Leder

 

Sådan nogle som os, der skriver og redigerer nærværende magasin, har vi hørt omtalt som sure onkler og tanter, der hele tiden vil sætte grænser og bare siger nej til alting. Det synes vi på en måde er en kompliment. For der er gode grunde til at fokusere på det negative i livet, og det er unægtelig morsommere at være en sur gammel rad end en lalleglad hurra-råber.

Og der er jo masser at bekymre sig om: man bliver gammel og syg, og tilsidst dør man. Når man dagligt tænker over det, vil man uden tvivl glæde sig mere over livet.

Det ændrer dog ikke på, at vi, redaktørerne for Babel, beholder nej-hatten på. For det er der styrke og integritet i, og kun den ureflekterede siger ja til alting... Og i virkeligheden er ’nej’et og disse gamle tanters surhed og sætten grænser op, et stort ja.

I virkeligheden mener vi nemlig, at man med innovationslejr og formålsformulering og nye trøjer, og når man hævder, at der absolut skal nyt til, nærmest for fornyelsen selv, glemmer og siger nej til det vigtige: Evangeliet der bærer det hele og bærer os. Og har gjort det i over 1000 år her i Danmark. Det er alvor. Det er vores fundament. Det er uhyre vigtigt, at der ikke går cirkus og reklamebureau i det bare fordi, vi gerne vil være med på beatet og give de unge det, de unge vil ha.

Det er på evangeliets grundlag, vi samler kræfter til det menneskeliv, som så ofte er svært og vanskeligt... Derfor er vort nej faktisk et stort JA til kirke og kristendom og evangelium. I al ubeskedenhed. Og det skal forkyndes med seriøsitet, kvalitet og ordentlighed og med det, der driver på Kristus.

Magasinet hedder Babel - nyt tidsskrift for teologi og kirke.

Babel for at minde os om, at vi alligevel aldrig får bygget det tårn op til himlen, og således kan vi ikke andet end at håbe på Guds nåde.

Nyt, fordi det er nyt, tidsskrift for teologi og kirke, fordi det er det, vi er optaget af. Dette nummer handler mere om kirke end om teologi, fordi det aktuelt er nødvendigt.

Tak hvis I læser med!

 
STM, Babel

Den bekymrede kirke

af Merete Bøye

Vi lever i en meget bekymret og ængstelig tid. Hvilket egentlig er mærkeligt, for vi lever samtidig i en tid, hvor sikkerheden og folkesundheden er større end nogensinde før. Men der er ikke altid sammenhæng mellem, hvor meget man har at bekymre sig om, og hvor bekymret, man egentlig er.

De første kristne burde fx have være meget bekymrede for kirkens fremtid. Det var ikke sjovt at være kristen under kejsere som Diokletian, Decius eller Domitian. For ikke at tale om Nero. De kristne blev tvunget til at løbe spidsrod mellem rækker af gladiatorer med køller og kæppe. Derefter blev de kastet for løverne, korsfæstet eller brændt på bålet. Men de var glade, fordi de fik del i deres Herres lidelser. Til sammenligning bekymrer vi os i dagens statsstøttede folkekirke overmåde meget for, om der nu også kommer tilstrækkeligt med folk i de flotte, velindrettede kirkerum, som det står enhver frit for at benytte, når man vil.

Den kirkelige bekymring ytrer sig først og fremmest ved sit evindelige fokus på tal og mængder. Der tælles utrolig meget i den danske folkekirke. Der skal gøres mange ting, og der skal komme mange mennesker til alle disse mange ting. Der skal desuden præsteres en lav gennemsnitsalder, for det er ikke godt nok at kunne samle en masse gamle mennesker. De kan jo være døde i morgen, ikke sandt? Det er meget bekymrende! Og tallene er dårlige rigtig mange steder. Der er røde tal i det kirkelige regnskab, hvor mennesker omhyggeligt måles og vejes og tælles, som om de var kvæg.

Kravene om bedre performance og flottere tal påvirker præsternes psyke. De ved udmærket godt, at kriteriet for, om de er vellidte eller ej, er det ene: De skal kunne 'trække' nogle folk, sådan så deres 'virksomhed', Team Folkekirke, kan komme til at ligne en succes. Og strømmer sognets ungdom ikke glade til kirke hver uge, så er det nok, fordi præsten er for gammel og bagstræberisk og uvillig til at komme moderne mennesker i møde.

Men præsterne har faktisk prøvet det hele: konfirmandklub, sms-prædikener, fællesspisning, sorggrupper, konfliktmægling, sokkedukker, halmkirker, rockgudstjeneste, klovnenæser, gummisko, levende dyr og gangnam-style. Been there, done that, bought the polo-shirt. De vil gøre hvad som helst, bare folk vil komme ind i deres kirke og gøre kirken til en succes. Alligevel er kirken stadig et sted, hvor de fleste kun kommer ved særlige anledninger. Og det er åbenbart ikke godt nok, så derfor fortsætter den paniske bekymring og katastrofetænkning, som ingen i længden kan holde ud. Og det vil den formodentlig blive ved med, ind til der er nogen, der besinder sig og begynder at føle trang til atter at gøre kirken til stedet, hvor man først og fremmest koncentrerer sig om det ene fornødne, nemlig evangeliets forkyndelse.

Selvfølgelig er der ingen, der siger, at evangeliet kun kan forkyndes ved en højmesse med orgelspil og prædiken. Men jeg vil vove at påstå, at Sandheden har meget dårlige kår, når den tvinges ned i tidsåndens eller popkulturens prokrustesseng. Folkekirken er en kirke, ikke en koncern. Derfor skulle præster, menighedsråd, præsteforening og ungdomsforeninger tage at holde op med at gå så meget op i at drive reklame for kirken eller gøre den smart eller sælge den. Det klæder ikke kirken. Kirken skal sprede det glædelige budskab. Ikke fordi kirkerummet skal fyldes, men fordi budskabet er vigtigt.

Det store forbillede for en forkynder må være apostlen Paulus. Paulus bekymrede sig ikke for, hvordan han blev taget imod. Han stillede sig op på byens torv og prædikede evangeliet råt for usødet. Og heller ikke dengang blev evangeliets forkyndelse mødt med blomsterbuketter og klapsalver. Faktisk var de fleste temmelig uinteresserede i, hvad Paulus havde at sige. Hørte nogen efter, blev de oftest ikke optændt af Helligånd, men af harme og galde, og Paulus blev jaget på porten med fare for liv og lemmer. Til sidst blev han henrettet i Rom.

Tænk, hvis han i stedet havde indbudt til Innovation Camp, hvor det skulle gennemdrøftes, hvor Jesu Kristi kirke er henne om ti år, og hvad man kunne gøre for at få evangeliet gjort mere appetitligt eller smart eller ungt. Eller hvis han havde nedsat fokusgrupper, der skulle diskutere, hvor meget, de syntes, de fik ud af Paulus’s prædikener, og hvad han eventuelt kunne gøre anderledes. Sikken appel, hans budskab så ville have haft. Sikken tilslutning, der ville have været. Og propfyldte synagoger, ingen tvivl om det. Måske ikke for evigt, for mennesker har det med på et tidspunkt at gennemskue det, der er falsk og oppustet og kun konstrueret for at tækkes så mange som muligt. Men alligevel: succesen ville have været til at tage og føle på.

Nu valgte Paulus (og Silas og Barnabas og alle de andre) at føre en anden, mere kompromisløs stil. Man hører ikke et eneste sted i Apostlenes Gerninger, at de første kristne gjorde sig overvejelser omkring, hvorvidt de greb sagen rigtigt an eller ej. De tænkte kun på at få folk til at lægge øre til historien om Jesus Kristus. Og de var da også frygtelig upopulære og endte næsten alle sammen med at blive halshugget, korsfæstet eller lignende, for man gad simpelthen ikke høre på alt deres irriterende præk.

Det er faktisk et under så helt igennem fantastisk, at det fuldstændig unddrager sig menneskelig fatteevne, at kristendommen indtil videre har overlevet i 2000 år. For man kan dog dårligt forestille sig en tro, der har haft så vanvittigt et projekt, så utidige repræsentanter og så dårlig presse, som evangeliet om Jesus Kristus har. Når kristendommen har haft så relativt stor gennemslagskraft, som den trods alt har, så må det ene og alene tilskrives Helligånden, for det skyldes i hvert fald ikke menneskelige bekymringer.

Hvad skal der til for at holde kirke?

af Nana Hauge

Her midt på Høve mark, som ligger bag ved kirken hvor jeg er præst - kan jeg se fire kirker. Nej faktisk 5, hvis jeg går lidt længere op ad vejen. De 4 er bygget for 1000 år siden, den femte, som er min egen kirke, for 100 år siden - af en mindre flok bønder og håndværkere.
Her er ingen større byer, kun spredte gårde og to små landsbyer. Der er ingen grund til at tænke, at der boede flere mennesker herude, da de tre kirker blev bygget for ca. 1000 år siden, og der i alt kun boede ca. en million mennesker i Danmark. 

Alligevel er der fem kirker med kun få kilometers mellemrum. 
Talte de så kirkegængere dengang, de byggede de sognekirker? Var de målgruppeorienterede? Lavede de sogneanalyser og en visionsplan. Eller en brugerundersøgelse måske? 

Var samfundet rigere end i dag? Havde man flere midler? Handlede det om tørre tal og fakta, og så først derefter kunne man gøre noget ved virkeligheden? Eller kom kirkerne ud af det blå?
Ja, hvad skal der til for at holde kirke?

I Havrebjerg lidt nord for Slagelse, hvor der også ligger en valgmenighedskirke, hvor jeg er præst, samledes omkring 100 mennesker for 110 år siden og byggede kirken. 100? Det er jo langt under det antal på 200, som tidligere kirkelukningsminster Manu Sareen vist har sat som smertegrænsen for et sogns størrelse, men menigheds- og kirkelivet har fungeret og fungerer fint i Havrebjerg. Og der er stadig 100 medlemmer. Ja, der er endda faktisk lidt flere.

Hvis de regnearkskristne havde haft noget at sige, var Havrebjerg kirke nok ikke blevet til noget. Hvis de, der byggede den, havde set på tal og fakta, så var kirken aldrig blevet bygget. Og hvis Havrebjerg kirke skulle underlægges den folketælling, der er i gang i Roskilde stift - så var det nok tvivlsomt, om den fik lov til fortsat at eksistere.
Det samme med middelalderkirkerne. De var aldrig blevet bygget, hvis man havde været så tælleivrig, som man er i dag.

Men hvad tænkte de så på, de der byggede kirkerne? Ja, måske var der noget, der var vigtigere end tal, og måske handlede det ikke om succes - men om sandhed. Måske handlede det alligevel om, at ..: var vi på jord ej mere end to \ bygge dog ville han og bo. Ja måske kom kirkerne - om ikke ligefrem ud af det blå - så ovenned, for er det ikke dér, alle gode gaver kommer fra?

Alle præster glæder sig sikkert over mange kirkegængere; det er festligt. Det kan jeg godt forstå, og det gør jeg også selv. Men at gøre antallet af kirkegængere til en målestok for, hvornår en kirke skal lukke eller for, om den er en "succes", er vanvid. Men man skal ikke foragte de ringe dage, og gad vide om ønsket om de mange kirkegængere ikke også handler mere om præsters forfængelighed end om ønsket om, at "mange skal høre evangeliet"?

Alle andre steder i verden bliver man målt på, om ting nu lykkes, om der kom mange, om det var en succes. Det er derfor fantastisk, at kirken bygger på et menneske, der på mange måder var en fiasko! At kirker har kunnet bestå i 1000 år, selvom de sikkert ikke alle er en succes. Eller nogensinde har været det. I hvert fald ikke, hvis man spørger de regnearkskristne. Jeg mener slet ikke, at det er overdrevet at råbe vagt i gevær overfor tælleriet. Derimod er det mere end nogensinde nødvendigt at mane til besindighed overfor regnearkene.

Når der derfor er nogen, der spørger mig: "kom der så mange i kirke", så siger jeg: "ja, der var helt fyldt". "Fyldt af hvad?", spørger de så. "Fyldt af ånd!" Svarer jeg. 

Frimodig kirke!

af Stine Munch

For ikke så længe siden var jeg medlem af bestyrelsen i en kirkelig organisation, der arbejder med børn og unge. Denne kirkelige organisation stod overfor at skulle fejre et stort jubilæum, og i den forbindelse skulle der udsendes forskelligt materiale fra bestyrelsen og sekretariatet til medlemmerne. Jeg fremførte da det synspunkt, at der ud over forskellige brochurer om, hvad man kunne bruge sit medlemskab til, skulle sendes en børnebibel - eller i det mindste en bog over en lignelse - med ud til medlemmerne.
Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville anfægte dette og et par lignende forslag.

Vi sad sammen i en bestyrelse, som - i hvert fald i min tid der - startede hvert møde med Fadervor og en salme, og grundlaget var derfor klart defineret... Men jeg mødte modstand overfor forslagene om, hvordan vi tydeliggjorde dette kristne grundlag overfor medlemmerne. Een af kommentarerne var: ”Vi vil jo ikke missionere” og, ”skal vi holde gudstjeneste i kirken, bør vi også gå i moskeen”.

Jeg mener ikke, at en kirkelig organisation, der arbejder med børn og unge, i imødekommenhedens vanhellige navn og af lutter misforstået god vilje skal arrangere gudstjeneste i moskeen.

Og jeg mener også, at vi skal missionere. Også i et gammelt, kristent land som Danmark. Fordi vi har fået noget givet, som hele tiden skal fortælles videre, sandheden om Gud og mennesker, vort fundament i liv og i død: evangeliet om Jesus Kristus.

For ikke særlig mange år siden var Danmark et næsten homogent samfund. Ekstremt få var ikke født og opvokset her i landet igennem generationer; vi var kristne og stort set alle lutheranere. F.eks. var jeg selv 16 år, før jeg mødte et sort menneske og nogen, der ikke var døbte. Så dengang var mission noget, der foregik ved perifere missionærer, der drog til steder i Afrika, man dårligt havde hørt om. At det ikke er sådan længere, har vi konkluderet adskillige gange, og slår man op i hvilken som helst lokalavis, vrimler det med annoncer for forskellige mere eller mindre religiøse grupper, organisationer og enkeltpersoner, der kalder til møde, helbredelse og fællesskab. Ved ethvert middagsselskab findes lige så mange opfattelser af, hvad Gud er, som der er inviterede gæster, og på den måde er det multi-religiøse og det multi-kulturelle blevet en del af alle danskeres hverdag.

Og hvordan skal vi så være folkets kirke i netop denne tid? Hvor alt er til diskussion, og hvor enhver er salig i sin tro?
De spørgsmål medfører en mængde andre spørgsmål, som ikke i mange, mange år har været påtrængende aktuelle. Spørgsmål om, hvad vi er og gør som kristne og som kirke. Spørgsmål, som ikke finder besvarelse gennem nye tiltag eller strukturer, sådan som både ministerium og diverse udvalg ellers synes at mene.

I mødet med kirkens udfordringer og et forandret samfund har vi tilsyneladende en tendens til at tænke analyse, løsninger, nye menighedsmodeller og strukturer, nye gudstjenesteformer og meget andet.

Nytænkning og innovation betragtes i almindelighed ukritisk som et gode, men er det virkelig det, der er brug for? Er det ikke snarere tydelighed, der efterspørges? Tydelighed om, hvad der er klassisk kristendom og om, hvad evangeliet forkynder?
Når jeg møder menigheden i både gudstjeneste, samtale og undervisning, er det mit klare indtryk, at der ikke spørges efter ’halløj’ og underholdning i kirken... Der spørges efter det levende vand.
De søgende tilfredsstilles ikke af svar af typen: ’hvad synes du selv?’ De bliver tværtimod lettede over at finde klarhed og bestemthed om, hvad kirke og kristendom er. Og til alle de mennesker, der spørger, er vi sendt med evangeliet. Hverken mere eller mindre. At være sendt er kirkens opgave. Og eftersom mission betyder ’sendelse’, er det at være kirke det samme som at være i mission.

I Johannesevangeliet kap. 20, v. 21 står det utvetydigt: "Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer."
Den danske Folkekirke er ikke nødvendigvis en kirke, der ’driver’ mission i fjerne eksotiske egne, men en kirke, som er i mission i ord og i handling, og for mig at se først og fremmest og i denne tid i tydelighed omkring, hvad kristendommen er - og dermed også, hvad den ikke er.

At kirken er i mission skal ligge i enhver ekklesiologisk refleksion. Hvis ikke, bliver alle de gode ideer og tiltag afsporede i forhold til sagen og kommer til at handle om noget andet end at være kirke. For at sige det ligeud: hvis ikke man holder sig for øje, hvad det klare evangeliske formål er med den ene eller den anden gode idé, så bliver alt ligegyldigt og endnu værre: lige gyldigt. Så bliver det for eksempel ikke til at se forskel på underholdning og forkyndelse, på standup-show og gudstjeneste.
Formår folkekirken ikke at fastholde, at den er en del af samfundet men også noget ganske andet, vil den flyde sammen med den kulturelle kontekst i en sådan grad, at den ikke længere vil have noget at bidrage med til et senmoderne, pluralistisk samfund. Jeg mener, så kan man lige så godt gå på La Fontaine, i Vega eller på Folketeateret, eller hvad man nu er til, for at blive underholdt og få et par vise ord om menneskelivet med på vejen.

Folkekirkens og den praktiske teologis aktuelle udfordring synes derfor at være, frimodigt at vedkende sig evangeliets forkyndelse, og at kirken til enhver tid og på ethvert sted er i mission.

Man undres.

Bag tribunen

af Peter Danielsen

Ih du godeste 
hvor jeg dog hader mørket
og lyset og lysten og de små lam
og psykoanalysen
og disse 43-årige hænder der støtter hovedet
når jeg bøjer mig mod wc-kummens kolde porcelæn
for at brække suppen af alkohol og kylling og tårer
op i tre-fire kramper

men der er en sang 
en skide sang som venter 
som kommer
og som jeg vil synge 
hæsligt med ølvom og paradentose
bag tribunen 
til endnu en skuffelse
indtaget for enden af stadionallé 
med drengene fra voldby
en råkold november 
uden den mindste smule mening

Indhold før form

af Lotte Boas

Jeg ville såmænd da gerne have været med på den innovationscamp. Det var bare ikke til at få tid. Jeg skal jo også arbejde. Jeg ville også gerne have blandet mig i debatten. Men jeg mistede min adgangskode, og bad om en ny, men fik den ikke, og så lod jeg det ligge. Men det er jo ikke fordi, jeg ikke mener noget om det hele. Tværtimod! Jeg er slet ikke for kostbar til Folkekirken og debatten og til at få fingrene i jorden. Lad os endelig tage ansvar for vores kirke og for det kæmpekæmpe glædelige budskab den er bærer af. Det er da det bedste at få lov til det!

Man bliver måske lidt forstemt engang imellem over debatten.
Engang sagde jeg til min provst: ”Jeg knokler. Jeg elsker det. Jeg kan se det betyder noget for folk. Jeg kan se det vokser. Men nogle gange savner jeg anerkendelse for det jeg gør her. Et skulderklap. En provst eller en biskop (en af mine overordnede), der ser det!” Til det svarede han: ”Anerkendelse! Jamen, du har jo lige været i avisen!”

Forstemt bliver man også over, at innovationscamp handler om form. Nu hører jeg så også til dem, der ikke bakker op om det nyeste skib Manu Sareen nåede at sætte i søen: Skal der formuleres en formålserklæring for Folkekirken? Jeg har prædiket i 9 år. Jeg synes det er et stort arbejde at formulere den kristne tro. Der findes selvfølgelig folk, der er klogere end jeg – men selv om et klogt hoved skulle kunne formulere det i en oneliner.

Men med tanke på, at Jesus brugte 3 år på at fortælle, hvad han egentlig var her for, tillader jeg mig at tro, at en oneliner vil være utilstrækkelig. Nåjaja, utilstrækkelighed, det er jo menneskeligt, og vi forkynder da syndernes forladelse. Men når alt kommer til alt: På evangelierne, bekendelsesskrifterne og Luthers reformation bygger vi kirke. På Kristus Guds søn og vores arbejde med at forstå og formidle det. Vi ved det godt. Kommer en formålserklæring ikke bare til at klinge hult af alt for meget menneskeligt ingenting? Gode intentioner med middelmådige resultater? Ja, undskyld mig. Men det synes mig at være sådan det er at være menneske. Ikke kun for mig. Også for jer andre.

Innovationscamp. Jamen, for mig er evangeliet om Guds søn det største! Jeg kan ikke se verden, uden at Gud er en del af mit verdensbillede. Jeg kan ikke møde mennesker uden at tænke: Guds omkvæd lød her: Og Gud så, at det var godt. Syndernes forladelse er mit livsmod! Dette er ikke nogen from bekendelse. Det er bare for at forklare, at ud af min glæde springer iveren efter at bygge kirke på den tro!

Jeg tælles ikke blandt dem, der mener, at kun een gudstjenesteform dur. Søndagshøjmessen faldt ikke ned fra himlen. Højmessen skal der værnes om! Men lad os endelig også opbygge og værne om andre former, der er bygget over viljen til at bære indholdet frem.

Forstemt bliver jeg, når jeg ser, at der blandt de mange initiativer, der allerede nu er i folkekirken, også er mange, der kun er form. Der bliver for meget sværmeri; luftig spiritualitet og stemningsbårne tjenester, hvor vi skal opleve. Men det er stemningen, vi oplever, det er luftigheden eller stilheden eller musikken – det er indholdsløs form. Ikke alle steder. Ikke hver gang.

Babysalmesang, hvor vi synger sange og hvor der ikke tales et ord om glæden ved den kirke, vi er i her og den tro, der bærer det hele. Mindfulness og yoga – og jo, naturligvis kan man flytte andre kulturers udtryksformer ind i kirken og fylde dem med kristent indhold. Julen er da sådan en fest og er indført med en vis succes.

Men jeg bliver forstemt, når jeg ser, det er selvdyrkende kultur, der flyttes ind i folkekirken. Vitalisme. Jeg dyrker min egen lykke.  Og det er såmænd ikke, fordi jeg ikke under folk lykke. Jeg mener endda gudstro giver det. Vitalismen synes bare, her fra kristen grund, at være en deadend. Bliver det til andet end tavshed?

Al den stilhed i kirken? Hvad skal den til for? Her, endelig her, kan vi høre en tanke og mødes af noget, der river os i sjælen, noget der kan bygge os op, og som vi kan bære med os ud i dagene foran os. Hvorfor så nøjes med sine egne tanker? Som om jeg ikke kender dem allerede!! Dem er der da ikke noget nyt i. Her møder jeg da ikke andet end mig selv. Og hvad jeg så i øvrigt må have fået givet ved tidligere lejligheder.

Jeg kender da også præster, der mener, at gudstjenesten ikke må være for karsk! Den skal være balsam for sjælen. Smuk. Så er det godt, de er forpligtede på evangeliets tekster. Lige meget hvad, så får man da noget med sig, som kommer et andet sted fra, end fra ens eget ønske om pænhed og om at kunne vige uden om livets sorte huller, som Sørine Gottfredsen i sin Kierkegaardbog kalder det, at vi alle sammen oplever, at livet river i os, og vi fortvivler for livet er ikke bare en let leg.

Fri mig da for innovation, der handler om form, der skal bære indholdet! Giv mig indholdet! Og formen, ja, når vi skal give det videre til børn, til unge, til nybagte forældre, til midaldrende, til de gamle på plejehjemmet – jamen så skal vi da finde den gode form. Naturligvis skal der arbejdes med form! Men det er ikke formen, der bærer folkekirken!

Formen er en tjener. Er det så vigtigt at fylde kirken med mennesker, så form, stemning, er det vigtigste? Så kan man jo lave hvad som helst i den kirke. Der findes da masser af ting, der kan trække folk af huse. Striptease fx, eller en koncert – ja, man må jo vælge graden af pænhed. Hvilket segment henvender vi os til? Og så kan vi underholde folk ind i kirken. Så er vi bare holdt op med at være kirke.

Og er det i virkeligheden ikke sagen, det drejer sig om? Også selv om det betyder vi må vove skindet? For det er jo en sag, der deler vandene! Holder vi os til sagen, får vi ikke alle ind ad døren. Hvor velkomne de så ellers er, og hvor gerne vi vil række ud mod dem, så dur det altså ikke vi med form får kirken til at se ud som om den rummer hvad som helst.

Boganmeldelse af José Saramago: Kain

af Stine Munch

Igennem læsningen af hvad der blev Kains historie, ifølge José Saramago, morede jeg mig; sproget er godt og dialogerne mellem Kain og Gud er kostelige.

Saramagos roman om Kain er en sørgmunter fabel om, hvordan det gik Kain efter mordet på Abel. Romanen er på sin vis sørgelig, fordi Kain aldrig formår at glæde sig igen og aldrig holder op med at være vred på Gud. Forfatteren tager utallige gange spørgsmålet om Guds væsen op til overvejelse, især gennem undren over, hvorfor der sker så mange grusomme ting i Det Gamle Testamente - ja, i det hele taget behandles teodicé-problemet igennem romanen, og Gud (som Saramago konsekvent skriver med lille g) og Kain mundhugges som regel, når de mødes. Kain er den hæderlige, Herren den tvivlsomme,

Handlingen tager sin begyndelse i Edens have og ved den gamle historie om uddrivelsen af Adam og Eva. Udenfor haven er det svært at skaffe sig føde, og Eva går tilbage til én af de vogtende keruber og lokker (også) ham til at hjælpe dem. Og selvom hun sværger overfor Adam, at hun ikke tilbød noget til gengæld for hjælpen, er deres førstefødte mistænkeligt lig denne kerub.

De to brødre, Kain og Abel, skildres som uadskillelige og tæt knyttede, men den dag da de skulle ofre de første frugter til herren, ændrede alting sig som bekendt.

Da røgen fra Kains bål ikke steg lige op ligesom Abels, og det blev klart, at herren ikke ville tage imod Kains bål, begyndte Abel at håne Kain og udråbte sig selv til herrens yndling og Guds udvalgte. dette gentog sig en hel uge, og en dag blev det Kain for meget, og han slog Abel ihjel. Lige så snart det er sket, kommer gud farende og siger de ting, vi ved, han siger ved den lejlighed .. og så begynder Kain og gud at diskutere, hvem der egentlig er mest skyld i Abels død.

Men Kain får sin straf og sit sorte mærke i panden og begynder sin hvileløse vandring rundt på jorden, der kaster ham frem og tilbage i den bibelske tid. Således kommer han forbi, da Abraham skal til at ofre Isak og forhindrer lige nøjagtigt mordet, som en engel jo egentlig skulle have forhindret, men englen havde problemer med den ene vinge og kom derfor lidt for sent. Efter at Isak er reddet på målstregen, beskrives samtalen mellem bøddel og offeret, sådan som man kan forestille sig den. Abraham forklarer Isak, at det jo var herren, der havde prøvet hans lydighed, og Isak siger: 

Hvis nu denne herre selv havde haft en søn, ville han så også have beordret ham myrdet? Det vil tiden vise, svarer Abraham.

Kain er også med i Mamrelund, da Babelstårnet bygges og ved udslettelsen af Sodoma og Gomorra, hvor han virkelig forarges over guds brutalitet: Men børnene, sagde Kain, børnene var uskyldige. Kain er æselpasser i Josvas hær og tager senere arbejde hos Job, og da han må drage videre, fordi Job bliver ruineret og dernæst syg, når han til Noahs ark. Her møder han igen herren, som han begynder at diskutere med, for Kain modsiger konstant herren, forstår ikke hans dispositioner og bebrejder igen gud ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra og også Jobs ruin og gud siger til Kain:
Det kan jeg lige så godt sige dig: jeg er udstyret med en bøjelig samvittighed, som altid stemmer overens med, hvad jeg end foretager mig.

Kain kommer med om bord på arken, og her sker der en række dramatiske hændelser, inden det hele ender på overraskende vis.

Igennem hele romanen skildres Kain, på trods af mordet på Abel, som den retfærdige. Og selv om han er morder, er Kain i bund og grund et retsindigt menneske. som forfatteren bemærker. Hele omdrejningspunktet i romanen er således menneskets fortvivlede råb til Gud: hvorfor, herre!? Gud skildres som herskesyg og forfængelig og ikke helt almægtig, da Satan også indimellem skal have et offer at kaste sig over for at holdes i skak.

’Kain’ blev den portugisiske forfatter og nobelpristagers sidste bog og fik en hård medfart i det katolske hjemland på grund af den gennemsyrede ironi overfor Gud og uviljen mod al religiøst præk.

Der er jo skrevet en del romaner, der lægger sig op ad de bibelske fortællinger men denne adskiller sig ved den humoristiske og ironiske tone og romanen næres ved paradokset om, at mennesket tror på en Gud, det ikke forstår. 

På trods af at bogen er sjov og underholdende læsning sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at den er lidt kedelig. Romanen bevæger sig inden for det meget kendte gammeltestamentlige univers og lægger i virkeligheden, bortset fra slutningen, ikke meget til, hvad man ellers kunne forestille sig. På den ene side nyder man som læser godt af at være inde i den bibelske referenceramme og at kunne opfatte den implicitte humor.

På den anden side rykker romanens ’Bølle-Bob-attitude’ ikke ligefrem træer op med rode i en dansk protestantisk kontekst, hvor den flabede satire virker lidt tam og triviel.

Prædiken, 1.s.e. helligtrekonger

af Nana Hauge

"Guds-Billedet fra evighed
Vor Mester vis,
Som kom fra himlen til os ned
Paa Børne-viis.
Har med sit liv og med sit ord
Oplyst Guds-billedet på jord,
Han har det vist, han det har sagt,
Jordelivet kun i barnedragt
Har adgang til Guds rige!"

Det 20 århundrede er blevet kaldt for barnets århundrede – det er nok ikke forkert at sige, at barnets århundrede er fortsat ind i det 21. århundrede. Den selvstændiggørelse af barndommen som livsfase, der fandt sted i det 20. århundrede, er i hvertfald uændret. Ja måske har det med børnenes århundrede ligefrem taget overhånd, for hvor ofte læser og hører man ikke børnepsykologer og andre, der mener at have forstand på det? Alt for mange forældre opdrager deres børn til at være små egoister, deres egets liv direktør, familiens prins og prinsesse osv. osv. Der er vist bred enighed i, at nutidens børn fylder alt for meget nu i forhold til for bare 20-30 år siden.

Men kunne følelsen af at børnene "fylder for meget" dække over det forhold, at de i virkeligheden er i vejen?
For er det ikke sådan, at barndommen og børnene dybest set faktisk er i vejen? Tilovers!? Ligesom alt andet i dette samfund, der ikke bidrager til konkurrencestatens opretholdelse, hvor alt, som ikke er produktivt og gør nytte, udelukkes og isoleres i institutioner.

En af de, der har udtalt sig klart og markant om dette, er forfatteren Knud Romer. I Information og Politiken sidste år udtalte han, at målet for ham har været at kunne bestemme selv og tage vare på sine nærmeste. Hans største nederlag var derfor, da hans fars demens gjorde det umuligt at lade ham blive boende hjemme.
Men Knud Romer fortryder stadig, at han "svigtede" sin far ved at lade ham komme på plejehjem.

"Det var et forræderi af mig at overlade min far til et system, der var ligeglad med ham. Konsekvensen har været, at jeg ikke ville begå den fejl igen, så jeg har holdt fire års barsel med mine to børn, så de ikke skulle i vuggestue", siger han.

Den beslutning tog Knud Romer efter, at han ellers havde forsøgt at aflevere sin ældste datter i vuggestue efter faderens død.
"Min kone kunne ikke selv klare tanken om at sætte vores barn i vuggestue. Hun overlod det derfor til mig, så jeg tog derhen og kiggede ud på et ocean af børn med gult snot, der løb rundt i et betonhul. Så kom der en lille dreng hen til mig og klamrede sig til min fod, mens han sagde "far, far!". Og så tog jeg hjem med min datter og græd og besluttede at holde hende hjemme. Men regningen for det har været, at vi har været tæt på at gå økonomisk fallit som familie," siger Knud Romer. 

"Vi har i virkeligheden indrettet et samfund, hvor alle der ikke kan bidrage økonomisk, bliver institutionaliseret", mener Knud Romer, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Jeg er så evindelig træt af, at vi, når det kommer til børn - og ældre -, snakker meget om den byrde, de er. Ældrebyrden siger vi. Eller vi diskuterer, hvem der "hænger" på børnene i familien. Det var i hvertfald retorikken i en serie udsendelser om Husmoderens storhed og fald, der blev sendt på DR mellem jul og nytår.
Hvorfor ofte hører man ikke også, at det er foruligende - at det fortrinsvist er kvinder, der vælger at tage barselsorlov eller blive hjemme barnets første sygedag? For det ses nemlig i høj grad som en hindring for ligestilling mellem kønnene. Ligestilling måles nemlig næsten udelukkende på omfanget af udført lønarbejde – måske fordi vi har ophævet dette til den højeste værdi i samfundet?
I denne optik er børn er uden tvivl den største forhindring for at være effektiv på arbejdet. Derfor er børnene dybest set en byrde.

Denne aktuelle situation ligner på den måde situationen i dagens evangelium, som jeg lige har læst.
De børn, der bæres til Jesus, for at han skal velsigne dem, er også i en byrde – i vejen og tilovers. Ganske vist ikke af samme årsager som i dag, men fordi børn på Jesu tid ansås som ufærdige og umyndige mennesker. Dyrkelsen af og forholdet til Gud var forbeholdt voksne (mænd). I det hele taget hørte børn - sammen med kvinder i øvrigt - til de grupper af mennesker, man ikke rigtig regnede for noget. Disciplene kunne derfor ikke se børnene som mennesker - men som noget, der stod i vejen for den belæring, Jesus var ved at give dem. Derfor vises de væk.
Men da sker der jo helt uventet dette, at Jesus tager de små i favn. De, der bæres til ham som tunge byrder, løfter han. Han rører ved dem og velsigner - og Han befaler, at Guds rige er deres.
Vilkåret for at få adgang til det både dennesidige og hinsidige gudsrige, som Jesus taler så meget om, er altså at blive som et barn. Det er egentlig ikke overraskende. Det svarer til Jesu ord om, at det er de fattige, der er salige i ånden - eller at Gud har åbenbaret sit rige for umyndige. Det betyder, at Guds rige har sådan en karakter, at det må modtages som ren og skær gave. Der er intet hos mennesket, der kvalificerer det til at få adgang til det. Det beror alene på Guds modtagelse.
Børnene, sammen med de kvinder, der sikkert bar dem - de unyttige og overflødige, de umyndige og forkastede - får her en ny status. Denne status tager allerede sin begyndelse med tanken om, at det fattige barn i krybben samtidig er selve skaber-ordet: Verbum infans. Han, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt, som vi synger i den meget gamle julesalme.
Ved at Gud den almægtige - hele guddomsfylden - skaber ordet og lader sig føde som det fattige barn i stalden, giver kristendommen for alvor plads til barndommen og dermed også til alt det unyttige og overflødige; det tiloversblevne. For kristendommen er en modsigelse af alt det, der vil gøre et menneske lig med dets nytte og brugsværdi.

Derfor er det i virkeligheden evangeliet, der varsler barndommens århundrede. Noget nyt er blevet til. Dette er alle de forkastede, unyttiges og tiloversblevnes århundrede. Fra da af, når evangeliet lyder, kan et menneske ikke reduceres til hvilken nytte, det gør, eller hvilken brugsværdig det har. I Vor Herres virkelighed er der ikke nogen, der er i vejen. Ingen er en byrde.

I Vorherres virkelighed er alt det, der ikke ser ud af noget: barnet i krybben, manden på korset, de umyndige børn, de spedalske, hyrderne, fiskerne – de salige. Det, der ser ud som en stald, er i virkeligheden et slot i Guds rige.
Med historien om modtagelsen af de forkastede kvinder og børn, der bæres på Vorherres arm, forkyndes det, at et menneskes værdi er båret af Gud. Ja Menneskebarnet er kun lidt ringere end Gud, kronet med herlighed og ære, som salmisten synger.

Og når Vorherre beder os alle om at blive som børn og dermed gør barndommen og barnets tilgang til verden og til Gud til det sted, hvor vi kan modtage Guds rige - da skal vi også værne om barndommen og barnets verden.
Vorherre, som selv blev født til verden som et unyttigt og overflødigt barn, som ingen havde plads til, og som mange gerne ville skaffe af vejen, har skænket barnet en myndighed og værdighed, som også det voksne menneske altid kan begive sig ind under. Og derved blive løftet op i Vor herres favn som et barn, der løftes op af sin far eller mor til øjenhøjde, berøring og kontakt.

Og derfor er det også noget pjat, når en biskop og en professor på grund af den stigende tilgang til voksendåb, efterlyser et nyt dåbsritual, der kan bruges, når voksne lader sig døbe.
Bispen og professoren har åbenbart glemt, at en dåb altid er en barnedåb. Også hvis det er en voksen, der døbes. Og at det at tro ikke er andet end at blive som et barn uanset modne overvejelser og beslutninger. I forhold til Gud er vi ligesom spædbørn, der bæres i favn, uanset hvor voksne og velovervejede, vi føler os.

Vi er alle "af Gud faders små" - båret af Gud, rørt af hans fingre.

Amen.

Liselundseminar om kærlighed og Almindeligt Præstekonvent

af Babel

På dette års Liselund-seminar bliver der gået i kødet på kærligheden. Der foregår i tiden en teologisk og filosofisk nytænkning af begrebet ’kærlighed’, men hvad går den ud på? Vi afdækker kærlighedsbegrebets historiske rødder og ser også på, hvordan litteraturen, hjerneforskningen, psykoanalysen og kropsfænomenologien taler om kærlighed. Kan de forskellige tilgange befrugte hinanden?

Seminaret afholdes i dagene 23. – 25. marts.

Se mere på www.liselund.dk eller henvend dig til Nana Hauge. Medvirkende: bl.a. Pia Søltoft, Ida Jessen, Jacob Beck og Carsten Pallesen.

 

Almindeligt Præstekonvent på Liselund

1.-3. juni 2014. Tema: Helligånden

Almindeligt Præstekonvent blev stiftet i 2010 som et forsøg på at skabe et landsdækkende konvent for en kollegial teologisk samtale.

I en tid, hvor folkekirken er under forandring, og strukturdebatten spiller en stor rolle, er det vigtigt, at den teologiske refleksion ikke lades i stikken. Den kirkelige praksis kræver teologisk overvejelse for ikke at ende i uforpligtende underholdning.

Almindeligt Præstekonvent er ikke et kirkeligt partikonvent for en enkelt gruppering inden for folkekirken. Der lægges således vægt på ordet almindeligt for at understrege, at konventet er et forsøg på at bringe de forskellige grupperinger i den danske præstestand i samtale med hinanden.

Der afholdes Almindeligt Præstekonvent hvert år søndag-tirsdag efter Kristi Himmelfart. Temaet i 2014 er Helligånden, som vil blive belyst musikalsk, filosofisk, teologihistorisk og eksegetisk.

Pris for 2 overnatninger i enkeltværelse med bad på Liselund inkl. god mad og 6 foredrag er 2.200 kr. Studerende og arbejdsløse halv pris: kr. 1.100 kr. Der er mulighed for at søge tilskud hos stiftet (eller eventuelt hos menighedsrådet).

Se mere på: www.almindeligtpraestekonvent.dk

Tilmelding til info@liselund.dk. Send en mail med oplysninger om navn, adresse og ønsket værelsestype.

 

Vel mødt!
Med venlig hilsen
Jan Unold, Vibeke Hein, Merete Bøye, Morten Thaysen, Jens Kvist, Thomas Reinholdt Rasmussen, Ole Christian Ivertsen, Gunner Lund-Sørensen, Holger Jepsen, Carsten Mulnæs og Peter Thyssen