Leder

Glædelig jul!

Lad os denne jul tale lidt om Bibelens ubesungne helt, tømreren Josef, der med sin gravide forlovede Maria måtte rejse den lange vej fra Nazareth til Bethlehem for at blive registreret af den romerske kejser. Jo, han havde jo egentlig besluttet sig for at skille sig af med Maria, da han fandt ud af at hun var gravid inden de overhovedet havde været sammen. Det hører vi om i en anden beretning om Jesu fødsel. I al stilhed ville han gøre det for ikke at udsætte hende for alt for megen skam. Josef var nemlig en retsindig mand, står der.

Men Josef skífter mening, da der kommer en engel til ham i en drøm og beder ham lade være med at forstøde Maria og barnet, men i stedet være deres beskyttere. For barnet er fra Gud. Livet blev besværligt for Josef, da han giftede sig med Maria. Vi ved jo ganske vist ikke, hvad Josef har tænkt. Men vi kan måske regne ud, at han nok ikke havde forestillet sig, at hans forlovelse med Maria skulle føre ham ud i de vanskeligheder, han nu befinder sig i. Først: Et barn der ikke er hans, skammen derover, omverdenens vantro, da han vælger ikke at forstøde Maria. Han mister sit gode ry. Sætter sin ære på spil.

Og nu: En fødende kvinde, ingen plads i herberget, og det er nat. Og senere: på flugt fra en tyran, der vil myrde barnet. Mon Josef som nyforelsket havde forestillet sig, hvilke prøvelser, indgåelsen af en forlovelse ville bringe? Livet blev ikke enklere for Josef. Hans troskab mod Maria og barnet havde store konsekvenser. Men vi er slet ikke i tvivl om, at Josef er en helt med hjertet på det rette sted.

Meget fra Josefs historie kender man så udmærket fra sit eget liv. Mon ikke, alle der har familie ved, at livet hverken bliver lykkeligere eller mere enkelt med børn. Om det så er ens egne eller andres. I alle de forhold, vi indgår i, ved vi, at der er omkostninger og besvær. Der er risiko for svigt, og der er skuffelser. Der vil være situationer, der vil sætte vores tålmodighed og trofasthed på virkelig prøve. Nogle gange vil det føles, som om vi forsvinder i det. Men vi ved også, at det samtidig er alle de ting, der får vores hjerte til at slå.

Vi er henvist til at tage imod livet med alt dets møje og besvær. Og det tror jeg, vi kan gøre, hvis vi fatter hvad barnet i krybben egentlig betyder for os. For dette julens barn skænker os en glæde og en fred, som overgår al forstand. Barnet betyder, at Gud er nær, og i barnet ser vi, at den Gud, vi måske fornemmer eller kender, men er i tvivl om eller måske ikke helt stoler på, er kærlighed først og fremmest.

Kaj Munk har sagt: "Når juleaftensskumring sænker sig over tage og huse, da giver Livets hårde almoder endelig sine børn et kærtegn, og derved røber hun sit hjerte." Ofte er mærker vi ikke noget til Guds kærlighed. Han er borte. Eller han anfægter os med de prøvelser, han synes at sende os. Men ikke i julen, for julen er Guds kærtegn og Guds bekræftelse af, at enhver storm går hans ærinde. At ikke en spurv falder til jorden, uden at han er med den.

Det betyder ikke at vi bare med apatisk ligegyldighed nu vil sætte os hen og lade mediernes overskrifter og livets op- og nedture passere forbi os, uden at vi røres af det, men det betyder, at vi kan møde livets utallige nederlag uden fuldstændig at blive overmandet af frygt og bæven.

Om Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel er et nettidsskrift, som drives på frivillig basis. Det redigeres af Stine Munch, Merete Bøye og Nana Hauge. Læs det på nytbabel.dk.

Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412
Konto: 3412 312 082

Du kan også støtte ved at dele Nyt Babels artikler på sociale medier, eller ved at trykke et par ekstra udgaver af pdf-filen og give dem til dine venner eller lægge dem rundt omkring, hvor der kunne tænkes at findes læsere.

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du hente hele Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Del gerne Nyt Babel ud til venner og bekendte, enten ved at linke til nytbabel.dk, eller ved at tage et udprint og give videre.

Præsteløftet - en gave

af Johannes H. Christensen

”Skal præsters sexliv reguleres mere”, spørger Kristeligt Dagblad d. 31. maj. Spørgsmålet vækker erindring om politikeren J. K. Lauridsen, Je Kaa kaldet, der udtalte, at ”næst efter kønsdriften er jernbanedriften den stærkeste af alle menneskelige drifter”. Da jernbanedriften i øjeblikket synes næsten kaotisk, må det vel stå værre til med kønsdriften, hvad en række sager i folkekirken synes at bekræfte: I Københavns Stift er to præster suspenderet efter klager over upassende seksuel adfærd. I Helsingør stift er en præst dømt for mord på sin kone, mens en anden for nylig blev nægtet ordination på grund af kritisable forhold til en eller flere kvinder i fuldbyrdet sjælesorg. Måske ikke så sært, at disse sager popper op, for det forlyder, at en betragtelig del af den danske præstestand stemmer radikalt, partiet med hånden på låret, aldrig på hjertet.

De fleste præster er formodentlig stadig tjenestemænd og dermed underlagt tjenestemandslovens §10s bestemmelse om decorum: ”Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og så vel i som udenfor tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som tjenesten kræver”. Som tilsynsførende for de fire ses deres biskopper ikke at henvise til decorum som begrundelse for suspensionen. For hvad ligger der i ordene agtelse og tillid? Nyder biskopperne agtelse og tillid? Hos nogle, ja! Ikke hos mig og en del andre.

Man mindes Københavns biskop, der med et magtbud lukkede Aalholm Kirke for gudstjenester. Han mente, at kirkens to præster blev syge af menighedsrådet, men hvad de fejlede, forlød der intet om, så det var svært at undgå den mistanke, at de bare ikke gad leve op til de løfter, de forud for deres ansættelse havde givet menighedsrådet, som også blev svinet til af den lokale provst, der velvilligt agerede som en slags kapo for biskoppen. Eller man mindes biskoppen i Haderslev, der overfaldt en præst i Sønderborg, fordi han havde udtrykt betænkelighed ved socialdarwinismen, ”survival of the fittest” – de stærkes ret til riget (Gudsriget?), og beordrede ham til at læse så dødsens kedsommelige teologiske bøger, at han kun kunne blive dummere. De to eksempler viser, at heller ikke biskopperne tager deres præsteløfte alvorligt. Som præsters foresatte burde de frem for nogen leve op til løftets betoning af ansvaret for evangeliets forkyndelse.

Samtlige landets præster har inden deres ordination skrevet under på præsteløftet, der svarer til lægeløftet. Men biskopperne ses ikke at henvise til de suspenderedes præsteløfte; snarere synes mere eller mindre luftige udslag af me too-manien at ligge bag, den mordsigtede dog undtaget. For som decorum-reglen ikke synes at gælde i praksis synes ingen, eller kun de færreste, at anse løftet for bindende.

Jeg tillader mig at bruge mig selv som eksempel. For da præsteløftet åbenlyst står til diskussion, skal jeg sige, at en at de store glædelige begivenheder i mit liv var, da jeg i november 1981 underskrev det i nærværelse af Helsingørs daværende biskop, den gemytlige og elskelige Johannes Johansen, der bagefter trakterede med en opulent og våd frokost! Jeg aflagde det, ikke nødtvungent, men som en gave, et privilegium af samme art, som når man i vielsen lover hinanden at ”elske og ære og leve sammen i medgang og modgang, i hvad lykke, Gud den almægtige vil tilskikke”. Kærligheden er ”det bånd”, siger Grundtvig, ”som gør friere, jo stærkere det binder”.

Men man kan i livet få pålagt eller pålægge sig selv andre bånd, som gør friere, jo stærkere de binder. At få børn f. eks., vejlede, opdrage og tage vare på dem. Kun de allerfærreste kan forestille sig noget værre end brudte bånd til deres børn. Som et sådan bånd har jeg oplevet præsteløftet, og efter bedste (fattig) evne bestræbt mig på at holde det efterretteligt. Om det er lykkedes, må andre afgøre.

Præsteløftet er en smuk og marvfuld tekst. Men det er fra 1870 og derfor forældet, forlyder det. Kingos salmer er over tre hundrede år gamle, er de mon også forældede? Det er skrevet af mænd, indvendes der. Det nye Testamente er også skrevet af mænd, er det nogen indvending? Alligevel kunne en biskop for år tilbage fortælle, at unge teologiske kandidater vred sig af grin ved mødet med teksten, og han syntes at stemme i. 

På en måde forstår jeg forbeholdene. Teksten taler med rene ord.  Man lover ikke at have benyttet sig af uhæderlige metoder for at komme i embede. Er det for meget forlangt? Noget lignende gælder vel for alle andre betroede stillinger såvel private som offentlige. Man lover at beflitte sig på at forkynde ”Guds ord rent og purt”. Er det mon ordet ”purt”, der virker fremmed og altmodisch? I så fald vidner det om den sproglige forarmelse, der præger samfundet generelt. Purt: Renset, lutret, det pure guld, hvad evangeliet jo er. Derfor skal det naturligvis forkyndes som sådant – rent og purt. Man lover også at ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider imod folkekirkens bekendelse”. Det er der åbenbart mange præster, som har svært ved. Man skal jo være tolerant, inkluderende, dialogisk, ikke fordømmende, ikke rethaverisk, regnbue-farvet, som en regnbueøred, ikke støde an og hele tiden prædike, at Gud og Jesus, manden med det pæne skæg, nærer en uendelig kærlighed til alle og enhver og stor godhed for børn, ligesom statsministeren. Men kristendommen er og bliver anstødelig og hvorfor være præst, hvis ikke for at hævde dens kompromisløse sandhed og al anden religion og navlepillende spiritualitet som løgn og bedrag?

Tænk engang en ansættelse, hvor man lover uafladeligt at granske og studere ”Guds ord og troens hellige lærdomme”. Det vil sige læse bøger, fordybe sig i Bibelen og den kristne tradition og tænke over indholdet. Tak præsteløftet for dette generøse tilbud/pålæg! Måske en del præster ikke lever op til løftet og ikke tager imod tilbuddet, men det er i så fald en straf i sig selv, for man bliver dummere af aldrig at udforske og efterprøve det grundlag, man arbejder på.

Endelig lover kandidaten ”med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde sit løfte efter den nåde, Gud vil dertil give”. Altså er præsteløftet ikke at ligne med en juridisk bindende afbetalingskontrakt på en bil eller et tv, men en gave i kraft af Guds nåde, akkurat som munkene snarere opfattede munkeløftet som en nådegave end som underkastelse og tvang.

Det har været anført, at ordene om at arbejde ”med regnskabsdagen for øje” er både meningsløse og absurde. Men den påstand er kun mulig, hvis man ikke gider tænke over, om der måske kunne ligge andet og mere i ordene end ens egen refleksreaktion, der øjeblikkeligt tilsiger: ”Jeg synes, det er noget vrøvl, for ingen tror jo på ”regnskabsdagen” - lig dommedag, altså bør det laves om”. Sådan lyder det forvrøvlede argument. Sagen er, at regnskabsdagen er hver dag; regnskabsdagen betyder, at det er alvor, at ansvar er uløseligt forbundet med embedet, der skal varetages og røgtes omhyggeligt og samvittighedsfuldt, efter den nåde Gud vil give, og ikke i pjat og seksuel mani og narcissistisk selvspejling. Præsten er ikke stand-up komiker, der rabler platheder af sig, men tjener, evangeliets og menighedens. Det gælder helt ud i den daglige stil: En præst, der optræder med hvide ecco-sko under kjolen, giver, bevidst eller ubevidst, udtryk for ligegyldighed over for embedet og står i vejen for det, ja udviser ringeagt over for sin betroede opgave og dermed overfor menigheden. Regnskabsdagen er hver evigt eneste dag, hvor regnskabet gøres op, den dag, som gik, og om hvilken Kingo siger, at ”denne dag har Gud på rente hos mig …”  

Ansvar har at gøre med at svare: ”Je responderay”, sagde Karen Blixen: Jeg vil svare, give svar på tiltale, svare for mig, besvare min opgave, svare enhver sit, svare på livets udfordringer og den nødstedte næstes elendighed, svare til mit gode navn og rygte, svare, når der bliver kaldt. Det kan også siges helt anderledes, som Sophus Claussens Antonius, ”der ingenlunde tillod sig selv, at livet berørte ham uden at give tone” At vi alle kommer til kort og livet igennem står som insolvente skyldnere, ændrer ikke ved det privilegium, det er at efterleve sit præsteløfte. Dette er at arbejde ”med regnskabsdagen for øje”. Som Martin A. Hansen så viseligt skrev: Den ene dag dømmer den anden og den sidste dem alle.    

 

Johannes H. Christensen er pastor emeritus

Shostakovich og Stalin

af Jørgen Bøye Vad

Idéer er mægtigere end skydevåben.
Vi lader ikke folk have skydevåben.
Hvorfor skulle vi så lade dem have idéer?
(Josef Stalin)

 

Sovjetunionen er af mange set som et af historiens frygteligste eksempler på et totalitært styre. Det første man tænker på når navnet høres, er bombastisk kommunistisk propaganda, hårde arbejdslejre og både kold og varm krig. På stalinismens højdepunkt kunne man blive henrettet for at gå den mindste smule imod regimet. Alle måtte bøje nakken for styret, ellers risikerede man at blive smidt i arbejdslejre, hvor folk i gennemsnit overlevede op til 2 år efter ankomst. Det er svært at forestille sig, at kunstens frie ånd nogensinde skulle kunne blomstre under Stalins stålnæve.

Komponisten Dimitri Dimitriovitj Shostakovich levede og komponerede under Stalins regime, og det bærer hans musik præg af. Overraskende nok var ikke alle kunstnere officielt under formel censur i Sovjetunionen, selv ikke under Stalin. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man nogensinde kunne være fri fra repressalier, da al form for ukommunistisk eller kontrarevolutionær adfærd kunne straffes med fængsel, gulag eller dødsstraf. Selv om man ikke var under officiel censur, kunne man blive henrettet for enhver form for ytring, der gik imod styret, deres metoder eller ideologi. Det var cirka som i Orwells 1984, sådan at: ”Det var ikke ulovligt. (Intet var ulovligt, eftersom der ikke længere fandtes nogen love), men hvis det blev opdaget, kunne man være ret sikker på, at det ville blive straffet med døden.”

Styret bestemte ikke kun, hvad man måtte udtrykke, men også hvordan man skulle udtrykke sig. Under stalinismens højdepunkt kunne man melde enhver til KGB, og med næsten intet eller nogle gange slet intet bevis få dem tvangsdeporteret til Sibirien. Selv kunst, der ikke havde nogen åbenlys mening, kunne lige så godt få en sendt til den visse død, hvis det ikke passede ind i Stålmandens foretrukne stil kaldet ”Sovjetisk realisme”.

Sovjetisk realisme

Sovjetisk realisme var et flydende begreb. Man ønskede en form for kunst, som var realistisk, dvs. som afbildede tingene, som de var. Samtidig ønskede man kunst, som proletariatet kunne forstå, og som hyldede revolutionen og Sovjetunionens idealer. Det kan virke lidt modstridende, at kunsten skulle være samtidig realistisk og idealistisk, men når man ser på fx plakater og skulpturer fra den tid, så får man en vis forståelse af, hvad det var for en stil. Sovjetisk realisme var fokuseret på bombastiske, idylliske og romantiske afbildninger af Sovjetunionen. Store forherligende skulpturer af Stalin og Lenin. Malerier af stærke arbejdere, store høster, rygende fabrikker og krigsromantik. Billeder var dækket i åbenlyse stærke følelser for partiet, kommunismen og moderlandet. Stalin elskede den slags kunst, da det appellerede til arbejderklassen og bønderne og viste et romantiseret billede af Sovjetstyret.

Sværere var det at finde ud af, hvad der blev forventet af musik, for at den kunne leve op til ideen om sovjetisk realisme. I 1920'erne fandtes der to store foreninger, som havde til formål at skabe særlig sovjetisk, kommunistisk musik: ASM (Association af Samtids Musikere) og RAPM (Russisk Association af Proletariske Musikere). De to foreninger havde vidt forskelligt syn på, hvilken slags musik, der var særligt kommunistisk. ASM gik ind for vild avantgarde og vestligt inspireret modernisme, fordi de syntes, at ”jo mere avantgardistisk musikken var, des mere revolutionær var den”. RAPM gik derimod kraftigt imod alt hvad der smagte af vestlig musik, hvadenten det var klassisk eller jazz og pop, for den slags musik mente de havde ”en sløvende og derfor moralsk nedbrydende indflydelse på arbejderklassen”. RAPM fokuserede meget ensidigt på kampsangen som genre. Til sidst ragede begge foreninger uklar med sovjetstyret, de blev opløst og i stedet dannedes den partistøttede forening SKF (Sovjetisk Komponist Forening).

Shostakovichs eget værk, Glory to Stalin fra 1949, med tekst af Yevgeni Dolmatovski er et godt eksempel på sovjetisk realisme i praksis. Noget af teksten lyder: ”Ære være Stalin! / Gennem slagmarkens flammer / førte han frygtløst det sovjetiske folk. / Store leder, vi ønsker dig / sundhed, styrke og mange år. / Sejrrigt marcherer vi bag dig / mod storartede tider!" Musikken er storladen, grænsende til det karikerede, og er i stil typisk som man ville forvente det af en fædrelandssang i et tidligere østblokland.

Under disse forhold med modstridende guidelines var det svært at vide, hvilket ben man skulle stå på som komponist. Alle kendte til, at der fandtes en universel, usynlig censur. Det var et kendt faktum, at det ikke gik én godt, hvis man gik imod Stalins vilje. Det fortælles om Shostakovich, at han i perioder sov ude i opgangen, for at hans familie ikke skulle forstyrres, hvis han blev arresteret. Det var der ifølge musikkritikeren Jean-Jacques Van Vlasselaer mange sovjetborgere, der gjorde. Dette siger en del om vilkårligheden i det terrorregime, som Stalin stod for. Bare i løbet af 1920'erne og 30'erne blev 2000 forfattere, intellektuelle og kunstnere fængslet, og 1500 døde i fængsler og lejre. 

Den store terror 1936-'38

Rigtig slemt blev det under det, der er blevet kaldt ”de store udrensninger” eller ”den store terror”. Fra 1936 til 1938 orkestrerede Stalin udrensninger af alle samfundsgrupper. Det gik særlig hårdt ud over partitoppen, militæret, politiet og retssystemet, men heller ikke de intellektuelle og kunstnerne gik ram forbi. I løbet af disse år var 10% af befolkningen på en eller anden måde i kontakt med Stalins straffemaskine. Mere end 600 forfattere blev sendt i lejre, og millioner af bøger blev brændt.

Det er klart, at hvis man som kunstner levede under sådanne vilkår, så kunne man ikke udtrykke sig frit. Det har i høj grad virket hæmmende på kunsten og bevirket, at man udsatte sig selv for en høj grad af selvcensur. Som forfatteren Boris Pasternak udtrykte det: ”Alt er en stor forvirring, ingen forstår noget, og alle frygter et eller andet.” For Shostakovich betød det, at de fleste kolleger prøvede at distancere sig fra ham, fordi de var bange for at blive udrenset, hvis de associerede sig alt for meget med komponisten til operaen Lady Macbeth fra Mtensk, som i Pravda var blevet fordømt som ”formalistisk”. Mere herom senere. Efter 1938 slappede Stalin grebet om kunstnerne en smule, men han strammede det til gengæld igen i 1948 med det såkaldte Zhdanov-dekret.

Zhdanov-dekretet 1948

Foranlediget af Muradelis opera, Det store Venskab, som man ikke mente var tilstrækkelig sovjetisk i sit udtryk, udfærdigede en komite med kulturministeren Vladimir Zhdanov i spidsen det såkaldte Zhdanov-dekret eller 1948-doktrinen, som var et dokument, der skulle udstikke retningslinjerne for den sovjetiske politik hvad angår musik. Dette dekret blev begyndelsen på det, der kaldes for den zhdanovske udrensning (Zhdanovschina).

Den første del af dekretet udgøres af en kritik af Det store Venskab, hvis komponist bl.a. bliver beskyldt for ikke at have udnyttet ”den skat af folkelige melodier, sange, omkvæd, dansemotiver, på hvilke de sovjetiske folkeslags kreative arbejde er så rigt”, for at jagte efter originalitet i stedet for at blive i traditionen fra den klassiske opera, og for at være slået ind på en ”fejlagtig formalistisk sti, som er fatal for en sovjetisk komponists arbejde”.

Derefter slås det fast, at Muradelis opera er en del af ”udbredelsen af en formalistisk tendens blandt sovjetiske komponister”, og som eksempel på dette fremdrages Lady Macbeth fra Mtsensk. Senere nævnes i dekretet navnene på de værste anti-folkelige formalister, og det er så vidt forskellige komponister som ”D. Shostakovich, S. Prokofiev, A. Khachaturian, V. Shebalin, G. Popov og N. Myasovski.”

Zhdanov-dekretet er interessant, fordi det – efter at have leveret en grundig udskamning af alle disse komponister – for en gangs skyld udstikker nogle lidt mere konkrete retningslinjer for, hvad der ønskes af de sovjetiske komponister. Begrebet ”sovjetisk realisme”, som indtil da havde været lidt af et gummibegreb, bliver her beskrevet. Det er måske meget forudsigeligt, at Muradeli bliver revset for, at han ikke har gjort brug af den rige russiske folkemusik tradition, men han bliver også skældt ud for ikke at videreføre ”de bedste traditioner og erfaringer fra den klassiske opera i almindelighed og russisk klassisk opera i særdeleshed.”

Det er både den russiske og den vestlige klassiske musik, som man ønsker at den nye musik skal bygge videre på, og det nævnes bl.a., at ”den realistiske trend i sovjetisk musik … er baseret på en anerkendelse af den klassiske arvs enorme progressive rolle.” Dekretet kritiserer de sovjetiske komponister for at have forkærlighed for kompleks instrumental musik og for at have en foragtende attitude til musikgenrer som fx opera, kormusik og nationale instrumenter. De beskyldes desuden for at være individualistiske og anti-folkelige, og for at isolere sig i elfenbenstårne. 

Dekretet kritiserer desuden, at sovjetiske komponister fornægter polyfon musik, og i stedet sætter atonalitet, dissonans og disharmoni i højsædet. De påstås at have en ”hoven holdning til komponister, der samvittighedsfuldt forsøger at mestre og udvikle den klassiske musiks mekanismer. Vi ser altså overraskende i Zhdanov-dekretet et forsvar for den klassiske musiks harmonik, opbygning, orkesterbesætning og tonalitet.

Skældsordet ”formalistisk” anvendes dog 14 gange i dekretet, uden at det bliver forklaret, hvad man egentlig mener med ordet. Begrebet formalisme blev senere af Haldor Laxness beskrevet som ”et tomt ord, et stalinistisk skældsord mod snart sagt enhver slags skabende kunst”, og Niels la Cour beskriver det som ”et universelt anvendeligt skældsord med en broget og grumset betydning i retning af fortænkt, forskruet, ufolkelig, uskøn, antidemokratisk, kun forbeholdt en hoven elite etc”. (Niels la Cour, Blev Shostakovich misforstået i både øst og vest, 2016). Ethvert værk og enhver komponist kunne falde i unåde hos Centralkomitéen af en hvilken som helst grund, og man kunne tilskrive det ”formalisme”. Det betød, at man som komponist (eller kunstner i det hele taget) i Sovjetunionen aldrig vidste, om man var købt eller solgt.

Komponist under Stålmandens styre

Størstedelen af sit liv levede Shostakovich under kommunistisk regime, men han var ikke altid underlagt formel censur. Som nævnt var formel censur ikke udbredt, men det var til gengæld den uformelle. Man forventedes at censurere sig selv i overensstemmelse med, hvilken slags kunst, regimet ønskede, og det var ikke altid let. Særligt mens Stalin regerede, led kunstnere i Sovjetunionen virkelig under en, forekommer det, ofte ret vilkårlig censurpolitik. I sine unge år nød han relativ frihed, og da Krushchev kom til, nød han godt af ”tøbruddet”, der indtraf efter at han og hans kolleger ikke længere sad i Stalins jerngreb.

Dimitri Dimitriovich Shostakovich blev født i Skt. Petersborg1906, direkte ind i den progressive russiske intelligentsia. I 1917 kom kommunistpartiet til magten i Rusland. Den kongelige familie var blevet slået ihjel, og landet var nu under Lenins styre. I mange århundrede var folket blevet mishandlet under zarstyret, og nu var der håb om en lysere fremtid. Shostakovichs familie havde et ry for at have været imod zarstyret, og hans bedstefar blev i 1866 deporteret til Sibirien for medvirken ved et attentatforsøg på Alexander II, så der var god grund til at Shostakovich var forhåbningsfuld om regimet i sine unge år. Som lille var han ”helt på oprørets side”, hvilket bl.a. ses af, at den tiårige dreng skrev klaverstykket Sørgemarch til minde om revolutionens ofre. Der var slet ingen censur dengang, hvilket viser, at det var Shostakovichs egen holdning, han udtrykte. Som kun 13-årig begyndte den usædvanlig talentfulde dreng i 1919 på konservatoriet i Petrograd, som Skt. Petersborg nu hed.

Shostakovichs ungdom var præget af en høj aktivitet og stor diversitet i udtryk. Sovjetunionen, herunder kulturpolitikken, var stadig under opbygning, og mens man havde en idé om, at musikken skulle være ”proletarisk” og ”socialistisk”, var der mildest talt ikke enighed om, hvordan dette skulle komme til udtryk. Niels la Cour skriver herom: ”Derfor var der inden for kulturpolitikken i disse år et 'alt er tilladt og alt skal prøves'-klima … Under disse omstændigheder kunne den unge Shostakovich rigtig boltre sig, og det gjorde han så.” Mellem 1922 og 1935 skrev han bl.a. to operaer, tre symfonier, 24 præludier, Aforismer, en masse filmmusik og meget mere. Hans første symfoni (1925) gjorde ham verdensberømt. I 1927 blev Stalin generalsekretær, men der skulle gå endnu nogle år, inden han strammede grebet om de sovjetiske kunstnere.

I 1932 skrev Shostakovich sin 2. opera, Lady Macbeth fra Mtensk, som straks blev godt modtaget af anmelderne, der kaldte den for den ”bedste russiske opera siden Tjajkovskijs Spader Dame, og et eksempel på frugterne af den nye sovjetiske kulturpolitik.”

Ud i kulden (1935-37)

Men alting vender, da Stalin beslutter sig for at se Lady Macbeth fra Mtensk i Moskva d. 26. januar 1936. To dage senere kunne man læse en leder i partiavisen Pravda, som indeholdt en sønderlemmende, omend ikke særlig konkret kritik af operaen. Overskriften lød: ”Forvirring i stedet for musik”, og den anonyme anmelder skrev bl.a.: ”Fra første minut blev tilhøreren rystet af bevidst dissonans, af en forvirret strøm af lyd.” længere nede i teksten skriver han: ”Mens vore kritikere, inklusive musikkritikere, sværger til socialistisk realisme, får vi med Shostakovichs værk serveret den groveste form for naturalisme. Decideret truende i tonen var sætningen: ”Det er en leg med dygtig opfindsomhed, som kan komme til at ende meget dårligt.” To gange i anmeldelsen beskyldes Shostakovich for ”formalisme”.

Nogle (heriblandt Shostakovich selv), mente det var Stalin selv, der stod bag anmeldelsen, og sikkert er det i hvert fald, at Stålmanden var helt enig i den og gav den sit blå stempel. Efter denne anmeldelse blev Shostakovich betragtet som en folkefjende. Næsten alle de anmeldere, der havde været positive, vendte nu på en tallerken og erklærede sig enige i Pravdas holdning. Pravda-artiklen blev også afsæt til, at partiet opfordrede til, at man skulle afsløre andre ”formalister”.

Shostakovich blev af Komiteen for Kunstneriske Affærer bedt om at afsværge sig sine formalistiske fejltagelser, og han blev sat under formel censur, således at alle fremtidige større værker skulle godkendes af Komiteen for kunstneriske Affærer. Alligevel nægtede Shostakovich at undskylde.

Han blev også ramt økonomisk, idet kun få turde at opføre hans værker efter Pravdas dom over Lady Macbeth fra Mtensk. Hvor han normalt tjente 10.000-12.000 rubler om året, tjente han nu kun 2.000-3.000, og han stiftede også gæld.

Senere i 1936 begyndte også Den store Terror, som jeg allerede har berørt. Flere af Shostakovichs nære venner og familiemedlemmer blev arresteret, fængslet og endda henrettet. Det, sammenholdt med partiets negative dom over ham, gjorde at han rystede af skræk ved tanken om den planlagte opførelse af hans nykomponerede 4. symfoni, som havde et avantgardistisk præg, der nok ikke ville kunne beskrives som ”sovjetisk realisme”, og han endte med at trække symfonien tilbage.

Taget til nåde (1937-1945)

Shostakovich havde nu brug for at bevise, at han var en god sovjetborger og ikke en fæl formalist. Han skrev i 1937 sin umådelig succesfulde femte symfoni. Det bemærkes, at Shostakovich har valgt at kalde det for den femte symfoni på trods af, at han trak sin fjerde symfoni tilbage. Her vender han tilbage til den klassiske form med fire satser og holder sig fra at eksperimentere alt for meget. I en avisartikel, som angiveligt skulle være skrevet af komponisten selv, omtales symfonien som ”en sovjetborgers svar på berettiget kritik.” Symfonien blev utrolig godt modtaget af både publikum og kritikere. Et vidne sagde, at folk græd under largoen, og efter opførelsen rejste folk sig op og klappede vildt, mens dirigenten holdt partituret op over sit hoved. Nu var Shostakovich tilbage.

Også den syvende symfoni (1941) syntes af hylde den kommunistiske ideologi. Den fik tilnavnet ”Leningrad” og blev opfattet som en hyldest til byens seje modstand imod den tyske belejring af byen. Både i øst og vest blev den godt modtaget, som et udtryk for modstand imod fascismen.

Men så træder Shostakovich uden for partilinjen igen med sin fantastisk kraftfulde 2. klaverkoncert (1944). For det første valgte han at tilegne den til sin netop afdøde ven, Ivan Sollertinsky, som var ret upopulær hos regimet. For det andet bruger han i 4. sats (allegretto) en jødisk klingende klezmer-agtig melodi, som han senere også anvender i bl.a. den berømte 8. strygekvartet. Det var modigt af ham at benytte en jødisk melodi, for selvom Stalin var knap så antisemitisk som Hitler, så var han ikke specielt vild med jøder.

Skruen strammes (1945-1956)

Helt oprørsk bliver Shostakovich dog først i 1945 med sin niende symfoni, som ganske åbenlyst ”rækker tunge” ad Stalin. Denne frækhed blev skæbnesvanger for ham.

Som blev Shostakovich omtalt i Zhdanov-dekretet som det største eksempel på ”anti-folkelige og formalistiske forvanskninger” inden for sovjetisk musik. For Shostakovich betød den zhdanovske udrensning, at han mistede sine professorater på konservatorierne i Leningrad og Moskva, samt at de fleste af hans værker blev forbudte (heriblandt den 9. symfoni), hvorved han han mistede langt størstedelen af sine indtægter.

Det viser noget om vilkårligheden i den stalinistiske kulturpolitik, at Shostakovich kun et år senere, i 1949, blev bedt om af udenrigsministeren at repræsentere sovjetisk kulturliv ved Verdensfredskonferencen i New York. Shostakovich takkede nej og blev derefter ringet op af ingen ringere end Stalin. I samtalen påstod Stalin, at han intet vidste om, at der eksisterede en forbudsliste, som bl.a. Shostakovich stod på. ”Censorerne har … taget et forfejlet initiativ … Det problem skal vi nok klare, kammerat Shostakovich.”

Efter Stalins død blev ting lettere for Shostakovich, og i 1956 blev Zhdanov-dekretet stort set trukket tilbage. Det blev dog fastholdt, at ”advarslen imod 'formalisme' havde været på sin plads”, hvilket Shostakovich ikke var helt tilfreds med.

De sidste år

I sine sidste år bliver Shostakovich mere og mere slidt og syg. Fra 1965 bliver hans musik mere og mere deprimerende, og kredser meget om døden. Angående de politiske udsagn i musikken, er han noget ambivalent. Mens den 11. og 12. symfoni kredser om landets historie før Stalin og generelt virker til at hylde revolutionen og kommunismen, er den 13. symfoni, Babi Jar, ”umisforståeligt systemkritisk” og rummer igen flere citater fra jødisk musik.

Man kan i det hele taget bemærke, at mens Shostakovich ofte skriver musik, der er positiv omkring 1917 og kommunismen som sådan, så har han vist aldrig sagt så meget som ét positivt ord om Stalin.

Den niende symfoni – en ironisk systemkritik?

Shostakovichs niende symfoni er blevet beskrevet som det mest passivt agressive musik stykke nogensinde, og resulterede som nævnt i, at flere af hans værker blev forbudt, og han mistede sit arbejde. Det var et vigtigt vendepunkt i Shostakovichs forhold til regimet, da det kan betragtes som første gang han med vilje sætter sig imod Stalins vilje.

Hvorfor stykket betragtes sådan kræver både et musikalsk og historisk overblik at se. Efter anden verdenskrigs afslutning skulle sejren fejres i Sovjetunionen med bombastiske parader og hyldester til Stalin, og der var lagt store forventninger på Shostakovich om, at hans niende symfoni skulle være en stor fejring af sovjetisk sejr over landets fascistiske fjender. Lægger man det til, at 9 for store komponister næsten betragtes som et ”magisk tal”, kan man hurtigt se hvad styret havde sat sig i sinde. Den historiske kontekst giver dog kun halvdelen af billedet. For at få en bedre vinkel skal der analyse af musikken til.

Af frygt for at komme til at gå styret imod holdt de fleste sovjetiske kunstnere kortene tæt til kroppen omkring deres holdninger. Shostakovich har heller aldrig, såvidt man ved, sagt noget negativt om hverken kommunismen, regimet eller Stalin. I dele af hans musikalske produktion kan man dog spore en vis kritik, om ikke af kommunismen som ideologi, så dog af Stalins styre. Store dele af den 9. symfoni, specielt 1. sats, kan ses som en bidende humoristisk kritik af regimet, dets ambitioner, propaganda og kunstsyn.

En overraskelse

Mens Shostakovich arbejdede på sin niende symfoni, udtalte han nogle ting til pressen, som ikke kunne få folk til at forvente andet end et storslået værk for en kæmpestort symfoniorkester, kor og

solister. En grandiøs symfoni på linje med Beethovens niende. Det var udtalelser som:

”Utvivlsomt har jeg, ligesom enhver sovjetisk kuntsner, en sitrende drøm om et stort værkm hvori de overvældende følelser, der styrer os i dag, kunne komme til udtryk. Jeg tror, at gravskriften over alt vort arbejde i de kommende år vil være ordet: 'Sejr'”. Og: ”På tærsklen til den forestående sejr må vi ære mindet om de tapre soldater, der er dødet, og herliggøre vor hærs helte i evighed.” Desuden meldte han ud, at symfonien skulle stå i E♭-dur, og det i kombination med at det var symfoni nummer 9, har bidraget til en forventning om et heroisk værk.

Når man hører sætningen ”den niende symfoni”, tænker man uvægerligt på værker som Beethovens storladent helteagtige ”Freude schöner Götterfunken” fra hans 9. symfoni (1823), eller måske Mahlers niende, som også har et tydeligt heroisk præg. Siden Beethovens niende har der ligget en vis forventning om, at en komponists niende symfoni skulle være lang, storladen og heroisk i tonen. 

På den baggrund var det værk, som Shostakovich præsenterede, en stor overraskelse. En lille, kort symfoni (23-24 minutter afhængig af indspilning) med en skrabet orkesterbesætning, intet kor, lette og dansende temaer, klezmer-klange og sine steder decideret cirkusagtig musik, og slet ingenting der smagte af heroisk glorificering af den sovjetiske krigsindsats.

Symfonien er desuden fuld af jokes. I stedet for at lægge sig efter Beethoven, går han helt tilbage til wienerklassikkens sonateform, hvilket er en meget over-pleasende indordnen sig under styrets krav til at man skulle lægge sig efter den klassiske musik. Faktisk så over-pleasende, at det ligner en karikatur. Shostakovich gør desuden helt tydeligt grin med traditionen for, at 9. symfonier skal være grandiøse og højtidelige, og laver i stedet en let og munter symfoni. Det ligger lige for at antage, at han også simpelthen gør grin med selve Stalin, i stedet for, som han ellers havde ladet os forvente, at glorificere ham.

Snød Shostakovich censuren?

Hvordan kan det være? Noget kan tyde på, at han simpelthen ombestemte sig, for der forelå faktisk noder til en oprindeligt planlagt begyndelse, som blev beskrevet som ”kraftfuld, sejrrig, storladen musik”. Men det kan også have været for simpelthen at snyde regimet til at forvente noget i stil med hans femte symfoni. Jo mindre, Stalins øje hvilede på én, des friere hænder havde man til at skrive som man havde lyst til. Shostakovich må dog have været bange for premieredagen, for den niende symfoni rummer en kritik af regimet, som er ret tydelig, hvis man har øre for musikkens sprog.

Han gør flere steder brug af en bombastisk og ofte bevidst malplaceret kvart, som ligner en militær-agtig fanfare. Dens formål er at parodiere en vis overbegejstring over sovjetisk sejr, og dybere set også den jingoistiske ånd, der prægede Sovjetunionen på dette tidspunkt. Det, at kvarten sætter i med et selvtillidsfuldt fortissimo adskillige steder i gennemføringsdelen, hvor den virker helt malplaceret, inden hornsektionen endelig rammer rigtigt, er helt indlysende grinagtigt. Man kan næsten kun læse det som en parodi på den sovjetiske selvfedme angående krigsindsatsen, som er så umulig at tøjle, at den bræmmer helt over og bliver latterlig. 

Den bratte, uventede afslutning minder om, hvordan kommunistpartiet i Sovjetunionen var hurtige til at glemme alt om de groteske forbrydelser, krigen var præget af, til fordel for store, forskønnende hyldester til Stalin. Hele stykket er en stor kritik af sovjetstyrets hykleri og vilkårlighed. Det tegner et billede af styret som fjollet og ”rækker tunge ad” Stalin ved først tilsyneladende at spille ind i styrets forventninger, for øjeblikket efter smide deres ønsker på jorden og grine af dem.

Men hvordan slap sådan en symfoni forbi censuren? Shostakovich var på dette tidspunkt underlagt formel censur, hvilket vil sige, at alt hvad han skrev af større værker skulle godkendes af en komité udpeget af partiet. Mindre end to måneder før premieredagen blev den niende symfoni gennemspillet med reduceret besætning for komitéen, som altså godkendte den. Det kan man mene er overraskende, givet symfoniens ret umisforståelige karakter af systemkritik. Det kan nok forklares dels med, at den reducerede besætning ikke lod den bombastiske kvart og de jødiske klange stå så klart frem, som de gør i den fuldt orkestrerede version. Men mon ikke også, det har spillet en rolle, at Shostakovich havde lagt det røgslør ud, som han havde, og fået skabt en forventning om et storladent værk?

Det virker lidt sent at vente til to måneder før premieredagen med at gennemlytte et værk m.h.p. at censurere det. Mon ikke, partiet har været så sikre på, at Shostakovich ville levere det, han havde lovet, at de lod symfonien passere uden videre kommentarer. Under alle omstændigheder bestemte regimet sig i hvert fald sidenhen for, at denne symfoni ikke var hvad de forstod ved ”sovjetisk realisme”, og Shostakovich kom som nævnt siden til at bøde for sin frækhed.

Hvad var formålet med den sovjetiske kunstcensur?

Shostakovich var fra 1936 sat under formel censur. Om det har gjort så voldsom stor forskel i forhold til tidligere, hvor han blot var underlagt den forventede selvcensur, som man måtte lægge for dagen, hvis man ikke ville i gulag, er et åbent spørgsmål. I det følgende vil jeg behandle de to former for censur (formel og selvpålagt) under ét.

Udefra betragtet virker det meget tydeligt, som om formålet med censuren var at udrydde enhver form for dissens og kritik af regimet. Hvis man ser på, hvad regimets mænd selv sagde om formålet med censuren, tegner der sig dog nogle ideologiske linjer, som det kan være godt at prøve at tage alvorligt som udsagn. I det følgende skal nogle af disse udsagn fremdrages og diskuteres.

Det mest interessante dokument, når det handler om censur af musik i Sovjetunionen, er Zhdanov-dekretet, som jeg allerede har berørt en del gange. Jeg nævnte bl.a. at Zhdanov-dekretet vurderer den klassiske musik som positiv og endda faktisk progressiv. Det er nye takter i forhold til tidligere, hvor fx begge de store sovjetiske foreninger, ASM og RAPM, hver på deres måde var kritiske over for klassisk musik. 

Dekretet er selvfølgelig møntet på sovjetiske komponister, men det rummer jo også en kritik af den moderne vestlige klassiske musik, som bliver fordømt for at være elitær og for bevidst at ville lave dissonerende og uforståelig musik, fordi man ikke ville skrive populistisk musik, som selv proletarer kunne sætte pris på.

Dette aspekt af Zhdanov-dekretet er blevet meget kritiseret i Vesten. Den franske musikskribent Antoine Goléa mente, at ”tanken om musik for folket, som forsvares af Sovjetunionen, er utopisk”, og han er helt sikker på, at fx Shostakovich ville have komponeret på en anderledes måde, hvis han ikke havde været under censur. Han mener, at Shostakovich kun var en succes i Sovjet, fordi hans tonesprog var reaktionært, og han kalder ham ”et eksempel på en stærk personlighed, der bliver kvalt af en politisk og social situation, der er stærkere end hans medfødte skaberkraft”. Goléa synes at mene, at den sovjetiske kunstcensur var slem, ikke bare fordi den begrænsede kunsten som sådan, men fordi dens formål specielt var at begrænse den avantgardistiske og elitære kunst.

Denne holdning går den danske musikprofessor Niels la Cour op imod, idet han faktisk forsvarer Zhdanov-dekretets kunstsyn, omend ikke dets krav om kunstcensur. La Cour argumenterer for, at det faktisk er fordummende for befolkningen, når man i vesten typisk både til højre og til venstre i det politiske spektrum har den selvfølgelige holdning at god kunst per definition er ”et ekspertanliggende” og utilgængelig for masserne.

Hvis man skal se fordomsfrit på Zhdanov-dekretet, så mener jeg, ligesom la Cour, at det indeholder nogle gode takter, fordi det faktisk forsvarer de almindelige borgeres ret til god klassisk musik, som de kan forstå. Desuden slår det fast, at god musik og folkelig musik ikke er modsætninger. På den baggrund må man sige, at den sovjetiske kunstcensurs formål ikke bare var at undertrykke dissens og opsætsighed, men faktisk kom fra et godt ønske om at skabe gedigen klassisk, og samtidig lettilgængelig musik.

Dog rummede censuren også nogle krav om, at kunsten skulle understøtte regimets politik. Dette har virket stærkt hæmmende på alle kunstnere. Men grundlæggende kan man sige, at problemet med den sovjetiske kunstcensur ikke var de guidelines, som den arbejdede ud fra, men i højere grad at man i det hele taget ønskede at begrænse kunsten med magt.

Kan man skabe god kunst ved at begrænse kunstnerne?

Det lyder jo som en simpel og god måde at løse problemet med dårlig musik på, bare at gøre dårligt musik ulovligt. Hele konceptet falder dog fra hinanden, når man tager i betragtning, at ny og eksperimenterende musik som regel kræver lidt tilvænning for de fleste. Beethovens musik var eksempelvis ikke populær lige med det samme. Det er heller ikke alle, der har de samme meninger om, hvad god musik er. Og musik, som folket kan lide, er heller ikke altid nødvendigvis de mest fremragende eller intelligente værker. Selvom det naturligvis godt kan være det. Men kriteriet for, om det er god musik eller ej, bør ikke være, om de fleste kan lide det.

Når kunstneren er truet til at lave musik, som styret kan lide, vil han bevidst holde sig til en meget bestemt formel, der hurtigt kan blive kedelig.

I sin ungdom, før Stalin og Zhdanov strammede grebet om kunstnerne, skrev Shostakovich selv mere eksperimentelle og endda avantgarde værker, som fx sin anden symfoni og operaen Lady Macbeth fra Mtensk. Dette præg forsvandt dog senere fra alt andet end noget af hans kammermusik, og man kan spekulere på, om dette skyldtes censuren eller en personlig udvikling.

Hvor meget blev Shostakovich begrænset af censuren?

P.g.a. netop censuren er det svært at kunne sige helt sikkert, hvad Shostakovichs egen holdning var til Zhdanov-dekretets guidelines, og nogle udsagn fra Shostakovich kan man nok godt forkaste som uærlige. Andre virker mere som noget, som faktisk er hans egen holdning. Men selv hvis man tager Shostakovich for pålydende, virker det som om, at han modsiger sig selv. I 1956 siger han til avisen Sovetskaja Muzika, at hans 4. symfoni (som af regimet blev betragtet som kontroversiel) var et ”meget mangelfuldt værk, der lider af grandiosomani”, men i 1970 siger han i en samtale med en ven: ”Du spørger, om jeg ville have været anderledes uden 'retledning fra partiet'? Ja, næsten helt sikkert. Den linje, jeg fulgte, da jeg skrev den 4. symfoni, ville have været stærkere og skarpere i mit værk. … Jeg kunne have lagt mine idéer åbent frem, i stedet for at være nødt til at camouflere dem.”

Hvad skal man så tro? Det mest troværdige udsagn er umiddelbart det sene (fra 1970), idet det er udtalt i en tid, hvor censurens greb om Shostakovich ikke var så hårdt. På den anden side er det baseret på et referat af samtalen, givet af hans samtalepartner, mens det tidlige udsagn er fra en trykt avis og derfor måske alligevel det mest troværdige. Shostakovich kan naturligvis også simpelthen have ændret mening i løbet af de 14 år mellem de to udsagn. Disse to modstridende udsagn er typiske for Shostakovich, og man vidste aldrig helt, hvor man havde ham.

Meget af Shostakovichs mest populære musik, fx den femte symfoni, lever helt op til regimets krav til god sovjetisk musik. Andet træder helt klart udenfor. Hans sans for grotesk lyd og dystre dissonante harmonier passer ikke ligefrem ind i den idealiserede sovjetisk realistiske stil. Han balancerer livet igennem på en knivsæg, hvor han svinger mellem at skrive musik, der kan beskrives som systemkritisk (9. symfoni, 2. klavertrio m.fl.) eller avantgardistisk (Lady Macbeth, 2. og 4. symfoni, flere strygekvartetter m.m.), og at please regimet med store hyldestværker (5. symfoni, Glory to Stalin m.m.) Derfor var det også svingende, hvor populær han var hos regimet. I 1936 kom den famøse pravda-artikel i kølvandet på Lady Macbeth, men året efter skrev han den femte symfoni og kom straks ind i varmen igen. I 1948 kom Zhdanov-dekretet og udskreg ham som Sovjetunionens værste formalist, og i 1949 blev han sendt til USA som repræsentant for det fineste i sovjetisk kulturliv.

Censuren påvirkede helt klart Shostakovichs kunst og hans liv, men det er svært at sige hvor meget. Ville Shostakovich have udviklet sig til en russisk pendant til Schönberg, hvis han ikke havde været underlagt censur? Nok ikke helt. Værker som den anden symfoni kunne pege lidt i den retning, men det er svært at sige, om han havde ønsket at gå meget længere med de fleste af hans værker. Specielt når man ikke kan stole på mange af hans udtalelser p.g.a. sovjetisk censur.

Sovjetunionen er i dag kendt som et af de mindst frie og kraftigst censurerede samfund i historien. Den har været inspiration for nogle af de største dystopier, vi har. Det er svært at forestille sig, hvordan nogen kunstnerisk ånd skulle kunne undslippe Stalins næve af stål.

Shostakovich formåede dog gennem klog dobbelt betydning og ren musikalsk begavelse at komponere adskillige værker, som den dag i dag er højt elskede i hele verden. Det gælder både værker, der faldt i regimets smag, og værker, der ikke gjorde. Hans musik blev påvirket af censuren både på den måde, at han ofte skrev værker på bestilling af regimet, som hyldede kommunismen og Sovjetunionen, og på den måde, at han i andre værker gennem musikken fandt afløb for en skjult systemkritik, som han ikke kunne udtrykke i ord.

Den niende symfoni er blandt de klareste eksempler på det sidste. Symfonien taler modigt op imod forventningen om en hyldest til Sovjetunionens krigsindsats med spiddende humoristiske virkemidler.

Ligesom en mælkebøtte, der bryder igennem den hårde asfalt, brød Shostakovich her igennem stålmandens hårde greb.

Kilder

• Laurel E. Fay, Shostakovich: A Life, Oxford University Press, 1999

• Bent Jensen, Stalinismens fascination, Gyldendal, 1985

• Paul Johnson, ”A History of the Modern World”, Weidenfeld and Nicolson, 1985

• Niels la Cour, Blev Shostakovich misforstået i både øst og vest, eget forlag, 2016

• Zhdanov-dekretet af 1948 som gengivet i The Zhdanov Decree 1948, i: DSCH Journal, nr. 9, 1998. https://dschjournal.com/wordpress/onlinearticles/dsch09_zhdanov.pdf

• Oliver Becker og Katharina Bruner, Dmitri Shostakovich – Into the Cold Dawn, dokumentarfilm, 2008

• Explore the Symphony, episode 28, NAC Podcast

 

Jørgen Bøye Vad er student

Til liturgimøde i Fredericia

af Nana Hauge

Det vrimler med ord og udtryk som: Se fremad, sætte en proces i gang, nuancer, der skal ske noget, forskellighed, åbenhed, bredde, variation, tiden er kommet, behov for stadig fornyelse, strøm, dynamik, liturgisk forum, liturgisk forum, liturgisk forum. Til sidst er jeg helt rundtosset. Hvad går det her egentlig ud på? Og ikke mindst: Hvad er det et svar på?

Ser man på den bredde debat, som biskopperne ønskede, har den så været særlig bred? Har det været særligt præcist, hvad den handlede om? Har det stået klart, hvad menighedsråd, præster og andre skulle svare på? Rapporterne, som ikke mange har læst, lagde jo ikke op til noget bestemt. Intet var tilsyneladende planlagt. Ingen havde vel heller efterlyst debatten. Ser man på opsamlingen af de sølle ca. 300 svar, der kom ind i biskoppernes brevkasse, er det klart, at svarene har været så få og spredte, at man knap kan konkludere noget derudfra.

Alligevel finder biskopperne det tvingende nødvendigt, at der skal ske noget. Først lægges der op til debat. Der produceres lange udredninger og glittede pixibøger. Men intet ligger fast. Det er bare en bred debat.

Der holdes en konference. Digital. Ikke mange deltager udover de sædvanlige VIP'er. Vi hører intet i lang tid. Sommeren går, men så i slutningen af august kommer der invitationer ud til særligt udvalgte. Hvordan de er udvalgt, er uklart. Ikke mange menighedsrådsmedlemmer aner noget om dette. Eller præster for den sags skyld. Kun de særligt inviterede. For nu skal der bestemmes noget. Nu er der pludselig konkrete forslag til ret omfattende ændringer. Men det er der ingen, der ved før kort tid inden konferencen. På bl.a. Fyens stifts hjemmeside står der nu: "Seks konkrete forslag til fornyelse skal drøftes på liturgikonference lørdag den 13. november 2021 og behandles på bispemødet til januar."

Nu er der pludselig konkrete forslag. Men debatten er ikke bred længere. Den er kun for indbudte. Vi er her for at lytte, siger biskopperne, idet de fremlægger deres forslag. Et nyt alterbogstillæg. Muligheder for variation af nadverindledninger, supplerende kollekter, 3. tekstrække. Fastholde 1992-ordningen, ja, ja, men med så mange muligheder for variation via tillægget, er jeg er bange for, at vi kan komme ud for en højmessepraksis, hvor de facto kun indstiftelsesord og velsignelsen står fast. Hvor meget autorisation bliver der egentlig tilbage? Tillægget tænkes ganske vist ikke autoriseret, men godkendt. Dvs. i praksis et ja til at alternative liturgier og tekster bruges i højmessen. Eller hvad?

Et liturgisk center forestiller man sig. Med ansatte, der skal spytte liturgi ud. Eller hvad? Det er ikke helt klart. En dåbskommission, der skal se på dåbsritualet.  Det ”kan fx være ændringer af sproglig karakter”. Men hvad betyder det? Supplerende bønner? hvilke? Og hvorfor? Og hvordan kan noget udelukkende være af sproglig karakter? Kan sprog og indhold uden videre adskilles? Og hvad er disse kommissioner og centre forpligtede overfor? Udover tiden. Hvem refererer de til?

Tine Lindhardt indrømmer, at ikke alt skal fattes med forstanden og intellektet ved hjælp af moderne pædagogiske greb. Men for mystisk må det ikke blive. Mener hun, at det er sådan nu? Det ved jeg ikke. Elof Westergård talte meget om åbenhed over for den tid vi lever i. ”En bedre beskrivelse af samtid og omverden”. Det er en arv fra Grundtvig. Det tror jeg han sagde. Kan nogen være uenige i det? Er alle da ikke vendt mod tiden og dens strømninger? Til bevidstløshed næsten.

Der blev talt om 1992-arbejdet. Hvorfor blev det sat i gang? Jo, pga. liturgisk kaos. Løste 1992-ordningen dette? Nej, tværtimod. Vilkårligheden er kun blevet større. Ønsker man med nye ordninger at fremme eller bremse vilkårlighed? Jeg tror desværre det første.

Nu skal biskopperne mødes den 3. januar og beslutte hvad der videre skal ske med Folkekirkens gudstjeneste. Uden ret mange egentlig har opdaget det. Vi var flere der bad dem udsætte nogen som helst form afgørelser, så længe det hele er så ugennemsigtigt.  Vi må se om de ”lyttede” til det.

Om bekendelsesskrifternes aktualitet

af Torben Bramming

To gamle bøger om Paulus

af Erik Bøye

En boganmeldelse behøver vel ikke at være af en ny bog!? Blandt de bøger, som min kone har arvet efter sin mor, er der en meget spændende rejsebeskrivelse af journalist Arne Falk-Rønne: Vejen Paulus gik. Bogen er skrevet i 1967 (lige før 6-dages krigen mellem Israel og nabostaterne). Arne Falk-Rønne fulgte bl.a. ørkenvejen fra Jerusalem til Damaskus, hvor Paulus havde sin "Damaskus-oplevelse":

Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: ”Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Han svarede: ”Hvem er du, herre?” Han sagde: ”Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre”. (Ap. G. 9, 3-6.)

I Damaskus fandt Arne Falk-Rønne den lige gade, som stadig findes. Den gade, hvortil Paulus blev ført, efter at han var blevet blindet. Rester af bymuren findes også. Efter sin omvendelse begyndte Paulus straks at prædike i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Han satte jøderne til vægs, og de besluttede, at rydde ham af vejen. For at slippe væk fra sine forfølgere, som holdt vagt ved byporten, blev Paulus i en kurv firet ned fra bymuren (Ap. G. 9,25) – ydmygt gennem det man på danske middelalderborge kaldte en hemmelighed, gætter Arne Falk-Rønne på.

I galaterbrevet (1, 17-18) skriver Paulus, at han derefter tog til Arabien, hvor han var i tre år. Der er mange spekulationer om, hvor i Arabien, Paulus opholdt sig i de tre år. Arne Falk-Rønne gætter på nabatæernes hovedstad Petra (i Edom, nu Jordan), og han fortæller levende om denne glemte by, hvor paladser og huse til 40.000 indbyggere er hugget ind i klipperne. Man kan kun komme til Petra gennem en 1,2 km lang snæver kløft. Petra blev ødelagt af jordskælv og styrtflod, og byen var glemt i århundreder, indtil en ung tysk opdagelsesrejsende forklædt som araber opdagede byen i 1812.

Petra er et af verdens syv moderne underværker og et besøg værd. Indiana Jones har været der, og min kone og jeg har været der og oplevet forbløffelsen ved pludselig for enden af den snævre kløft at stå foran et rødglødende 40 meter højt bygningsværk, måske et toldkammer, som er mejslet ind i klippen. Paulus red ikke, han sejlede eller gik, og for selv at prøve det på sin egen krop, fulgte Arne Falk-Rønne en uldkaravane gennem den anatolske højslette for at besøge de byer i Galatien/Pisidien, som Paulus besøgte på sin første missionsrejse.

Arne Falk-Rønne fortæller også levende om bl.a. Paulus' besøg i Efesos, Athen, Korinth og Rom; og han undrer sig over, hvordan en storby som Efesos – i størrelse og vigtighed kun overgået af Rom – helt kunne forsvinde fra jordens overflade. Resterne af Artemis-templet, som var et af oldtidens syv underværker, blev først fundet og påbegyndt udgravet i slutningen af 1800-tallet. Han krydrer sin bog med fortællinger om bl.a. kibbutzer, Tell Aviv, Erik Ejegod og en flyvetur fra Cypern til Athen sammen med Cyperns præsident, ærkebiskop Makarius. I forbindelse med sit besøg i Paulus-bugten på Malta, fortæller han om den muslimske ekspansion imod Europa, som i 1565 blev stoppet af johanitter-ridderne på Malta. Om Kapernaum skriver han:

Når Jesus gik i Kapernaums gader, […] havde han udsigt til kong Herodes' kongelige palads, som var bygget et stykke over Tiberias' hvide huse. De græske billedstøtter, nogle af dem forgyldt efter datidens smag, lyste ud over søen i solskinnet og stillede Jesus og hans disciple Grækenlands kultur for øje dagligt. Jeg tror derfor ikke på den vistnok almindelige opfattelse af de tolv apostle som bønder og fiskere fra den yderste kartoffelrække, som naive mennesker, der kun kendte landsbysamfundet og aldrig havde mødt bymenneskers fristelser og glæder. […]

Peter landede sine fisk enten i Kapernaum, som var en travl grænseby med en romersk garnison, eller i Tiberias, hvis rigmandsvillaers internationale beboere trak skuespillere, gladiatorer og digtere til byen, og hvor livet levedes nok så frigjort. […] Jesus har mange, mange gange set solen skinne i de romerske kohorters hjelme, når de marcherede ad hans ungdoms stier eller forbi hans lejede herberg i Kapernaum. Mange, mange gange har han talt med fønikiske eller ægyptiske karavanekøbmænd.

Om Apostlenes Gerninger kapitel 27 skriver Arne Falk-Rønne:

Lukas når sit stilistiske højdepunkt i beskrivelsen af Paulus' sørejse og skibbrud undervejs til Rom, en skildring som er enestående i den antikke litteratur, og som endnu i dag med held kunne aftrykkes i en antologi om Spændende beretninger fra de store have. Det var dette kapitel 27, i Apostlenes gerninger, som var admiral Nelsons yndlingslæsning, og som han læste morgenen før slaget på Københavns red.

Kapitlet er fyldt med nautiske udtryk som anker, slæbeanker, hvirvelstorm, nødudstyr, skibsudrustning, lod, favne, forstavn, agterstavn, rortov, forsejl, rev, vragrester m.m. Det er svært for en teologistuderende at oversætte kapitlet fra græsk. Johannes Møllehave fortæller i Replikker og pointer, at da Indre Missions tidligere formand Chr. Bartholdy var til eksamen i Det nye Testamente, blev han bedt om at oversætte et stykke fra Acta kap. 27. "Nej jeg vil ikke", sagde han. "Jeg er til teologisk embedseksamen, ikke til kystskipper-eksamen". Det bøjede man sig for!

Jeg er ved at læse Vejen Paulus gik for tredje gang – sammen med Apostlenes Gerninger, en anden fremragende rejsebeskrivelse. Når jeg "kun" giver bogen fem stjerner, og ikke seks, er det fordi Arne Falk-Rønne har en sær bortforklaring af vandringen på søen.

 

Bogen Vejen Paulus gik kan nu kun købes antikvarisk – ligesom ”billedbogen” I Apostlens fodspor af F. F. Bruce.

Erik Bøye er lektor emeritus fra Syddansk Universitet

Ny prædikensamling

af Merete Bøye

Nana Hauge, Katrine Winkel Holm og Merete Bøye har samlet prædikener fra 39 forskellige præster i en ny prædikensamling til anden tekstrække. Samlingen hedder I tide og Utide og er udgivet på Eksistensens forlag. 

Vores hensigt har været at vise, at der findes mange præster i folkekirken - også mange flere end de 39, der er repræsenteret i bogen -  som prædiker jævn og ligetil "rugbrødskristendom". Mange forskellige teologiske holdninger og ståsteder er repræsenteret i samlingen, men prædikenerne har det til fælles, at der bliver talt lige ud af posen om arvesynd, gudsfrygt, himmel og helvede, dom og frelse. 

Bidragyderne er: Thomas Aallmann, Thomas Beck, Mai Bjerregaard Andersen, Bente Bramming, Torben Bramming, Henrik Bach, Jesper Bacher, Morten Brøgger, Jens Bærentzen, Merete Bøye, Rasmus H.C. Dreyer, Michael Fagerlund, Karsten Bjerreskov Farup, Ida Røikjær Gammelmark, Kristoffer Garne, Sørine Gotfredsen, Nana Hauge, Katrine Winkel Holm, Margrethe Horstmann, Henrik Højlund, Mads Jakob Thorlund Jakobsen, Elisabeth K. Jensen, Laura Cecilie Jessen, Kirsten Birgitte Juul, Anders Kingo, Morten Kvist, Christian Langballe, Henrik Bang Møller, Maria Louise Odgaard Møller, Mikkel Crone Nielsen, Claus Thomas Nielsen, Kåre Egholm Petersen, Agnete Raahauge, Anders Raahauge, Anders Lundbeck Rasmussen, Kristine K. Ravn, Thomas Reinholdt Rasmussen, Morten Rydal og Poul Joachim Stender

 

I tide og Utide, eksistensen, 2021

 

 

Prenters prædikener genudgives

af Villy Klit-Johansen

Regin Prenter var en af de fire store på det nye teologiske fakultet på Århus Universitet fra midten af det 20. århundrede. Han gjorde sig tidligt gældende som en internationalt anerkendt Luther-forsker og blev i øvrigt kendt for at besidde en usædvanlig omfattende lærdom. Men forskeren var først og fremmest præst. Han begyndte sin karriere som præst, og da han tog sin afsked som professor, blev han igen præst, nu i et lille sønderjysk landsogn. Det var i den periode, at hans arbejde som prædikant satte sig frugt i den bog, jeg her omtaler, og hvori den lærde teolog viser sig som en omsorgsfuld præst, der forkyndte evangeliet jævnt og hjerteligt.

Anledningen til den aktuelle genudgivelse er, at bogen, der oprindelig udkom i 1976, ikke er til at opdrive på antikvariat.net. Under corona-nedlukningen, mens det måtte anses for ikke helt forsvarligt at gå i kirke, læste vi Prenters prædikener hjemme i stuen. Dette møde med prædikenerne fra Branderup Kirke i en mærkelig og svær tid var til stor trøst og glæde. Og så imponerede de i høj grad ved den solide teologi, de er båret af. Men ikke død teologi; der er ånd og liv i dem. Læsningen overbeviste os om, at bogen i kraft af det tårnhøje teologiske og åndelige niveau burde gøres tilgængelig igen. Mange præster i moden alder har sikkert denne bog stående i reolen, og for dem er der ingen grund til at købe genudgivelsen. Det skulle da lige være, hvis de ville betænke et kært menneske med en god gave.

Der er tale om en nænsomt revideret tekst. Revisionen er, bortset fra nogle småting, begrænset til, at citaterne fra Ny Testamente er opdateret. Prenter foretrak den oversættelse, der for ham var "den gamle", nemlig 1907. I de tilfælde, hvor det kunne gøres, uden at det påvirkede Prenters tankegang, er citaterne skiftet ud med 1992. De ret talrige undtagelser er der gjort rede for i fodnoter. Når jeg læste prædikenerne højt, opdagede jeg, at jeg uvilkårligt udskiftede “Eder” med “jer” osv. Derfor revisionen. Bogen skulle jo gerne være så brugbar som muligt for præster og andet godtfolk, der som noget naturligt læser/hører 1992-oversættelsen i gudstjenesten. Indholdsmæssige ændringer er der ingen af.

Prenters prædikener er opbyggelig læsning. Det er også det primære formål med prædikener, men man bliver også godt oplyst. Hvis man ikke kender Regin Prenters teologi og gerne vil sætte sig ind i den, er “Ordet og troen” et udmærket sted at begynde. Læser man bogen med eftertanke og mere analyserende, finder man snart ud af, at den næsten kan bruges som en slags “praktisk teologi” eller for den sags skyld en mini-dogmatik. Man får indblik i Prenters syn på mennesket som skabt i Guds billede, man skimter hans religionsteologi, man lærer om hans syn på dåben, nadveren, konfirmationen, bibelen osv.

Regin Prenter havde venner blandt både missionsfolk, tidehvervske, højkirkelige og grundtvigske. Jeg tror, det skyldes, dels at han aldrig havde travlt med, hvem han ikke kunne lide (for ham drejede det sig om sagen, det positive), og dels at de hver især læste ham gennem deres eget filter, og de kunne alle finde noget, de kunne sympatisere med. Han var simpelthen alt andet end snæver. I dag burde man måske sætte sig for at læse ham uden filter, som ikke hørende til det ene eller andet “parti”, for han sluttede sig aldrig til noget parti. Det er frugtbart at læse ham simpelthen som Prenter, altså som den store teolog, han var.

Hvilken teologi repræsenterer disse prædikener så? Inden jeg forsøger at svare på det spørgsmål, skal det siges, at prædikener hører eller læser man ikke for at analysere dem, men for at blive opbygget. Og prædikanten på sin side docerer ikke teologi. Han befinder sig i en anden verden end den analyserende, argumenterende og docerende, som hører den akademiske verden til. Men selvfølgelig har prædikener af det format, som der her er tale om, en teologisk holdning som forudsætning og baggrund. Den kan beskrives, og man kan virkelig lære teologi af prædikenerne, hvis man er til den slags.

Professor Prenter havde hentet inspiration fra flere kilder. Han var syntetiserende. Det er ikke det samme som at sige, at hans teologi var et konglomerat, altså en sammenhobning af uensartede elementer. Nej, syntetiserende skal tages i den præcise betydning, at han holdt elementer sammen, som hører sammen, og hvis de var skilt ad, satte satte han dem sammen. Det kom der en helstøbt teologi ud af. Det hele hænger ualmindelig godt sammen.

Man kan sige, at Prenters teologi, sådan som den kommer til udtryk i denne lille, men billedlig talt store bog, var luthersk nådemiddelteologi i grundtvigsk aftapning. Allerede titlen signalerer det. Her er det fristende at citere fra Grundtvigs prædiken til anden pinsedag 1860: “Og at Luthers christelige Grund-Oplysning om “Ordet og Troen”, [at] det rene Guds-Ord og den hjertelige Tro derpaa er de eneste virkelige Drive-Hjul i Saliggiørelsens guddommelige Værk med den Helligaands Kraft heller ingensteds faldt i saa god Jord som hos os, det kiendes derpaa, at kun hos os har denne christelige Grund-Oplysning klaret sig til at oplyse Guds Vei paa Jorden og hans Frelsning blandt alle folk.” (N. F. S. Grundtvigs Vartovs-prædikener 1839-1860 i udvalg ved Holger Begtrup, s. 520).

Prenter forkynder på grundtvigsk vis, at den opstandne Kristus er virkelig stede i sin menighed i dåben, nadveren og evangeliet. Af Luther og Grundtvig havde han lært, at nådemidlerne, dåben og nadveren, ikke blot er symboler, men virkelige nådemidler, det vil sige midler, som Gud bruger til at skænke mennesker sin frelse. Hemmeligheden er Guds ord og Helligånden.

Dåben inddrages i et stort flertal af prædikenerne. Hvis man læser de steder, hvor dåben omtales, giver det et fint billede af Prenters grundtvigske dåbspagtsteologi. Sagen er den, at Prenter i sjælden grad havde levet sig ind i dette helt grundlæggende tema i Grundtvigs teologiske tænkning. Den er kendetegnet ved, at Grundtvig har overvundet den adskillelse af troen og dåben, som man ikke kan nægte, at udviklingen af luthersk teologi i ortodoksiens og pietismens statskirkelige tid havde medført. Alle børn skulle døbes, og alle unge skulle omvendes til levende tro. Troen og dåben var skilt ad. Denne adskillelse havde gjort det svært at se dåben som udtryk for evangeliet. Dåben blev set som noget rent objektivt, og troen fik det derfor med at gå på egen hånd og blive en menneskelig præstation.

Det er opgøret med denne skæve udvikling, som var foregået gennem statskirke-ortodoksien og statskirke-pietismen, der er Grundtvigs virkelige indsats på dette felt. Og det er netop også blandt andet på dette punkt, at Prenters teologi stadig, 21 år efter hans død, peger fremad. Frem mod en tid, da evangeliet forhåbentlig vil lyse mere klart iblandt os til trøst for de små, der trænger til det. Og hvor friheden er det element, den kristne menighed lever i, frigjort fra enhver statskirkelig tvang.

For Prenter som for Grundtvig hører troen og dåben sammen som én Guds gerning, der skænker frelsen til det fortabte menneske. Hemmeligheden er Guds ord og Guds Ånd.

Man har kaldt Prenter pietist, højkirkelig og “barthianer”. I virkeligheden var han grundtvigsk. Det var det, han var. Han var en seriøs grundtvigianer med et meget dybt og omfattende kendskab til Grundtvigs skrifter. Jeg anfører nogle få citater til belysning af hans syn på troen og dåben:

Dåben er, både når den gives til voksne, og når den gives til små, en ny fødsel af vand og Helligånd, som det hedder i brevet til Titus kap. 3, v. 5: det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. (s. 21).

Troens nødvendighed bliver fastslået:

... troen ... er det allernødvendigste, om vi skal leve og dø som Guds børn eller, sagt med et bibelsk udtryk, frelses, det vil sige: leve et ægte menneskeliv her på jorden og bevare det ud over dødens grænse. (s. 35-36).

Og det bliver konsekvent fastholdt, at troen er en gave. Troen er ikke noget, vi finder hos os selv, den er noget, Kristus finder hos et menneske:

... det vi forstår ved tro, får vi ikke let øje på hos den kana’anæiske kvinde. Det skyldes måske, at vi ikke er kendere på troens område. Jesus derimod, den største kender, ser eller snarere hører sig til denne kvindes store tro.”(s. 35)

Troen er en gave, som gives i dåben:

Vi beder: “Herre, bevar os, sammen med den lille dreng, der i dag skal døbes i vor kirke, i den tro, du føder os påny til at leve i ved den hellige dåb. Bevar os i den tro, du som et sennepskorn sår i os ved døbefonten.(s. 29).

Troen gives i dåben. Det er vel at mærke ikke en tro, der skal vokse sig stor, den skal netop blive ved med at være lille. Og troen gives til at leve i:

Vi frelses ikke ved dåbsakten, men ved dåbspagten, som sluttes mellem Gud og os ved dåbsakten. Vi frelses derfor ikke ved at blive døbt og forlade dåbens pagt, men ved at blive døbt og blive i dåbens pagt. Og dåbens pagt er Guds pagt med de små, den pagt, der kun hviler på ét vilkår, dette: Guds rige hører de små til. Den, som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. (s. 24).

Det grundtvigske anslag bliver også meget tydeligt i prædikenen til 1. s. e. påske, som jeg ser som et af højdepunkterne (men der er flere højdepunkter, påskeprædikenerne f.eks):

At møde den Opstandne er at få fred med Gud. Vort første møde med den Opstandne fandt sted i dåben. Da Fadervor under håndspålæggelse var overgivet os som Herrens og vor fælles bøn, altid hørt af Faderen i himmelen, da lød til sidst ordene: “Fred være med dig!” Så det stemmer, hvad Grundtvig har lært os at synge: 

Fred er kirkens velkomst-ord / og farvel på dene jord; / I vor dåb det til os lød, / skal genlyde i vor død: / Fred med eder! Herrens fred!, / nu og i al evighed!" (s. 72)

Dåbspagtens ord, Fadervor og fredlysningen er den opstandne Herres levende ord til os i dåben. I de ord skænker han et fortabt menneske den evige frelse.

Af den grundtvigske dåbspagtsteologi følger for Prenter et klart syn på konfirmationen, som vi jo i den lutherske kirke har store problemer med at sætte på en fælles formel. Konfirmationen består i, at vi (den kristne menighed) bekræfter de unge i dåbspagten:

Han (Jesus) vil kalde os barnedøbte tilbage til vor dåbspagt. Han vil hjælpe os til at blive på den vej, han selv har banet for de små fra dåben til Guds rige. Også de store skal blive på den vej. Det er det, vi siger til vore konfirmander, når vi bekræfter dem i dåbspagten.” (s. 24).

Dette syn gjorde Prenter til fortaler for konfirmation uden tilspørgsel og svar. “Hans” konfirmation bestod i konfirmationsvelsignelsen med håndspålæggelse. “Konfirmationsvelsignelsen” er netop en bekræftelse af dåben og en bøn til Gud om at “opholde konfirmanden i dåbens nåde.” Den ligger tæt op ad de tilsvarende ord, der ved dåben følger umiddelbart efter overøsningen.

Lad mig tilføje, at Prenter ikke springer over udsagn af Jesus, som vi selvretfærdige mennesker helst vil være fri for at høre. Synd forstår han som ulydighed mod Guds klart udtrykte vilje, og synden skiller os fra Gud. Og gudsfrygt er for ham et positivt ord.

Prenters skabelsesteologi og hans syn på lovens plads før evangeliet og ikke som hans gamle lærer, den reformerte Karl Barth, mente, efter evangeliet, betyder, at hans prædikener ikke er verdensfjerne. Hele det brogede menneskeliv og hele den brogede verden er hele tiden inden for horisonten. Det betyder så også, at et og andet derfor vil forekomme tidsbestemt, men det er faktisk forbavsende så meget, der virker fuldstændig aktuelt.

“Skabelse og genløsning” hedder Prenters dogmatik. Titlen afspejler den grundtvigske inspiration. Prenter hævdede i øvrigt, at Grundtvig livet igennem bevarede det syn på genløsningen eller med det traditionelle bibelske ord: frelsen, som han kom frem til ved sin omvendelse til luthersk bibelkristendom i 1810. Også på det punkt fulgte Prenter Grundtvig.

Prenter er tæt på det bibelske sprog i prædikenerne. Er det Kana'ans tungemål, som man siger? Og dermed uforståeligt for “moderne mennesker?” Nej, det vil jeg ikke mene. Han forklarer altid de bibelske ord, og han er også tæt på det danske sprog, når det er bedst. Evangeliet tager bolig i det danske sprog. Man mærker, at det er prædikener, der er holdt for en landsbymenighed; de er holdt i et smukt og jævnt dansk, forståeligt for enhver.

I en forelæsning gjorde Prenter opmærksom på, at alle de bibelske ord er billeder. Allesammen. Han var ikke “fundamentalist”. Men de bibelske ord er vel at mærke billeder, der taler om noget reelt. Han var altså heller ikke uden videre med på Bultmanns afmytologiseringsprogram. Han anerkendte Bultmanns gode intention om at tale, så det kan forstås af det moderne menneske, men måtte alligevel sige fra på afgørende punkter. Men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette.

Prenters syn på disse ting medfører, at han i prædikenerne uden forbehold - også uden skjulte forbehold - tager det som en virkelighed, at Guds Søn fra evighed af blev menneske, han forkynder opstandelsen som en virkelighed, og han forkynder Kristi genkomst som verdens dommer som en virkelighed. Det gør han, fordi han anser det for virkelighed. Men altså ikke på fundamentalistisk vis, sådan som dette begreb ofte forstås.

Med disse betragtninger har jeg på ingen måde ydet “Ordet og troen” retfærdighed. Den yder man kun retfærdighed ved at læse den og derved overraskes, oplyses, udfordres, opbygges og trøstes af selve evangeliet.

Bogen er ikke først og fremmest interessant som teologi, men som kristen forkyndelse. I prædikenerne gør Prenter alvor af det principielle syn på prædikenen, som han udtrykker i forordet. En prædiken er ikke en fremlæggelse af rigtige meninger, som man kan tilslutte sig eller ej. Hvis man altså forstår dem. Den er heller ikke en opfordring til nu at tage sig sammen og tro. Prædikenen hverken taler til forstanden eller appellerer til den religiøse anstrengelse. “Sigtet … har været at forkynde ordet, i den givne tekst, til troen, … der er hjertets åbnen sig for glæden i ordet.”

Prenter prædiker på baggrund af sin flittige beskæftigelse med klassiske teologiske emner. Og hans forkyndelse er “hjertelig”. Af begge grunde vil jeg varmt anbefale bogen.

 

Regin Prenter: Ordet og troen, prædikener fra Branderup Kirke. Forlaget Trykværket, 2021, 136 sider, 169 kr. Hæftet og med flapper. ISBN 978-87-94058-55-1

Udkom den 16. november 2021. Udgivelsen er støttet af VELUX FONDEN og Konvent for Kirke og Teologi. Kan købes hos boghandlerne og i forlagets netbutik: trykvaerket.dk

 

Villy Klit-Johansen er pastor emeritus

Juleprædiken

af Christian Langballe

Der skal nok sidde en hel del nervøse blandt præster, kirketjenere og lægfolk, der i det stille spørger, hvorvidt det nu også er forsvarligt at holde julegudstjenester. Mærkeligt og helt ekstraordinært har man ment, at det var i orden at lukke kirkerne på Jesu fødselsdag. Vi husker alle sidste år, hvor beskeden klikkede ind sent lillejuleaften: Biskopper, provster og præster anbefalede at julegudstjenesterne blev aflyst. Heller ikke dengang fulgte jeg trop, men holdt en andagt for de få, der var kommet. Hvorfor?

Blot for at sætte tingene i perspektiv: Min bror og min svoger arbejder i det private og går på arbejde hver eneste dag, hvor de udsætter sig selv for risikoen for at blive smittet og selv at smitte. Min søster er lærervikar på en skole, hvor lærere har nede med corona. Min svigerinde arbejder i hjemmeplejen, og alle forstår vel, hvor svært det arbejde er i øjeblikket. Min kone er uddannet sygeplejerske og hendes kolleger er hårdt spændt for i år som sidste år. Så ja, der er faktisk folk derude, der hver eneste dag risikerer at blive smittet på grund af deres arbejde. Og ja, jeg har gode bekendte, som har været syge af Corona, og de har over telefon fortalt mig, at det bestemt ikke er nogen fest. Alle forstår situationens alvor.

Sidste år stod flertallet af kirkerne i Danmark gabende tomme i julen, men jeg prøvede at køre en tur ud forbi Bilka. Det lignede jo en myretue af mennesker. Hvorfor? Varerne kunne jo bringes ud, ligesom alle gaverne kunne købes over internettet, hvis det var det, som man ville. Ingen nævnte hverken dengang eller nu noget om det, mens en masse gik i selvsving over, at der blev holdt gudstjeneste juleaften – selv præsterne. Det tror jeg, at der er en grund til. Det handler om prioriteringer. Forbrugeren er hellig, og forbrugerkulturen er hellig, ligesom supermarkederne er vor tids helligdomme. Her kan vi så fejre vores forbrugsgudstjeneste alle ugens dage. Jeg vil tro, at der kommer langt flere i Bilkas afdeling i Viborg på en almindelig søndag, hvor der er åbent, end der gør i samtlige kirker i Viborg til sammen.

De folk, der har ment, at vi skal sløjfe gudstjenesten juleaften og bede folk om at gå i kirke juledag eller på et andet tidspunkt, har ikke forstået ret meget. For så ville problemerne og de deraf følgende diskussioner jo bare opstå på et andet tidspunkt.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet skal holde gudstjenester i en coronatid? Ja, siger jeg – også juleaften med de nødvendige forholdsregler. Det er jo verdens frelsers fødselsdag, som vi fejrer i julen, og der bliver sat en fed streg under, at mennesket ikke lever af brød alene. Vi er åndsvæsner, der – ligesom vi skal have fysisk føde – også skal have åndelig føde. Der er dem, der mener, at julegudstjenesten er sådan lidt ligesom et eksotisk krydderi, som vi i år må undvære, desserten, som vi bliver nødt til at sige nej til. Nej, siger jeg. Det er hovedretten, det er bundene i lagkagen. Det er det åndelige rugbrød, som vi skal leve af. Det er Skaberen selv, der puster liv i vores tro og vores håb. Det er Gud selv, der taler til os, og hvad kan i grunden være vigtigere end det. Det er det vigtigste i julen, at vi samles om at høre Guds ord til os og efterfølgende sendes hjem til samværet med vores næste og vore kære. Og nej, facebook er ikke nogen erstatning, selv om det er et rigtig godt supplement. Gudstjeneste er fællesskab, og evangeliet sætter en fed streg under fællesskabets betydning.

Jeg tror, at pandemien har afsløret, hvor vores prioriteringer ligger. Det handler ikke blot om moralisering, men netop om prioriteringer. Helt ærligt: Er forbrugsfesten ved juletid ikke løbet løbsk for mange år siden, hvor det bare handler om det helt vilde gaveræs, og hvor julebudskabet drukner fuldstændig eller bliver gjort til noget, der ligner en kommerciel reklame fra Fætter BR. Så bliver gudstjenesten til sådan en del af den almindlige juleunderholdning på linje med julekalenderen og Disneys juleshow. Misforstå mig ikke, jeg holder meget af gaver og navnlig de hårde pakker. Men det afgørende er nu at komme i kirke og høre juleevangeliet og så det efterfølgende nærvær med ens kære. Der er jo faktisk dem, der sidder alene, og for hvem julebudskabet er det eneste. I det forhold er pakkerne jo totalt ligegyldige. Ting har deres levetid og ender på lossepladsen. Når de er nye, er de interessante, men når de er gamle og udtjente virker de kedelige og støvede, og så må der nye til. Hele tiden nye ting. Det er vi i mange år blevet opdraget til er selve livets mening, men vel er det ej.

Det ved vi godt, når det bliver alvorligt. Når vi mister vore kære eller de eller vi selv rammes af sygdom. Når sorgen eller depressionen formørker vores sjæl og sind, hvor vi ikke længere kan finde nogen mening med livet. Hvad betyder alt det skrammel og ragelse, som vi samler til os? Vi forstår det også, når glæden finder vej til os i form af det uventede, det overraskende, det fantastiske. Det kan være alt lige fra et nyfødt barn eller barnebarn, en lykkelig stund med ens kære, eller en gåtur i ude det fri, hvor skaberværket tager sig særligt imponerende og smukt ud.

Over for alt dette er tingene mere eller mindre ligegyldige. Mennesket lever ikke af brød eller ting alene. Alt det bedste i menneskelivet er gaver, der ikke kan købes for penge. Prøv selv at tænke efter, og hvis man når til den konklusion, at tingene er det vigtigste, er man altså en sørgelig kræmmersjæl. Alt, hvad vi står og går med, og som vel at mærke betyder noget, er en gave fra Gud. Og ja, alt kan vi miste. Alt kan tages fra os, og det bliver det, for livets gave er kun til låns.

Dog en ting står fast, nemlig Guds tilgivelse af vores synder og hans kærlighed og nåde i Jesus Kristus. I ham har den gode Gud givet os et løfte, om at Han vil være der for os i livet og i døden, og at Han er selve målet for vores rejse gennem livet. Gud er den gåde, der skjuler sig bag alle ting. Han kan ikke fattes af vores alt for menneskelige tanker. Vi får Ham ikke at se i levende live. Han er netop gåden, som er forudsætningen for vores liv og målet for vores liv.

Dog i juleevangeliet hører vi, at Gud, denne gåde, der skjuler sig bag alle ting, julenat kommer til os mennesker. Han møder os i sin søn, i det lille forsvarsløse barn, som fødes i en fattig stald i krybben i Betlehem. Hvad er det for en virkelighed, som Jesus fødes ind i? Vi har det med at pakke julebudskabet ind i en charmerende krybbespilsidyl, men det er jo ærlig talt den dybeste fattigdom og elendighed, som han fødes ind i. Der er en afgørende pointe heri, for Jesus udtrykte med hele sit liv, at alt er en gave fra Gud. Han levede fra hånden til munden. Han takkede for maden, inden han spiste. Han var så at sige legemliggørelsen af bønnen fadervor og stolede på sin Far i himlen hele vejen igennem kors, lidelse og død.

Der var en ekspert, der formanende sagde, at nu skulle vi jo ikke tro, at vi var immune over for Corona, fordi vi gik til julegudstjeneste. Som om der overhovedet er nogen, der tror det. Sådan har Gud altså ikke indrettet livet. Nej, vi lever jo netop i en virkelighed, hvor sygdomme og forgængelighed hører med til livet. Det er syndens og dødens virkelighed, som også Corona er et vidnesbyrd om. Det er netop ind i dette liv, at Jesus Kristus fødes, og julebudskabet forkyndes. Det er til os, at julebudskabet lyder i dag til trøst, opbyggelse og opmuntring. Troen er som et kompas eller en GPS. Når evangeliet har pustet liv i den, så navigerer den os gennem livet – selv gennem de værste storme, selv i den værste bølgegang.

Den lærer os også prioriteringens kunst, og at alt væsentligt er en gave. Det har vi brug for, for vores prioriteringer har det med at skride, når vi forelsker os i tingene og til sidst bliver slaver af dem. Det er livsnødvendigt, at julebudskabet lyder – også i en coronatid. For frimodigheden og håbet – ja selve livets mening er at finde der. Hvor er det forunderligt, at Gud har tændt et nyt lys på den historiske nattehimmel - at han har tændt et stort lys for os, der bor i mørkets land. Med profetens ord: ”Et barn er født os, en søn er os givet, og herredømmet skal ligge på hans skuldre”. Glædelig jul!