Leder

af Babel

I fornyelsens hellige navn vrænger mange på næsen ad den gamle kirke. Både ad de gamle bygninger, over hvis tærskler det angiveligt trods handicapramper og hjælpsomme kirketjenere er for svært for ”de kirkefremmede” at komme, og ad den gamle tradition, som ”virker fremmedgørende” på ”almindelige mennesker”. Gammelt er det samme som forældet. Og fuldstændig ligesom de gamle mennesker i vid udstrækning nærmest er uønskede i de mange kirker, hvis præster og menighedsråd halser uklædeligt klæbende efter alt under 25, sådan skammer mange præster sig også over selve kirkens høje alder.

Tusind år stod Kristi kirke, jaja, men behøver den også se sådan ud? Kan man ikke forklæde vores statelige gamle Moder, give hende et ordentligt lag af tidsåndens fernis, så vi kan skjule rynkerne, sminke de falmede kinder, og bilde os ind, at hun ikke er gammel, men ung og smart? I hvert fald, hvis man betragter hende fra en vis afstand.

Hvorfor dog ikke lade den gamle dame bevare sin værdighed? Nogen må virkelig fare i harnisk og forsvare hende imod alle de velmenende kirkelige stylister, der ønsker at skabe hende om i tidens moderigtige billede.

Vi er ikke imod fornyelse, men vi ønsker ikke at forny på anden måde, end hvad der naturligt følger af, at vi lever vores liv i den tid og på det sted, hvor vi er sat. Fornyelse for fornyelsens skyld bliver altid en kunstig fornyelse. Ligesom botox-pande og store silikonebryster ikke klæder en ældre kvinde, sådan klæder fadølsgudstjenester og distortion ikke folkekirken. Vores gamle kirke bør ikke gøre ynkelige forsøg på at være ”ung med de unge”, men ældes med ynde, følge værdigt og interesseret med i, hvad der rører sig, og betragte det kritisk gennem erfaringens briller.

Derfor siger vi tydeligt fra over for kirkeråd og bispekirke, misbrug af kirkerummet og ukritisk dyrkelse af tidsånden. Men vi siger lige så tydeligt JA til åbenhjertig og lødig teologisk debat, god gammeldags luthersk kristendom og klar evangelisk tale. Velkommen til Babel nr. 2!

Ude og inde

af Nana Hauge

Pinsen har lige været over os og dermed også udendørs- eller friluftsgudstjenester. Overalt i Danmark blev menigheder, præster, el-orgler og madkurve flyttet ud i parker og haver for at fejre pinsen og måske få et glimt af pinsesolen.

For hvem har sagt, at kirke absolut skal foregå indendørs? Kirke er jo ikke bygningen, men det der foregår derinde. Gudstjeneste er, når mennesker tjener Gud og så har det i øvrigt også ”noget med næstekærlighed og ydmyghed at gøre” – eller sådan siger man ofte.

Det er jo rigtigt nok, at gudstjeneste kan vi fejre alle steder, hvor to eller tre er forsamlede. De første kristne menigheder var jo som bekendt husmenigheder. De samledes ikke i dertil indrettede kirkebygninger, men hjemme hos hinanden, og brød brødet.

Når vi så alligevel har bygget huse til Frelserens ære, er det jo fordi det blandt andet er praktisk. Det er fx nemmere at høre hvad præsten siger. Det er lettere at høre orglet – ja, det er lettere at have et orgel overhovedet. Det et er også lettere at høre sig selv og de andre synge, og man får ikke sol eller regn i ansigtet.

Og er kirken ikke bygningen men menigheden af levende sten, da er kirkebygningerne menighedens hjem. Dejlige ting i er i dem er sagt, som vi synger i Kirken den er et gammelt hus. Rummet minder os om vor dåb, om vor konfirmation, og måske har det også været rammen om at tage afsked med et elsket menneske.

Derfor giver det god mening at bruge de mange velindrettede kirkerum, vi har, til det de er bygget til – nemlig gudstjenester og kirkelige handlinger.

Og dog er der mange røster fremme, som kræver, at kirken skal ud af kirkerummet. Folk skal kunne vies under vandet eller i luften, hvis det er det, de ønsker, og en prædiken kan lige så godt være det at gå en tur i Guds skønne natur. For kirken skal være dér, hvor folk er, og hvis folk er udendørs, er det dér kirken skal være.

Man skal jo også ”nogle gange prøve noget nyt”, lyder det. Det skal ikke være så højtideligt og støvet det hele.

Det ligger implicit i sådan en argumentation , at kirkerummet, det kirkerum der er indrettet med det formål at forkynde evangeliet bedst muligt, af mange bliver opfattet som fremmedgørende og som en hæmsko for at nå ud med det glade budskab. Man taler jo også meget om, at tærsklen skal være lav i kirken, og ved at flytte kirken ud, løser man det problem, for så fjerner man den helt.

Når så kirken er rykket ud – så rykker den ind igen. Bare ikke i kirkerummet, men på baby- og småbørnsmesser, på bryllupsmesser og nu senest også i Politikens allerhelligste: Boghallen på Rådhuspladsen. Så kan man næsten ikke nå højere.

Her spillede DJs fra Natkirken i KBH for nylig guddommelig musik. En præst fra Valby uddelte – ikke alterbrød – men spaghetti, og der kom selvfølgelig også kendte forfattere og popsangere. Ja, der var endda kulturradikal kaffe fra Riccos.

Boghandler Christina Tiemer, der stod bag arrangementet, som hed Kirken Kommer!, forklarede at Kirken kommer! hverken handler om at være ambassadør for en bestemt religion eller om at diskutere, om Gud findes eller ej. (Det handler det forhåbentlig om for kirken selv?! Altså at være ambassadør for en bestemt religion.)

”Jeg konstaterer bare, at nogle mennesker er kristne, og så skal vi undersøge noget af det, der sker i de københavnske kirker”, siger Christina Tiemer.

”Personligt ser jeg også, hvordan mange fra min generation, der ligesom jeg har meldt sig ud af folkekirken, nu vender tilbage til den, sådan helt stille. Sådan rigtige hipster-københavnere. Det interesserer mig meget at finde ud af hvorfor.”

Hvor kirken er velkommen i de hellige boghaller, da er den det dog ikke på de statslige hospitaler. Her er der ikke brug for at kirken kommer alt for tydeligt, selvom hospitaler vel hører under den stat der ifølge Grundloven skal støtte folkets kirke.

Her nøjes man med fordybelsesrum, men der må endelig ikke være kors eller andet, der har noget med den kirke at gøre, som man må formode at op mod 80 procent af de indlagte er medlem af. Dermed kunne man jo støde ateister eller tilhængere af andre sarte religioner. De er meget sarte, dem der bygger hospitalerne. Meget mere end inde i Politikens boghal.

Der er dog ikke så meget pres på fra have-præsternes og de ude-kristnes side for at flytte kirken ind på hospitalerne. De har mere travlt ovre i de hellige boghaller eller ude i Guds dejlige natur.

Imens man således i nytænkningens navn har travlt med at nedtone kirkebygningens funktion og betydning, synes man til gengæld, det er meget vigtigt, at der skal alt muligt andet end netop den gudstjenestefejrende menighed IND i kirkerummet. Nu er det tilmed blevet lovligt at bruge kirken til andet end kirkelige formål, bare det ikke "strider mod kirkerummets karakter".

Hvilket formål skulle det så have at holde loppemarked eller spille banko i kirkerummet? Jeg vil næsten gætte på, at fortalerne for det vil sige, at det skal gøre folk fortrolige med det kirkerum, som de alligevel skal ud af. Igen det fortærskede "barrieren skal sænkes"-argument. Og så skal det også skabe liv – det er klart. For der bliver unægteligt lidt tomt i kirkerne, når gudstjenesterne hele tiden flytter ud.

Men hvorfor man lige netop synes, at det er i kirkerummet, der skal være banko, bazar, gymnastik eller bibliotek, er uklart, når man ved siden af de fleste kirker har rummelige og nybyggede og dertil indrettede sognegårde.

Kan det have noget med æstetikken at gøre? Det kunne godt tænkes. For er kirkerummet fremmedgørende for den potientelt gudstjenestefejrende menighed, da opfattes det paradoksalt nok som en fin og stemningsfuld ramme omkring alle mulige andre aktiviteter.

Hvorfor det så overhovedet er nødvendigt at flytte endnu flere folkelige eller ikke-kirkelige aktiviteter ind i kirkerummet, når der i forvejen er masser af den slags, står uklart hen. Der holdes jo allerede udmærkede foredrag, der undervises og der afholdes koncerter og vises film – og hvis man så ikke synes, at det er progressivt nok, kan jeg afsløre, at der skam også danses zumba, holdes rockkoncerter, undervises i yoga og holdes ølsmagning i kirkerummet. Nogle steder er der endda også mulighed for at rappelle ned af kirketårnet, så der er virkelig noget for enhver smag, der kan matche både DGI-byen og Københavns cafeliv.

Det er ikke svært at se det modsætningsfyldte i, at kirken rykker ud af kirkerummet, samtidig med at alt muligt andet rykker ind. Disse to tendenser vidner da også om en manglende refleksion over, hvad et kirkerum er, og hvorfor vi har det.

Den kristne gudstjeneste er ganske rigtigt ikke begrænset af kirkerummet eller det, man med den tyske teolog Eberhard Jüngel kan kalde ”den liturgiske gudstjeneste.” Den kristne gudstjeneste er også, som Paulus formaner det, at bringe sit legeme som et levende, velbehageligt offer for Gud. ”Dette er jeres fornuftige gudsdyrkelse.” (Rom 12)

Men den fornuftige eller etiske gudstjeneste er ikke ensbetydende med ophævelsen af den liturgiske gudstjeneste, altså gudstjenesten som liturgisk handling. Den liturgiske gudstjeneste er heller ikke blot at forstå som en forberedelse til den fornuftige gudstjeneste – nej, den liturgiske gudstjeneste er et mål i sig selv, og til en liturgisk gudstjeneste hører der den sakramentale fejring. Den har højtidskarakter, og den er et afbræk i hverdagen. Uden dette, mener Jüngel, risikerer forkyndelsen at ende som ren belæring.

Behøver kirkerummet så at være ramme om den liturgiske gudstjeneste? Jesus har jo aldrig sagt, at vi skulle bygge hvide kirker på bakketoppene. Nej, men den liturgiske ramme har forbillede i den ældste kristne menigheds sammenkomst omkring apostlenes lære, brydelsen af brødet og bønnerne. (APG 2,42) og er bygget som en ramme omkring netop den handling.

Flytter man gudstjenesten ud under henvisning til, at kirke eller gudstjeneste ”har noget at gøre med næstekærlighed og ydmyghed”, gør man netop gudstjeneste til udelukkende et spørgsmål om belæring eller moral. Så er der kun den fornuftige gudstjeneste tilbage.

Og flytter man så samtidig alt muligt ind i kirken, underkender man på samme måde gudstjenestens karakter af afbræk i hverdagen – som det sted, hverdagen lever af.

Kirkerummet er der netop ikke, for at vi skal blive derinde og sidde og falde i svime over dets æstetiske kvaliteter og holde andagt i al evighed og pille i egen navle. Nej, det er meningen, at vi skal gå derind for at gå ud igen. Ud til hverdagen blandt de mennesker man nu engang er sat iblandt. Det er den eneste måde, gudstjenesten og kirken skal ud på – som den fornuftige gudstjeneste – og gøre gavn på allerbedste måde.

De to regimenter og det almindelige præstedømme

af Sara Dommerby Toft

I skrivende stund er man i fuld gang med at fejre helgenkåringen af to afdøde paver. Der er stor folkefest på Peterspladsen i Rom, hvor et hav af mennesker står og jubler over, at endnu to (afdøde) mænd kan slutte sig til den enorme flok af ekstra fromme folk, man kan vende sig til, hvis man synes der er for langt op til Frelseren selv.

Paven er som bekendt den øverste i det meget udtalte og fasttømrede hierarki, som udgør den katolske kirke. Over ham er kun Gud (med mindre man regner alle helgener og engle med), og han selv er intet mindre end Kristi stedfortræder på Jorden. Under paven rangerer patriarker og kardinaler, derefter storbiskopper, primi, metropolitter etc. etc. Der findes mindst tyve niveauer i det præstelige hierarki, før man rammer menigheden – den ”almindelige” katolik, om man så må sige. På den måde er der temmelig langt fra nådens kilde til det enkelte menneske.

Mange af os kan huske den trekant, historielæreren tegnede på tavlen for at illustrere feudalsamfundets magtstruktur: øverst kongen, så adel og nederst de umyndige bønder. Denne trekant egner sig fint til også at illustrere den katolske kirkes opbygning. Begge steder handler det om magt. I kirken drejer det sig oven i købet både om magten over de økonomiske midler og nådemidlerne – altså magten over frelsen, og hvem, der skal tildeles denne.

For at blive i den geometriske billedbrug, kunne man sige, at i den evangelisk-lutherske tradition er det ikke trekanten, men krydset – korset – der er bedst til at illustrere kirken. Både ”internt” i åndelige spørgsmål og ”eksternt” i verdslige forhold. Korset består af en vertikal linie, der symboliserer forholdet mellem Gud og menneske (altså det åndelige), samt en horisontal linie, der symboliserer forholdet mellem mennesker (det verdslige eller politiske).

Sagt traditionelt er der tale om de to regimenter, dvs. de to forskellige områder, vi må dele samfund og menneskeliv ind i, for ikke at ende med at gøre det politiske til religion og omvendt gøre religion til politik.

Selvom to-regimentelæren lyder som en støvet sag, har den rigtig meget for sig. En opdeling af samfundet i hhv. det verdslige og det åndelige er en forudsætning for at undgå, at vi ender enten med et diktatur eller med anarki. Begge dele er undertrykkende størrelser, der knuser de svage og giver den stærke ret til at herske. Men realiseringen af de to regimenter er utopisk. Forestillingen om de to regimenter kan bedst bruges som en kritisk instans, som vi kan bruge som parameter, når vi bedømmer vores institutioner, lovgivning eller samfundsindretning.

Jeg vil give et eksempel på, hvad der sker, når man ikke holder de to regimenter adskilte. En sammenblanding af regimenterne vil altid ende med, at religion og politik bytter plads. Religion og politik skal her forstås i bredeste forstand: politik som alt det, der har med de ydre forhold i samfundet at gøre – det, vi lovgiver om, og som vi er nødt til at tvinge folk til at overholde, hvis ikke alt skal gå i opløsning. Religion skal derimod forstås som det, der har med alt det åndelige at gøre. Det vil bl.a. sige alt det, vi tror, tænker, føler og mener – altså alt det, man ikke kan tvinge frem. Forsøger man at tvinge folk til at tro eller mene noget, er det netop at gøre religion til politik. Forsøger man derimod at få folk til at overholde loven af lyst, gøres politik til religion.

Når man fx vil forbyde folk (eller tvinge dem til) at gå med religiøse symboler som synligt udtryk for, hvad de tror på (enten det er kors, stjerner, tørklæder eller hammer & segl), så overskrider man grænsen mellem det åndelige og det verdslige og forsøger at tvinge folk fra en bestemt overbevisning over i en anden. Traditionelt er det kun i diktaturer, den slags foregår, selvom det af og til er oppe at vende i demokratiske lande, om man skal forbyde religiøse symboler som fx tørklæder. Tørklæder skal ikke lovgives af, men forkyndes af. Tvinger man folk til at gå med tørklæder – eller til ikke at gå med tørklæder – så gør man religion til politik. Et andet eksempel er alle de kommunistiske diktaturer, der prægede forrige århundrede. I DDR var det ikke muligt at bestride et offentligt embede, medmindre man var medlem af partiet, og samtidig indførtes et hemmeligt politi, der kunne opspore, om folk mente noget andet end partitoppen. Men tanker og tro hverken kan eller må styres. Det er ud fra denne indsigt, at vores frihedsbegreber er blevet formuleret: samvittigheds- eller religionsfrihed samt ytringsfrihed er helt centrale, hvis man vil undgå at ende med at indrette samfundet som et diktatur.

Et eksempel på det modsatte er at overlade til folks gode vilje og lyst at overholde loven og behandle hinanden godt. Den slags forsøger man ofte i små, lukkede samfund. Christiania er et godt eksempel. Det hele begyndte med en sprudlende glæde ved menneskers forskellighed og var et stort anlagt forsøg på at lave en fristad uden tvang og med plads til alle. Men det varede ikke længe, før korthuset faldt, og uendelige fællesmøder overlod det til de mest vedholdende og retorisk stærke at bestemme fristadens rammer – mens drugdealerne i øvrigt tilranede sig en stor del af magten uden om fællesskabet, fordi de ikke tog sig af, at forudsætningen for det hele var, at man ikke måtte være egoistisk. Går man en tur på Christiania i dag, kan man stadig se en stor glæde ved mangfoldigheden, men samtidig er det svært at overse, at der er et meget stærkt og barskt hierarki, og at der bestemt ikke er mere plads til de svage. Måske ser folk ikke så meget ned på deres stofmisbrug og forhutlede fremtoning, som man ville gøre på Frederiksberg, men ensomheden og forråelsen er den samme – eller måske endnu værre.

På den måde kan man se, at en sammenblanding af de to regimenter altid ender med, at magten tilfalder dem, der er stærke nok til at tage den, og ikke dem, der er bedst til at udøve den. Luther kaldte de to fronter for pavestaten og sværmeriet. I dag kan man kalde dem for diktatur og anarki, men det er i virkeligheden det samme.

Tilbage til trekanten og korset. Man skal ikke tro, at alle problemer er løst og paradiset indført, bare man finder ud af at skelne mellem de to regimenter. Magten er der stadig, og uanset hvor meget vi spræller, vil der derfor altid opstå hierarkier mellem mennesker, selvom man prøver at være nok så altruistisk og artig. Der, hvor der er mennesker, vil der så at sige altid være trekanter med nogen i toppen og flere i bunden. Og det er der for så vidt ikke noget galt i, hvis blot den, der sidder i toppen, er i stand til at forvalte det ansvar, det er, at være den magtfulde, og ikke benytter lejligheden til at tage Guds plads. På den måde kan man sige, at den katolske kirkes struktur ikke ville være forkert, hvis den ikke lige inddrog det åndelige område. For i mellemmenneskelige forhold er det vigtigt, at magten er godt organiseret, ellers ville det som sagt enten ende med anarki eller diktatur, og begge dele knuser de svage.

Således kan man sige, at den horisontale del af korset er fuld af trekanter. I den vertikale akse er trekanten derimod forbeholdt den treenige Gud, for Han har al magten. Og her kommer vi ind på et af de andre klassiske udtryk fra den lutherske arv, nemlig det almindelige præstedømme.

Det almindelige præstedømme er den stand, man træder ind i ved dåben. Det almindelige præstedømme er på samme måde som de to regimenter ikke noget, man kan indføre, som man fx indfører en demokratisk styreform. Til tider forveksler man det almindelige præstedømme med demokrati: en demokratisk måde at styre den ydre kirke på. Men det almindelige præstedømme hører kun hjemme i det åndelige regimente. Eller sagt på en anden måde: demokratiet er en god ordning, der skal placeres på den horisontale, mellemmenneskelige akse i korset, mens det almindelige præstedømme hører til på korsets vertikale akse. Her er magten ikke spredt ud mellem mennesker. I forholdet til Gud findes magten kun ét sted: hos Gud. Mennesket er helt og aldeles magtesløst og modtagende overfor Gud. Vi kan ikke positionere os, som man gør det indenfor de menneskelige hierarkier. Vi kan kun modtage, og det afspejler sig i gudstjenesten, hvor det ikke er mennesket, der tjener Gud, men omvendt Gud, der tjener mennesket. Og derfor er vi i den forstand alle præster overfor Gud, fordi vi på lige fod tjenes af Ham og i dåben og nadveren alle stilles lige overfor Ham og ufortjent modtager syndernes forladelse og bekræftes i, at vi er Hans børn.

Den katolske (eller på dansk den ”almindelige”) kirke holder fest, når dens hierarki bliver cementeret. Så holdes der folkefest på Peterspladsen med masser af glitter og smukke effekter, der alt sammen har til formål at underbygge kirkens magtstruktur.

I folkekirken tilslutter vi os derimod tanken om det almindelige præstedømme, hvor der ikke er nogen over eller under hinanden i forholdet til Gud, og hvor Gud i Kristus oven i købet gør sig til alles tjener og går i døden for at frelse os. Således vendes der op og ned på det hele, og magten er kun og udelukkende i hænderne på den almægtige Gud, der i sin frelsergerning giver afkald på magten og gør sig til alles tjener.

Åndsaflejringer

af Hans Nørkjær

Jeg skriver disse linjer, fordi Jesper Langballe er død. Vi lever nu i et Danmark, hvor denne mand ikke længere ryger og rejser under Herrens sol, men er stedt til hvile under mulde blandt andre bene på den samme kirkegård, hvor han selv i sin tid som sognepræst har forkyndt opstandelsen over så mange mænd og kvinder, herunder sin egen hustru. Dette lille stykke tekst er dog ingen nekrolog, men en fortælling om mit eget forhold til denne mand, der – om end forkætret af mange – for mig at se er en åndskæmpe i Danmark. Hvis ikke, "vidnesbyrd" var så belastet et udtryk, var det nok den mest træffende genrebetegnelse. Hvad vi kalder det, er dog ikke så væsentligt.

Først vil jeg sige, at jeg er glad for, at jeg kan kalde mig selv et menneske, der har kendt Jesper Langballe. Jeg har mødt ham, talt med ham – og drukket øl sammen med ham. Og derudover har han altid været en positiv del af min familiefortælling. Det skyldes ikke mindst, at han – grundet en indremissionsk pastors fine fornemmelser over for tidligere fraskilte – udensogns fra blev hidkaldt for at vie mine forældre. Men i langt højere grad skyldes det, at han blev min fars teologiske og åndelige mentor, navnlig da min far blev menighedsrådsmedlem. Derfor er Jesper Langballe altid blevet omtalt med varme og respekt i mit hjem. Og det er også en af de største grunde til, at han har fået en betydning for mig.

Derudover har jeg i løbet af de seneste par år som teologistuderende personligt overvundet den ellers almindelige berøringsangst over for dette berygtede Tidehverv i dansk teologi. Af omverdenen vænnes man til at tage afstand fra dette danske arbejdsfællesskab af grunde, der for en stor dels vedkommende er ligeså arbitrære, som de er forstokkede. Ofte handler det selvfølgelig om, at Langballe og co. er alt fra racister til verdensfjerne teologiske mørkemænd. Erfaringen er blot en anden. For Jesper Langballe var både en dannet og indsigtsfuld mand og forkynder af almindelig enfoldig og lutrende luthersk kristendom. Og så var han frisindet. Derfor er kendskabet til hans person og hans tænkning et reelt alternativ til den megen ideologiske sniksnak og fromsede politiske korrekthed, der er så almindelig og så fremherskende i vores tid.

På den måde repræsenterer Jesper Langballe i sin teologi og øvrige tænkning en karsk og befriende modsigelse af mere eller mindre perverse hævdvundne sandheder, som alt for få sætter spørgsmålstegn ved i vores almindelige mani med konsensussøgen og ideologisk racerenhed. På den måde var Jesper Langballe original og en ener. Han gik sine egne veje, dog uden at det var dette, der var målet med hans virke. Endskønt Langballe hentede gods fra ældre tider, er der noget nyskabende (nok snarere genskabende) og perlende friskt – som hans latter – over hans bidrag til dansk åndsliv. Lad mig give et par eksempler herpå.

I sin omfattende monografi over Blichers liv og forfatterskab gør Langballe det til en gennemgående pointe, at Blicher var en mand, der – på trods af almindeligt sværmeri for tidens rationalisme – fastholdt menneskets sted som den faldne jord og dermed også den konkrete, begrænsede egn, hvor han selv voksede op: den jyske hede. Det var herfra Blichers verden udgik, og det var denne del af Danmark, han kaldte hjem.

Når man selv kommer fra hedeland – eller en egn, hvor man i hvert fald aldrig er særlig langt fra pletter af bibeholdt jydeørken – så er disse ord en opfordring til selvbesindelse. Man husker simpelthen på, hvorfra man stammer, og man bliver mindet om, at man er mere sig selv, hvis man skønner på sit ophav. Men derudover gemmer der sig i disse ord en mere almen kristen sandhed: buddet om at være jorden tro. En evig påmindelse om, at du ikke kan – endsige skal – svinge dig op på høje piedestaler og luftige himmelslotte for at leve egentligt og sandt; tværtimod. Kristendommen sætter dig i den konkrete nære verden, over for din næste, som du ikke må løbe fra – heller ikke, om du hævder at ville frelse flere næster et andet sted. Drop det. Du er stedt under Vorherres bud i den evigt ufuldendte virkelighed, der er menneskelivets omgivelse, trods al dens nød og strid. Disse er lutrende ord i en tid, hvor mennesket har en formidabel evne til at inddække sine navlebeskuende projekter med løfter om at man (fra fitnesscentret) vender tilbage til virkeligheden som et mere energisk og ideelt menneske. Eller at man ved at drage til Afrika og røre rundt i negerkvindernes gryder for dem hjælper dem, der ”virkelig har brug for hjælp”, alt imens man lader det hjemlige system medicinere det moderne menneske ud af angst og stress eller købe ind for din gamle bedstemor.

At en mand som Jesper Langballe på så mange måder insisterede på at tale en selvretfærdig verden imod tjener ham til ære, og viser hvordan noget så gammeldags som kristentro og fædrelandskærlighed kan være nyskabende og avantgarde i en tid, hvor selvrealisering og globalisme er de nye credoer. Om ikke andet har det været inspirerende for en ung stud.theol. som mig selv at vandre med ad disse tankestier til et ændret blik på en åndløs, forstokket og ideologisk nutid.

Æblet falder naturligvis ikke langt fra stammen, og på sin vis er det et pudsigt tilfælde, der gør, at jeg ikke selv har tilsluttet mig koret af forargede bedsteborgere, der lod en kras og usentimental stil sløre blikket for de dybder og højder, der var i Jesper Langballes tænkning og virke. Det skyldes som nævnt i høj grad min egen far, at jeg har et så positivt forhold til Langballe. Men lad mig da slutte med en pointe netop angående åndelige (for)fædre.

Der er ingen tvivl om, at min egen løbebane i meget vidt omfang er en følge af min fars interesser og hans vedholdenhed med at præsentere mig for ting, der optager ham. Og det kan jeg ikke takke ham nok for. Men det er tilmed en stadig øjenåbner for mig efterhånden at få indsigt i, hvorfra åndsaflejringerne er sket. Det er en banal, men god pointe, at vi står på skuldrene af vore forfædre, men netop derfor er det en stadig kilde til taknemmelighed, at jeg begynder at se, hvordan jeg aldrig ville være nået det samme sted hen, hvis ikke mine forældre havde kendt Langballe. Uden at dette skal ende i en afgudsdyrkelse omkring et forgængeligt menneske (det ville gamle Langballe utvivlsomt på det skarpeste have sig frabedt), så skylder jeg mine forældre meget, men dermed skylder jeg også Langballe mere, end jeg tidligere har været klar over. For som Johannes V. Jensen skriver: ”Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod.”

Således kan det langsomt gå op for mennesket, at verden ikke kredser omkring en selv, og at vi af Guds uudgrundelige forsyn styres ad veje, hvorigennem ånden aflejrer sig i sindets jordlag. For før os har verden også været verden, og den har banet vejen for nutiden – en nutid, der desværre stadig oftere hævder en afskærelse af fortiden som den eneste vej mod sandt fremskridt. Men intet sandt menneskeliv kan leves uden en anerkendelse af alt det, vi skylder vore åndelige og kødelige forfædre. Også på grund af en besindelse på dette, mener jeg, at vi skal ihukomme Langballe.

Æret være Jesper Langballes minde.

Ord og Ånd

af Stine Munch

Det er ikke så ligetil at gøre rede for, hvad Helligånden er.

I evangelierne kan vi læse en hel del om Faderen og Sønnen, men Helligånden står der ikke ret meget om. Også for disciplene må det have været dunkel tale, det om den mystiske 'Talsmand', som Jesus før den første pinse fortalte dem. Om Helligånden, der skulle komme.

Nu er det nok lidt spekulativt at sætte sig i disciplenes sted, men mon ikke de har siddet og lyttet til Jesus, spidset ører, koncentreret sig om at forstå, hvad Mesteren sagde. Gav det mening for dem på det tidspunkt? Som om hele situationen ikke i øvrigt var mystisk og uvirkelig til overflod? Storhed og fald, lidelse og død, opstandelse og tilsynekomst.

Hvad mere, Jesus? Hvad er det, du siger!?

I pinsen kom den dag, hvor de endelig kunne kigge på hinanden og sige: Jamen det er jo sandt, hvad han sagde til os; hverken han eller vi var gale!

For det var netop i pinsen, at Talsmanden kom til dem, og disciplenes sorg over Jesu død blev vendt til glæde.

Det er jo rigtigt, at han forlod dem som kød og blod, bundet til tid og sted. Men nu, efter den første pinse, kunne de rejse i hver sin retning, nu kunne de være adskilt af tusindvis af kilometer, nu kunne de tale hver deres sprog, nu kunne de være ved at tabe modet – men han var der!

Han var der på en ny måde, som en levende og livgivende Ånd, der blæste på, at de var bange og usikre og modløse. Og Ånden fik det til at brænde i dem, så de kunne fortælle sandheden om Gud, så det kom til at give genlyd helt til verdens ende.

Pinsen er vigtig, fordi den fortæller, at Guds hellige Ånd er med til at forene os og føre os over skel og grænser, som vi har sat imellem os. Helligånden giver liv og glæde og fællesskab og trøst. Og derfor er den evigt aktuel. For mig er det helt store ved pinsen, at den fortæller, at der altid er mere at sige, og at der er muligheder, som vi ikke selv kan se eller tænke os til.

Ånden er vitterligt noget luftigt noget. I Apostlenes Gerninger står, at Helligånden var som et kraftigt vindstød, men et vindstød, som ikke blot blev hængende dér i luften. Det gik i kødet på disciplene, og de kunne tale på forskellige sprog, så alle kunne forstå hinanden på tværs af alle skel - på den første pinsedag.

Ude i verden opstod efter den første pinse forskellige kristne menigheder, som siden har fået det til at hænge sammen på forskellige måder. Forenede trods alt af Kristustroen.

I disse år er én af de store udfordringer i Den Danske Folkekirke, hvordan vi skal indrette os som menighed. Hvordan vi skal være kirke i vores egen tid. Der er efterhånden blevet eksperimenteret i årevis, og der holdes alle mulige forskellige typer gudstjenester og afprøves aktiviteter af næsten enhver art.

Indimellem virker det som om, "det eksperimenterende laboratorium", som indrettes i de evangelisk-lutherske folkekirker, ikke går så meget op i Ordets forkyndelse. For gudstjenesterne kan være "non-verbale", give folk en "guddommelig oplevelse" og "prikke til følelser". Og der skal ikke nødvendigvis - ja faktisk helst ikke - siges noget, som peger i en bestemt retning, eller som er særligt kristent. Til gengæld skal der være musik! Gerne noget meditativt trance-agtigt musik, som minder meget om det, de også spiller i de hippe vintage-butikker i Københavns Indre By.

Nu foregår den slags gudstjenester ganske rigtigt i kirkerne, og bygningen og rummet giver forhåbentlig i sig selv menigheden en vis fornemmelse af en kristen kontekst. Men jeg spørger uvilkårligt mig selv, hvad disse performances har med en luthersk gudstjeneste at gøre. Hvordan kan Kristus-troen forkyndes uden Ordet? Og ved hjælp af stemningsfuld lyssætning og techno-musik?

Hvordan kan menigheden vide, hvilken slags "religiøsitet", musikken og stemningen repræsenterer? At seancen ikke bare dyrker et eller andet "mere mellem himmel og jord”, der rummer det meste-agtigt. Men én bestemt Gud og frelser, nemlig Jesus Kristus?

I kirken skal menigheden kende ordet "Gud" i overensstemmelse med troen på Kristus som Guds ord, Guds åbenbaring af sig selv. I kirken kaldes Gud ved Kristi navn. Og dette kan vi ikke sige os selv eller føle os til ved en flygtig "guddommelig oplevelse". Det skal forkyndes os med ord, så præcist, som det nu lader sig gøre.

Fortællingen om Kristus skal overleveres. Igennem kirken af levende sten og dermed og derved igennem Helligånden. For man kan ikke af sig selv tænke sig eller meditere sig til Gud, ligemeget hvor god stemningen ellers er. Man kan ikke finde Gud ved at gå på opdagelse i det uendelige univers, som åbner sig dér i stearinlysets og lasershowets skær, eller ved at grave i sin egen sjæl. Gud må forkyndes. Kristus må forkyndes. Og det sker netop i overleveringen, i traditionen, gennem det levende ord, der taler om Kristus som Guds nærvær og tolk (Joh 1,18).

Efter korsfæstelsen var disciplene mildest talt frustrerede og skuffede. Igennem mødet med den opstandne fik de troen tilbage påny, og i den første pinse blev de sendt ud i verden med evangeliet. Helligånden, Gud der blæser mod og styrke i dem, så de brænder for at forkynde, tvinger dem afsted. Og idet de forkynder, virker Helligånden sådan, at mennesker ved deres ord kommer til tro.

Luther lægger vægt på dette, og skriver: ”Hverken du eller jeg ville nogensinde kunne vide noget om Kristus, endsige tro på ham og få ham til Herre, om det ikke blev tilbudt os igennem evangeliets forkyndelse og lagt ind i vort hjerte gennem Den Helligånd. Ordet er det, som gør det. Thi selv om Kristus tusind gange var hengivet og korsfæstet for os, ville det dog alt sammen være forgæves, om ikke Ordet kom og skænkede mig det og sagde: Nu er alt dette dit. Tag det og ej det.”

Når jeg indvender dette overfor den non-verbale forkyndelse, modsiges jeg med, at Luther da bestemt mente, at der sagtens kan forkyndes Kristus gennem musik. Og det er vist og sandt, at Luther anses for den evangeliske kirkemusiks grundlægger, men også, og det er vel vigtigere endnu, den evangeliske salmedigtnings grundlægger. I den evangelisk-luherske gudstjeneste er det således altid Ordet, der er i centrum.

Luther ønskede at videreføre musikken fra den romerske kirke, men for at dette gav mening i den protestantiske kirke, måtte der arbejdes med at forene tone og tekst. Musik og ord. I 1525 skriver Luther: ”Jeg ville gerne have en tysk messe, og jeg arbejder dermed. Men jeg ville jo gerne, at den fik en rigtig tysk art og stil. (…) Begge, tekst og noder, accent, melodi og gebærder må komme fra ægte modersmål og røst, ellers bliver det hele en efterligning, som aberne gør”. Musikken hører altså uløseligt sammen med Ordet og sproget.

Helligånden viser os gennem Kristus, at Gud er vores himmelske Far, som ikke har glemt os, og som ser stort på, hvad vi måtte bære med os af knapt så flatterende sider.

Helligånden viser os, at Gud er til stede i vore liv, nærværende hos hvert eneste menneske. Helligånden forener, og den overskrider grænser og skel og grøfter, som vi selv har gravet. Helligånden giver os liv og glæde og fællesskab og mening og trøst.

Det eneste, den kræver, er, at vi giver den en plads at virke fra. Og at vi lader den tale til os. Derfor hører Ånden og Ordet uløseligt sammen. Ordet om Kristus skal overleveres, og Ånden gør det levende.

Der findes ikke nogen fortælling, som begynder med ingenting. Der skal være noget at fortælle, nogen til at fortælle og nogen at fortælle til. Hverken forkyndelse eller teologi begynder på et nulpunkt. I evangeliet lærer vi at forholde os til én bestemt persons liv, død og opstandelse, og dermed er kristen tro bundet til én konkret historie og til kirkens videregivelse af netop denne historie – gennem Ordet og Ånden.

Høringssvar til Betænkning 1544

af Henrik Gade Jensen

Dele af Henrik Gade Jensens høringssvar blev bragt som kronik i Kristeligt Dagblad d. 6. maj 2014. Babel bringer det her i sin helhed.

---

Et svar på Betænkning 1544 må nødvendigvis indebære en række grundlæggende overvejelser over, hvad en evangelisk-luthersk kirke er, som er Grundlovens og bekendelsesskrifternes ramme for mulige forandringer.

 

1) Hvad er kirke?

I den traditionelle lutherske forståelse af ”kirke” findes det ikke som subjekt, altså som ”kirken” i bestemt form. Det er fordi kirken er en flerhed, en sum, nemlig kristnes fællesskab. Sådan bestemmes det i folkekirkens bekendelsesskrift, Confessio Augustana, hvor ”kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent og sakramenterne forvaltes ret”. I tidligere bibeloversættelser blev det græske ord for ”kirke”, ekklesia, da også oversat til menighed, altså mere en betegnelse for en flerhed, og vel en mere korrekt oversættelse af det græske ekklesia, der betyder ”forsamling af mennesker, der er kaldt sammen”. Mens det i de sidste autoriserede oversættelser hyppigere oversættes til ”kirke”. ”Forsamling” eller ”menighed” er fladt, horisontalt og angiver en samling af mennesker, mens ”kirke” i mindre grad indeholder en pluralitet og mere lægger op til en enhedsforståelse i bestemt form.

I Betænkning 1544 tales der om kirke, som om det var en enhed. F.eks. i påståede faktuelle sætninger som ”Da den danske folkekirke er en enhed…” (s. 52).  Der refereres også til nærheds- eller subsidiaritetsprincippet (s. 28), som bygger på at enheden har prioritet over delene, et katolsk præget filosofisk grundsyn i kontrast til den evangeliske opfattelse af det enkeltes forrang for almenbegreberne. Betænkningen bruger også et udtryk som ”hele kirken” flere gange (s. 52, s. 222). Det er meget usikkert, hvad der menes med det, og er et stærkt tvivlsomt begreb ud fra en evangelisk-luthersk opfattelse af kirke som fællesskab af kristne. Betænkningen konstruerer således en række abstraktioner, ”kirken” og ”hele kirken”, for at postulere, at der findes en enhed, som der skal tages vare om og som skal styres.  Og som strukturen i dag er utidssvarende overfor.

Dette står i et problematisk forhold til folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Teologisk set er kirken kun en enhed i kraft af den fælles bekendelse, altså at medlemmerne har samme tro. I Confessio Augustana står der, at ”til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære”. Enheden er ånd og trosfællesskab. Det er nok. Derfor er folkekirken fysisk og organisatorisk en flerhed, nemlig af kristne mennesker. Folkekirken er de barnedøbtes fællesskab.

Og derfor er folkekirken også opbygget, som den er. Den består af sogne, provstier og stifter. De 10 stifter er hver for sig suveræne i kirkelige, altså bekendelsesmæssige anliggender. Så folkekirken er slet ikke national, der findes ikke nationale organer i folkekirken, der altså kan udtrykke sig bekendelsesmæssigt. Med statsvidenskabelige begreber er den danske folkekirke føderal eller snarere konføderal i sin struktur, da den består af sideordnede, suveræne enheder. Et kirkeligt fællesudvalg ville være et nationalistisk tiltag.

Det centrale organ, kirkeministeriet, er udelukkende praktisk, sådan har det fungeret og sådan har det udviklet sig. Og skiftende kirkeministre har bestræbt sig på at levere de bedst mulige rammer for det folkekirkelige liv, også af og til taget initiativer i modstrid med store dele af den folkekirkelige konsensus.

Kongehuset er skrevet ind i Grundloven med religionspligt og er på fornem vis med til at markere den dominerede religion i landet ved flittig og beundringsværdig deltagelse i det kirkelige liv og gennem autorisation af salmebøger, bibeloversættelser m.v.

Så kirken, den danske folkekirke, folkekirken, er fællesskabet af kristne, barnedøbte i Danmark. Og den kirkelige struktur sigter mod at skabe rammer for at evangeliet kan forkyndes i kirkerne og sognene og ved kirkelige handlinger som  dåb, konfirmation, bryllup og bisættelse. Rammerne er meget vide og de enkelte præster og sognemenigheder har store frihedsgrader til at udfolde forkyndelsen på den måde, som de synes er bedst. I mine sogne er der gudstjenester ved stranden, på pumpestationen, ved den årlige Hornfiskefestival, bryllupper og velsignelser i det fri og på Western Camp osv. osv. Enheden i folkekirken skabes af den fælles bekendelse, som det er den stedlige biskops opgave at være linjevogter for. Til kirkens enhed er det nok at være enige om evangeliets lære. Mere behøves ikke, ifølge Confessio Augustana.

 

2) Flertalsforslaget om et folkeligt organ

En vigtig begrundelse for at stille forslag om en ændring af folkekirkens styringsstruktur beror på en opfattelse af gældende ret indenfor folkekirken som værende lig med kirkeministeriel enevælde. Således er den faktiske retstilstand blevet præsenteret – især ved informationsmøderne i stifterne – som om ministeren har eneret til at træffe vidtgående afgørelser både om indre og ydre anliggender. Som om folkekirken var en bananrepublik.

Dette er en legalistisk fejlslutning. Der kan ikke sluttes fra paragraffer, der er præskriptive, til en deskription af virkeligheden. Tesen om ministeriel enevælde bygger på en ensidig og tendentiøs og derfor mestendels forkert beskrivelse af den gældende retstilstand, hvor retstilstanden primært identificeres med juridiske paragraffer og ikke med den gennem tid udviklede retspraksis. Det ville svare til i statsretten at beskrive regeringen som kongens personlige magt (”Den udøvende magt er hos kongen”, cf. § 3), fordi det står i Grundloven. Enhver ved, at det ikke svarer til praksis. Ja, praksis er lysår væk fra det.

Ligeså er udvalget præget af en juridisk opfattelse af, at retliggørelse, formalisering og kodificering har prioritet frem for den uartikulerede, gennem praksis, tradition og hævd, udviklede orden.

Her der tale om rivaliserende rets-ideologier, hvor udvalget alene bygger på troen på retliggørelsen som moderne og sammenhængende, men udelader fuldstændig eller har ikke ønsket at fremhæve den sædvanebaserede retsopfattelse, som ellers så tydeligt karakteriserer folkekirkens udvikling siden 1849, da det ikke lykkedes at få gennemført den forfatning, som oprindeligt var hensigten fra grundlovsfædrenes side. I angelsaksisk retstradition fremhæves netop den sædvanebaserede ret som den mest smidige og frie, mens retliggørelsen binder unødigt frem over. Her ser man positivt på den slags civile, traditionsprægede, anarkiske ordner, fordi de er fleksible, organiske og sammenhængende, og passer bedst til frie og myndige borgere. De er udtryk for ”billighed”, som man tidligere sagde på dansk.

Så den beskrivelse, der skulle begrunde en ”mere sammenhængende og moderne styringsstruktur”, beror mestendels på forvrænget karakteristik af status quo. Gældende retspraksis består i, at kirkeministeren udøver sin kompetence i tæt samspil med en lang række kirkelige aktører. Der har udviklet sig et finmasket konsensusdemokrati i folkekirken, som har fungeret ganske udmærket i generationer. Når der var behov for nye tiltag, som f.eks. kvindelige præster og vielse af mennesker af samme køn, har ministre benyttet deres executive magt og skubbet på for forandring og dermed udviklet folkekirken i mere moderne retning. Kirkeministre har også løst bekendelsesmæssige hard cases ved at flytte tilsynet med en præst eller lægge tilsynet direkte ind under ministeren (selv om det nok var på kant med bekendelsesgrundlaget). Mange af de forandringer, som vi i dag opfatter som moderne og vigtige, ville næppe kunne ske så hurtigt, hvis flertalsforslagets struktur var implementeret.

Skal der alligevel være mere enhed i folkekirken end enighed om evangeliets lære? Da den tilstrækkelige enhed allerede er til stede i det trosmæssige fællesskab, bliver det et praktisk og politisk spørgsmål indenfor adiaphora, om der skal lægges til med et fælles organ.

Grundlovens § 66 foreskriver, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Det er aldrig sket ved én samlet lov, men retspraksis gennem enkeltafgørelser har udviklet folkekirkens retsforhold, som de er i dag. Status quo er hverken retsløshed i mangel af en ”forfatning” eller kirkeministeriel enevælde, men en organisk og sammenhængende udviklet struktur.

Folkekirkens struktur, status quo, er p.t. en eneståede decentral institution. Den er til stede i hvert sogn med en kirke og mange steder med kun få hundrede sognebørn. De fleste andre offentlige institutioner har derimod været præget af en stærk centralisering de sidste årtier: skoler, sygehuse, politistationer og domstole, krematorier er flyttet væk fra lokalsamfundet. Kun folkekirken med præsten er stadig til stede i mange landsogne.

Et centralt kirkeligt organ vil an sich være en udfordring af denne lokalisme. Et centralt kirkeligt organ vil bl.a. prioritere ressourcer og indsatser. Det vil måske som Københavns Stiftsråd anbefale at lukke kirker. Under alle omstændigheder vil det overføre ressourcer fra det lokale til det centrale. Og det lokale led, sognene, kan så måske søge om at få del i de midler, som før var deres egne, men efter kriterier som fastsættes af det centrale organ.

Ud over centraliseringen har mange øvrige offentlige institutioner været stærkt præget af nye ledelsesformer, især såkaldt New Public Management, som har resulteret i stærke ledelseshierarkier. For universiteternes vedkommende har det resulteret i at de enkelte forskere har følt sig stærkt reduceret i indflydelse og råderet over eget arbejde. Universiteter har gået fra en flad ledelsesstruktur med kollegiestyre til hierarki og funktionærgørelse af ansatte. New Public Management er blevet opfattet som moderne.

Betænkning 1544 vil en mere ”moderne styringsstruktur”. Og hvis folkekirken følger de øvrige moderniseringsprocesser i det omgivende samfund, vil dette resultere i mere centralisering, hierarkisering og – ultimativt - proletarisering af præsterne. Flertalsforslaget i Betænkning 1544 lægger op til det. Hastigheden og omfanget kan være usikkert, men retningen er tydelig.

 

3) Bispekollegiet

Flertalsforslaget i Betænkning 1544 vil lovfæste bispekollegiet. Dette begrundes med en dristig ny-evangelisk konstruktion, der hedder ”hele kirken”, som biskopperne skal tage vare om.

Dette forslag er også udtryk for en ensidig retsopfattelse i udvalget, hvor praktiske samarbejdsformer (bispemøder) partout skal lovfæstes og formaliseres, mens det i lige så høj grad kan ses som frugtbare, uformelle samtalerum, der afstemmer forventninger og netop muliggør folkekirkens anarkiske, konsensusagtige orden.

Et formaliseret bispekollegium vil være at indføre et centralt organ i folkekirken, som hidtil har været helt fremmed for folkekirkens decentrale struktur. Da biskopperne har at gøre med bekendelsesgrundlaget for folkekirken, giver det ingen mening at optræde som kollegium med flertalsafgørelser. Der kan ikke, og skal aldrig, stemmes om bekendelsesgrundlaget. Det er hver enkelts afgørelse. Det er hver kristens sag. Det er hver præsts sag at forkynde evangeliet indenfor dette bekendelsesgrundlag. Og det er biskoppens myndighed i hvert stift at tilse, at dette sker, og skride ind, når en forkyndelse eller kirkelige praksis vurderes som i strid med bekendelsesgrundlaget. Den enkelte biskop kan så lade sig vejlede af kollega-biskopper, lige som af teologiske eksperter.

Folkekirkens bekendelsesgrundlag (altså tolkningen af det i konkrete situationer) skal der ikke stemmes om. Det ville være absurd og nedværdigende for folkekirken. 7 -3 for at der findes en skabende Gud. 6 – 4 for jomfrufødslen. Hver biskop må være opgaven voksen i sit stift at tilse det fornødne m.h.t. bekendelsesgrundlaget. Og at bekendelsesgrundlaget kan fortolkes forskelligt, viser kun, at vores hellige skrifter er genstand for fortolkning.

 

4) Demokrati i folkekirken

Endeligt skal der knyttes et par teoretiske overvejelser om demokrati, som udvalget burde have gjort. Demokrati er et middel til at administrere magt, og det bedste (eller mindst ringe) middel i stater (amter og kommuner), dvs. hvor magten er uundragelig og nødvendig. Demokrati i form af flertalsstyre implicerer altid koalitionsdannelse, studehandel, valgflæsk, forlig og kompromis. Det kender vi fra kommuner, folketinget og EU-parlamentet og hører det demokratiske spil til. Det virker nogle gange uværdigt også for demokratiet (”bare der kan tælles til 90, hører argumenter op”), men det er en del af den syndige virkelighed.

Demokrati er bedst ved den fælles, monopolmagt, som stat, amt og kommune udgør. Derimod behøver private foreninger, virksomheder, familier, skoleklasser etc. ikke at fungere demokratisk. I dag ønsker ingen økonomisk demokrati, selvom det var et slagord i 1970erne.

Skal folkekirken demokratiseres?
Da folkekirken har en exit-mulighed, og enhver bortset fra dronningen kan melde sig ud, er den vigtigste demokratiske kontrol af folkekirken tilstede. Man kan stemme med fødderne. Dernæst er der demokrati på det lokale niveau og op til stiftsplan ved stiftsråd og bispevalg. Og endelig er folkekirken indlejret i den nationale politiske proces og ingen kirkeminister kan regere mod folketingets tillid.

Derimod ville det være uheldigt for folkekirken, hvis den skulle få et centralt, styrende organ, som følgelig skal præges af demokratiets nødvendige følgesvende: studehandel og valgflæsk. Kort sagt: politik. Det samme gælder ved flertalsafgørelse i bispekollegiet. Det vil skade folkekirken og sikkert medføre udmeldelser.

Det er min overbevisning og erfaring som landpræst, at folkekirken nyder en så enestående opbakning i befolkningen, fordi den ikke kan identificeres med et flertal, en kirkelig retning, en formand, men som verdslig institution er en forholdsvis anonym størrelse. Den er fuldt tilstrækkelig synlig i form af tusinder kirker, som for landsognes vedkommende har ligget der i knap 1000 år.

Enhver demokratisering (og dermed politisering) vil skærpe profilen i folkekirken, men uden tvivl koste i bredden og samhørigheden.

 

Konklusion

Kirkeministeren bør takke udvalget for et godt og spændende arbejde, som uden tvivl har været til stor inspiration, men det videre arbejde bør dog have følgende retningslinjer:

Der behøves ikke et folkekirkeligt fællesudvalg

Der behøves ikke et bispekollegium

De øremærkede bevillinger på finansloven til præstestillinger bør fastholdes

Der skal søges en minimalistisk reparation på Fællesfondens administration, så der ikke opstår grundlovsmæssige problemer og gerne med et fornødent demokratisk mandat til de nuværende medlemmer af budgetfølgegruppen

Endelig bør kirkeministeren fastholde og fremhæve folkekirken som en front-organisation med dens nuværende, flade styringsstruktur med stærk lokal repræsentation. Som sådan er den et forbillede for øvrige offentlige institutioner og for Danmark generelt. Vi kan godt have en offentlig institution med 10 sideordnede chefer og med stor frihed og autonomi til præster og sogne, en forbilledlig semi-anarkisk orden holdt sammen af stor civilitet og respekt om sædvanen. Og så bør ministeren nedsætte et lille udvalg, der i moderne termer kan formulere folkekirkens struktur, dens fortrin og store fremtidsmuligheder for at være en afgørende lokal institution i fremtidens Danmark, en spydspids for lokalisme og social ansvarlighed, og hvor der måske ad åre skal gives mere verdslig magt tilbage til civilsamfundet/sognene, hvis eksistens opretholdes gennem folkekirken.

Dette høringssvar er på egne vegne.
Med venlig hilsen

Henrik Gade Jensen
Sognepræst i Dannemare-Tillitze-Gloslunde-Græshave
Lolland Vestre Provsti, Lolland-Falster-Stift

gamle mennesker

af Merete Bøye

Jeg savner ikke de gamle dage,
men jeg savner de gamle mennesker.

De gamle mennesker
i deres gamle stuer
med upræcise pendulure på væggen,
der slår omtrent hver time,
og med gamle møbler,
arvestykker,
som egentlig ikke burde passe sammen,
men det gør de bare,
og gamle reoler
af mahogni
med gamle bøger i,
af Morten Korch og Olfert Ricard
og Goethe og Grundtvig og Bang,
leksika og atlasser,
men fjernsynet er nyt
og flot,
det har de sparet sammen til,
og nu står det der,
med en lille hæklet, rund dug ovenpå,
og der er altid Gæt og Grimasser.

Og det hele er lidt gult,
fordi de ryger cerutter,
mens de lægger kabale
eller læser
eller ordner deres frimærker
i stilhed.
Det er ikke fordi, de har bedre tid.
De gør bare sådan nogle ting.
Sådan nogle gamle ting.

Jeg savner de gamle mennesker
med gamle billeder på væggene,
Disciplene sanker Aks
og Klarer han Pynten,
malerier af blomster
og broderier i glas og ramme.
De har pelargonier i vinduerne
og på det tunge, mørke skrivebord en telefon med drejeskive,
sort eller grå.
I skufferne stempler og visitkort,
cigarkasser og grå fotografier
og andre ting, der er gamle.

Bare jeg selv engang blev et gammelt menneske.
Men det gør jeg nok ikke.
Hvad gammelt kan der blive
af modetøj, computere og mobiltelefoner,
wonderbra og lykkepiller og kontaktlinser,
selvhjælpsbøger og kineserarmbånd
og møbler fra IKEA?
Jeg rådner og forældes, før jeg gråner,
mens jeg savner de gamle mennesker
noget så
forfærdeligt.

Skal vi lege riddere?

af Andreas Thom

Til min fyrreårs-fødselsdagsfest gav min lillebror mig en fin legetøjsridder komplet med hest, rustning og lanse. Jeg er glad for at kunne sige, at formålet til dels var at fremhæve et par gange i mit snart halvgamle liv, hvor jeg ifølge min lillebror havde opført mig særligt galant og ridderligt. Først og fremmest gav han mig den dog nok for at fremhæve det faktum, at jeg er bidt af en gal ridder. Det er rigtigt nok. Jeg er faktisk helt vild med dem. Den fine ridder står stadig på mit skrivebord i originalemballagen. Ganske vist er jeg som alle andre, der har set Toy Story 2, naturligvis udmærket klar over, at det slet ikke er meningen, at legetøj skal forblive stående urørt og uåbnet. Legetøj skal selvfølgelig leges med. Alligevel har jeg ikke nænnet at pakke den op. Min ridderpassion stammer heller ikke fra barndommen, altså fra dengang, hvor legetøjet blev flået ud af emballagen, men er kommet til siden. Bortset fra at jeg slugte C.S. Lewis’ Narnia-bøger, der er spækket med ridderdyder, interesserede jeg mig vist dengang mest for dukker, stillesiddende, fornuftige lege og for at se fjernsyn. Først efter at jeg som voksen er begyndt at lede efter min hidtil udeblivende maskulinitet begyndte interessen så småt at dukke op. (Det var omtrent i den samme periode, at jeg første gang investerede i et medlemskort til fitness.dk.) 

En anden udslagsgivende faktor var den nye generation af superheltefilm, som begyndte at skylle ind over biograferne i starten af 90’erne, og som sådan set gør det endnu. Det var film som X-men, Spiderman, Ironman og frem for alt Batman, den mørke ridder. De handlede om helte, de handlede om at handle, om kampen mellem det gode og det onde, og så handlede de overvejende også om mænd. (At deres spandexrustning i de nye film var blevet skiftet ud med muskelsvulmende gummibodysuits, gjorde ikke deres mandighed mindre). De bedste af filmene – deriblandt netop Batman – handlede også om vanskeligheden ved at være en helt (og en mand), om den hårfine grænse imellem godt og ondt, om konflikten mellem kærligheden og pligten, om at miste orienteringssansen og fægte vildt til højre og venstre i stedet for at gå heltens lige vej med faste skridt. Desuden var filmenes parallel-univers for det meste herligt fri for realismens og den politiske korrektheds snærende bånd. Det var ren guf.

Derfra var der ikke langt til at opdage, at der bag superheltenes vilde, ustyrlige og episke verden i virkeligheden gemte sig fortællingerne om de oprindelige superhelte: ridderne i alle afskygninger. Dem, der sad om det runde bord og alle de andre. Siden den åbenbaring kan jeg ikke falde i søvn, hvis ikke der ligger en ridderbog på mit natbord.

Ridderlitteraturen er enorm, og der findes utallige fortællekomplekser i hele Europa. Ligesom det er tilfældet med nutidens superheltemytologi fik de forskellige ridderskikkelser deres eget liv og kunne ikke ejes af én forfatter. Jeg vil koncentrere mig om den fortællekreds, der har kong Arthur og hans riddere som centrum.

Kong Arthurs genealogi er en gåde. På den ene side kan man ikke afvise, at der ikke ligger en historisk person til grund for myten om ham, men på den anden side er det ikke muligt at finde nogle vidnesbyrd, som ikke allerede er blevet forvandlet til legendestof. Han optræder i de tidligste historieværker om briternes historie. Men de er fra en tid, hvor historieskrivning også sagtens kunne være fri fantasi, og der findes ingen eksterne kilder, der bekræfter, at han skulle have ledet 12 succesfulde slag imod de invaderende angelsaksere i det 5. århundrede, sådan som der bliver hævdet i Historia Brittonum fra 800-tallet.

På samme måde er de fleste enige om, at det nærmer sig fri fantasi forklædt som historieskrivning, når munken og ”historieskriveren” Geoffrey of Monmouth i det 12. århundrede fortæller om Arthur som en erobrende helt, der efter at have nedkæmpet angelsakserne og tæmmet de oprørske skotter og irlændere skabte et gyldent fredsrige, som varede ved indtil han blev forrådt og dødeligt såret af den svigefulde tronraner Mordred. Men ved at fortælle om Arthurs riges guldalder på ca 15 år, hvor Arthurs hof var en strålende flamme af høviskhed, og hvor ridderne flokkedes om hoffet og turnerede imod hinanden, imens kvindfolkene hyldede dem med tilråb og flirtende blikke, så skabte han en form for legendernes tid, som blev ved med have et godt tag i folks bevidsthed også længe efter, at enhver tanke om historisk plausibilitet var opgivet.

Selv når man holder sig til kong Arthur og hans riddere er litteraturen stor og uoverskuelig. Geografisk set er der blevet produceret Arthur-litteratur ikke kun i England, men også i Frankrig, Tyskland og sågar Danmark, og i tid strækker produktionen sig fra middelalderen indtil i dag. Jeg vil derfor koncentrere mig om noget af den tidligste litteratur, nemlig Chretiens de Troyes ridderromancer fra det 12. århundrede. I Chretiens de Troyes romancer er Arthur ikke længere hovedpersonen.  For det meste bliver han hjemme sammen med dronning Guinevere. Hans funktion er med sin blotte eksistens at opretholde rigets velsignede status. Så længe han er der, er riget ikke bare sikret fred og velstand, men også en god kristen moral og høvisk opførsel. De egentlige eventyr er forbeholdt hans riddere som fx Lancelot, Gaiwan, Tristan, Perceval. Som Superman kan boltre sig i Metropolis og Batman i Gotham, er Arthurs fredsrige deres legeplads. Det er en verden, der næsten ligner vores og så alligevel ikke. Den er tilstrækkelig kendt til at vi kan spejle os i riddernes udfordringer og dilemmaer og alligevel så anderledes, at det hele bevarer en aura af leg og spil.

Ofte har ridderne til opgave at beskytte dronningen, som mere end én gang svæver i dødelig fare, men andre gange rider de rundt på må og få for at opsøge eventyr og opnå de to ting, som ridderlivet drejer sig om: hæder og kærlighed. Jo længere, de kommer fra Arthur og hoffet, des sværere bliver det imidlertid at holde sig på den rette sti. Skæbnesvangre hændelser bringer dem på vildspor, og de vandrende riddere bliver hurtigt til forvildede riddere. Trylleskove holder dem fangne, unge uskyldige hjælpeløse jomfruer viser sig at være træske troldkvinder, og hvad der er endnu værre: deres egen sjæl viser sig at rumme andet end høviskhed og kristendom. De vandrende riddere må kort sagt i eventyrets form kæmpe med det, som ethvert menneske må, fanget som det er imellem det højeste og det laveste. Ikke mindst elskoven er en udfordring. Den bliver nærmest en religion i sig selv, som ikke nødvendigvis går op i en højere enhed med hoffets kristne moralkodeks.

For den unge ridder Erec er det for eksempel en udfordring at forene kærligheds- og arbejdslivet. I forbindelse med den traditionsrige jagt på den hvide hind, hvor vinderen får lov til at kysse den smukkeste dame ved hoffet, bliver han grundet sin ungdom sat til at opvarte dronningen. Men mødet med en upassende dværg, hvis herre fornærmer dronningen på det groveste, leder Erec ud på et eventyr, der gør, at han kan hjemføre den smukke Enide som hans brud. Hans hjemkomst til hoffet forhindrer en potentiel krise. Arthur, som har vundet kysseæren, skal netop til at udvælge den smukkeste dame, og dermed uundgåeligt fornærme alle de riddere, hvis dame, han ikke vælger. Men da Enide træder ind i salen overstråler hun alt og alle med sin skønhed, og ingen kan for alvor tvivle på, at hun er den smukkeste dame. Erec og Enides bryllupsnat skildres med allusioner til salme 42 i Salmernes bog: ”Den jagede hjort som gisper af tørst længes ikke på samme måde efter kilden, ej heller vender den hungrende spurvehøg mere villigt tilbage, når den bliver kaldt, end de to mere villigt faldt i hinandens arme den nat.” Desværre er Erec så glad for sin kone, at han hellere vil ligge i sengen med hende end opfylde sine ridderlige forpligtelser til at søge hæder og ære. Da Enide forsigtigt forsøger at åbne hans øjne for problemet, befaler Erec, at hun skal ride med ham ud. Hun skal ride foran ham og må ikke sige et ord. Hun kan dog ikke lade være at advare, hver gang farer nærmer sig, og bliver skarpt irettesat hver gang. Parret forliges dog til sidst, da Erec overfaldes og ligger som død, men kaldes til live igen ved Enides fortvivlede råb. Ægteskabets lykketilstand genoprettes, og Erec finder vej til at være såvel en god ridder som ægtemand.

Så nemt går det dog ikke for alle. For eksempel bliver Yvain så optaget af sine eventyr, at han glemmer at komme hjem til den aftalte tid. Hans kone nægter at tage ham tilbage, hvilket medfører, at Yvain bliver gal og begynder at løbe rundt ude i skoven uden tøj på. Det kræver mange krumspring, inden parret genforenes.

Lancelot må slide endnu hårdere i det under kærlighedens åg. Hans kærlighed gælder selveste dronning Guinivere, og da hun bliver bortført til det dødsrigelignende land Gorre, hvorfra ingen nogensinde er vendt tilbage, bliver han stillet overfor et svært valg. En dværg tilbyder ham et hurtigt lift i sin kærre. Kærren er imidlertid beregnet til at fragte forbrydere og ved at sætte sig i den vil Lancelot uundgåeligt vanære sig selv. Lancelot tøver et sekund, inden han hopper op på vognen. Den lille tøven beskrives som en konflikt imellem fornuft og kærlighed: "Fornuften, som ikke følger kærlighedens bud, fortalte ham, at han skulle være varsom med at hoppe på vognen, og formanede og rådede ham til ikke at gøre noget, som kunne volde ham vanære eller bebrejdelse." Fornuften, som vovede at tale sådan til ham, talte fra læberne og ikke fra hjertet; men kærligheden, som havde bolig i hans hjerte tilskyndede og bød ham at hoppe op på vognen med det samme. Fordi kærligheden beordrede og ønskede det, gjorde han det med det samme. Eftersom kærligheden herskede over hans handlinger, havde vanæren ingen betydning. Da Guinievere er befriet, bebrejder hun ikke Lancelot, at han hoppede op på vognen, men at han tøvede inden.

Perceval er på alle måder en outsider. Han er uvidende om sit navn og sin herkomst. Han er vokset op i den vilde skov, hvor han er blevet opfostret af sin mor, men forlader hende for at blive en ridder. I løbet af mange eventyr samler hans fortids brikker sig langsomt. Fra tid til anden bliver han bragt i berøring med Kong Arthurs hof, men det er som om, at han ikke rigtig hører hjemme der. På et tidspunkt kommer han til gralsborgen, hvor han bliver budt velkommen af en vært, som er invalid. I gralborgen overværer han en mærkelig religiøs procession. Et sværd frembæres, der kun kan brydes i ét særligt tilfælde, dernæst en hvid lanse, der drypper blod, og til sidst den hellige gral. Perceval er tavs under hele seancen. Næste dag vågner han op og ser, at slottet er forladt. Han får tilnavnet ”den ulyksalige”, da han burde have stillet spørgsmål, men ikke gjorde det. Han bliver forvist fra slottet og erfarer, at hvis han havde stillet de rigtige spørgsmål, ville hans vært have genvundet førligheden. Vi ser til sidst Perceval begræde sine synder i et eremitbo, hvor eremitten fortæller ham, at han ikke stillede spørgsmålet, fordi han havde gjort sin mor uret – som døde umiddelbart efter, at han havde forladt hende. Percevals udfordring er ikke kærligheden, men en religiøs erfaring, der adskiller sig fra hoffets kristne høflige moralkodeks ved at handle om skyld, synd og trangen til forløsning. Romancen om Perceval er ufuldendt. Men i senere videredigtninger vender han tilbage til borgen. Han formår at bringe den ventede forløsning og selv at indtræde i gralsriddernes hellige orden.

Ridderlitteraturen har ikke sluppet sit tag i os, men lever videre i mange forklædninger. Udover de meget tydelige allusioner i de moderne superheltemyter, kan man også finde andre spor. De er mere skjulte og subtile, men måske stikker de også lidt dybere. David Lynchs kultserie, Twin Peaks (1990-91), byder i FBI-agent Dale Cooper på en Perceval-lignende skikkelse. FBI-hovedkvarteret er nærmest at opfatte som en gralsborg og agenterne som udsendte riddere. Som Perceval er Cooper uberørt og kysk, men også hos ham viser der sig huller i forhistorien, hvilket bliver skæbnesvangert for ham. I en nøglescene sidder Cooper på den lokale bar, hvor han i et drømmesyn ser en kæmpe tone frem for sig. "It is happening again", siger kæmpen til ham. Men Cooper forbliver tavs. Han stiller ikke de rigtige spørgsmål, og derfor kan han ikke forhindre, at mordet på Laura Palmer gentager sig. I Cormac McCarthys roman, The Road (2006), vandrer en far af sted med sin søn i en verden, der er gået under. Faren er som en ridder, der har til opgave at kæmpe for kærligheden. Ikke i skikkelse af en skønjomfru, men i skikkelse af sønnen, verdens eneste håb. ”Er vi de gode?”, spørger sønnen konstant, ”er det os, der bærer ilden?” Endelig er det vist ikke forbigået mange, at der i de senere år har været en heftig diskussion for og imod brugen af riddermetaforik i en ny muskulær, maskulin teologi. Den diskussion har jeg svært ved at forholde mig til. Jeg vil egentlig bare gerne lege med riddere. Hvilken rigtig mand vil ikke det? (Hvad Søren, jeg tror s'gu, jeg pakker den ridder ud. Helle for at være Lancelot!)

Prædiken til 5. søndag efter påske

af Nana Hauge

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi." Joh 17,1-11

Salmer
10 Alt hvad som fuglevinger fik
300 Kom, Sandheds Ånd
321 O kristelighed (mel.: L.M. Lindeman 1862)
319 Vidunderligst af alt på jord (Thomas Laub 1921)
375 Alt står i Guds faderhånd

---

Så er det da en nådes-sag,
hvad der af mig skal blive,
om Herren gør en påskedag
og kalder dødt til live.

I februar måned var jeg til konfirmandtræf med konfirmanderne i Roskilde Domkirke. I domkirken skulle konfirmanderne rundt på forskellige poster og lære noget om kristendommen.

På en af posterne blev konfirmanderne spurgt om, hvorvidt de mente, at deres livsførelse nu – altså det liv, de liver nu, og hvordan de lever det – har indflydelse på det næste!

Jeg må sige, jeg havde meget svært ved ikke at blande mig, for det spørgsmål var udtryk for en ganske vist udbredt tro, som hviler i en forestilling om, at det først er efter døden, det bliver rigtig sjovt – hvis man da ellers har opført sig ordentligt.

Man skulle ikke tro, at hverken skuespillerne eller de – må man formode – præster, der har stået bag arrangementet, nogensinde har hørt om P.G. Lindhardt og hans foredrag på Askov højskole, hvor han foran tusinde tilhørere understregede i sin sædvanlige skarpe stil, at det evige liv var her og nu og ikke noget fremtidigt, og at ethvert forsøg på at sige noget om det kommende liv var spekulationer, som måtte stå for folks egen regning.

Lindhardts foredrag blev, som mange af jer måske kan huske, efterfølgende genstand for voldsom debat, og han blev beskyldt for at tage troen fra folk og afskaffe det evige liv.

Det er nok ikke at yde Lindhardt fuldstændig retfærdighed, for det han sagde i slutningen af sit foredrag, var at "Opstandelsestro er ikke fremtidstro, men gudstro, og Gudstro er ikke et forsøg på at redde sig en tilværelse ud over den, som er os beskåret, men er just vor bekendelse af, at vi ingen anden tilværelse har end den, Gud har undt os. Opstandelselstroen siger om fremtiden kun det, at fremtiden er Guds. For hans er riget, magten og æren ..."

Hermed ville Lindhardt undgå troen på, at man kan fortjene det evige liv, og at der er noget bedre i vente. For kristendommen er ikke en sutteklud. Kristendommen er netop ikke opium for folket, som Karl Marx fejlagtigt antog.

Evangeliet er et Wake up call: "Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus."

Det evige liv er altså allerede nu, som det liv Gud giver indhold. Det evige liv har vi allerede nu – i mødet med Kristus og med hans Ord. Det er det Ord, der møder håbløshed med håb, svig med tilgivelse, mørke med lys. Det skaber paradis af ørke.

Da er der evighed i det naturlige, jordiske liv. Gud er i den almindelige tilværelse. Selv den mindste orm er han nær.

Evangeliet vil ikke befri mennesket fra dette liv, men befri det til dette liv. Livet som det er, er godt, det er gyldigt, og er ikke bare en forberedelse til det næste. Det skal leves og ikke forsages eller overstås.

Døden er alvor og livets afslutning. Det erfarer vi alle, og det kan ikke bortforklares med en drøm om et bedre liv efter døden. Evangeliets budskab om, at dødens magt er overvundet, og håbet om et evigt liv i Gud, må aldrig blive en måde, hvorpå man retfærdiggør død, sorg og lidelse.

En sådan bagatellisering af døden ville være en bagatellisering af selve livet. Derfor afviser Det Nye Testamente også spekulationer om det hinsidige liv, hvordan det tager sig ud eller leves (Mark. 12, 18-27).

For det er ikke fremtiden, vi skal bekymre os om, og hvad der sker efter døden. For Gud slipper aldrig sit menneske og sin kærlighed til det, hverken i livet eller døden. Det vil sige, at vi er i Guds faderhånd, hvad enten vi lever eller dør.

Vel har vi vores drømme – vi har forestillinger om hvordan livet skal være, hvis det skal være lykkeligt, og vi har forestillinger om, hvad der skal ske efter livet. Men det kan nemt ende i vildfarelser, så det ender med at bagtale det liv, vi lever nu. Forestillingen om, at lykken er et helt andet sted, en anden tid – den kommer vi selv og dem, vi lever sammen med, til at lide under.

Nej, dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Det evige liv er, at vi kender Gud, og ikke at vi kender os os selv.

Sokrates har ganske vist engang sagt, at det var menneskets opgave at kende sig selv. Det stod der på Apollontemplet i Delfi. Dengang var det en omfattende affære – i dag kan man lære det ved hjælp af et dameblad eller gennem en af de utallige selvhjælpsbøger, som udgør en millionindustri.

Der er dog meget, der tyder på, at de bøger ikke har den store effekt, eftersom køberen af en selvhjælpsbog i 80 procent af tilfældende har købt en anden selvhjælpsbog inden for det sidste år.

Uanset hvad, så hævder evangeliet altså, at det ikke lønner sig. Evangeliet siger til os, at vi kun kan kende os selv – være os selv – gennem at kende Gud. Den Gud, som altid på forhånd kender os, kendes ved os og vedkender sig os.

For Han vil ikke leve uden os. Vi er hans.

Som Jesus siger i evangeliet: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord."

Vi har derfor ikke givet os selv til Gud. Vi er Guds, selvom vi har taget os selv fra Gud og levet, som om vi var vore egne. Men nu gør Gud os til det vi virkelig er – ved at give os til Kristus, sådan som det sker i dåben. Så er vi ikke alt muligt andet – så er vi det, vi er – i lyset af Hans sandhed og lys.

Han er kommet til os i sin søns skikkelse, for at vi skulle kende ham og få del i Hans liv, som er det evige liv. Han døde i vore hænder, for at vi skal leve i hans. I vore egne hænder fandt vi døden, men i hans fandt vi livet. Det, han kalder det evige liv. Det reserverer han ikke kun til tiden efter døden, men det er nu.

Det er ikke ment, som det skal slukke vores håb om evigt liv hos Gud.

Vi er ganske vist genfødt til et levende håb om opstandelse fra de døde, og vi har dermed lov at håbe på gensyn med vore kære, på at vi skal ses igen, og på at der er sat en stol til os i de lyse sale. 

Men hvad, der skal blive af os, er en nådessag. Det er ikke noget, vi kan gøre os fortjent til og ikke noget, vi har ret til.

Og endnu mere vigtigt og dagens pointe: Meningen med håbet er ikke, at vi skal forsage den verden vi lever i.  Gud har skænket os den sammen med kærligheden, der gror og bor hos os, og han har skænket os troen med syndernes forladelse, og deri har vi allerede nu en flig af landet bag hav.

Og landet bag hav skal give os blik for, at også livet nu er indfoldet i Guds liv. At Guds evige liv allerede udfolder sig her og nu. Det er sandheden om vores liv – givet os af den eneste sande Gud.

Amen

Anmeldelse: Ahmed Akkari, "Min afsked med islamismen"

af Stine Munch

Ahmed Akkaris 452 sider lange beskrivelse af sin vej ind i og siden ud af islamismen er alt i alt et vellykket samarbejde med journalisten Martin Kjær, omend sine steder lidt for detaljeret og langtrukkent.

Akkari beskriver kulturen i det islamistiske miljø i Danmark; han beskriver hemmeligheder om svindel med offentlige tilskud, hvervning til hellig krig, systematisk snyd i skolerne, danske forbindelser til forbudte internationale organisationer og meget andet.

Akkari arbejdede sig hurtigt til tops i dette miljø. Han var dygtigere og skarpere end de fleste, og med en hovedsageligt dansk opvækst og skolegang havde han fordel af at beherske dansk i både tale og skrift meget bedre end de fleste andre i miljøet. Som 16-årig satte han første gang sine ben i en moske, og 11 år senere var han æresgæst på en konference for de 300 mest betydningsfulde islamister i verden.

Denne udvikling lå langt fra i kortene, da Akkari blev født ind i en velstående og vestligt orienteret familie i Tripoli i Libanon. Nok var hans familie muslimer, men der var meget langt til den radikale islamisme, som Akkari blev en del af i Danmark. Alt ændrede sig dog, da Akkari var omkring fire år, og borgerkrigen nåede Tripoli og gennemhullede det trygge liv med frygt og projektiler. Da familiens hus blev fanget i krydsild, flygtede Ahmed og hans forældre over hals og hoved, og livet blev aldrig det samme igen.

Familien boede på asylcentre de første år i Danmark, og siden, da de fik opholdstilladelse, i et hus i Hurup i Nordjylland. De forsøgte ved borgerkrigens afslutning at vende tilbage til hjemlandet, men fandt intet at vende tilbage til og tog igen til Danmark.

Familiens anden opholdstilladelse i Danmark var vanskeligere at opnå. Med respekt og næsten ærefrygt beskriver Akkari, hvordan de danskere, som var tæt på familien, hjalp dem, så sagen blev genoptaget. Sagen kom i flere medier, og endelig blev presset på den daværende indenrigsminister så stort, at beslutningen om udvisningen blev omstødt, og familien fik igen lov at blive i Danmark. Akkari skriver om lokalsamfundets opbakning: ”Det var en handling, der stadig aftvinger min dybeste taknemmelighed og respekt.”

Og videre, meget sigende: ”Hvor tankevækkende og trist det dog er at tænke på, at jeg et års tid efter skulle betragte mine kammerater, min lærer og de kristne grupper, der reddede mig og min familie, som vantro, der var dømt til en skæbne i Helvede.”

Som 16-årig begyndte Akkari nemlig at komme flittigt i en moske i Aalborg. Som før skrevet, var familien ikke udøvende muslimer, og den religiøse verden var fremmed for dem. Når Akkari alligevel med stigende velvilje accepterede missionerende islamisters invitationer til moskeen, var det dels fordi han nød at komme lidt væk fra de snævre rammer i asylcentret, hvor familien boede på det tidspunkt, dels på grund af det islamiske fællesskab, der modtag ham med åbne arme, dels som en rodløs teenagers forsøg på at finde fodfæste.

”Som 16-årig var jeg i fuld gang med mit eget lille oprør mod mine forældre. Jeg stod med et ben forankret i Mellemøstens traditioner og et andet godt på vej ind i en tillokkende, frigjort dansk ungdomskultur med kærlighed, livsglæde og frisind. Jeg havde længe vaklet fra det ene ben til det andet i et forsøg på at holde balancen, og nu var jeg bare træt.”

På en måde forstår man jo Akkari med en baggrund i en mellemøstlig kultur, på den anden side forstår man ham overhovedet ikke, både fordi religionen i grunden lå hans familie så fjernt, og mest fordi de var så taknemmelige for deres liv i Danmark og for den hjælp, de havde fået. Men Akkari søgte ’en højere mening’ og fandt den i islamismen.

Igennem mange kapitler beskrives de utallige timer i moskeen og Akkaris bestræbelser på at blive en vaskeægte skriftklog. Man præsenteres for et væld af Abdul’er og Abu’er og for flere forskellige islamistiske retninger og grupperinger.
Denne del af bogen er nødvendig for at forstå udvikling og kronologi. Alligevel er den for lang. Hovedpointen er imidlertid, at Akkari støt og roligt steg i graderne i det islamistiske miljø i Danmark og på et tidspunkt blev udnævnt til imam.

Akkaris bog kulminerer ligesom hans opstigning med Muhammedkrisen, som beskrives detaljeret. Han og en række andre i det muslimske miljø arbejdede hårdt og målrettet for en optrapning af islamisk vrede mod Danmark og Jyllandsposten. Akkari beskriver disse måneder med ordet: arbejdsraseri. Tiden var fyldt med hemmelige alliancer og møder med f.eks. Uffe Ellemann og Niels Helveg Petersen.
Akkari og hans kumpaner rasede mod demokrati og ytringsfrihed, men samtidig gjorde de netop brug af samme for at få deres budskab ud.

Den slags var vel ikke gået i en stat med et islamistisk styre, tænker man uvilkårligt. Men denne ellers indlysende falsificering af islamisternes påstand om, at demokratiet og den åbne samfundsdebat var undertrykkende, gav dem ikke anledning til eftertanke.

Arbejdsgruppen udsendte en delegation med Akkari og andre imamer, som foretog rejser i Mellemøsten med det formål at skabe bred islamistisk opbakning mod Danmark og Jyllandsposten. I bestræbelsen på at opnå den maksimale effekt med rejsen besluttede arbejdsgruppen at skabe kontakt til Hizbollah og Hamas, som var nogle af de mest kontroversielle islamistiske grupper. ”Danmark skulle presses og knækkes, og skulle vi opnå det, måtte vi trække på alle kræfter. Også dem, der kæmpede med rifler og sprængstoffer ikke slog til.”

Da delegationen var vendt hjem til Danmark, eskalerede situationen som bekendt, og konflikten forårsagede i sidste ende, at mere end 150 mennesker mistede livet. Situationen kom helt ud af kontrol, arbejdsgruppen splittedes, og Akkari stod til sidst alene tilbage.

Det hele endte rigtig skidt for Akkari. Den før så populære og fremadstormende unge imam-stjerne var ikke længere så feteret, og han blev en belastning på sit arbejde på en muslimsk friskole, der ikke længere ønskede at blive sat i forbindelse med ham. Desuden var han ulykkelig i sit arrangerede ægteskab med en kone, der levede sammen med børnene i Libanon, mens han selv boede i Danmark.

Akkari rejste til Libanon for at klare tankerne og for at blive skilt. Derefter igen tilbage til Danmark igen og kort efter til Grønland til et nyt job som lærer.
Hvad der præcis skete i denne omflakkende periode, bliver ikke helt klart i bogen. Men sådan er det vel ofte, når man 'vender om'. Det sker sjældent på dato og klokkeslæt, men er noget, der trinvist modnes gennem længere tid.

Den stigende indsigt i de islamistiske miljøer både i Danmark og i Mellemøsten var dog afgørende for Akkaris kovending. Han oplevede miljøet som magtbegærligt, korrupt, intrigant, og at islamisternes væsentligste motivation ikke er at tjene Gud - men sig selv. Islamisterne brugte og misbrugte ’Guds vilje’ efter forgodtbefindende og til egen vinding. Akkari hævder, at det ligefrem er karakteristisk for ledende islamister, at de taler om Guds vilje og værdier, men skubber andre foran sig ind i krydsilden. Som en meget ung formand for arbejdsgruppen, der tog på delegation i Mellemøsten og desuden optrappede krisen herhjemme, følte Akkari sig til dels misbrugt af de ældre imamer.

De mange og indviklede intriger og fejder mellem forskellige islamistiske grupper i Danmark var Akkaris væsentligste anfægtelse og den direkte anstødssten til hans omvendelse. Grupperne nedgjorde hinanden udadtil for at hævde sig selv over for de godtroende danskere.

Det er Akkaris håb, at hans vidnesbyrd vil afholde andre unge muslimer fra islamismen. Og beretningen er samtidig enforklaring og en undskyldning til Danmark. Inden jeg læste bogen, var jeg forbeholden overfor denne undskyldning. Tænk, at opildne til terrorangreb på og boykot af det det land, der tog imod én som flygtning og husvild!

Men Akkaris erkendelse, refleksion og ikke mindst anger virker faktisk ægte og troværdig. Vi kan så bare håbe med ham selv, at hans historie vil afholde andre fra lignende vildfarelser.

Akkaris bog er ikke spor ringe som en biografisk fortælling, men dens væsentligste værdi ligger uden sammenligning i øjenvidneskildringens indsigt. Denne indsigt må nødvendigvis vække omtanke hos de mange overdrevent tolerante stemmer dengang og nu, som Naser Khader lidet flatterende navngav 'halal-hippierne'.
Her kommer det fra hestens egen mule, at islamismen har en fjendtlig agenda i Danmark: ”Mange højrefløjspolitikere er gennem tiden blevet udråbt som racister for at hævde, at de danske islamister er kalifatets femte kolonne. Det var nemt at skyde deres påstande ned, for hvad vidste folk, der stod på ydersiden og kiggede ind i et miljø, de ikke kendte? Men jeg, der har stået i midten af denne verden i flere år, må i dag sige, at de havde ret.”

Akkari var en kvik knægt, hvis opbrudte kulturelle baggrund gjorde ham til offer for fanatisme. Han var en skrøbelig teenager, der søgte efter et sted at høre til.

Én ting har vist imidlertid ikke ændret sig ved Ahmed Akkari. Han kan lide opmærksomheden i rampelyset, og han kan lide at tale og blive hørt.
Bogen er også en fortælling om at fare vild og at tage konsekvenserne af vildfarelsen. Og bogen om islamismen i Danmark er beretningen om, hvorfor det blev så vildt under Muhammed-krisen og dermed et vigtigt dokument til forståelse af denne politiske ideologi, som er både undertrykkende og hyklerisk.

Konventer og møder

af Babel

Studenterkredsens sommermøde
på Liselund

Afholdes d. 3.-9. august. I år sættes danskheden og spørgsmålet om det nationale til debat. Mød bl.a. Pernille Rosenkrantz-Theil , Marie Krarup, Hans Hauge, Thue Kjærhus og Peter Gundelach. Se mere på www.liselund.dk

Sommermøde på Liselund

Afholdes d. 12. -17. august. Medv.: bl.a. Nynne Bjerre Christensen, Claus Bryld og Mikkel Wold. Se mere på www.liselund.dk

Snoghøjmødet på Liselund

Afholdes d. 21. -24. august. (Arr.: Den grundtvigske kirkehøjskole). Tema: 200-året for skoleloven af 1814 samt 100-året for 1. verdenskrigs begyndelse. Mød bla. Per Øhrgaard, Ove Korsgaard og Thomas Astrup Rømer. Se mere på www.liselund.dk