Leder

I skrivende stund er der X-factor i fjernsynet. Stort opsat sceneschow, dramatisk underlæg, og tre kryptisk pludrende dommere, der er udklædt på en måde, så særlig den kvindelige af slagsen ligner en mellemting mellem et fastelavnsris og en tegneseriefigur. De deltagende sangere er omhyggeligt udvalgt ved forskellige castings (det var det, vi en gang kaldte optagelsesprøver) og derpå stylet til ukendelighed både mht udtryk og udseende. Det ser meget smart og moderne ud. Edgy, som de unge siger. Det er de, de unge, de vil ha, siger man. Og seertallene er da også temmelig høje – hele Danmark kan tilsyneladende samles om dette ellers ualmindelig letforglemmelige show.

Tænk, hvis der var lige så mange, der gik i kirke om søndagen, som der ser X-factor om fredagen? Tænk, hvis kirken kunne få et lige så edgy image som Thomas Blachmann, Remee og hende den tredje? Tænk, hvis præsterne kunne performe lige så fedt som Ladies With Attitude? Kunne det ikke bare være rigtig, rigtig fantastisk? ”Giv lige præsten en stor, stor hånd, alle sammen!”

Man kan godt af et ærligt hjerte ønske sig, at kirken var lige så populær som X-factor, for hvilken kristensjæl ønsker ikke at se alle folkeslagene samles om Jesus og hans ord? Men man skal passe på med også at ønske sig at gudstjenesten bliver gjort til X-factor for at tiltrække det publikum, der egentlig hellere vil se X-factor end gå i kirke. 

Kirken er ikke en butik, der har en vare, den skal sælge på markedets vilkår. Kirken er Guds Hus. Enhver har en stående indbydelse til at komme med til gudstjenesten. Og de ting, der er kirkens at give (ikke sælge), er gratis for enhver, der vil have dem. De ting, vi har at tilbyde, er dåbens vand, nadverens brød og vin, og så forkyndelsen af ordet om Jesus Kristus, tømrersønnen fra Nazaret, som vi tror er Guds søn, vores frelser.

Det er vældige og kostbare ting; men de tager sig så små og usle ud i verdens øjne. Verden vil ikke nøjes med vand, brød og vin, og en korsfæstet, blødende mand, der siger, han har frelst os fra synd og død. Den rynker på næsen af det og kalder det kedsommeligt, og kræver noget større, noget mere spektakulært, en fantastisk forestilling. 

Her må vi tage os i agt for, at vi ikke lader kirken spille med på verdens melodi. Kirkens ledere må aldrig blive som de skriftkloge i Lukasevangeliet, der ”gerne vil gå omkring i lange gevandter og ynder at lade sig hilse på torvet og at sidde øverst i synagogen og til højbords ved måltider”. Nej, vi skal lade os nøje med Kristus, med dåben til frelse for hver en synder, og med nadveren, hvor vi jo ikke blot får rakt et stykke kedeligt usyret brød og et lille glas vin eller saft, men vore synders nådige forladelse. Vi skal huske, at vi som menigheder og præster ikke er herrer over det, vi har fået betroet. Vi er forvaltere, og det er ikke forvaltere beskåret at ændre det, de forvalter, men netop at tage vare på det. Vi mennesker skal derfor ikke lave om på evangeliet i jagten på credit fra denne verdens vise, nej vi skal i trosskab række det videre i bevidstheden om, at det er en kostbar skat, selvom verden ringeagter den og ikke vil kendes ved den. 

Synderes frelse i Kristus er det, der forkyndes i prædikenen, og det der rækkes til os i nadveren og dåben – og synderes frelse i Kristus er det eneste, vi har give her i kirken. Ikke underholdning, ikke X-factor, ikke smarte shows og teaterkulisser. Alt det kan man gå hen på markedspladsen og få at se. I kirken har vi kun de tre små ting: Ordet, nadveren, dåben. Og alle tre peger hen på Jesus, ligesom Johannes Døber også pegede på Jesus, og ligesom Jesus pegede på sig selv: Jeg er vejen, sandheden og livet. Kom til mig. Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.

Dåben, den ydmyge dåb, med helt almindeligt vand, er det sted, hvor vi første gang får tilsagt vore synders forladelse i Jesus Kristus. Hver gang, vi føler synden og djævelen slide i vores kød, slide i vores hjerter, kan vi vende tilbage til vores dåb og huske på, at vi er Guds børn, at vel er vi syndere, men dog tilgivne syndere. Det samme sker i nadveren, som er en tilbagevenden, en gentagelse af syndernes forladelse. Og ordet, Guds Ord, som gerne skal lyde ved hver gudstjeneste vi holder, skal tjene til trøst og styrke for hver en synder, så han eller hun kan gå hjem, ikke underholdt, men trøstet og opbygget, i visheden om at være guds elskede barn – ja, elsket og tilgivet, som den synder han er.

Støtte til Nyt Babel

af Nyt Babel

Nyt Babel drives på frivillig basis. Redaktørerne får ikke løn og skribenterne får ikke honorarer. Vi har til gengæld visse udgifter, fx til webhotel, hjælp til web-problemer, redaktionsmøder, annoncering og forsendelse af trykte artikler til folk, der ikke har internet.

Hvis du er glad for Nyt Babel og har lyst til at støtte tidsskriftet, kan du sætte penge ind på denne konto i Danske Bank

Registreringsnummer: 3412

Konto: 3412 312 082

Vi takker for enhver støtte. Tak til alle, der har støttet hidtil med små og store beløb. 

Nyt Babel som pdf

af Nyt Babel

Her kan du downloade Nyt Babel i pdf-format, lige til at printe ud.

Kender du nogen, der ikke har adgang til internettet og derfor ønsker at modtage Nyt Babel per post, så kan du enten selv tage et print og give til vedkommende, eller sende en mail til mmb@km.dk med navn og adresse - så skriver vi dem på abonnent-listen.

En ynkelig begyndelse

af Rasmus H.C. Dreyer og Nana Hauge

Reformationsjubilæet er begyndt. 500-året for Martin Luthers 95 teser bliver naturligvis markeret af både nationen og kirken. Det manglede da også bare, da kirken bekender sig som evangelisk-luthersk. Men Reformationspræsidiet, der står for den officielle del af fejringen (og også har uddelt mange af de penge, der brændes af), er begyndt uheldigt. Et eksempel fra deres videokampagne i anledningen:

Formålet med reformation 2017

Velkommen til Luther på moderne dansk. Vi har allieret os med en flok kyndige unge mennesker, der i anledning af Reformationsjubilæet, over de næste uger vil oversætte Martin Luthers teser til moderne dansk.
Her kan du møde vores 6 eksperter og høre mere om Martin Luther og reformationen.

Sådan lyder beskrivelsen til en video, reformationsjubilæet lægger navn og facebookside til. Der er endda flere videoer i vente. Og disse videoer skulle angiveligt appellere til ”unge mennesker”, og derfor skal den tale deres sprog, som det hedder. ”Luther er for alle!” har formanden for reformationspræsidiet, tidl. universitetsrektor Jens Oddershede forklaret i Kristeligt Dagblad. Men at lave noget for alle er åbenbart lig med at gøre det alvorlige halvvejs forkert og fuldstændig plat.

I introen får vi således at vide, at Luther besluttede sig for at redde verden (?!), at de 95 teser, han slog op på kirkedøren i Wittenberg, ja, det er lidt, som når man hænger en seddel op i Føtex, og vi får også at vide at Martin Luther ”lissom lukkede festen.” Og at hans far hed Hans Luder (”ligesom hende oppe fra blokken”). Filmen, som formand Oddershede beskriver som en succes og som fagligt korrekt, glemmer dog at forklare hele pointen i Luthers navneskift: at han spillede på det græske ord for at være blevet fri. Luther var ved troen og evangeliet blevet fri fra paven og gerningsretfærdigheden.

Frigjort i 68-generationens betydning af ordet var han derimod ikke blevet. Det var Luther selv, som sagde, at enhver render efter kødets frihed. Men den har som bekendt ikke noget med Gud at gøre. Sådanne teologiske pointer er der selvfølgelig ingen af i bemeldte video. I stedet vil folkene bag filmen hellere give de unge seere associationer til noget, de er trygge ved. Noget, de kender. Noget, som tager udgangspunkt i deres livsverden (sådan en har unge nemlig), og man har så nu på raffineret vis sikret, at de for altid vil have noget at hægte reformationen op på – nemlig ordet luder.

Videoen er prydet med de allersmukkeste sprogblomster fra de sociale boligkvarterer, man kan tænke sig: ”fuckin’ psykopat”, ”hvad sker der for dig” og diverse bandeord gentages igen og igen. Den slags sprog har dog intet med "moderne dansk" at gøre. Det er derimod nedladende og nedværdigende, og det kan i bedste fald ses som en satirisk parodi på enten ghetto-dansk eller tarvelig slang, som det lød for 15 år siden.

Vi ved ikke, hvem der står bag udformningen af videoen. Sikkert en eller anden kunstnerisk og ”superkreativ” reklamemand, som er ligeglad med folkekirken og kristendommen. Videoen er godkendt og betalt af det reformationspræsidium, som ellers har uddelt penge til mange andre gode og lødige projekter. Ser vi på listen over støttede projekter, ser vi mellem alle de fine initiativer dog også pinligheder som f.eks. det netop afsluttede projekt mellem Aarhus Domkirke og et teater, som vil ”befri gudstjenesten” med ”dansende kirketjenere, nyskrevne bønner af danske forfattere, popsange og salmer, Michelin-nadver, nye prædikener af aktuelle meningsdannere og videomapping”.

Her glemte arrangørerne og mæcenerne, at Luther viste sig at være en meget konservativ reformator, især hvad angik netop gudstjenesten. Han havde nok betakket sig for det hjemmestrikkede broderi af frit fabulerende nadverbønner og trosbekendelser, som projektet excellerede i. Nej, reformationen skulle ikke være en revolution, som reformationens sværmere mente. For Luther var forsigtighed og forbindelse til Bibelen og den oldkirkelige kristendom vigtige elementer i reformen af gudstjenesten – ikke mindst af hensyn til de svage og uoplyste i troen.

Imidlertid har sådanne jubilæer det med at bevæge sig meget langt væk fra, hvad sagen drejer sig om. Reformationsjubilæerne er i sig selv grelle eksempler på dette. Ved det danske reformationsjubilæum i 1936 ville alle også have andel i både Luther, arven fra reformationen og den medfølgende opmærksomhed. Præsten Tage Schack drog i den anledning konklusionen, at det trods alle gode intentioner blev en fest, ”som Folket ingen Interesse havde for, og som Kirken fejrede med daarlig Samvittighed, fordi den skulde fejres”, alt sammen med ”den selvsikres gode Samvittighed, som med sig selv véd, at han er kommet videre end Fortiden”. Med vore tids øjne var festen i 1936 dog smagfuld og dannet i sammenligning med, hvad der venter os i 2017-året. Men grundlæggende er problemet det samme som dengang. Tage Schack rammer hovedet på sømmet: ”Evangeliets Forargelse, som frembringer Modstand og Nød og Fare, hvor det kommer hen, blev omhyggeligt undgaaet”. Kristendommens og lutherdommens indhold ville jo ødelægge det hele, når der nu bare skulle være fest og fred og enighed.

Det var Goethe, der sagde, at det eneste, ”der interesserer os ved reformationen er Luthers karakter, og det er også det eneste, der har imponeret mængden. Alt andet er noget rod, som endnu hver dag falder os til byrde”. Ja, reformationen var noget rod, og det er selvfølgelig derfor, at vi hellere fejrer os selv og pifter det op med lidt Luther i stedet for at fejre reformationens budskab. 2017-jubilæet ser således ud til at lave samme fejl, som så mange gange før: at glemme budskabet om Skriften, troen og Kristus alene til fordel for folkets flygtige opmærksomhed. Fortsætter 2017-jubilæets udskejelser i stil med den her omtalte audiovisuelle flovse, glæder vi os allerede til, at ”luder-året” er ovre, for at tale med præsidiets Luther-video. Og i samme moment glæder vi os til, at dagligdagen i den evangelisk-lutherske kirke atter melder sig. Her skal vi nok få lært både konfirmander og trofaste kirkegængere om at være retfærdig og synder på en og samme gang. Helt uden moderne hjælpemidler.  

 

Fra gudstjeneste til performance

af Anders Kjærsig

Jeg har kaldt min artikel ”Fra gudstjeneste til performance”. Det er der intet nyt i. Havde man anvendt en sådan titel for blot 25 år siden, havde den rystet hele det kirkelige landskab. Det gør den ikke i dag. Det ved jeg godt. Men et eller andet skulle artiklen jo hedde.

Til gengæld bliver undertegnede en lille smule rystet over, at overskriften ingen ryster. Vi synes nemlig, det er helt normalt at sammenblande gudstjeneste og performance. Det er blevet normen. Teater og kirke er ét fedt. Det ville være langt mere provokerende at give artiklen overskriften ”Fra performance til gudstjeneste”. Det ville få både præster og provster inklusive biskopper oppe at hoppe på stolene. Lad os alle svede.

Men det er nu ikke artiklens overskrift al den stund, at den blot bekræfter, hvad der er normen: Teologi er æstetik, ritualer er idræt, gudstjenesten er en performance, præsten er en shaman, salmer er rockpoesi, Grundtvig er Steffen Brandt, Guds kærlighed – et fortærsket ord – er blevet til homo sentimentalis, og sådan kunne vi blive ved.

Jeg vil i det følgende bevæge mig rundt om Århus Domkirke, der på grund af kulturuge er omformet til et æstetisk og tildels uigenkendeligt rum. Domkirken må ikke længere være kirke, men skal være en scene for alt muligt andet. Det trækker nemlig andre mennesker til, ikke mindst de unge og de unges forældre, der ellers ikke sætter deres fod i kirken. Alt dette har vi hørt før og til bevidstløshed.

Men hvilken betydning får det? Og hvad vil de med det? Dette er udgangspunktet for denne artikel. Inden vi kommer så lang, skal vi først smide de gamle kirkegængere på porten. Noget skal ud, for at andre kan komme ind. Ny vin på gamle sække. I mit fader hus er der ikke plads til alle på samme tid. Undskyld mig.

Ud med de gamle damer

I Århus Domkirke har man lukket og slukket for de faste og ugentlige kirkegængere. De er smidt på porten. Ud på spyttebakken med dem lige udenfor kirken, der hvor de fattige stod og savlede for et par hundrede år siden for at få en bid brød. Man bryder sig ikke om vanekristne; gamle damer, der kommer med deres rollatorer og et bankende hjerte, der holdes oppe af nitroglycerin. Dem kan man ikke lide. Dunk dunk, dunk dunk.

De tager en evighed om at komme ind i kirken, og så kan de ikke finde numrene i salmebogen, fordi de ikke blot er svagtseende men delvis demente. De er en pestilens for en moderne kirke, en slags postmoderne pest. På den måde ligner kirken Netto.

De forstyrrer med deres lidt for falske stemmer, når de skråler med på ”Lovsynger Herren” og ”Giv mig Gud en salmetunge”; deres anstrengende dutter på stokkende forstyrrer, når de går op og ned af kirkegangen; deres smaskende, savlende, nærmest tandløse stil under altergangen er dybt ulækre, fordi de sluger Jesu legeme blandet med spyt og med en intensitet, man kun kan foragte og ikke selv ejer. Og endelig er det ikke til at holde ud, at de har skæl i håret, der drysser ned på deres mørke frakker, som lugter af mølkugler og andet godt fra loftet. Hvad skal man dog gøre? Det værste er, at de kommer støt og sikkert hver søndag. Uuuddd.

Men det er slut nu i Århus Domkirke. De gamle damer er forbudt adgang. Vi vil ikke se dem. De må blive hjemme og lytte til gudstjenesten i radioen. Nadveren kan de erstatte med en gammel sur cerut og en kop kaffe med rigeligt sukker inklusiv fed fløde med klumper i. Kirken er nemlig blevet til en kunsthal, for de mangfoldige, og gudstjenesten til performance, for de unge. Det er ikke for ældre mennesker og slet ikke for gamle damer.

Århus – første gang

Alt dette er også i overensstemmelse med Århus Kommune og Århus Stift. Nu skal piben have en anden lyd.  Århus er nemlig udnævnt til kulturby. Man skal favne bredt og være inkluderende og vise, at man lever op til ideen om globalisering og multietnicitet. Og her har gamle vanekristne damer intet at gøre. De har ikke sans for mangfoldighed. De er enfoldige og kan ikke andet end at være til besvær.

Derfor har domprovst Poul Henning Bartholin langt om længe fundet ud af, at den klassiske danske gudstjeneste ikke er god nok. Det er nemlig reformationsår, og så skal gudstjenesten ændres. Noget skal der jo ske. Domprovsten fik den fikse ide en morgen, hvor han sad, som han selv fortalte, med sin kone midt i morgenbollen, ved morgenbordet med kaffe og ost: Der skal ske noget nyt – vi skal være innovative, siger han lidenskabeligt. Det er nemlig her, ved morgenbordet, de store tanker skabes, fortsætter han og tilføjer:   

Den danske højmesse er noget gammelt bras, nærmest katolsk. Vi skal ændre det hele til uigenkendelighed. Det er også i overensstemmelse med Luther, som ændrede den katolske messe, messer han derud af, altså domprovsten, mens konen nikker tilfreds. Hvad det har med Luther at gøre, er svært at se for almindelige mennesker.

Bartholin allierer sig hurtigt med en teaterchef, som kan fortælle ham, hvordan man så laver en gudstjeneste, der ikke er gudstjeneste, men alligevel skal være det. Nu skal den innovative idé implementeres. Det kan ikke gå stærkt nok. Man kan sit neoliberale sprog.

Teaterchefen overbeviser hurtigt domprovsten om, hvor fantastisk ideen er – der er penge hæftet ved – og begge drikker de en øl, skåler og klapper hinanden på skulderen, og labber hinandens gensidige anerkendelse i sig. Her går det godt. Nu er teologi blevet til æstetik; de gamle damer er erstattet af unge smukke mennesker, der vil have en oplevelse. De to herrer ser allerede tusindårsriget foran sig med rockmusik og fin gastronomi flankeret af det smukke rum. Her går det, som sagt, godt, send blot flere penge. Oven i alt dette søger de så en ung smuk præst til at forvalte teateret – men uden præstekjole, selvfølgelig. Ingen genkendelighed. Tak.  

Befri gudstjenesten – fra hvad?

Titlen på det lidt hysteriske arrangement har den smukke og skønne overskrift: ”Befri gudstjenesten”. Man mener med titlen, at gudstjenesten skal sættes fri; den må ikke være bundet og slet ikke genkendelig. Gentagelser har fanden skabt. Det ligner en dårlig udgave af sociologen Peter Bergers tese om det frisatte menneske. Her må mennesket heller ikke kende sig selv i forhold til sin historie. Det står nøgent og ligegyldigt tilbage. Det må heller ikke kunne sondre mellem kirke og teater. Alt går op i en højere, indifferent enhed.

Jeg tror, det var den amerikanske litteraturteoretiker Harold Bloom, der påstod, at det nye og tredje evangelium var Shakespeare. De to første var GT og NT. På den måde forandrer Bloom kirken til et teater og gudstjenesten til performance. Shakespeare er mere værd end Markus. Markus slog Jahvisten og Shakespeare slog Markus. Det er hans agonistiske tese. Kirken er nu en sekulær scene, der handler om de menneskelige følelser. Fra Guds straf til homo sentimentalis. Teologi er ikke blot antropologi, men er blevet til homo hysterikus.

Men hvad er en gudstjenestelig frisættelse? Kan man sætte en gudstjeneste fri og stadig kalde det en gudstjeneste – sådan her og nu og uden overvejelser? Ender det ikke i en slags innovativ tvang? Bliver man fri ved at blive frisat? Og er det nyt?

Fordelen ved, at vi har en ritualbog og kan fastholde en synlig og genkendelig rytme i både gudstjenestens gang og sang, er, at vi faktisk kan holde ud at komme i kirken. Hvis vi skal erstatte liturgi, prædiken og salmesangen med innovative æstetiske og performative tilsætninger hver eneste søndag, ender det med, at vi ikke blot mister de ugentlige kirkegængere, men vi mister også ideen om, hvad en gudstjeneste går ud på.

Der er faktisk en skønhed i det genkendelige og i dets gentagelser. Måske er det den eneste form for innovation, som vitterligt er nyt. Hvis kirken hopper med på at skulle forny sig og altid lefle for tiden, ender den som en kliche, hvor det nye bliver gammelt.

I alle andre sektorer skal man forny sig, hvilket gør, at fornyelse ikke er særlig nyt. Det nye er ikke at forny sig. En slag de-innovation; hvor man forbliver gamle for at forny sig, eller man fastholder fokus på trods af tidens fluktueringer.

Der er faktisk ikke meget fornyelse i at ville forny sig – det er ikke nyt. Det er en gammel tankegang. Det nye er at ville forblive gammel. Det er innovativt. Derfor er der ingen befrielse i at befri domkirken fra dens gudstjeneste. Tværtimod.

Fra oplysning til oplevelse?

Er kristendom viden? Ja. Det er også tro, men man kan ikke uden videre sondre skarpt mellem viden og tror. Det ligger i teologiens eget væsen. K.E. Løgstrup mener, at tro kræver et minimum af forståelse, hvis ikke troen skal ende i en slags forblindet tvang eller tyranni. Det kan man selvfølgelig diskutere. Men der er i en dansk tradition en sammenhæng mellem tro og oplysning. Det går tilbage til Grundtvig.

Grundtvig ville oplyse det danske folk. Men han ville gøre det på en speciel måde. Han ville ikke docere viden ind i hovedet, som latinskolen gjorde, men i stedet forføre dem ind i sandheden. Derfor sondrede han mellem begreberne: Oplivelse, oplysning og oplevelse. Firkantet sagt.

Det gjaldt i første omgang for højskolen, men det gjaldt også for kirken eller for præsternes prædikener for nu at gå til benet. Løgstrup siger det samme mange år efter: En prædiken skal være livsoplysende. Men pyt. Tilbage til Grundtvigs dannelsesmæssige treenighed.

Enhver sand indsigt begynder med at oplive et menneske – det gælder også for et folk. Man skal være interesseret og grebet af det, man nu skal beskæftige sig med. Det er banalt. Interesse og erkendelse hænger sammen. Det er lettere at forstå noget, hvis det betyder noget for én. Derfor starter man med oplivelsen. Det sidder i hjertet. Her brænder man, hvis man vel og mærke har noget på hjertet andet end fedt.

Når man så er ”vækket”, som man siger, så kan man modtage konkret viden. Det er banalt: Når man er motiveret for et fag, har man lettere ved at lære dets grundlæggende metoder og viden. Man går på den måde fra oplivelse til oplysning. Sådan er en gudstjeneste og en prædiken også bygget op. Her skal man have hjertet med, inden man har hovedet med. Man skal til gengæld ikke tabe nogen af delene. Denne struktur er en del af klassisk retorik: Først patos, så logos. Det sidste er ethos eller oplevelse.

Oplevelse er i modsætning til oplivelse og oplysning en slags konsekvens: Den er bundet til kroppen. Man oplever med hele sit væsen. Det er den samlede sum af de to første, men som et tredje: her handler det om at handle. Vi handler med vores krop. Det er den måde, vi håndterer verden på, og den måde vi hjælper andre på. Kroppen er den etiske udstrakte hånd, som er med til at gøre virkeligheden lettere for medmennesket.

Det er altså forløbet: Oplivelse, oplysning og oplevelse. Sådan er højskolen bygget op, gudstjenesten bygget op og prædikenen bygget op. Alt dette er sagt i store grove træk – selvfølgelig.

Århus – anden gang

Men i Århus Domkirke har man bevidst eller ubevidst sprunget de to første led over. Her er der ingen oplivelse eller oplysning. Nu handler det om oplevelse, performance, event, som om det var nok, og som om det var det hele.

Hvilken betydning får denne tankegang? Hvad resulterer det i, når man springer de første to led over? Det resulterer i, at oplevelsen – den etiske dimension – hænger ensomt og ligegyldigt tilbage i luften og ikke har anden funktion end sin egen performativitet. Det er en ren happening. Teater minus gudstjeneste.

Det bliver en gudstjeneste uden oplivelse, fordi der ingen genkendelighed er; det bliver en gudstjeneste uden oplysning, fordi man ikke oplives, og dermed ingen viden får – og endelig: Det bliver en gudstjeneste, der kun bygger på oplevelsen. Oplevelsen er centrum, hvilket resulterer i, at den etiske dimission ender i bedste fald i ligegyldighed i værste fald i tyranni og bedrevidende moralisme.

Man må håbe, at de gamle damer har tålmodighed. Vi glæder os til at byde dem velkommen – igen igen.

 

Kvinder, kødgryder og kompetencer

af Merete Bøye

Når dette tidsskrift bliver udgivet, er det Kvindernes Internationale Kampdag. Det smager af brændte bh’er og ø-lejre fulde af indignerede og humorforladte 70’er-kvinder, men dybest set er ligestilling stadig en alvorlig sag, som nok kan være berettiget anledning til en enkelt dag med skåltaler og demonstrationer til fordel for kvinders rettigheder rundt i hele verden.

Kvindesags-organisationer som Kvinfo og Dansk Kvindesamfunds måde at prioritere deres sager på vækker berettiget undren hos mange. Hvordan kan det fx være, at der ingen ende ende er på den harme, det kan vække hos dem, når Donald Trump siger pussy, mens det overhovedet ikke interesserer dem at deres muslimske medsøstre i stadig videre udstrækning går tildækkede rundt i det offentlige rum? Svaret blæser vel i vinden.

Det vigtigste ligestillingsspørgsmål p.t. må uden sammenligning netop være kvinders stilling i den islamiske kulturkreds, og heldigvis er der også mange kvindesagsforeninger i den islamiske verden, der – ofte med fare for liv og lemmer – adresserer disse problemer.

Men den næstvigtigste sag må her til lands være at vedligeholde den ligestilling, som vi har tilkæmpet os. Her mener jeg, det kan være farligt om end fristende, at romantisere de gode gamle dage, da kvinderne helligede sig hjemmet fuldt og helt. Jeg har selv i visse perioder ”gået hjemme” og har også arbejdet på halv tid, og det var rart at have god tid til at snakke med børnene, hente dem i skolen og så videre.  Men jeg er også taknemmelig for at have kunnet tage en uddannelse på lige fod med mændene, og for at jeg nu igen kan arbejde på fuld tid.

Jeg ville nødig gentage min farmors lidelseshistorie. Hun var både begavet og i ordets egentlige forstand kreativ: hun malede, spillede klaver og sang. Hun arbejdede i en boghandel, men sagde sin stilling op, da hun blev gift med min farfar. Farfar var en rar mand, men han passede ikke særlig godt sammen med Farmor. Min farmor var en festlig og udadvendt kvinde, men da hun var blevet gift, sagde min farfar, at nu kunne hun pakke sine balkjoler i mølpose, for nu var det slut med det. Og det var det. For det var noget, han bestemte, for han var manden.

De fik to børn, og min farmor gik hjemme og passede dem, mens min farfar passede sit arbejde som bogholder og i sin fritid tog ud på vandreture. Mens Farmor vaskede op, sang hun i køkkenet, eller tændte for transistorradioen. Så kom min farfar og lukkede døren, fordi der skulle være ro, så han kunne hellige sig sin frimærkesamling, sin dagbog eller sin klumme i Aarhus Stiftstidende, hvor han skrev om alle de spændende ting, han oplevede uden for hjemmet.

Da min far giftede sig med min mor, som var "frigjort" og ville studere, blev min farmor forarget og bitter, og brugte en del tid på at prøve at gøre livet surt for min mor. Det hed sig, at hun syntes, min mor skulle koncentrere sig om at passe min far i stedet for at dyrke sine egne ambitioner. Men jeg har egentlig altid tænkt, at det også var ud af ren og skær misundelse.

Farmor ville gerne have været ude at rejse og set lidt af verden, men det kunne hun desværre ikke, for Farfar havde den idé, at han ville se hver en plet i Danmark, før han ville til udlandet. Det nåede han ikke, inden han døde som 72-årig og efterlod min farmor som en relativt velbeslået enke. Kort tid efter rejste farmor en tur til Mosel med en veninde. Siden kom hun også til Mallorca, hvor hun muntrede sig i festligt lag med bl.a. komikeren Kaj Løvring. Så hun fik da et farverigt livs-efterår.

Min tilværelse kan af og til være slidsom, fordi både min mand og jeg har arbejde, samtidig med at vi selv skal passe vores tre børn. Jeg fæstner mig ved, at hardcore-erhvervskvinder, der driver karriere på fuld tryk samtidig med at de har små børn, ofte har mødre, der er parate til at springe til som barneplejersker på nærmest fuld tid. Man kan nævne Eva Persson, der til Berlingske Business sidste år fortalte, at hendes forældre var flyttet ind hos hende for at passe hendes baby. Eller Lene Espersen, der tog både sit barn og sin mor med ind på kontoret hver dag, mens hun var justitsminister. Jeg er, som mange andre kvinder i Danmark, anden generations-udearbejdende og har ikke den mulighed.

Vi når ikke "det hele" hjemme hos os, men vi har valgt at forsømme gulvtæpperne og køkkenet i stedet for børnene. Vores hus er lidt træls at se på, ikke rent og pænt som farmors lejlighed, men vi lever med rodet.

Jeg mener, kvinder skal passe på med at ønske sig "tilbage til kødgryderne". Det er fint, at man har valget; men vi leger med ilden, hvis vi begynder at ville genskabe fortidens kvinderolle. Det er ikke bare pjat, når man taler om, at kvinder var undertrykte. Det var de faktisk, og det kan de blive igen.  Jeg spår i hvert fald, at jo flere kvinder, der vælger at gå hjemme, des oftere vil man se kritik af, at samfundet bruger penge på at lade kvinder tage lange uddannelser, som de ikke bruger. Og jo flere kvinder, der vælger et liv som ”the woman behind the man”, des stærkere vil fordommene om, at kvinder er mindre udadvendte og mindre intelligente end mænd, vokse sig.

Man kunne dog ønske sig, at kulturen i Danmark ændrede sig, sådan at det blev mere almindeligt at se småbørnsmødre forlade arbejdsmarkedet i en periode på måske 5-7 år for derpå at vende tilbage. Dette anses i Danmark over en bred kam for at være eksotisk og lettere mistænkeligt, men i andre lande såsom USA er det mere udbredt. På den måde kunne man sikre de små børn et tæt bånd til deres mor i de vigtige første år af deres liv. Det behøver slet ikke blive dyrt, for hvis man lod ”pengene følge barnet”, sparede man udgifterne til mange dyre pasningspladser i vuggestuer og børnehaver. Man behøver heller ikke være bekymret for, om kvinderne støver helt til og mister alle deres arbejdsmæssige kompetencer. I vore dage er det så moderne at være empatisk, innovativ, kreativ og en teamplayer, og jeg kan ikke forestille mig noget, der kvalificerer et menneske bedre i disse retninger, end det at stå med hovedansvaret for opdragelsen af tre-fire småbørn.

Vil Folketinget afgøre, hvem der er dansk?

af Villy Klit-Johansen

Den 9. februar stemte et snævert flertal følgende igennem tinget:

Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 pct. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.

Det er, hvad Folketinget har vedtaget, og det har i sig selv ikke større betydning, for vedtagelsen er næppe andet end en hensigtserklæring. Folketingsflertallet udtrykker i virkeligheden blot, at det ønsker at modarbejde tendensen til, at der udvikles større og større områder med flertal af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.

Det er selvfølgelig godt. Men det var bedre, om man faktisk gjorde noget. Integrationen er jo slået totalt fejl. Man har brugt millioner og atter millioner på integrationspolitikker og -projekter, men næsten alt har været nytteløst.

Enhver ved, at det ikke er vietnamesere eller indere eller kinesere, der tænkes på med udtrykket ikke-vestlige indvandrere og efterkommere - eller forfulgte kristne, der har måttet flygte fra deres næsten totusindårige hjemstavn i Mellemøsten. Nej, der tænkes derimod på mennesker der tilslutter sig en lovreligion, der er dominerende i de lande, de kommer fra, en lovreligion, der i dens almindeligste udgave tillige er en totalitær politisk ideologi.

Hvad er problemet? Ja, mon der er nogen, der ikke har hørt om, hvordan det står til i Malmø og andre svenske byer eller i Molenbeek i Bruxelles, eller om tilstanden i visse parisiske forstæder? Og er der nogen, der ikke ved, at Frankrig, der kun har få procent flere ”ikke-vestlige indvandrere og efterkommere” end Danmark, befinder sig i undtagelsestilstand pga. af en voldslegitimerende religion, der råder i store bykvarterer?

I alle den slags områder forsøger de magtbegærlige rettroende at praktisere social kontrol og et religiøst retssystem, der er i strid med national lov.

En lignende udvikling er godt på vej i Danmark. En jøde kan ikke gå på gaden på Nørrebro med kippah på hovedet uden at blive generet. Og mange offentligt kendte personer i Danmark må som bekendt leve under væbnet beskyttelse på grund af deres lovlige religionskritik. Mon det er nødvendigt at minde om det?

Hvis det ikke er Folketingets opgave at beskytte Danmark, ved jeg ikke, hvad dets opgave er. Det er netop det, et snævert folketingsflertal forsøger at tage alvorligt.

Alligevel kender hysteriet over folketingsvedtagelsen ingen grænser. De radikale, Enhedslisten og de sædvanlige kirkelige kredse svælger i forargelse, godt hjulpet af en stor del af pressen. Man råber op om apartheid, racisme og meget andet godt.

Og en del af Venstre - partiet stemte ellers for vedtagelsen - bliver bange og forsøger at trække i land ved at tale udglattende om en klodset formulering eller som Herning-borgmester Lars Krarup beklage, at vi nu har fået en definition af, hvad det vil sige at være dansker. Det har vi da ikke.

At begynde at himle op om racisme, apartheid og sågar nazisme, som vi har hørt og læst i tiden efter folketingsvedtagelsen, er helt hul i hovedet. Det er forrykt, som Naser Khader så rammende udtrykte det.

Racistisk diskrimination? Der findes meget, meget få racister i dagens Danmark. Racisme i egentlig forstand er baseret på biologi. Når der tales om ”efterkommere”, er det naturligvis mere end biologisk afstamning, der menes. Dette ”mere” er bla. det at være født, opvokset og opdraget et bestemt sted med et bestemt sprog og en bestemt religion og kultur.

Den liberalistiske og humanistiske venstrefløj forstår vist slet ikke betydningen heraf. Man lukker, bevidst eller ubevidst, øjnene for, hvilken betydning religion og kultur har for, hvordan mennesker tænker, føler og agerer, og hvordan deres samfund udvikler sig og indrettes.

Etnisk diskrimination? Nej, folketingsflertallet lægger ikke op til etnisk diskrimination. Der er ikke antydning af tilløb til at opstille kriterier for, hvad der skal til for at være dansk. Ikke desto mindre skriver Kristeligt Dagblad i en overskrift på avisens netmedie: ”Folketinget i ny afgørelse: Du skal have vestlige forfædre for at være dansker". Den overskrift kan vedtagelsen ikke bære.

Vedtagelsen forudsætter rigtignok en skelnen mellem danske og indvandrere og yderligere en skelnen mellem indvandrere fra vestlige og ikke-vestlige kulturer. Det er en banal konstatering, at der er forskel. Det er så selvfølgeligt, at det ikke er nødvendigt at forsvare formuleringen. Der er jo intet forsøg på at brændemærke nogen af racistiske eller etniske årsager eller at definere, hvad der skal til for at være dansk.

Men religiøs diskrimination da? Ja, det er der tale om. Den udøves imidlertid ikke af Folketinget, men af dem, der skaber de problemer, som det er Folketingets opgave at forsøge at løse.

Det er vanskeligt at forstå dette, fordi der er en grundlæggende inkongruens mellem den kristne tænkemåde og den muslimske. Forholdet mellem folkelighed og religion er så vidt forskelligt i de to sammenhænge.

Det er ganske vist lidt uklart, hvilket syn islam har på folkelighed, men den dominerende opfattelse synes at være, at muslimer ikke bør forstå deres identitet ud fra, hvilket folk de hører til, for det folk, der er det helt afgørende, er Ummaen, altså det verdensomspændende fællesskab af muslimer.

Efter rettroende islamisk tænkning er man strengt taget ikke et rigtigt menneske, hvis man ikke er muslim, men bare ægypter eller tysker eller dansker. Derfor taler man i islam også om, at alle mennesker i virkeligheden er født som muslimer. Hvis et menneske så faktisk ikke er muslim, er der noget galt. Så er der noget, som der skal rettes op på.

Rettroende muslimer betragter derfor af religiøse grunde danskere som vantro og hedninger, og det er noget nær det værste, man for en muslim kan være. Mange bestræbelser i de muslimske miljøer går da også ud på at hindre nogen muslim i at blive dansk. Det er en kendt sag, at man i de muslimske parallel-samfund ikke opfatter sig som danske.

For en kristen betragtning er der ikke noget galt i at være dansk. Og for at være det behøver man i parentes bemærket ikke være kristen. Naturligvis. Ej heller er det nogen hindring for at være dansk, hvis ens hudfarve er mørk eller man taler med accent.

Diskriminationen ligger bestemt ikke hos Folketinget, men i islam. Men det kan venstrefløjen ikke forstå, fordi de tænker ud fra deres eget abstrakte, humanistiske menneskesyn, idet de fejlagtigt tror, at den omgivende verden er et spejlbillede af deres egen tankegang. Der ligger da virkelig også et stort problem i, at vi står overfor et fænomen, der ikke kan fattes med vores begrebsapparat, det være sig kristent eller humanistisk farvet. Det må man indrømme.

Den løbende diskussion om danskhed er os påtvunget. I almindelighed har danskheden det bedst ved ikke at blive tematiseret, men for tiden er der ingen vej udenom. Når en stor, indvandret befolkningsgruppe distancerer sig fra danskerne, bliver vi klar over, at vi er danske, hvilket vi ellers ikke går og tænker over. Men det skal jeg da love for, at vi gør nu. Desværre er det meste af, hvad der siges og skrives om emnet, afsporet, set med mine briller. Men det er en anden sag.

Moralisterne, der råber op i denne tid, de kristelige og de humanistiske, burde levere et holdbart alternativ til deres multikulturalisme. Den har jo tydeligvis spillet fallit. De har taget fejl i, at alle religioner er lige gode. Og de har taget fejl i, at en stor mængde muslimer problemfrit lader sig integrere i et gammelt land som Danmark.

Venstrefløjens verden er i sammenbrud. Derfor er de desperate, og derfor ter de sig som børn, der smider sig på gulvet og skriger, hvis de ikke får deres vilje.

Men problemerne er skabt af dem selv i kraft af den utopiske multikulturalisme, som de desperat kæmper for at redde. De burde allerede for længst have indset, at deres anstrengelser er forgæves.

Hvad der siges og hvad der skal gøres

af Nana Hauge

En af de smukkeste udtryk for, hvad kristentro er, findes i Grundtvigs salme om kirkeklokken, hvor det hedder: ”Gennem jorderig går himmelrøsten/Kalder til sin hvile sjælen ind.”

For der siges to ting til os. Nemlig at vores sjæl trænger til hvile. Det gør den, fordi det er sådan, at vi skal leve et menneskeliv, vi ikke magter. Vi rækker efter noget, vi ikke kan nå. Vi vil gerne gøre det gode, men vi kan ikke. Vi lover så meget. Men vi kan ikke holde det. Vi vil stå fast, men vi glider. Vi vil leve, men vi skal dø. Vi bygger i mørket og dødens skygge.

Det næste, der nu siges, er at der er en som vil og kan give os den hvile, vi trænger til. Nemlig vor Herre Jesus Kristus. Gud har givet os denne mulighed. Og han har meddelt os det så enkelt, barnligt og enfoldigt, at selv spæde kan forstå det: Kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Kom til mig, og du skal leve evigt.

Der er derfor to ting du skal gøre. Det ene er: Du skal indrømme, at du er løbet tør. At du ingenting har. At du har forkludret alting. At du er nødstedt. At du kun har det fattige hjerte med dets længsler og knuste håb. Med dets sorger.

Det er jo det Maria kommer og siger til Vorherre til brylluppet i Kana. Hun siger: De er løbet tør. Vinen er sluppet op. Det vil sige: De mangler glæde. Håb. De er i nød. Du mangler altså vinen. Du mangler det, der skal til for at fuldende festen. Du tørster. Du sulter. Så det skal du indrømme. Det er det ene.

Det andet er, at det du skal gøre er: at tage. Tage imod. Al den retfærdighed, godhed og alt det håb, Jesus har skaffet dig. Det skal du tage imod. Du skal vide, at du får komplet og fuldstændig fortjeneste for det offer Jesus har bragt.

Det er, hvad det er at være kristen: At komme til Gud og sige, at du mangler noget. Og han vil give dig Jesu retfærdighed, godhed, håb, kærlighed, skønhed og glæde. I verden er det så ofte omvendt. Der er det så ofte sådan, at du skal yde for at nyde. Men her skal du bare tage imod. Det er alt, du skal gøre.

Sådan vil Vorherre, at så mange som muligt skal se hans milde ansigt og vide, at de er hans børn. Det er hans vilje, men Han sætter ikke sin vilje igennem ved et diktat eller en ved magtovertagelse. Han lokker heller ikke med falske løfter om sikkerhed og lykke og lyse nætter. Nej han siger: elsker du mig? Gør du det? Vil du følge mig ind i mit rige? Vil du det?

Så det er det, du skal gøre. Du skal elske ham alene, og du skal gå ind i Hans rige. Du skal gå ind i vingården. Du skal være hans vingårdsarbejder, Alle kan være med til arbejdet i Hans vingård. Hvad enten man blev kaldet tidligt eller sent. Alle er indbudt. Ingen behøver at stå udenfor. Der er ingen, han ikke kalder på. Der er ingen, Han ikke kan bruge, og der er ingen gerning, ingen indsats, der er for lille eller for ringe til Hans vingård.

Og det er Guds nåde – at vi ikke skal stå ledige på torvet. At vi ikke behøver det. At vi kaldes ind til vingården. At vi skal gå ind til Guds rige som hans medarbejdere. Som hans betroede. Som hans husholdere. Og så arbejde der. Det er Guds nåde, at han vil bruge os der.

Og nu det allersidste. Hvad sagde Maria bagefter? Efter at hun havde bedt Jesus gøre vand til vin: Hun sagde: Gør hvad end han siger til jer. Alt hvad han siger – det skal I gøre.

Og det er det, vi skal. Vi skal gøre alt det, Han siger til os. Han har sagt, at vi skal våge og bede, så det skal vi gøre. Han har sagt, at vi skal høre Guds ord og bevare det, så det vil vi gøre. Han har sagt, at vi skal elske hinanden som han har elsket os. Så det skal vi gøre.

Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Sådan har Han sagt. Så det skal vi gøre. Han har sagt, at vi skal døbe. Så det skal vi også gøre. Og Han har sagt, at vi skal huske Ham ved at gå til alters. Alt dette skal vi gøre. 

Noget om dåb, rationalisme osv.

af Andreas Meng

I anledning af Villy Klit-Johansens artikel i forrige nummer af Nyt Babel, vælger jeg her at bringe nogle overvejelser på baggrund af denne. En artikel hvor der er sagt meget godt, men (!) efter læsning kan jeg dog ikke lade være med at drage den konklusion, at vi mener noget ganske forskelligt med de ord vi bruger.

DÅBEN

Skal man drøfte dåben, kan man med fordel tage sit udgangspunkt i Ny Testamente. Der er ingen tvivl om, at det overvejende syn på dåben i NT ligger langt væk fra den barnedåb, som vi i dag praktiserer (om end barnedåben dog må anses for at være det sandt evangeliske), dette skal vi ikke i nuværende artikel gå ind i, men hvem ved, måske senere. Nu må vi se på, hvad dåben er. I Matthæus 28, 18-19 finder vi det stykke hvori det udtrykkeligt er befalet de kristne menigheder at døbe:

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn ...

Dåben er en befaling, ikke en befaling fra hvem som helst, men en befaling fra ham som ”er givet alt magt i himlen og på jorden”. Og fordi han har denne magt over alt, så skal disciplene gå ud og døbe alle til denne Kristus, som har fået myndigheden overgivet. De skal ikke spørge hvorfor eller hvem, men de skal gøre det fordi han siger det, og de skal gøre det overfor alle, fordi dåben ikke er afhængig af modtageren, men af giveren. De skal heller ikke døbe på hvad som helst, men de skal netop døbe på den myndighed som er blevet Kristus givet ved opstandelsen (som er understregningen af inkarnationen og korset).

På den baggrund kan man kalde dåben for en Kristusforkyndende handling. Kristusforkyndende, fordi det er en proklamation af, at Jesus er død, opstanden og gjort til herre over alt i himlen og på jorden. Handling, fordi det er en handling af os, for os, så ikke blot vi hører ordet, men også får lov til at mærke, at det ord gælder mig (og dette er den eneste måde, hvorpå syndernes forladelse kan mærkes!) Den forkynder ikke menneskets vej til gud, men guds vej til mennesket igennem hans inkarnation i Jesus af Nazaret: dåben er tegnet på, at alt er gjort af gud. Den er ikke en forkyndelse af eller et tegn på noget som vi allerede ved, men den er forkyndelsen af og tegnet på, at denne pagt, som gud har oprettet med mennesket, også gælder mig, det enkelte menneske. Det vil sige, at dåben ikke er noget adskilt fra det ord som lyder i forkyndelsen, men er et ydre tegn på, at Kristus er blevet mig givet. Dåben, nadveren og prædikenen er alt sammen forkyndelse, bundet sammen af Ordet, og de ting kan ikke adskilles. Gøres dette, så ender man i sakramentalismen, hvor det er sakramentet der betyder noget, og ikke Gudsordet.

RATIONALISME OG ORDET

Denne opfattelse vil Klit-Johansen givetvis kalde for rationalistisk. Men den er netop det modsatte. Man kunne tværtimod spørge om ikke det er Klit-Johansen der er rationalisten? For at kalde forkyndelsen for guds ord, kan kun opfattes rationalistisk, såfremt det er præstens tolkning der er gudsordet, og såfremt man laver en splittelse mellem forkyndelsen og sakramenterne.

Klit-Johansen ser ud til at mene, at forkyndelse er noget, præsten gør, når han prædiker og bibelfortolker, og at dette derfor er noget adskilt fra sakramentet (”livsord” kontra ”lysord”). Men dette er en ganske rationalistisk måde at beskue forkyndelsen på. For forkyndelse er hver gang der prædikes evangelium: dvs. hver gang, Jesus prædikes som død, opstanden og herre over alle ting.

Luther skriver et sted (Erlanger Ausgabe 57,40 – her efter N. O. Jensens Luthers Gudstro), at:

Prædikanten må tiltage sig mod til at tale på guds vegne … tilhørende må ikke tage forargelse af, at han kun ser et menneske, men tage menneskets ord som ordet af guds egen mund.

Hvad må dette betyde? Da vel ikke, at hvad prædikanten siger, det er hvad gud siger? Da vel heller ikke, at prædikanten som en anden Muhammed modtager et guddommeligt diktat? Nej, her er først og fremmest tale om, at prædikanten skal være sig sit ansvar bevidst. Men der ligger også noget andet i det. Der ligger det i det, at gud bruger os mennesker til at tale sit Ord. Man kunne sige, at gud igennem os – på trods af os – lader sit evangelium bryde igennem: igennem vores tåbeord taler han sit skaberord.

Det afhænger ikke af vores tolkning, om gud taler til os eller ej, men det afhænger helt af guds Ånd, om hvorvidt det er Peter eller Pilatus der forkynder Kristus. Det er det samme som med dåben: det afhænger ikke af os eller vores modtagelse (for selv Ånden står for modtagelsen, C. A. 5), men helt og aldeles af guds handling igennem os: midlerne for hans mål; at blive alt i alle. Der er altså ikke noget rationalistisk i denne forståelse af forkyndelsen, fordi det ikke afhænger af min specifikke tolkning. Der er heller ingen spiritualisme, fordi det hele er sat i stand af det ydre ord. Til gengæld er der masser af evangelium, fordi accenttegnet er sat over guds handling, og ikke vores forståelse. I, med og under vores ord, der er Guds.

Rationalisme bliver det derimod, når man ikke vil høre, at gud kan tale skaberord gennem tåbetale. For det er ganske rigtigt, evangeliet er ikke betinget af ”exegeternes pavedømme”, men udelukkende af, om gud vil bruge denne prædikant til at tale sit ord til mig. Det er rationalismen, der ikke vil tro på, at gud kan tale igennem os - på trods af os: for rationalisten kan ikke komme over den forargelse, at han kun ser et menneske på prædikestolen. Derfor må sikkerheden placeres et andet sted, og i det grundtvigske placeres den altså i dåben, nadveren, trosbekendelsen og menigheden. Her skulle altså være det ubesmittede gudsord. Men gudsordet er altid besmittet af os, det kan ikke rationelt adskilles. Og sådan må det være, for sådan har han bestemt det (men hvor gud lader evangelium tale igennem os til os, er det ord klart, rent og tydeligt). Der er altså i virkeligheden ikke langt fra rationalismen til Grundtvigs mageløse opdagelse.

At Grundtvig skulle have ”et dybere syn på Guds-Ordet end Luther” anfægter jeg også, fordi Grundtvig spærrer ordet inde i sikkert overlevede ord og ritualer (som derfor er ”guds ord”), hvor Luther lader gudsordet være frit (det gør Grundtvig sjovt nok også i flere salmer, men som Olesen Larsen tørt bemærkede, så er de fleste af disse også skrevet, før Grundtvig blev grundtvigianer). Luther var nemlig af den tro, at hvor gud vil høres, der høres han.

Luther vidste også godt, at gudsordet ikke var den døde skrift, men at dette guds ord altid ledte tilbage til Skriften, hvori gud også taler: ”Evangeliet derimod skulle egentlig ikke være skrift [i modsætning til GT], men et mundtligt ord, som fremholder Skriften”, som han skriver i sin lille vejledning om hvad man skal søge og finde i evangelierne. Ånden åbenbarer Kristus i Skriften, som den opstandne gjorde det på vejen til Emmaus.

Badet til døden

Om Grundtvig var luthersk eller ikke, er måske ikke så væsentligt at diskutere, for det er blot mærkater. Men at der er langt fra Luthers forståelse til Grundtvigs, det afslører ikke alene talen om ”Guds-Ordet”, men også ”genfødelsens bad”. Ikke at Luther ikke kendte Paulus' ord om genfødelse til Titus, det gjorde han, men Grundtvig og Luther forstår noget forskelligt ved det ord. Hvor dåben ifølge Grundtvig igangsætter en magisk vækst, så den døbte ligner gud mere og mere, er dåben for Luther ikke andet end en dom til døden: 

Den, der døbes, dømmes til døden, som ville præsten, når han døber, sige som så: Se, du er syndigt kød; derfor drukner jeg dig i Guds navn og dømmer dig til samme navn til døden, for at al din synd må dø og gå under sammen med dig.” (En sermon om dåben)

Kort før dette citat har Luther slået fast, at hele dette liv ikke er andet end en ”uafladelig åndelig dåb”, ikke igennem magisk vækst, men gennem daglig bod (dvs. daglig afdøen ved guds ord), som mennesket forpligter sig på at udføre i dåben. Først på ”den yderste dag vil Gud omdanne ham fra ny af”. For Grundtvig er dåben vand på sædekornet, således at det kan vokse i hellighed, blive mere og mere udfoldet i dets gudbilledelighed.

For Luther derimod, er man retfærdiggjort og helliggjort ved ordet, fordi Kristus liv, død og opstandelse nu er min. Den daglige fornyelse er en daglig død, indtil den yderste dag, hvor gud skaber noget helt nyt. Ikke nogen magisk vækst: ikke andet end et ydre tegn på og en forkyndelse af, at gud har stiftet en pagt med mennesket ved Jesus Kristus, og at denne pagt nu også gælder mig. Luther taler da også om ”den daglige vækst”, men det er kun forstået som den daglige afdøen i øjeblikket (for at tale kierkegaardsk). Og fordi denne dåb er begyndelsen på den daglige afdøen, så er ...

... synderne allerede døde sammen med mennesket og mennesket opstanden, og således er sakramentet fuldbyrdet; men sakramentets gerning er endnu ikke fuldbyrdet, det vil sige, at endnu forestår døden og opstandelsen på den yderste dag.

Her er intet magisk. Her er ingen vækst. Her er kun begravelsen med Kristus, just som det står skrevet i 1 Petersbrev 3:21: 

Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.

Det interessante er også, at dette emne kommer til at berøre endnu en grundlæggende forskel på Grundtvig og Luther. Synden: et sår eller en total fordærvelse?

Om Grundtvig er luthersk eller ej, det kan som sagt være ganske ligegyldigt, for spørgsmålet er, hvad der er evangelisk, forstået som det, der overfor ordet gør os til ingenting overfor gud, fordi gud allerede har gjort alt. Men nu er der i hvert fald sagt hvad jeg fandt ved Luther.

Afsluttende bemærkninger

Villy Klit-Johansen skriver endvidere, at han gerne så dåbsritualet ændret, så Fadervor fik sin rette plads i dåbsritualet. I den forbindelse har jeg længe gået og tænkt på, om man ikke der var en bedre tekst til dåben end Markus 10, 13-16? Det kunne f.eks. være:

Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« Kain sagde til Herren: »Min straf er for stor at bære. Nu jager du mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dig og være fredløs og flygtning på jorden; så kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel. Men Herren sagde til ham: »Nej, hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes syv gange.« Og han satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel.

… Nej, det er vist godt nok med det, man har overtaget fra henfarne slægter.

 

Anmeldelse af dåbsfolder

af Villy Klit-Johansen

Antallet - og andelen - af børn, der bliver døbt, er faldende. Det har fået "kirken" til at tage forskellige initiativer. Forlaget Eksistensen har fx udgivet et magasin forfattet af Lars Nymark Heilesen og Louise Højlund, med titlen Ingen kan bære sig selv. Det er trykt på glittet papir og har flot layout og gode fotos, der både understøtter teksten og i nogle tilfælde tilføjer perspektiver. Undertitlen er: "Tanker om dåb, tro og liv". Målgruppen fremgår af bagsideteksten: Til jer, der planlægger eller overvejer dåb.

En sådan udgivelse må hilses velkommen. Målet med Ingen kan bære sig selv synes at være at gøre dåben spiselig for moderne forældre. Man tilstræber tydeligvis ikke at fremstille læren om dåben katekismusagtigt eller dogmatisk fyldestgørende, men netop at dele tanker om tro og liv med dem, der overvejer dåb.  

Magasinet rummer 11 opslag. Ikke alle opslag har direkte relation til dåbsritualet, hvilket er naturligt, når man vil sætte dåben ind i en større sammenhæng. Dels den menneskelige erfaring af liv og død, afhængighed af noget større, glæde, sorg og skyld. Og dels sammenhængen med menigheden og den kristelige oplæring i hjem og kirke. Også det rent praktiske omkring det at arrangere dåb er med.

Den større sammenhæng, dåben sættes ind i, er behandlet på forbilledlig vis. Hvad angår den menneskelige erfaring er der gode indsigter og formuleringer. For blot at nævne nogle få: ”Vi er alle afhængige af andre, der bærer med på vores liv.” (s. 2). ”Livet igennem er vi afhængige af det, vi får givet.” (s. 21). ”Håb må der til. Og vi ønsker, at vore børn bliver håbefulde og tillidsfulde.  ”Det, der sker i kirken, kan give os det livsmod, der skal til i verden.” (s. 15). Gertrud, journalist, Nørrebro, skriver om det at være fadder: ”Hvis man vil spille en rolle, så skal man stille sig et sted, hvor man er synlig, og der holde en dør åben ind til et sted, der er fyldt med kærlighed og tillid.” Godt sagt! 

Jeg burde nævne flere af de positive ting, jeg har glædet mig over, men nøjes med at nævne, at det er godt, at småbørnsforældres faktiske spørgsmål tages op, såsom spørgsmålet om at svare for sit barn og træffe valg på sit barns vegne. Den korte, men gode behandling af dette spørgsmål er egnet til at sætte tanker i gang.

Magasinet må kunne bruges som grundlag for studiekredse for dåbsforældre (hvis man ellers kan forestille sig, at dåbsforældre har tid til det) eller måske for bedsteforældre eller andre interesserede. Man må håbe, at det i det mindste bliver læst. 

DET TEOLOGISKE INDHOLD

Når det kommer til det teologiske, har jeg flere forbehold. Indholdet stritter i forskellige retninger. Nogle formuleringer er gedigent kristelige, mens andre er enten almenreligiøse eller teologisk tvivlsomme.

Til de almenreligiøse hører de steder, hvor der tales om tro, uden at det bliver klart, hvem eller hvad troen retter sig imod og er afhængig af. Det gælder det spørgsmål, der stilles på s. 6: ”Hvordan får dit barn mulighed for at tro?”

Jeg har det ikke så godt med, at kirken omtales som et sted, hvor nogen holder troen i live (s. 17). Det er teologisk uholdbart. Det er Guds ord, der holder troen i live, ikke mennesker, og kirken er stedet, hvor Guds ord lyder. Efter min smag tales der i det hele taget lidt for meget om tro. Man kan blive helt svimmel af al den tro.

Til de teologisk tvivlsomme steder hører nogle formuleringer på de første sider: ”Dåben fortæller, at Gud vil bære med lige meget hvad der sker”, ”I dåben får du at vide, at du er omfattet af en kærlighed, der er større end alt andet. Du er Guds barn.” og: ”Slægt efter slægt er blevet døbt der og har fået at vide, at de er forbundet med en Gud, der … Det fortæller dåben.”

Det med at ”dåben fortæller”, og ”vi får at vide” er alt for svagt. Skaber man med denne indledning ikke det indtryk, at dåben er en information om noget, som man faktisk allerede er blevet informeret om, når man har læst dette magasin?

Men så ånder man lettet op, når man på s. 7 læser et citat fra Johannesevangeliet kap. 3, v. 7: ”I må fødes påny”, og citatet følges op med ord af sognepræst Jesper Stange: "Ved dåben suppleres alle de forestillinger, vi gør os om Gud, med et forhold til Gud. Et forhold er væsentligere end selv de mest dybsindige forestillinger". Det er godt sagt. Dåbspagten er jo den personlige nådepagt, som Gud opretter med et menneske, for nu at sige det med ord fra traditionen.

Man kan sige, at dåbsfolderen er en pose med blandede bolcher. Side 7:

De tre håndfulde vand er bølger. Noget skyller væk og mister sin magt, nyt kommer til. Som Jesus døde og blev begravet og stod op til evigt liv. Dåbsritualet har det mønster. Dåben skal minde os om, at vi altid kan sætte vores lid til, at Jesus' død gør en forskel for os.

Det er et forsøg på at bruge en fin metafor, men er meningen helt klar? Men det gør godt under behandlingen af Fadervor at læse:

Her siges elementære og vigtige ting, og vi behøver ikke lede efter ord. Vi har fået dem. Og kan give dem videre.

Lidt mere utydeligt er det, der står på side 7: Dåb er mere end vand. Dåb sker, når ord og vand sættes sammen.” Ja, men er det hvilke som helst ord, der gør dåben til dåb? Er det ikke Ordet med stort O?

Det er til gengæld gedigen kristendom, der udtrykkes på sied 13:

I overvejelsen om dåb er der tro. // I den åbenhed, man kommer op til døbefonten med, er der tro. // I ønsket om at træde ind i kirken med sit barn er der tro. // Tro er først og fremmest noget, man får. Tro er ikke noget, man har, ligesom man har briller og meninger.

Det kan man kun sige amen til. Men andre steder tales der, som sagt, noget anderledes om tro. 

Ærlig talt generer det mig, at forfatterne har byttet om på rækkefølgen af dåbspagten og dåbshandlingen. Hvorfor gør de dog det? I ritualet er rækkefølgen tro og dåb. Det samme er tilfældet i Grundtvigs salmer. Måske er det mig, der er alt for stærkt præget af Grundtvigs dåbspagtsteologi. Det mener jeg nu ikke, for den er teologisk set aldeles overbevisende, fordi den ikke bringer noget nyt til torvs, men blot forholder sig til dåben selv. Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, at de på den måde næsten øver vold mod ritualet.

Måske burde forlaget supplere denne udgivelse med en, der fremstiller dåben mere ritual-nært, enkelt og klart. 

Det må dog indrømmes, at ritualets led faktisk ligger bagved magasinets tekst. Det meste kommer med: Dåbsbefalingen, dåbshandlingen, Fadervor, Dåbspagten i snæver forstand (Forsagelsen og Trosbekendelsen) og faddertiltalen.

Derfor er det overraskende, at der sluttes med Den aronitiske Velsignelse, den gammeltestamentlige, som vi kender fra gudstjenestens slutning. Der står, at ”ved barnedåb velsignes barnet efter dåben”. Ja, barnet velsignes, men ikke med Den aronitiske Velsignelse. 

Herrens velsignelse ved dåbens afslutning lyder og har altid lydt: ”Fred være med dig!” Det var den hilsen fra den opstandne Herre, som det hele begyndte med. Den er begyndelsen på den kristne menighed og gudstjeneste. Bogstaveligt: Den første søndag efter påske fandt i Jerusalem historiens første kristne gudstjeneste sted. Og det er de ord, det nye liv som Guds barn begynder med for den enkelte. Præsten lægger endda hånden på den døbtes hoved, mens velsignelsen siges.

Det er den velsignelse, der hentydes til i salmeverset:

Det fredens ord ved dåbens bad
den bange sjæl gør barneglad,
det fredens ord hver Herrens dag
gør rolig midt i våbenbrag.

KONKLUSION

Som det er fremgået, er det meste med, men det er godt pakket ind i ”tanker om tro og liv”. Er denne indpakning nødvendig for at nå de noksom bekendte moderne mennesker? Måske. For den ikke meget vidende, men åbent spørgende, kan magasinet måske være en indgang til dåben og kirken. Det skal nu prøves af i den praktiske virkelighed. 

Men lad det være nok. Læs selv! Forfatterne fortjener tak og påskønnelse for deres forsøg på at række ud til tidens småbørnsforældre, der generelt ikke ved meget om kristendom. Det burde vi alle blive bedre til. De og forlaget har på mange måder gjort et godt stykke formidlingsarbejde. Men da det dog er dåben, forfatterne har sat sig for at formidle, må deres tekst også bedømmes på, hvad den faktisk siger om dåben. Det har jeg forsøgt. Vel vidende, at det er lettere at kritisere et produkt end at skabe det. 

Endelig: Når vi har gjort det, vi skal og kan, i kraft af den fantasi og pædagogiske snilde, vi måtte være begavet med, bør vi stille os selv og hinanden det spørgsmål, om dåben til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, ikke i sig selv har styrke til at sætte sig igennem. Det tror jeg, den har. Dåben kan, i modsætning til mennesker, godt bære sig selv, og mon der ikke altid vil være mennesker, der har behov for at få givet troen, håbet, freden, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv som gratis Guds gaver? Og mon ikke de ved, hvor de skal gå hen?

 

INGEN KAN BÆRE SIG SELV

Tanker om dåb, tro og liv.

Af Lars Nymark Heilesen og Louise Højlund.

Forlaget Eksistensen 2016.

Hæftet, 24 s., 49 kr.

Folkekirken på studiemesse

af Søren Pedersen

Folkekirken har været på studiemesse for første gang. Sådan lød det i flere danske medier, da folkekirken i januar i 2017 for første gang deltog på en af de mange studiemesser, hvor landets gymnasieelever bliver præsenteret for de forskellige uddannelsesretninger i Danmark. I den forbindelse var der blevet udarbejdet en folder. I det følgende vil folderen blive anmeldt.

For det første er det positivt, at der er blevet udarbejdet et materiale, der på linje med andre uddannelser og fag giver information om både teologistudiet og præsteembedet. De unge mennesker vil uden tvivl kende formatet fra andre uddannelser. Folderen fremstår flot med billeder og citater. Det er ganske givet også et af formålene, at der med folderen både ønskes en afmytologisering af det teologiske studium og præstegerningen, og at flytte det ned i øjenhøjde med den studiesøgende gymnasiast. Det er lykkedes.

Folderens første del præsenterer teologien som et kulturfag, der indeholder muligheden for tværfaglig fordybelse indenfor en række andre studiefelter såsom antropologi, kulturhistorie, religion, historie. I folderens anden del bliver præstejobbet præsenteret som et job med mange funktioner, hvor der tilbydes efteruddannelse, mulighed for at arbejde med ledelse, kommunikation og HR, psykologi og sjælesorg. Alt sammen meget godt.

Men der er også flere spørgsmål, der må stilles til folderens indhold. Folderen er et blandingsprodukt mellem en præsentation af teologistudiet og af præstegerningen. Det er som udgangspunkt svært at forene. Det lykkes heller ikke i folderen. Den fremstår som fanget imellem to stole og forbliver på den måde overfladisk. Er det flere studerende på landets teologi-uddannelser der ønskes, eller er det at flere af de teologistuderende skal vælge præstekaldet efter endt uddannelse? Særligt præstedelen virker derfor overfladisk, ligesom teologidelen virker løsrevet fra præstedelen med dens fokus på teologi som kulturfag. Og her kommer vi til folderens første problem.

Teologistudiet som fange på humaniora?

På side 4 står der følgende:

Måske overvejer du at læse filosofi, psykologi eller antropologi. Eller måske religionshistorie, idéhistorie eller kommunikation. Med hvis du vælger teologistudiet, kommer du til at fordybe dig i alle disse områder og meget mere, blandt andet sprog og kultur, etik og religionsfilosofi. Der er formentlig ingen studier, der rummer så mange forskellige aspekter og fag som teologistudiet. Så hvorfor vælge noget fra, når du kan vælge så meget til?”

At der fra universiteterne er et ønske om at brede den teologiske uddannelse ud, er naturligt. Der er en fremdriftsreform og en taxameter-ordning, som der skal tages hensyn til, men alligevel er det værd at spørge, hvor grænsen går mellem teologi og de humanistiske discipliner, som bliver nævnt i citater?

På Århus Universitet er der eksempelvis ikke længere noget selvstændigt teologisk fakultet, og hvordan ser det mon ud i København om ti år? Min indvending imod formuleringer som den ovennævnte er, at der i folderen ikke lægges nok vægt på teologiens egenart som kunne være NT, GT eller kirkehistorien. Ved at markedsføre faget ved hjælp af andre fagområder, som det i øvrigt er forsøgt gjort flere gange i løbet af de sidste 15 år med ringe succes (eksempelvis Århus Universitets forsøg med linjer på teologistudiet i ’00erne), er man med til at gøre teologien til et humanistisk fag, der hører til på et humanistisk fakultet. Teologi er dog ikke et humanistisk fag, men et selvstændigt fagområde, og det har traditionelt været adskilt fra humaniora som et selvstændigt fakultet.

Jeg savner, at folderen klart får belyst, hvor teologien adskiller sig fra de humanistiske fag. Det fremstår i folderen som om, teologi er en kombination af mange forskellige fagområder, men der mangler en egen selvstændig kerne, som udgør selve teologifaget. Det må anses som teologidelens største svaghed, at det ikke bliver gjort klart, hvorfor den studiesøgende skal læse teologi for teologiens egen skyld, men kun som et tilvalg. Kigger vi nærmere på præstedelen, melder der sig flere problemer. 

Præsten som forkynder

I folderen bliver præstens arbejdsområder præsenteret i form af begravelser, dåb, bryllupper og sjælesorg. Præstens rolle som prædikant og liturg er derimod meget perifert beskrevet. Det kan undre, når præstens fornemmeste opgave i en luthersk tradition altid har været at udlægge ordet under gudstjenesten som prædikant (på side 16 omtales prædikanten som ”taler”, det må være en fejl). Vi kommer ikke uden om, at prædikenarbejdet og søndagsgudstjenesten stadigvæk er et væsentligt og tidskrævende arbejdsområde i det daglige præstearbejde for de fleste præster, også når det kommer til kompetenceudvikling og efteruddannelse. At dette arbejdsfelt bliver behandlet meget overfladisk i folderen må ses som en stor mangel, hvorimod meget perifere arbejdsområder som korsang og kunstudstillinger bliver fremhævet på linje med gudstjenesten og prædikenarbejde som mulige fokusområder for den fremtidige præst.

Præstens virkelighed

I folderen er der meget fokus på ledelse, på kombinationsmulighederne, teamwork og friheden i jobbet og på de ”spændende” arbejdsområder med personer, der har sygdomme eller har det svært i samfundet, eller som funktionspræst. Men spørgsmålet er, om det afspejler den virkelighed, som de fleste nyuddannede præster møder? Her er spørgsmålet, om folderen lover noget andet, end hvad de fleste nye præster oplever, hvis man altså ikke direkte går ud og bliver funktionspræst. Og det er dog de færreste nyuddannede teologer, der ansættes som funktionspræster, selvom folderen lister den ene mulighed op efter den anden på side 15. Det traditionelle sognepræstearbejde, som stadigvæk er klart det største arbejdsområder indenfor folkekirken, bliver ikke præsenteret, hvorimod der bruges uforbeholdent meget plads på at præsentere funktionspræstens arbejde. På overfladen kan funktionspræstens arbejdsområde også virke mere spændende end den almindelige sognepræsts arbejde. Forstærker folderen mon ikke blot den holdning, at det almindelige sognepræstearbejde er lidt støvet og kedeligt?

Karriere eller kald?

Fra folderen læses citater som: ”Brænder du for at give mening til menneskers liv?” eller ”Du skal kunne lide at stræbe efter de ledelsesmæssige mål, I sætter i fællesskab” og ”Vil du være en del af noget større”. Det ligner til forveksling udtryk, der sikkert vil kunne findes i personalehåndbøgerne i flere større børsnoterede danske virksomheder. Corporate identity bliver det kaldt, og det er et fag som findes på cand.merc-uddannelsen. Det er i god tråd med, at præstearbejdet i folderen bliver præsenteret som en karriere, hvor der er mulighed for at udvikle sig personligt, og med mulighed for at avancere til at blive provst eller biskop (side 15).

Men harmonerer det egentlig med luthersk embedsteologi? Det lutherske præstembede er et kald til en menighed; et kald, der har sit udspring i Bibelen og er givet af Kristus, eller som det lyder i Efeserbrevet 4,11: "Og han har givet nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister, og andre til at være hyrder og lærere”. Embedet handler om at tjene, ikke om at gøre karriere. Det fremgår sådan set også af folderen, at præsteembedet handler om at tjene næsten, men det er der så mange fag der gør, så hvor adskiller præstearbejdet sig? Det er ikke tydeligt, selvom vi vel alle er klar over, at det gør det i arbejdet som forkynder.

Da jeg begyndte som præst, sagde en ældre kollega til mig, at vi som præster er heldige, for vi har Helligånden med på arbejde! Og hvis vi ikke har det, så vil det være umuligt at klare præstearbejdet. Det har været en enorm trøst for mig. Når det derfor lyder på side 18 at: ”Folkekirken har brug for præster, som sætter deres faglighed, kreativitet og imødekommenhed højt, når de gør Folkekirken værdifuld for vores mange medlemmer”, bliver jeg nødt til at indvende, at selvom det er vigtigt med høj faglighed, kreativitet og imødekommenhed, hvad er det så værd, hvis det ikke er båret af Guds ord og kærlighed? Det må være kernen i præstembedet, og det formår præstedelen i folderen ikke at formidle. Måske fordi det er en selvfølge? Måske fordi man ikke vil skræmme nogen væk med Gud?

Afsluttende bemærkninger

Hvis folderen skulle have været vellykket, kunne man med fordel have delt den op i to dele. En del, der præsenterede teologistudiet, og en del, der præsenterede præstearbejdet, således at der var plads til fordybelse indenfor begge felter.

Jeg er også bange for, at man ved at fokusere på den målgruppe, der gerne ville have læst noget andet såsom filosofi, kommunikation eller et andet humanistisk fag, kommer til at overse den gruppe som gerne vil læse teologi, fordi det er teologi, eller hvis nysgerrighed primært er det teologiske emneområde. Min opfattelse er, at både præsteembedet og teologiens styrke ligger i, at det netop er, hvad det er. Præsteembede behøver ikke alle mulige tillægsord som dem, der bliver brugt i folderen, for at give mening, og teologien behøver ikke at være klistret til med humanistiske fag. Begge dele er stærke nok til at kunne stå for sig selv.

Rantzau rehabiliteret

af Robert Landeværn Ryholt

Da jeg var barn, kunne jeg ikke lide Johan Rantzau. Jeg holdt i stedet med Skipper Clement og Christian II. For Rantzau var tysker (og hermed var meget sagt i den tolv-åriges univers), og Clement dertil ”den lille mand”. Hvad angår Christian II, bød Sverige mig også dengang imod, så ud fra devisen ”min fjendes fjende er min ven” (i øvrigt et ofte upålideligt navigationsinstrument) stod jeg last og brast med ”den anden Christian”. Yderligere to forhold tilskyndede mig: Dels brød jeg mig ikke om oprør og afsættelse af lovligt indsatte konger, dels virkede Christian II mere passioneret end Christian III, der syntes mig for politisk og taktisk kalkulerende: Christian II kunne have afsvoret den lutherske lære og derved gjort sine hoser grønnere hos Karl V, men han fastholdt sin evangeliske tro.  

Alt i alt kom Rantzau derved til at stå entydigt skidt i min vurdering. Han var en fjende. Dertil en effektiv og dygtig en af slagsen. Derfor vil jeg gerne takke Torben Bramming for, at mit perspektiv nu – endelig – er blevet en kende mere nuanceret.

For forfatteren har skrevet en god bog om en afgørende person i dansk historie: Feltherren og ”den gyldne ridder” Johan Rantzau. Indledningsvist og i sit efterord antyder Torben Bramming – et kort øjeblik i den kontrafaktiske historieskrivnings fristende vold – at Danmarkshistorien netop kunne have fået et ganske andet forløb, hvis ikke Christian III havde haft den dygtige Rantzau ved sin side.

”Det står skrevet i stjernerne!” Oldkirken anerkendte som oftest stjernerne som ”skrift”, samtidig med at den afviste, at mennesker frugtbart kunne læse den, thi det var englenes bog. Dette var eksempelvis Origenes af Alexandrias holdning til sin tids optagethed af astrologi. Denne oldkirkelige og pastorale visdom vandt dog ikke. Den hedenske astrologi var stærkere, og derfor var det ikke kun af kuriøs interesse, at Johan Rantzau blev født under Mars’ tegn; ”under en martialsk stjerne”, som Bramming udtrykker det, hvorefter han lader os følge Rantzaus opvækst, udvikling og uddannelse som landsknægt. Mor Rantzau (hun hed Ölgard) havde nok gerne set det anderledes, for en af hendes sønner var allerede død i krig, da Johan var 7-8 år gammel. Ikke desto mindre tog Johan som 13-årig fat på den specifikke soldater-uddannelse. Det  var ikke usædvanligt på den tid. Dengang dimitterede flere fra universitetet som 16-årige.

Interessant er også beskrivelsen af Rantzaus pilgrimsfærd til ”det hellige land” som led i hans dannelsesrejse. Han udnævnes til ”Ridder af den Hellige Grav” (eller ”gylden ridder”) og træder på den måde ind i en århundredgammel tradition for korsfarersymbolik. På vej hjem til Tyskland kom han i audiens hos paven. Hvor Rantzau siden blev overbevist om pavens vederstyggelighed, forblev han til sin død stolt af sin status som ”gylden ridder”. Den titel pegede for Rantzau formentlig tilbage til noget ægte og oprindeligt i kristentroen, som paverne siden forsømte og af og til forrådte, men som Rantzau så og genkendte i den uforfærdede tyske munk Martin Luther.

Torben Bramming har tidligere skrevet om blandt andet Tidehvervs historie, om den moderne myte, om middelaldermunken Radulf (sammen med Kurt Villadsen) og om den følsomme digter Brorson. Nu altså om den krigshærdede Johan Rantzau. De tre sidstnævnte bøger har en lokal Ribe-tilknytning, hvilket angiveligt har medvirket til at anspore Torben Brammings interesse og skrivelyst.

I det hele taget mærker man i ”Rantzau – Den hellige Kriger” forfatterens entusiasme for historien og glæden ved at fortælle om så barsk og fremmed en person, som Rantzau må forekomme de fleste i 2017. Man smittes af Torben Brammings fortælleglæde og efterlades med et ønske om, at der fandtes flere gode kilder til Rantzaus liv, så man kunne blive klogere på ham. 

Man bliver nysgerrig og vil gerne vide mere, og her benytter forfatteren sig af et greb, som nogle måske vil anse for betænkelig: Den kritiske historiker-fantasis disciplinerede bud på udfyldning af de huller i vor viden, som kilderne desværre har levnet os. Selv finder jeg det forfriskende og legitimt, især fordi Torben Bramming hele tiden betoner det tentative i disse dele af fremstillingen.

Brammings kvalificerede gætterier gør, at kildernes mere nøjsomme meddelelser forlenes med huld og krop. Vi ved fx, at Rantzau var med på rigsdagen i Worms i 1521, men Torben Bramming giver os et bud på, hvorledes den holstenske/tyske diplomat og toprådgiver Rantzau kan have anskuet dén højpolitiske scene med de mange spændinger og interesser i spil. Og Bramming lader Luther ankomme, så vi kan se det for os; og giver os landsknægten Rantzaus muligvis misbilligende dom, da Luther over for det overvældende politiske og gejstlige magtopbud synes at vakle i sin beslutsomhed – og hans bifald og begejstring, da Luther står fast, fordi han finder sin samvittighed bundet af Guds klare Ord.

Vi følger Rantzau undervejs i Grevens Fejde og under gennemførelsen af den lutherske reformation i Danmark, og ligeledes ved de fortsatte militære kampagner, herunder i Ditmarsken 1559, hvor Rantzau også havde en ganske personlig motivation, idet hans storebror Breide blev dræbt under Kong Hans’ mislykkede felttog i 1500. Under Rantzaus føring måtte ditmarskerne give fortabt.

I det hele taget var Rantzau en uhyre succesrig feltherre, og han blev tilsyneladende agtet højt ikke kun på sin hjemegn, men i hele Europa. Flere fyrster søgte at hyre ham, men uden held.

I modsætning til sit og tidens krigerstands store idol – Iliadens Akilleus – døde Rantzau i 1565 på Breitenburg i sin seng omgivet af sin kone og hvem ellers hørte til ved et luthersk dødsleje secundum artem moriendi, hvilket Bramming også fortæller om.

Der er grund til at takke Torben Bramming for den velskrevne og spændende bog om en uhyre vigtig person i dansk historie – uanset om man deler Brammings kontrafaktiske anelser eller ej.

Torben Bramming
Rantzau – Den hellige Kriger
Kristeligt Dagblads Forlag 2016
290 sider, ill.
300 kroner.

 

 

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag

af Stine Munch

Kære Gud, grib hver dag ind i vores liv, som du greb ind i Marias. Amen.

Mariæ Bebudelsesdag er som bekendt mærkedagen til minde om den dag, hvor englen Gabriel sagde til den meget unge Jomfru Maria, at hun var blevet gravid med Guds søn.

Og så kan man jo diskutere med sig selv, om sådan en undfangelse nu også har fundet sted og så videre. Men helt ærligt, det vil jeg faktisk ikke bruge hverken mit eller Jeres krudt på. For der er tale om Gud her, og for Ham er alting muligt. Også selvom det rækker ud over hvad vi mennesker lige kan tænke os til og ud over de fysiske love.

For Gud er alting muligt, også det som vi mennesker synes er umuligt. Og skulle det på en eller anden måde vise sig, at Jesus alligevel ikke blev født af en jomfru, så vælter det for mig ikke hele læsset. 

Det Jesus sagde og gjorde, det at han døde og opstod det er så stort og så betydningsfuldt, at han kun kan være Guds søn.  

Min sjæl ophøjer Herren siger Maria. Det lyder smukt, men måske en smule gammeldags. Min sjæl ophøjer Herren - ordene  rummer en bevægelse. Man kan næsten se Maria der knæler medens hun rækker hænderne frem i en bevægelse som siger:  Se, hvor stor Gud er! 

Maria siger det med hele sin sjæl, med hele sit jeg, helt ind til det inderste. Min sjæl ophøjer Herren… ordene er smukke, og som sagt, måske lidt gammeldags. Men efter min mening, så skal ikke gøres mere moderne, for så tror jeg ikke længere at de har samme styrke.

Men tænk, at Maria virkelig bare siger sådan, at hun ikke gør mere modstand eller siger at Gabriel må finde en anden.

Dengang var det jo et helt anderledes samfund. Et samfund som i værste fald kunne kræve henrettelse, når en ung, forlovet pige blev gravid med en anden end sin kommende mand. Ja, bare det at blive gravid med sin kommende mand, inden de var blevet gift, var sådan set slemt nok.

Og hvem ville vel tro på Marias forklaring om den situation, hun nu befandt sig i. Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand, sagde den forundrede Maria til Gabriel.

Hvem ville tro hende? Ville de ikke snarere møde hende med ringeagt i blikket og hånende ord om at den forklaring måtte hun længere ud på landet med? Alligevel accepterer hun. Stiller sig til rådighed for det hun er blevet udvalgt til. 

Lad det ske mig efter dit ord. Og videre siger Maria i lovsangen: Herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting imod mig.

Alle slægter skal prise mig salig. Det gælder for alle kristne fordi vi tror, at Maria virkelig bar og fødte Guds søn. Men i særlig grad gælder det jo selvfølgelig katolikkerne der har givet Jomfru Maria en plads meget tæt på Kristus.

I den katolske kirke beder man til Maria og hun kan så gå i forbøn for mennesket hos Jesus som hun har en særlig adgang til. Det er netop derfor at man i de katolske kirker både har mange billeder og statuer af Maria.

Luther vendte sig imod guddommeliggørelsen af Maria, fordi han mente, at den fjernede opmærksomheden fra det vigtigste, nemlig Kristus og evangeliet.

Men hvilken rolle spiller Maria så i vores protestantiske folkekirke? Ja, hun spiller vel faktisk ikke nogen rolle. Måske ikke anden, end at vi nævner hende i trosbekendelsen,og så at hun altid er med i de mange krybbespil der opføres i kirkerne til jul.

Men kan vi ikke sagtens bruge Maria til noget? Selvfølgelig uden at det på nogen måde bliver krypto-katolsk eller noget i den retning? Der er noget storladent over Marias lovsang. 

Det at hun, på trods af, at der i samfundet øjne faktisk er sket noget helt utilgiveligt, på trods af at hun nu risikere at blive udstødt og det der er værre - så priser hun alligevel Gud.  Hun tænker ikke på al den hån og spot hun nu vil blive udsat for.

At alle dem, der er store i egne øjne, vil fordømme hende som helt forkert. For hun har tillid til, at det nok skal gå alt sammen, tillid til at Gud er med hende.

Når Maria synger: Han har set til sin ringe tjenerinde, er det nemlig ikke bare noget gammelt, måske nok poetisk sprog, nej, det siges også til os.

Gud tager Maria til sig, udvælger hende for at fortælle os, at det, som ikke er noget, er stort for Gud. Det menneske, som ikke har nogen værdi i andres øjne, ophøjes. 

Maria blev med barn før hun blev gift, og det alene var en skændsel så stor, at hendes forældre med god ret kunne have forkastet hende. Og hendes forlovede Josef, stod uforstående overfor at skulle gifte sig med Maria, hvis barn han ikke var far til. I sin gode ret kunne han have forkastet hende. 

Men Gud ville noget andet. Og det forstod Maria. Hun værgede sig ikke, eller prøvede at sige, at hun ikke var det værd. Hun sagde heller ikke, at hun ikke turde. Eller at det ville ødelægge hendes karrieremuligheder.

Hun tog sin opgave på sig. Og det er det vi skal se hen til. Vi skal se Maria, som det hun i sandhed er. Ikke en ophøjet helgen, som man skal prise salig fordi hun har gjort sig i særlig grad fortjent til Guds yndest. Men i stedet som det, hun kalder sig selv: en man kan prise salig, fordi Gud har gjort mægtige gerninger mod hende. 

Som et eksempel til efterfølgelse, på det som er menneskers mulighed, nemlig at tage sin opgave på sig, hvor umulig den end ser ud og opdage at deri bor en ro og måske endda en glæde over at gøre og være hvad man skal og er kaldet til.

For Maria ventede Jesus og fødte ham og plejede og passede ham indtil han blev voksen. Og jeg tror bestemt ikke det har været let og smertefrit. Først skammen ved at blive gravid uden for ægteskabet. Og alt det med Josef. Så den besværlige tur til Betlehem, højgravid og på et æsel. 

Den uudholdelige smerte, da hun fødte et lille hjælpeløst barn og så ovenikøbet i en stald. Flugten til Ægypten. Og dette komplet uforståelige, på den ene side at få at vide, at hun var mor til Guds søn. Og samtidig oplevelsen af, at det faktisk gik ham rigtigt dårligt. 

Han blev kaldt dæmonbesat. Dranker og frådser. Og da Maria og Jesu søskende vil kalde ham hjem, fordi det simpelthen bliver for meget og for pinligt, da siger han, at de ikke er hans søskende og hans mor, ja da må Maria virkelig have spekuleret på hvad i alverden meningen skulle være.

Til sidst så hun så ham blive korsfæstet. Som en gudsbespotter. Myrdet af det folk, som han var kommet for at frelse.

Mon Maria egentlig følte den store begejstring undervejs? Den store tro? De store følelser? Hun sang lovsang den dag Gabriel gav hende det store og meget underlige budskab. Men den var vel hul og tom, da hendes søn hang tortureret og forpint på et kors uden for Jerusalem.

Det var jo først efter opstandelsen, at det virkelig gik op for hende, hvad det betød, at Gabriel kom. Efter over 30 år i stor uvished og tvivl. Men sådan kom Gud til os mennesker. 

Det er langt fra altid at vi kan se noget mønster i noget som helst. Sådan var det også for Maria, og først i opstandelsens lys, blev det klart, at det var Gud, der var Jesus.

Maria lovsang Gud, fordi hun var sikker på at han ville være med hende i det hun var blevet udvalgt til og havde taget på sig. Gud er barmhjertig siger hun, og han glemmer ikke sin barmhjertighed. Men undervejs i livet med Jesus kan hun måske nok have følt at Gud havde glemt hende og den søn hun fødte i Betlehem..

Men Gud havde ikke glemt hende. Gud glemmer os aldrig, han forlader os ikke, uanset hvor slemt det bliver. 

På søndag er det palmesøndag, påsken er lige om hjørnet og i påskedagene skal det endnu engang blive klart for os, hvor langt Gud, i sin søn, vil gå for at følge os. Gennem lidelse og død til opstandelse og liv.

Og vi må tage vore opgaver på os, og i Jesu død og opstandelse finde mod og tro og ånd til at holde det hele ud, til at glæde os over livet, hvordan det end former sig og til at lovsynge Gud.

Vor sjæl ophøjer Herren. Og vor ånd fryder sig over Gud, vor frelser. Han har set til sine ringe tjenere. Herefter skal alle slægter prise os salige. For den mægtige har gjort store gerninger mod os.

AMEN

 

Nogle bønner

af Stine Munch

Nogle bønner

af Stine Munch

1

Kristus; jeg vil så meget, og indimellem tror jeg, at jeg har vinger og kan alt. Tak for de dage, hvor livet er en leg, og man føler sig usårlig og flyvende. Men hjælp mig at huske på, at uden dig kan jeg intet. Du er begyndelsen og enden. Den, der holder mig oppe på alle slags dage.

Du er mig altid nær i kærlighed. Lær mig at give den kærlighed videre til dem, jeg lever sammen med her på jorden, hvor jeg er sat. Amen.

2

Kære Gud. Så tit bliver jeg bange, og forsøger at helgardere mig ved at planlægge livet. Men der sker så meget, som jeg ikke har magt over. Hjælp mig til at tage imod livet, som det kommer.

Lær mig at stole på, at du er med igennem alle slags dage, så jeg bedre tør sige: ja, Gud, lad det ske mig efter dit ord. Sådan som Maria gjorde det. Amen

3

Kære Gud. Din stemme i verden er så lille.  Selvom du er altings skaber.  Og når vi hører dine ord forsøger vi alligevel at lukke ørerne for dem.  Men du slipper os ikke. 

Tænk, at din kærlighed omfavner os alle, selv når vi er utaknemmelige og onde - og at du i Kristus har fortalt os, at du er med os altid.  Tak.  Amen