chr. Thodberg, Dåben og dåbsritualets historie, forelæsningsmanuskript 1998). Hvem er det der ligger i favn eller arm? Det er jo der, det lille barn ligger!

Favnen som frelsens sted viser os hen til, at i forhold til Gud er vi altså at ligne med spædbørn, der bæres i favn, uanset hvor voksne og velovervejede, vi føler os. Dette understreger, at ligesom det lille barn ikke skal gøre sig fortjent til forældrenes kærlighed - på samme måde kaldes et menneske heller ikke kristent, fordi det gør dette eller hint, men fordi det lader sig skænke den nåde som Kristus har givet det (Martin Luther).

Derfor er det ikke spor forkert at læse fortællingen om Jesus og børnene, når man står over for et voksent menneske, der har taget en velovervejet, moden beslutning. Alverdens beslutninger, gode hensigter og inderlig dybfølt tro og modne overvejelser kan nemlig ikke ændre ved, at forholdet til Gud er et barneforhold.

Støder det den, der kommer til dåben, væk fra Kristus? At han eller hun skal modtage Guds rige ligesom et lille barn? Måske – men i så fald er det ikke første gang at det budskab har stød nogen væk.

Vi hørte sidste søndag i kirkeåret, at evangeliet er skjult for de vise og forstandige, men derimod åbenbaret for umyndige og spæde. Ja evangeliet er ligefrem en forargelse for de vise og forstandige og velovervejede.
Heller ikke da Herren selv gik lyslevende rundt på jorden fattede ret mange hvem han var, men de spæde og de diende hyldede ham ved templet i Jerusalem. Og for at understrege, at det var de spæde, de umyndige, han var sendt til, åbenbarede Gud sig da også selv som spæd i barnet i krybben. Født af en fattig pige fra Nazareth. Skjult. Kun opfattet af nogle hyrder på en mørk mark og nogle vismænd fra et fjernt land.

Ganske rigtigt opstanden fra de døde; men der var ingen vidner til opstandelsen. Der var kun kvinderne ved den tomme grav. De var bange. Ikke nogle særligt pålidelige opstandelsesvidner, set i lyset af at kvinder på Jesu tid blev opfattet som umyndige personer. Derfor tvivlede mange også på deres beretning og opfattede det som svindel og humbug.

Kirkens første forkyndere var altså umyndige. På deres umyndige vidnesbyrd opstod den kristne kirke. Al den stund at de bange kvinder er kirkens første forkyndere af det glade budskab at Kristus er opstanden, er det derfor underligt, at man de sidste 20 år – i takt med kvindernes indtog som præster i folkekirken – taler så bekymret om, at Den danske Folkekirke er ved at blive en kvindekirke. Nu er det igen det store emne i den kirkelige tabloidavis, Kristeligt Dagblad.

Kirken har vel altid været en kvindekirke. Kvinder har altid siddet på kirkebænken, ligesom kvinder traditionelt har stået for, at den kristne børnelærdom blev varetaget i hjemmene. Min farmor var præstekone. Hun prædikede ikke i kirken om søndagen. Men hun strikkede tæpper til Mother Teresa sammen med sognets damer. Hun var FDF-leder og hun spillede i den svenske sømandskirke og besøgte de gamle på plejehjemmet i Hirtshals længe efter, at min farfar var død.

Men nu taler folk i den kirke, der ellers bryster sig af ikke at være en præstekirke, om at kirken er blevet en kvindekirke, fordi antallet af kvindelige præster er steget. Det hører ingen steder hjemme i en luthersk kirke, hvor det jo ikke er præsten der udgør kirken, men menigheden. Selv bygger ånden kirke bedst trænger så lidt til drot som præst”, som Grundtvig skriver. At der er mange kvindelige præster gør ikke kirken til en kvindekirke – mere end den i forvejen er, når man tager i betragtning, at over halvdelen af dens menighed udgøres af kvinder.

Hvorfor så bekymringen? Jo, de kvindelige præster er angiveligt skyld i kirkens proletarisering. De er skyld i, at der drives for lidt teologi og for megen omsorg. Som om de to ting er modsætninger.

De er skyld i præstembedets tab af autoritet, ja tab af myndighed. De bekymrede burde da besinde sig på, at evangeliet er for de umyndige. Og den grund, kirken bygger på, er Kristus og kvindernes vidnesbyrd. Kirken bygger ikke på de vise og ikke på de forstandige. Nej, Guds kraft udfolder sig i det magtesløse. Vi og de bør besinde sig på, at Kristus netop gav afkald på myndighed. Han gav afkald og tog en tjeners skikkelse og ydmygede sig til døden på et kors.

Det betyder ikke, at vi skal deponere vores forstand i våbenhuset, men et menneske kan blive så klogt og myndigt i egne tanker, at det forhindrer dette menneske i at modtage evangeliet. Det kræver nemlig ingen verdens ting at modtage evangeliet. Derfor kræver heller ikke dåben nogen forudsætninger, forstand, eller myndighed. Dåben kan alle modtage. Den er noget man får, når man modtager det, som et lille barn ville gøre. Derfor er en dåb altid en barnedåb.

Adventssalme

af Peter Danielsen

Som glædens flamme kom du nær
at stråle for hvert hjerte her
i vinterskumringsdage
Dit evige begejstringsmod
brød gennem sindets sorte sod
i håbets lysestage

Du bød os op af tvivlens dynd
på kærlighedens bud: begynd
at trodse nattens dunkle
for du var også selv forladt
men dybet gemmer på en skat
som nåden lader funkle

Når mørket har fortættet sig
og sne blokerer livets vej
er du en gylden kile
der smelter sorgens tunge sang
der åbner vejen gang på gang
så sorgen selv må smile

Forelskede forløsningsord
din skabelse fra mørket gror
og bliver livets stamme
og vi er et med træet selv
forenede trods alle skel
engang og med det samme

Danmarks forkætrede ideologikritiker

af Hans Nørkjær

Anmeldelse af "Søren Krarup og hans tid"

Lad os til en begyndelse anskue det nøgternt: Søren Krarup har haft en stor betydning for Danmark igennem årene. Han har været med til at give Dansk Folkeparti intellektuel ballast og gennemslagskraft, og han har været en markant konservativ stemme i den samfundsmæssige og teologiske debat, især siden han var den første til for alvor at sætte gang i den indvandrings- og integrationsdebat, som har været så afgørende for det politiske billede i Danmark de sidste godt 30 år. Men der ophører enigheden nok også. Folk går hver til sit, hæver stridsøksen og slagter løs omkring sig med enten anstændigheden eller forsvaret for Danmark som hjemmel.

Indblik

Med Mikael Jalvings biografi om Søren Krarup er det med et slag (265 sider) blevet muligt på en forholdsvis enkel måde at sætte sig ind i de væsentlige opgør og oprør, som Søren Krarup har været bannerfører for, og på hvilket grundlag og imod hvilke modeluner, han har ført striden – både på den åbne presse-slagmark og i mere perifere sammenhænge, såsom arbejdsfællesskabet Tidehverv. Enhver, der hovedkulds vil beskylde Søren Krarup for både ideologisk nationalisme og simpel racisme, bør, hvis man ikke magter at kaste sig over mandens egne værker, som minimum læse denne biografi først. Et eksempel fra bogen: ”At gøre mennesket til et racevæsen er at umenneskeliggøre det på samme måde, som når man gør mennesket til et klassevæsen. Det er dæmoni. Livet er ikke et biologisk spørgsmål, men det stik modsatte. Det er et spørgsmål om skyld og ansvar.” Stridbare personer af en anden overbevisning end Krarups vil muligvis hævde, at Krarup i så fald ikke lever op til sine egne ord, men den vigtige skelnen ligger for Krarup et meget vigtigt sted, nemlig mellem kritik af tankesystemer og mellemmenneskelig handlen. Islamkritik kan aldrig blive racisme, og en streng indvandringspolitik er ikke i strid med næstekærlighed.

Religionskritik

Hvis der er noget, der har kendetegnet Søren Krarups virke igennem årene, så er det en enestående evne til at mene noget andet, end hvad ”man” mener. Ja, Søren Krarup har faktisk langt hen ad vejen været kritiker af, hvad man kan kalde en kulturel og elitær småborgerlighed. Han har nemlig med åben pande gennem årene kritiseret alle dem, der ellers har været de selvudnævnte forkæmpere for ”den gode smag og tone” samt spydspidserne for ”den politiske korrekthed”.

Søren Krarup har bl.a. forsøgt at påvise, hvordan den, der dikterer tænkningen og ideologien, har magten. Han har nemlig bedrevet ideologi- eller religionskritik – hvilket ellers er noget, man ofte tillægger marxister og andre venstrefløjsfolk. Han har taget troen fra pæne folk: Troen på humanismen, demokratiet, menneskerettigheder osv. Og det har han gjort ud fra en enfoldig tanke om, at ingen menneskelige systemer er gode i sig selv, for de er aldrig bedre end de magthavere, der håndhæver dem, hvilket desværre (ak!) er smålige og fejlbarlige mennesker. Derved har han peget på, at slige smukke tankesystemer altid truer med at slå om til deres modsætning og blive totalitære, undertrykkende og destruktive i tolerancens eller humanismens navn. Og selvfølgelig er det ikke rart at få at vide, at al den gode vilje måske ikke har den tilsigtede effekt. Som Rune Lykkeberg har gjort opmærksom på, har Søren Krarup bedrevet en humanismekritik, der sine steder er parallel med venstredrejede bevægelser rundt om i Europa. Derfor kan Mikael Jalving også sætte Krarups tanker i forbindelse med en tænker (ofte elsket af venstrefløjen) som den franske filosof og poststrukturalist Michel Foucault. Krarup gør det blot ud fra et borgerligt konservativt udgangspunkt, men det er måske ikke så underligt i et samfund, hvor socialdemokratismen har sejret så meget af Helvede til, som den har i Staunings og Jens Otto Krags Danmark.

 

Den nødvendige polemik

Krarup giver faktisk en mulighed for i en lang række samfundsspørgsmål at vende bøtten, så vi ikke bare tager vores egen mavefornemmelse og politiske og moralske pænhed for gode varer. For det kunne jo være, at virkeligheden stod over utopien. Det er nødvendigt at bedrive polemik og ikke dialog, hvis man mener, man er underlagt en uudtalt fordomsfuld diskurs, som man ønsker at vriste sig fri af, fordi den dikterer spillereglerne. Polemik kan nemlig ryste posen og måske endda hælde hele parnasset af brættet ved at afsløre den såkaldte objektivitet som ren og skær ideologiproduktion. Det behøver man ikke være konservativ eller reaktionær for at mene; men at det er Krarup, der har været en af de tydeligste ideologikritiske røster herhjemme er et faktum, der desuden siger noget om den originalitet med hvilken han har fremturet.

Mikael Jalvings biografi kan anbefales til alle, der vil have et loyalt indblik i denne forkætrede mands virke og tænkningen, der ligger bag.

Søren Krarup – og hans tid
Mikael Jalving
People’s Press, 2014
265 s.

 

Halloween i kirken

af Marie Høgh

Replik til debatindlæg i Præsteforeningens Blad 21. November 2014/47

Ifølge overtroen er natten mellem den 31. oktober og 1. november den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden for at skræmme eller gøre regnskaber op. Dette er udtryk for en overtro, der er dybt uforenelig med den kristne tro. Ikke desto mindre har kirker landet over taget overtroen til sig for at få kunder i butikken - ”det er jeg ikke for fin til” udtaler en sognepræst til Kristeligt Dagblad. Her i Seem er vi heller ikke for fine til at åbne kirken – men fordi vi forkynder evangeliet om syndernes forladelse og det evige liv – opstandelsestroen - og ikke fordi vi hylder overtroen.

Sådan lød det fra prædikestolen til en næsten fuld Seem Kirke Allehelgens Søndag – og havde der blot siddet tre, ville vi ikke tælle efter, men passe vores opgave og forkynde Guds ord til sit menneske, fordi vi gennem præsteløftet har forpligtet os på at forkynde rent og purt. Lettet over, at der går et helt år inden Halloween-idiotien igen tager spalteplads i aviserne og gudstjenestelisterne, kunne adventstidens forberedelse og forventning begynde. Små tre uger senere bringer Præsteforeningens Blad et debatindlæg, der med friske orange bogstaver og lysende græskarmænd mest af alt ligner en side fra et Anders And Blad, som skribenterne på debatindlægget i øvrigt gentagne gange genviser til. Halloween er vel kun uhyggeligt for den, som tror på overtroen, men at det farveladeglade indlæg Halloween i kirkerne overhovedet får spalteplads i folkekirkepræsternes fagforeningsblad, dét er uhyggeligt. Ikke fordi det er udtryk for en velmenende, glad aktivisme, det er der jo så meget der er, og fred være med det, men fordi det formidler en forvredet forståelse af præstens opgave og evangeliet.

Det øgede salg af græskar til velsmagende supper, bagværk og ikke mindst uhyggelig udhulning bliver i indlægget en anledning til at få menigheden i tale på en anden måde. Ifølge debattørerne skal evangeliet lyde ad omveje, nemlig ind i Halloweens gys og gru. Dette går ret imod en evangelisk luthersk opfattelse af forkyndelsen, som skal lyde ind menneskets hverdagslige liv, hvor Guds ord møder mennesket i øjeblikket med fordringen om at være Gud, livet og næsten tro, om at efterkomme kravet om at elske vores næste, hverken mere eller mindre. Leve i troskab mod det almindelige liv, i omsorgen for de små ting, i kærligheden til et andet menneske, i det sande og almindelige menneskeliv, som så ofte går i stykker for os, fordi døden i mange skikkelser huserer i blandt. Ikke kun i natten mellem den 31 oktober og 1. november.

Men frygten skal mødes af evangeliet, lyder det retfærdiggørende argument for at tivolisere kirken, fylde den med lysende græskarmænd, spindelvæv og børn klædt ud som genfærd og skeletter, så kirken danner ramme om den rigtige stemning. Det er en direkte misforståelse af præstens opgave, hvis man bilder sig selv og menigheden ind, at man skal lave et set-up, som evangeliet skal lyde igennem. Forkyndelsen af evangeliet har intet med stemning at gøre, og vi skal slet ikke forsøge at få folk til at føle det ene eller det andet. Det skal vi ikke, fordi vi i forvejen kommer til kirke som mennesker i vores følelsers vold; altid stedt midt i menneskelivet med glæde og sorg, lykke og melankoli, med den store eller lille uro, med fortvivlelsen som livsvilkår.

Der, hvor vi støder mod grænserne for vores egen formåen, der fortvivler vi. Og i kirken bliver vi taget imod i den fortvivlelse. Her skal ikke forkyndes menneskets grænseløshed i form af spøgelser, der vandrer hvileløst rundt på grænsen mellem liv og død, men derimod Guds evighed. Den evighed, som fortvivlelsen savner. Den evighed, som griber ind i tiden, gennembryder tidens og det skabte livs grænser og holder mennesket fast på at leve livet i dette nu – i tiden med dets næste.

Vi tror på det evige liv, det vil netop sige, at vi ikke lever ud i en grænseløs fremtid, men at døden, som vi hader og frygter, er grænsen, afslutningen og vilkåret, der sætter livets virkelighed. Enhver forestilling om en tilværelse efter døden eller tilbagevenden til det jordiske liv er hedenskab eller overtro, som aldrig kan få berettigelse i den kristne kirke, end ikke for at den arme synder i genfærdsdragt skal trækkes i kirke og blive et tal på kirkens virkelighed.

Kirken skal derfor ikke skabe en stemning, hverken hyggelig eller uhyggelig, men først og fremmest forkynde den ene grænseoverskridende handling; nemlig vore synders nådige forladelse ved vor Herre Jesu Kristi død og opstandelse. Denne grænseoverskridende handling holder os fast på livet. Ja, holder os fast på det liv, som vi dagligt skal forsone os med netop i troen på, at vi på Guds nåde er tilgivet og derfor kan forlige os med livet som det nu blev. I kristendommen tror vi ikke på, at de døde vender tilbage til et grænseland mellem livet og døden i dødens dragt for at gøre regnskabet op med os. For døden er adskillelse og ensomhed, døden er rædselsfuld og gør med sin istaphånd skel mellem støv og ånd, som Grundtvig skriver. Dødens absolutte adskillelse kræver en forsoning med vore døde og med livet, vi blev givet at leve sammen med dem og i den form, det tilskikkede os. For vi møder ikke vore kære igen i dette liv i et genfærds dragt, men Kristus møder os i vores næste i en af mine kæres dragt med evangeliets ord om, at vi er tilgivet. På den tro forsoner vi os med vore døde, elskede og savnede.

På den tro takker vi for alle dem, som hører med til vort liv, levende som døde. De levende skylder vi hensyn, de døde skylder vi kun troskab og sandheden. Gud skylder vi lov og tak, fordi Jesu Kristi opstandelse fra de døde stadfæster kærligheden og giver os ret til at sørge, fordi løftet om opstandelsen forkynder Guds ja, til det der var, det, vi har mistet. På det løfte bliver sorg til glæde vendt, fordi livet får evig værdi hos Gud. På det løfte får vi livsmod til at være i vort liv, fordi vi hører Guds ja til det almindelige menneskeliv i medgang og modgang, som et liv, der er værd at leve. Derved er vi givet tilbage til og henvist til at leve det liv, som vi nu engang er sat i.

Tilbage til debatindlægget, hvor det argumenteres at med Halloween, møder evangeliet mennesket, hvor det er. En fuldstændig misforstået opfattelse af evangeliet, der lyder til ethvert menneske og til alle tider, hvor mennesket end er stedt i livet. Det er det liv, evangeliet skal lyde ind i. Ind i det liv, hvor den sande kristne trøst skal lyde, at ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Vi hører altså Herren til, hvad enten vi lever eller dør. Det bliver sagt allerede i dåben, men med andre ord: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. I dåben lyder Guds tilsagn til enhver af os, som de lød til hans egen søn, da han blev døbt i Jordanfloden: Du er Guds udvalgte, hellige og elskede, i dig har jeg fundet velbehag. Og det betyder, at vort liv er taget ud af hænderne på os og erklæret for at være Guds liv. Lovprisningen over døbefont og kiste er ord, der lægger sig ’i lag’ over vort liv og dermed lægger betydning til. Løftet, der sætter sig igennem, giver genlyd i vores liv. Det er den dåbspagt, vi ikke skal rokkes fra, uanset hvad verden og livet byder os. Iklædt den hvide dåbskjole bliver vi genfødt til et nyt liv, til et liv i troen, at Gud i sin evige nåde har skænket os syndernes forladelse og en glædelig opstandelse på den yderste dag. For nok kan mennesker genoplive halvdøde mennesker til samme liv, kun Gud kan genopvække af døde til nyt liv i hans stråleglans. Sådan skal vi genopstå, ikke for at gå igen i dødens verden, ikke klædt i dødens dragt som genfærd eller spøgelse, men sammen med vore kære, elskede og savnede skal vi genopstå i hans evige rige.

Derfor er det ikke blot harmløs aktivisme, når præsten sætter sin hat på sned og vil sælge sin oldemor til sildefoder for at få bænkerækkerne fyldt under overskriften gys og evangelium til Halloween. Det er dybt problematisk, hvis præster tror, at evangeliet skal forkyndes under et ukristeligt påskud. Endelig omtaler debattørerne kødets opstandelse og det evige liv som problematikker. Problemer eller problematikker forbinder vi med noget, der helst skal ryddes ad vejen. Men når vi tror på kødets opstandelse og det evige liv, betyder det, som Krarup har formuleret det, at vi tror på menneskets frelse. Frelsen fra synden, frelsen fra djævlen, som er min egen onde vilje. Frelsen fra døden. Hvis præsterne befatter sig på andet end den enkle sandhed, så går det den gale vej for folkekirken. Prædikenen er da ikke for os fattige, men for de fattige, fordi præsten er mere bekymret for at give folk en mening i deres forvirrede liv end i at holde menigheden fast på, at Gud har sat os til at leve dette jordiske liv for Hans åsyn i skyld og ansvar. Derimod bliver evangeliet gjort til et psykologisk-socialt program, hvor menigheden skal mærke, at de nu har fået nemmere ved livet og Kristus bliver reduceret til en social- og omsorgsmedarbejder, der giver folket omsorg og underholdning i stedet for forkyndelsen af syndernes forladelse og kødets opstandelse, som sætter mennesket i stand til at leve sit liv.

For hvor syndernes forladelse er, der er mennesket, som Horstmann udtrykker det, igen inde i det liv, som Gud arbejder på og vil gøre færdigt, og for hvilket han vil åbenbare sig selv som Gud. Når det først skal gøres plausibelt at tro på Gud under et ikke kristent påskud, er det ikke Guds Ord, der forkyndes, men vor livsopfyldelse med Gud som ekstra garant. Men det er med Krarups formulering kun der, hvor Gud forkyndes som Gud, det vil sige som Jesu Kristi Fader, og mennesket som Guds skabning, kun der er der respekt for mennesket (…) fordi Gud er Gud, er menneskelivet menneskeligt: et konkret, historisk, fordret liv mellem fødsel og død. Det giver plads og frihed for mennesket til at være menneske, til at leve frimodigt for Guds ord. Det er troens tale til hvert enkelt menneskehjerte gennem forkyndelsen af evangeliet, som ingen præst bør holde sig for fin til at varetage.

 

Det handler om mennesket og Gud

af Stine Munch

Jo længere tid, jeg er ansat som præst i Flyvevåbnet, jo klarere står det for mig, at præsters rolle i Forsvaret og i krig er et emne, der er stærke følelser omkring.
Jeg undrer mig, fordi det i min opfattelse blot er en præsteopgave som så mange andre præsteopgaver. Der findes jo også ungdomspræster, fængselspræster og sygehuspræster. Alle har de en bestemt opgave, iblandt en gruppe mennesker, der befinder sig i en bestemt situation.

Det er der generelt ikke noget opsigtsvækkende i, men når man fortæller, at man ud over at være almindelig sognepræst, er præst i Forsvaret, så kan der ske det, at folk vender én ryggen eller endda går og smækker med døren. Det har jeg lidt svært ved at forstå, for først og fremmest er jeg jo netop bare præst i en menighed; hvad enten det er på flyvestationen, på en udsendelse i krig eller hjemme i sognet. Og hvad enten man bærer uniform eller ligger i en sygeseng eller er under 18 år, så er man jo blot et menneske, et Guds barn.

Så hvad er det, der forarger sådan? Jeg begyndte at spørge mig lidt for, og jeg fandt ud af, at det er en udbredt opfattelse at præsterne i Flyvevåbnet velsigner flyene. Specielt kampflyene. Og at værnspræster velsigner soldatens ærinde. Altså i yderste konsekvens: at slå ihjel.

Der er skrevet massevis af artikler om præster i felten. Om præstens opgave blandt soldater i alle tre værn. Mest af os selv, men også af andre. Jeg mener egentlig, at det så rigeligt er afdækket, hvad vi går og laver, men der er tilsyneladende alligevel brug for, at vi fortæller om det igen og igen. Derfor denne lille artikel.

Om den første forargelse: at velsigne militært isenkram. Nej, det skal en præst ikke gøre. Velsignelsen er for levende mennesker. Kun.

Gennem min undersøgelse af, hvad forargelsen skyldtes, fandt jeg dog ud af, at der nok er behov for en afklaring af, hvad man mener med ordet velsignelse. Man bruger indimellem denne vending: Det har du min velsignelse til. Det betyder at man har lov til et eller andet; der ligger en anerkendelse deri. Men når man lyser velsignelsen i en kristen sammenhæng, så betyder det, at man ønsker for den anden person, at Gud er med ham eller hende og giver fred og styrke i livet, som det er. Velsignelsen er en bøn og et ønske om alt godt og Guds nærvær og beskyttelse. Og det ønske og den bøn er jo ikke anderledes ude i felten end hjemme i sognet. Både i krig i fremmede egne af verden og hjemme i den kamp, som livet altid er, har mennesker brug for at være under Guds velsignelse. Derfor er der ikke forskel på når præsten lyser velsignelsen ude og hjemme.

Og skulle det, i et tænkt eksempel, være sådan at fjenden ønsker velsignelsen af en kristen præst, ja, så står vi naturligvis også til rådighed der. Og dette leder videre til endnu et spørgsmål fra de forargede: hvordan kan du, præst, bede for held og fremgang for vore egne soldater og død over fjenden?

Det bør ingen præst gøre. For det holder ikke teologisk, hvis man dæmoniserer fjenden og gør fjenden til den onde. Fjenden er også Guds barn. Guds kamp er en absolut kamp mod ondskab og løgn, men det betyder ikke, at Han ikke er til stede på begge sider af fronten. Skellet angår det enkelte menneske. På den måde bliver præstens forkyndelse også en påmindelse om at behandle fjenden etisk forsvarligt.

Præsten skal forkynde til den enkelte soldat, dog aldrig legitimere soldatens ærinde men være teologisk solidarisk med mennesket bag og fastholde soldatens menneskelighed.

Konkret: i missionen, hvor der bliver slået mennesker ihjel, skal man i sjælesorgen aldrig bortforklare eller negligere skylden, f.eks. under det politiske mandat, men anerkende den og vide, at skyldspådragelse er uundgåelig - og tilsige syndernes forladelse.

For mig er apostlen Peter den største inspiration her. Han svigtede Kristus, sine venner, alt det han havde svoret at kæmpe for. Han ville såmænd også have slået ihjel for at redde sit eget skind. Det vidste Vorherre godt. Og alligevel blev han tilgivet, fik syndernes forladelse. Han blev hel igen, med de ar han havde fået af livet. Han levede med, hvad han havde gjort; Herren selv tilgav ham og fortalte dermed os, at selv efter den største skyld kan man rejse sig igen.
Jeg siger ikke, at soldater, der har slået ihjel, er større skyldnere end andre. Men jeg ved, at skylden over at have taget et andet menneskes liv kan martre én, og jeg ved, at Kristi nåde over et Guds barn sætter fri. Ude eller hjemme. I krig eller i fred. Og det er præstens opgave at forkynde det. I hver en krog og hvor der kaldes på Ordet.

Så, kære venner, ingen grund til forargelse og smækken med døre! Det handler om mennesket og Gud; det er det vigtigste, der er at sige.